Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat

Nu vil Danmark i krig igen igen igen

Igen støtter vi os til det samme udenrigspolitiske værktøj, som har svigtet os gang på gang: luftangreb. Denne gang mod Islamisk Stat.

Debat

Danmark er igen på vej i krig, selv om man nok ikke må kalde det sådan. Et enigt folketing har nemlig besluttet, at Danmark skal bidrage til endnu en amerikansk militæraktion i Irak, som også kommer til at omfatte mål i Syrien. Fjenden er denne gang Islamisk Stat (IS).

Bemærkelsesværdigt nok har beslutningen ikke givet anledning til nogen større debat om krigsindsatsens mål og midler: Hvad håber Danmark og de allierede i den nye ’kernekoalition’ mod IS at opnå med deres kampagne? Er den valgte fremgangsmåde – en slags humanitær/militær hybridaktion inklusive luftangreb mod IS – den rette til formålet?

LÆS KOMMENTAR

Sporene fra de seneste femten års danske krigsførelse burde alt andet lige tjene til skræk og advarsel. De burde tjene som en påmindelse om, at de militære værktøjer ikke har medvirket til at løse problemerne i lande som netop Irak. Ej heller har den skabt en større følelse af sikkerhed herhjemme, tværtimod.

Hvordan kan det så være, at vi ikke denne gang hører noget til de kritiske modkræfter? Et oplagt svar er vel, at hvor politikerne er enige – som de er i dette tilfælde – følger medierne typisk med. Og denne gang har de fleste åbenbart været enige om, at panik var den rigtige reaktion.

Ifølge udenrigsminister Martin Lidegaard (R) er Danmark på linje med andre allierede ’skrækslagne’ for den ekstremistiske oprørsgruppe. Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen og en række danske kommentatorer betegner IS som ’kræftsvulster’ og ’barbarer’.

Dagbladet Information kalder Islamisk Stat for ’verdens fjende nummer et’. Meget tyder på, at vi efter at have set de blodige videoer af drab på vestlige journalister og hørt historierne om IS’ mange andre grusomheder faktisk allerede har ladet os terrorisere.

En sådan tilstand af panisk frygt er næppe et optimalt udgangspunkt for at træffe velovervejede beslutninger om, hvordan truslen fra grupper som IS bedst kan bekæmpes: Danser vi ikke nærmere efter ekstremisternes fløjte ved at angribe dem med netop de våben, som skaber lokal sympati og opbakning til deres sag? Den slags spørgsmål får altid de mest seriøse og mest moralsk indignerede blandt de udenrigspolitiske høge og såkaldte ’terroreksperter’ til at rulle med øjnene. Det bliver spørgsmålene ikke mindre relevante af.

Men igen er vi altså endt ved det samme udenrigspolitiske værktøj, som objektivt set har svigtet os gang på gang: luftangreb. Hvordan ender Danmark gang på gang med at være med blandt de forreste geledder, når bomberne skal kastes? Og hvorfor har støtten til krigsførelsen egentlig været højere herhjemme end i andre lande de sidste mange år? Måske er danskerne simpelthen bare blevet vilde med at gå i krig? Svaret er nok mere kompliceret end som så.

En forklaring på krigsoptimismen kan være, at det er lykkedes at give næsten samtlige de danske militæraktioner akkurat samme svært modståelige indramning: De har været humanitære interventioner, som skulle beskytte civile og særligt udsatte grupper – ikke mindst kvinder, børn og mindretal – som befandt sig i fare for voldelige overgreb, uhørte menneskerettighedskrænkelser eller endda folkemord. Vores egeninteresse har heller ikke været uberørt af katastroferne rundt om i verden: I sidste ende ville negative udviklinger i de konfliktramte og skrøbelige lande også udgøre en trussel mod os, f.eks. i form af terrorangreb eller øgede flygtningestrømme.

’Vi må gøre noget’ er siden 1990’erne blevet et tilbagevendende udenrigspolitisk mantra. Invasionen af Irak i foråret 2003 var en særdeles vigtig undtagelse i denne sammenhæng, da fortalerne for krigen nok indså det håbløse i at støtte sig til de rent humanitære argumenter.

I stedet kom krigen mod Hussein først til at handle om vores egen sikkerhed fra terror og masseødelæggelsesvåben, derefter om mere abstrakte mål såsom udbredelsen af demokrati, frihed og dansk-vestlige ’værdier’. Resultatet kender vi.

Mange betragtede argumenterne for krigen mod Saddam Husseins Irak som grundlæggende utroværdige, og protesterne var talrige. Alligevel blev krigen ikke startskud for nogen mere fredelig eller afmilitariseret udenrigspolitisk tilgang. Den udenrigspolitiske enighed på tværs af de to fløje i Folketinget blev nemlig hurtigt genoprettet, da Danmark drejede sit fokus mod den irakiske genopbygning. Nu kunne vi kende os selv som de gode igen.

Problemer såsom beskyttelsen af de irakiske mindretal under den nye shiitiske regering i Bagdad forblev dog milevidt fra den danske dagsorden.

Tværtimod deltog den danske bataljon på opfordring af de shiitiske sikkerhedsstyrker i aktioner, som senere er blevet beskrevet som værende motiveret af forsøg på en decideret sekterisk udrensning, såsom ’Green Desert’ i november 2004. Men det vidste offentligheden ikke meget om dengang – og ifølge statsministeren bundede kritikken alligevel bare i utilfredshed hos sure akademikere og nogle irakiske ’løgnehistorier’.

I stedet for at gå krigsførelsen efter i sømmene kunne vi lune os ved alle de flueben, der blev sat ved den demokratiske tjekliste – en forfatning efter vestligt forbillede, parlaments- og præsidentvalg, en (nogenlunde) fungerende politistyrke osv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dette var dog kun overfladiske demokratiske symboler midt i en udvikling, som med en eksplosion af volden i landet omkring 2005-06 gik i den helt forkerte retning. I august 2007 forlod Danmark skuden. Nu måtte det være op til irakerne selv, lød det belejlige nye slogan.

Syv år senere er Danmark militært tilbage i Irak. Uden nogen større plan og uanfægtet af de seneste års erfaringer i Afghanistan og Libyen. Nærmere tværtimod. I Libyen gik missionen strygende, og landet havde kurs direkte mod demokratiet, mente politikerne, lige indtil de i tavshed lukkede den danske repræsentation i Tripoli og trak alle mand hjem, mens landet hurtigt nærmede sig det totale kollaps.

Og i Afghanistan? Her har den danske indsats både fået børn i skole og kvinder til valgurnerne. I mangel på netop de militære resultater er de pæne udviklingsmålsætninger og den såkaldte ’samtænkning’ blevet gjort til målestokken for den militære indsats. Nedkæmpelsen af oprørsgrupper fra luften eller på landjorden har derimod ikke været nogen dansk spidskompetence, og intet tyder på, at ’Irak III’ vil rumme positive overraskelser i denne henseende.

Alligevel fortsætter vi ufortrødent kursen. Hvis vi vil det gode kraftigt nok, så må det vel også lykkes for os før eller senere. ’Vi må jo gøre noget’ er nemlig blevet et tværpolitisk slogan, som kobler sig til et kraftigt ensfarvet billede af virkeligheden. Argumenterne er altid de samme, selv om den aktuelle krises helt unikke karakter uvægerligt bliver fremhævet:

1) Krisen er særdeles akut og i overhængende fare for at forværres dramatisk;

2) Krisen er eksistentielt truende, ikke kun for de umiddelbare ofre men i sidste ende også for os selv;

3) Krisen er ikke som andre kriser, hvor vi før har grebet ind, og derfor kan der kun drages beskedne lektioner fra disse; 4) Alle krisens tænkelige løsninger er enten afprøvede eller dømt til at slå fejl, bortset fra én: den militære.

I ideologien bag ’vi må gøre noget’ tæller kun den militære respons. Tiden for snak er altid ovre, og vores respons må altid være håndfast. Ild må bekæmpes med ild. Ingen skal nemlig beskylde os for at være bange for at få hænderne beskidte.

Men samtidig trækker en anden impuls os i den stik modsatte retning: Vi vil gerne holde hænderne rene og vores egne ofre på sikker afstand, måske belært af tidligere erfaringer. Der skal allerhelst ingen støvler på landjorden. Vi angriber opgaven fra oven og med præcision. Vi tager alle forholdsregler. Vi er effektive og målrettede. Vi bruger ikke mere tid og flere ressourcer end højst nødvendigt. Vi opnår resultater uanset opgavens karakter. Vores militære interventioner er med andre ord blevet som et jobopslag skrevet i intetsigende managementsprog.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det særligt danske er måske, at der i vores verdensbillede eksisterer en solid mur mellem os og dem, som netop sættes i relief af vores næstekærlighed. Mørtelen består af den opfattelse, at vi danskere dybest set vil de andre det godt, også selv om vi ikke kan vide os sikre på deres hensigter. Det er netop det, som gør os gode. Nok er vores skæbner forbundne med de andres, men vi er ikke de samme.

Derfor ser vi luftbombardementer som et værktøj med klare fordele, som ikke giver anledning til noget sammenbrud i vores selvforståelse: Bomberne hjælper os med at udtrykke nærhed og afstand på samme tid. Vi ved godt, at bomberne ikke løser alle de andres problemer, og der ryger ganske vist en del uskyldige ofre i svinget, men på den anden side er det vel også tanken, som tæller? Vi bekymrer os jo for de andre. Men så meget desto mere skal de også være taknemlige for vores hjælp. Altså kommer de ikke langt ved at stille helt urimelige krav til, hvad vores lille land kan klare, og hvor længe vores koncentrationsevne rækker. Der må jo være grænser.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce