Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat

Jeg er en palæstinensisk mor – betyder det, at jeg skal dø?

Mediedækningen af krigen er i Israel blevet en sygelig tilbedelse af et macho-militær.

Debat

Først reagerede jeg med hovedrysten, da jeg læste, hvad et israelsk parlamentsmedlem, Aylet Shaked, skrev på sin facebookside for to uger siden. Hun citerede en tekst af Uri Elitzur, den nu afdøde tidligere talsmand og stabschef for Benjamin Netanyahu, og erklærede sig enig med den. Teksten brændemærkede alle palæstinensere som terrorister og opfordrede til, at man som led i forsvaret af Israel bør dræbe palæstinensiske mødre for at forhindre dem i at føde flere »små slanger«. Indlægget har i skrivende stund over 5.000 likes på Facebook.

Ayelet Shaked tilhører det religiøse regeringsparti Jødisk Hjem. Men selv for dette rabiate parti er en direkte opfordring til folkemord ikke dagligdags. Og det forfærdelige er, at opfordringen har opbakning langt ind i det israelske samfund. Det opdagede jeg, da jeg sidste uge ankom fra mit hjem i Danmark for at holde ferie i Nazaret, den største arabiske by i Israel, sammen med mine to små døtre. Elitsurs og Shakeds logik er, at konflikten, herunder krigen i Gaza lige nu, kun kan løses med en bølge af mord:

»Bag enhver terrorist står dusinvis af mænd og kvinder, uden hvilke han ikke kan bedrive terror. Deltagerne i denne krig er alle dem, der tilskynder til had i moskeerne, der skriver de morderiske læseplaner i skolerne, der giver dem tilflugtssteder, der skaffer transport, der ærer dem og giver dem moralsk støtte. De er alle fjendtlige kombattanter, og de har medskyld i blodsudgydelserne. Dette inkluderer martyrernes mødre, der sender dem til helvede med blomster og kys. De burde følge deres sønner, intet ville være mere retfærdigt. De skal væk, på samme måde som de hjem, hvor slangerne er opfostret. Ellers vil flere små slanger blive opfostret der«.

LÆS DEBAT

Der er to grunde til, at jeg ikke bare kan ryste denne kriminelle facebooktirade af mig. Den ene er det koldblodige mord i denne uge på fire palæstinensiske drenge, der blev ramt af et israelsk missil, da de spillede fodbold på en strand i Gaza. Ahed, Zakaria, Mohamed og Ismail var mellem 9 og 11 år. I det øjeblik forsvandt enhver lyst til at holde en normal ferie.

Den anden er, at Shakeds holdninger er blevet almindelige i Israel. Selvfølgelig kan man ikke forsvare raketter mod civile befolkninger – heller ikke når de affyres fra Gaza. Men i stedet for at diskutere eller prøve at forstå de umenneskelige forhold, folk i Gaza i årtier har levet under, og som været grobund for Hamas, er næsten hele mediedækningen i Israel blevet en sygelig tilbedelse af et macho-militær: ’Vi bliver angrebet, vi er nødt til at forsvare os mod de terroristiske palæstinensere, vi tager ikke fejl, vi kan ikke tage fejl, vi stakkels israelere tør ikke tage til stranden med vores familier uden frygt for at dø’ ... alle disse interviews med israelere giver mig kvalme, når jeg sammenholder dem med dødstallene i Gaza.

En god ven af mig, en jødisk lærer fra Tel Aviv, som jeg vil kalde Y – jeg tør ikke bruge hendes rigtige navn af frygt for hendes liv og hendes karriere – ringede til mig for et par dage siden og sagde: »Falastin, det er utroligt, hvad der sker her. Du ved, at jeg altid er nysgerrig og ofte spørger mine elever, hvad de synes. Jeg kunne ikke tro mine egne ører, da adskillige 16-årige sagde, at der kun er én kurs: folkemord på alle i Gaza, ødelæggelse af alle bygninger, begynd med at afbryde al vandforsyning og al strøm, og stop ethvert forsøg på at sende dem mad eller medicin«.

LÆS HERBERT PUNDIK

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg boede i dette land i 31 år, før jeg for over ti år siden blev dansk gift og flyttede til udlandet, men jeg har aldrig set holdningerne være så ekstreme. Jeg tør ikke tage til stranden, fordi jeg er bange for, at nogle vil skade mine børn, alene fordi de er palæstinensere. Jeg tør ikke sende dem på feriekoloni, fordi jeg frygter, at de bliver kidnappet af ekstremistiske jøder. Jeg tør ikke besøge den jødiske naboby Nazaret Ellit, hvis land engang tilhørte Nazaret, fordi jeg ikke er velkommen på den jord, der tilhørte mine bedsteforældre. Israel er blevet til et land, hvor der hersker en tilstand, jeg vil kalde separatheid. En forskelsbehandling, der ikke er som i det gamle Sydafrika, men minder om det, i den forstand at vi tvinges til at leve adskilt, og hvor kun jødiske statsborgere er ’rigtige’ mennesker.

Dette had kommer ikke ud af intet. Og politikere som Shaked må bære det fulde ansvar. Når de tyr til racistisk sprogbrug, får de blod på hænderne.

Normalt definerer jeg ikke mig selv alene som en mor, men først og fremmest som en feministisk palæstinensisk kvinde, der vil kæmpe for alle befolkningers ret til et liv i frihed og værdighed. Men da jeg læste, hvad Ayelet Shaked skrev om palæstinensiske mødre, tog jeg det personligt. Jeg er mor til to af de smukkeste og klogeste piger i verden, som er stolte af at være halvt danske og halvt palæstinensiske, og ingen våben eller racisme i denne verden kan nogensinde tage de følelser fra os.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce