Tidligere talte man om vælgerflugt. Nu optræder der et nyt fænomen: Politikerflugt. Alle vil have magt. Men ingen vil regere. Kilde: politiken TV /

Debat

Tidligere talte man om vælgerflugt - nu taler man om politikerflugt

Alle vil have magt. Men ingen vil regere, lyder det fra Carsten Jensen.

Debat

Når danskerne i løbet af det kommende år modtager stemmesedler, bliver vi ikke bedt om at bestemme over vores lands fremtid. Det er teaterbilletter, vi får tilsendt. Vi opfordres til at give vores mishag eller påskønnelse til kende, at klappe eller buhe. En efter en træder politikerne frem på scenen for at modtage rådne æg eller fingerkys.

Men det stykke, vi i de sidste par år har overværet, hører ikke hjemme på noget kendt klassisk repertoire. Det er snarere en variation af reality-tv. Man tager 179 tilfældige mennesker og spærrer dem inde i et stort, ubekvemt skrummel af en bygning uden kontakt med den ydre verden eller nogen nævneværdige bekvemmeligheder og efterlader dem der i fire år.

LÆS CARSTEN JENSEN

I tilfælde af at et flertal trues af psykisk sammenbrud, kan det komme på tale at åbne døren for at holde afstemninger, hvor de mest traumatiserede bliver stemt ud og nye lukkes ind i klaustrofobien. Det hele sker selvfølgelig under intens kameraopvågning og en kakafoni af ophidsede kommentatorstemmer.

Ligesom i reality-tv er der tale om helt forudsætningsløse mennesker, der som alle realitystjerner skotter mod udgangen, fordi de godt ved, at opholdet i gummicellen ikke er sjovt, hvis det bliver en kronisk tilstand.

Selvfølgelig kræver det en vis afstumpet snuhed at undgå at blive stemt ud, men dybest set er det kun tabertyper, der bliver hængende på Christiansborg i årtier. Alle andre skal videre, og her fungerer det politiske reality-tv i Folketinget ligesom en stillingsannonce, hvor man gør sig synlig for fremtidige kunder.

Udenfor venter andre anderledes spændende tilbud, bestyrelsesposter i erhvervslivet eller ansættelse i internationale organisationer som FN, Nato, EU, IMF – hele den svimmelt lokkende verden af bogstavsforkortelser, hvor der i modsætning til Christiansborg virkelig er tale om mulighed for indflydelse.

Sociologien har opfundet betegnelsen vælgerflugt om de troløse vælgere, der ved hvert valg svigter deres gamle partier for at gå på jagt efter nye. Men der er endnu ingen, der har talt om politikerflugt, skønt det er et fænomen, der i det sidste års tid er blevet langt mere iøjnefaldende i Danmark.

I Socialistisk Folkepartis tilfælde var det et helt parti, der flygtede ud af regeringen, hvorefter de fra oppositionsbænkene erklærede sig enige i regeringens politik. Ansvaret ville de blot ikke have. Det er også blevet almindeligt, at ministre og politiske ordførere, der som følge af interne magtkampe står til en fyring, brat skifter parti. Det sker også, at ministre forlader regeringen, fordi de har fået et bedre tilbud uden for Folketinget. Det skyldes kun en fodfejl i de interne magtkabaler i Bruxelles, at vi i dag ikke har en ny statsminister.

Hvad sker der egentlig? Hvorfor flygter politikerne fra de vælgere, der valgte dem, og det folkestyre, de var sat til at tjene?

Næste valg vil ligesom det forudgående blive iscenesat som et fingeret præsidentvalg – lederen af regeringen over for lederen af oppositionen. Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen går begge ind for den samme økonomiske politik: den neoliberalt inspirerede såkaldte nødvendighedens politik dikteret af Den Europæiske Centralbank og Angela Merkel i forening.

Men manglen på markante modsætninger er ikke noget problem, for valg er blevet et spørgsmål om stil, fremtoning og retorik, ikke om politik. Helle Thorning-Schmidt vedkender sig sit tilhørsforhold til teknokratstanden med en retorik, der er på kanten af det kuldslåede. Lars Løkke derimod har forklædt sig som populist og træder frem som en dansk provins-Berlusconi, der har meget mere end bare interessen for dyre underbukser til fælles med den kompromitterede, forhenværende italienske statsleder.

De to præsidentkandidater er ikke bare dybt upopulære i vælgerbefolkningen, men også i deres egne partier, der forgæves har forsøgt at slippe af med dem. Endnu mere opsigtsvækkende er det, at de begge virker helt uinteresserede i posten som statsminister. Helle Thorning-Schmidt havde omhyggeligt planlagt sin flugt over plankeværket til præsidentposten i EU, men slap ved en fejl i karrierekabalen ikke væk. Anders Fogh Rasmussen havde mere held med sig, da han, også midt i en embedsperiode, blev udnævnt til krigsherre i Nato. Lars Løkke ligner med sit snylteri, løsagtige omgang med bilag og umådeholdne forbrug af enhver art mere en dead man walking på vej til den elektriske stol end en værdig kandidat til statsministerposten.

LÆS CARSTEN JENSEN

Noget bedre bevis på undergravningen af nationalstatens suverænitet gives der ikke end den devaluering, statsministerposten i Danmark, inkarneret i disse tre typer, har undergået. Allerede når vore statsministre træder op på sejrsskamlen, har de blikket rettet mod næste trin på karrierestigen, selv om Lars Løkkes usikre benarbejde giver det indtryk, at han hvert øjeblik kan styrte fra skamlen for i stedet at foretage et hovedspring ned i sit eget, helt private mudderhul.

Vores næste valg bliver et valg mellem bipersoner. Hovedpersonerne er for længst flygtet ud af folkestyret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Politikerflugten har ikke altid noget med opportunisme at gøre. Politikere vil helt naturligt gerne være, hvor magten er, og den ligger ikke længere i folkestyret, men andre, fjernere steder. Det er ikke, fordi de er troløse. De har bare mistet troen på det hjemlige demokrati, og deres politiske kompasnål peger nu andre steder hen. Det er også her, tidens mest iøjnefaldende paradoks har sit udspring: Alle vil have magt, men ingen vil regere.

Tag regeringens tungeste minister, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, om hvis høje ambitioner ingen kan nære tvivl. Hun er den egentlige arkitekt bag den kommende valgkatastrofe for regeringspartierne, som sandsynligvis ville have sendt også hende selv til uglamourøs tælling i et ukendt antal år på oppositionsbænken.

Hvad der ikke ville lykkes for statsminister Helle Thorning-Schmidt, lykkedes for Margrethe Vestager. Hun slipper bort til en stilling som EU-kommissær. Hun er en desertør fra folkestyret, men flugten ud af landet beviser netop kun, at alene hendes politiske instinkter er i toptræning.

De eneste, der stadig naivt tror på nationalstaten og politik som et redskab for forandringer, er de politiske yderfløje: det populistiske Dansk Folkeparti og de stædigt udholdende, indædt gammelsocialistiske rester af venstrefløjen samlet i Enhedslisten. Det er også de eneste partier, der er i fremgang, fordi der stadig findes vælgere, der deler deres illusion, eller måske blot nærer det håb, at Folketinget ikke ender som en tom arena.

Dansk Folkeparti blev Danmarks største parti ved EU-valget og kan meget vel gentage succesen, når der udskrives folketingsvalg. Alligevel proklamerer dets leder, Kristian Thulesen Dahl, at partiet ikke vil i regering, uanset hvem der vinder.

Siger Dansk Folkeparti ja til ansvarets klæbrige byrde, træder de ind i gråzonen og bliver normaliserede. Der er grænser for, hvor meget stuerenhed deres identitet som protestparti kan bære. Deres opskrift på fremgang har altid været magt uden ansvar. Med ikke alt for lange mellemrum er de nødt til at pisse på gulvtæppet. Den indsigt ligger dybt i deres gener: ’Vi siger det, ingen andre tør sige. I sandhedens navn er vi dem, der overskrider grænserne’. Dansk Folkeparti er stødt ind i sin egen selvskabte mur.

Deres modstandere, den såkaldt nødvendige politiks fortalere, personificeret i finansminister Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt er koldsindigt ligeglade med deres eget partis selvdestruktion. I stedet bestræber de sig aktivt på at flytte samtlige tunge beslutningscentre bort fra Folketinget og enhver demokratisk kontrol, helst til Bruxelles eller Washington eller i hvert fald så dybt ind i embedsværkets labyrinter, at ingen kan finde rundt, og skulle en ihærdig journalist alligevel gøre forsøget, er der altid den nye offentlighedslov, som effektivt lukker døren for enhver aktindsigt.

Regeret bliver der alligevel, var der engang en politiker, der sagde, og det er en eviggyldig sandhed, som i dag trænger til en modifikation. Ja, regeret bliver der alligevel. Men ikke af folkevalgte politikere. For de ved alle sammen, at de egentlige magtcentre nu ligger hinsides folkestyret. Det er derfor, politikerflugten fra Folketinget er begyndt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne regering forstod aldrig, at den blev valgt på et indtrængende ønske om forandring. Det er dens største, mest skæbnesvangre fejltagelse. I stedet har den tømt ideen om forandring for enhver mening. Under denne og den forudgående regering er vi ikke blot blevet desillusionerede, hvad angår politikere og partier. Det er selve vores tro på, at vi magter at forme vores eget samfund, der er angrebet.

De politiske konfrontationer finder sted på skrømt. Modsætninger bliver opfundet til lejligheden og er kortlivede som et kameraklik. Der sker et tiltagende, uafvendeligt dræn af enhver virkelig ambition på fællesskabets vegne. Og sejrherren er nem at få øje på. Det er populisterne i Dansk Folkeparti. De vil gerne have magten. Men de vil ikke regere. Demokratiet slår hårdknude på sig selv.

Skulle vi virkelig til næste år vælge Lars Løkke Rasmussen som landets statsminister, har vi som danskere leveret det endegyldige bevis for, at vi ikke anser politik for andet end en vits udtænkt i hovedet på en standupkomiker.

Det kan ikke benægtes, at forestillingen har høj underholdningsværdi. Vi kommer til at grine hele vejen til demokratiets endeligt. Men i vores latter vil der altid være et smertefuldt stænk af selvforagt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce