tegning: Anne-Marie Steen Petersen

tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat

Tak til velfærdsstaten for at give mig mit liv tilbage

I 2012 fik jeg hjernerystelse, og der skulle gå et år, før jeg rejste mig rigtigt igen.

Debat

8. november 2012 vågnede jeg op i en ambulance. En taxa havde hamret min cykel ned i et højresving, blev jeg fortalt.

I min sygejournal stod der svær hjernerystelse og en mindre hjerneblødning. Ryggen klarede frisag. Jeg var heldig. Uden cykelhjelmen havde det bare været slut, sagde de.

Som nyuddannet humanist i første job var der hverken tid eller mod til en reel sygemelding. Efter to ugers utålmodighed i sengen insisterede jeg på at stå i klasseværelset som danskunderviser igen. På andendagen baskede smerterne igennem krop og knold, og alting gav op under mig. Der skulle gå et år, før jeg rejste mig rigtigt igen.

De næste tre måneder var mørket min tætteste ven. I ikkemetaforisk forstand. Jeg lå i et sort værelse og ventede på bedre tider. Med lægeforbud om besøg, tv, computer og litteratur. P1-podcasts kørte på repeat. Fordi det gik for hurtigt første gang.

Jeg var tappet for energi og overvældet af mindsteenheder. At tage et par sokker på blev en Mount Everest-uoverskuelig handling, der medførte, at jeg ikke kom op af sengen, hvis det var fodkoldt.

Beslutningerne fra madrassen til skuffen hobede sig op: 1. Hvordan kommer jeg hurtigst på benene? 2. Hvilke sokker er der? 3. Skal de matche? 4. Skal jeg vaske, hvis der ikke er flere sokker? Og listen fortsatte forunderligt nok.

Når man er så langt nede, lærer nød ikke nøgen kvinde at spinde. Hun bliver bare liggende under dynen uden sokker på.

Fra måned fire magtede jeg besøg og tv i lav dosis. Der var fremgang. I mellemtiden var jeg overgået til sygedagpengesystemet med diagnosen postcommotionelt syndrom (efterhjernerystelse) med stadig kontakt til arbejdspladsen.

Hver måned lovede jeg dem at være lige på trapperne. Hver måned måtte jeg skamfuldt trække det tilbage.

Hjernerystelse slår typisk til i sekundet. Man sænker paraderne, tror på det, rejser sig og erklærer hele verden sin storslåede genkomst. Og så ligger man der på ny. Igen. Sådan gik dage, uger og måneder. Frem og op. Tilbage og ned.

Efter et halvt år med helbredsmæssig ustabilitet som eneste konstant kastede jeg håndklædet i ringen. Sagde det højt: Måske bliver det aldrig bedre. Måske bliver jeg aldrig den samme som før.

Jobcenteret bad mig tænke i alternativer. Om jeg kunne komme på en fremtid uden de ting, der provokerede min hovedpine: Mennesker, støj og skærmbrug.

Listen var kort.

Med hjælp fra sagsbehandleren begyndte jeg i en virksomhedspraktik som gartner i en lokal byhave. Jeg fik årets første succesoplevelse, da valnøddetræerne voksede, og palmekålen spirede under solen. Langsomt genlærte jeg rutiner som at stå op og at have en hverdag uden for hjemmet. Hvis der havde været en bundlinje, havde den været gloende rød. Men det var der ikke.

I løbende dialog med jobcentret puslede jeg rundt mellem bede og buske de næste 4-5 måneder og lærte at være et menneske igen.

Havelivet viste sig at blive den uventet lykkelige overgang til dagen, hvor jeg ringede min sagsbehandler op om muligheden for en deltidspraktik som underviser.

Jeg var vokset fra de opgaver, der i starten havde bragt mig i knæ, gråd og fortvivlelse: At tænde vandslangen, at åbne haven for fremmede, at låse af selv.

I dag er jeg fastansat på praktiksted to. Sideløbende med en tempofyldt arbejdsuge i tre forskellige danskklasser og et socialt liv læser jeg en supplerende kandidatuddannelse fuldtid på Åbent Universitet. Med andre ord er jeg som person ikke kalkuleret uvirksom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg er bare en af de mange, der ud af ingenting blev ramt af en personlig tragedie og fik akut brug for hjælp.

Jeg er vanvittig taknemmelig for hver eneste dag i det liv, jeg ikke troede kom igen. Og bøjer mig i støvet over det system, der tillod rum og ressourcer til heling, da jeg intet havde at tilbyde og måske aldrig ville få det.

Over den fælleskasse, der sørgede for, at jeg oven i smerter og sorg over min tabte identitet ikke skulle slås med stress og depression, fordi jeg blev mast tilbage på et fagligt krævende arbejdsmarked før tid. Eller alternativt bankerot.

At andre har oplevet fejl og mangler i tilsvarende situationer eller omvendt har udnyttet de huller, der nok uundgåeligt eksisterer, vil jeg ikke anfægte.

Dette er blot min historie og en flig af min taknemmelighed til den velfærdsstat - det vil sige dig, læser, der for mig og mine nærmeste gjorde hele forskellen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce