Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat

De 80 døde børn kan næppe være Hamasmilitante

Læger, der inde fra Gaza arbejder i døgndrift for at redde liv, fortæller om, hvordan ristede, sønderrevne kroppe kommer ind i hobetal.

Debat

I Gaza er mange mellemstore børn holdt op med at tale. Det fortæller lokale kilder. Enten har de ikke flere tårer eller måske er chokket for massivt til, at almindelige menneskelige reaktioner kan forventes. De mindre børn tisser i sengen af frygt bare en dør går, eller hvis nogen abrupt laver en uventet lyd. Post-traumatisk chok fra tidligere krige får nyt liv som mareridt, frygten for et pludseligt angreb, for at miste mor eller far er konstant. Det er næsten ubegribeligt at forstå, hvordan man trækker vejret i en luft, der ikke blot er mættet af droner og militærfly men også af frygt og angst.

Læger, der inde fra Gaza arbejder i døgndrift for at redde liv, fortæller om, hvordan ristede, sønderrevne kroppe kommer ind i hobetal. Den norske læge og professor Mads Gilbert, der under de sidste tre krige har været frivillig på Gazas Shifa Hospital, fortæller om de grå, forstenede ansigter til pårørende, der netop har mistet børn og andre kære. Han fortæller om det rustne hospitalsudstyr, der mere end noget ligner museumsgenstande, men som man må prøve at redde liv med, fordi blokaden har umuliggjort modernisering eller blot basal funktionalitet. Han fortæller om, hvordan læger kæmper for at redde liv, når personer kommer ind med sår og symptomer, der stammer fra nye våben som fx den berygtede, amerikansk udviklede DIME-bombe (dense inert metal explosives). DIME-bomber er ulovlige og kategoriseres som eksperimentelle våben.

Mads Gilbert rapporterer om patienter med DIME-relaterede skader, kendes ved den måde, hvorpå kroppe flænses, kropsdele separeres fra kroppen og den mere langsigtede kræftfremkaldende virkning. I dag gennemførte Israel en række voldsomme angreb på Gaza City bydelen Shujaiyya, hvor der meldes om 66 dræbte palæstinensere langt de fleste civile, mens 13 israelske soldater er blevet dræbt idag.

LÆS KJELD KOPLEV

I takt med at situationen forværres flyder sociale medier over med links til hadefulde, ja endda nærmest fascistiske, udtalelser fra både palæstinensere og israelere. Det er en vigtig realitet at forstå og reflektere over. Fordi det had – som jo desværre nok er det bedst indkapslende ord – tegner den politiske virkelighed også i ’fredstid’. Men samtidig må den virkelighed ikke tage fokus fra de uhyrligheder, der finder sted ’on the ground’ lige nu. Det faktum at uskyldige mennesker betaler prisen i en meget ulige kamp. Målet med at forstå krigen skal ikke blot være at udstille den anden parts barbarisme. I stedet for at køre propagandakrige bør vi prøve at videreformidle et så præcist billede af virkeligheden som muligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når sirenerne går, er frygten i Israel naturligvis også massiv, og Hamas og andre grupper sender konstant raketter mod civile mål i Israel. Det må vi, hvis øjne er rettet mod Gaza, ikke glemme. Men livet i Tel Aviv og Gaza kan ikke sammenlignes. I Tel Aviv lever man i frihed, mens man i Gaza er spærret inde. Kernen er, at Gaza-Israel konflikten slet ikke er en krig. Ord som operation og aktion, flyder ud fra de store telegrambureauer, men de rammer langt fra at beskrive virkeligheden. Uagtet den officielle fremstilling og parternes snævre militære succeser er det, vi ser nu, et reelt overgreb på civilbefolkningen. Jovist er Israels ’Protective Edge’ igangsat som kamp mod Hamas, men de civile dødstal taler deres eget sprog. I skrivende stund er der mere end 410 dræbte palæstinensere, omkring 80 børn heraf omkring 70 procent civile, 20 israelere, 18 soldater og to civile.

At Israel har kunne spinne deres seneste angrebskrig om til en forsvarskrig, er en væsentlig politisk pr-sejr. Argumentet er befolket med forfejlede myter, der med viden må manes i jorden. Argumentet negligerer fuldstændig, at Israel har holdt Gaza i et jerngreb, siden de indledte blokaden i 2007. Beskrivelsen af angrebenes effekter bragt af internationale organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch samt israelske og palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer, er simpelthen for klar til at ignorere. International Røde Kors fordømmer blokaden og FN kalder det kollektiv afstraffelse. I 2008 offentliggjorde israelske medier et internt israelsk dokument, der afslørede at Israel nøje styrede blokaden, så den enkelte palæstinenser fik akkurat nok kalorier til at holde sig fungerende. Israels tilbagetrækning fra sine bosættelser i Gaza i 2005 har muliggjort, at Israel kan føre denne slags krig mod ikke blot Hamas men hele befolkningen i Gaza uden at ramme sine egne.

Havde Israel ønsket fred, havde man sat sig ved forhandlingsbordet med den nye samlingsregering mellem Hamas og Fatah, der blev dannet i juni i år. Den samling er nu bogstaveligt talt bombet i stykker. Som en af Sharons rådgivere udtalte i 2004, har Israels plan med Gaza været at putte enklaven i ’formaldehyd’ og at splitte de palæstinensiske territorier og fraktioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hamas bærer bestemt sin del af skylden for den militære eskalering, men samtidig er det vigtigt at forstå, at Israels gazastrategi intet andet har gjort end at isolere og radikalisere Hamas. Israels gazapolitik er ikke kun en forbrydelse overfor de civile i Gaza, der nu betaler med deres liv. Det er også en forbrydelse mod det israelske folk, der betaler prisen for, at Sharon, Olmert og nu Netanyahu i deres navn har kunnet agere krigsherrer. Den virkelighed er en næringsfuld grobund for palæstinensisk militarisme og terror. Lukker vi øjnene for det kredsløb, nægter vi at forstå den politiske virkelighed. Kun den erkendelse kan lede os til at forstå, hvordan en holdbar politisk løsning – for både palæstinensernes og israelernes skyld – kan tilvejebringes.

Martin Lidegaard har nu efter lang tids stilhed fordømt Israel – såvel som Hamas. Det er helt på sin plads. Man kunne håbe, at ministeren fremadrettet vil arbejde for, at en ophævelse af blokaden og basale folkeretlige principper bliver en del af en stærkt tiltrængt våbenhvile. Hvor der er vilje er der vej.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce