Diagnose-Danmark. Samfundet er blevet mere og mere stresset og krævende på en helt forkert måde. Derfor kaster vi om os med diagnoser, siger digteren Henrik Nordbrandt.
Foto: MIRIAM DALSGAARD

Diagnose-Danmark. Samfundet er blevet mere og mere stresset og krævende på en helt forkert måde. Derfor kaster vi om os med diagnoser, siger digteren Henrik Nordbrandt.

Debat

Vi er blevet en nation af bedøvede mennesker

Når flere og flere danskere får psykiatriske diagnoser, er det udtryk for et sygt samfund, siger digteren Henrik Nordbrandt.

Debat

»Det stigende antal psykiatriske diagnoser er udtryk for, at der er noget rivende galt med vores samfund. Her er det store skred sket. Læger udskriver massevis af antidepressiv medicin, som om pressede danskere kan medicineres ud af mørket. Det jo absurd! Man helbreder ikke folk ved at give dem piller. Resultatet er en nation af bedøvede mennesker, der aldrig for alvor når ind til roden af deres psykiske problemer. Pillerne narrer dem til at tro, at de har det bedre, og så farer de videre i vækstræset«.

Sådan siger digter Henrik Nordbrandt, der selv har døjet med alskens dårligdomme fra anoreksi og tvangstanker til angst og depression.

»Hele det her vækstideal er grundlæggende sygt. Og det gør danskerne syge. Der sker, samtidig med at der ikke er tid til at være syg i dagens Danmark. Derfor bliver sygdommene gjort til et individuelt problem frem for et kollektivt. Vi skal bare have nogle piller hurtigst muligt, så vi kan komme tilbage i trædemøllen. Men det er jo netop samfundet, der er problemet. Jeg har set, hvordan forholdet til psykiatrien har udviklet sig over årene. Tidligere var det tabu at have en psykisk lidelse. I dag render vi alle sammen rundt og mærker efter. Vi tænker: Det er noget i mig, der er problemet. Når vi konstant har blikket rettet indad, bliver vi blinde for de ydre strukturer, som gør os syge«.

Er det ikke for nemt at skyde skylden på strukturer?

»Nej. Tværtimod er det vanvittigt vigtigt, at vi som samfund tager ansvar for de svageste. Og det er jo os selv, der skaber og tilpasser samfundet«.

Diagnoser på rekordtid

Allerede som ganske ung stiftede Henrik Nordbrandt bekendtskab med psykiatrien. Bare 16 år gammel blev han indlagt på Slagelse Sygehus, hvor ingen kunne finde ud af, hvad han fejlede. Han var en høj dreng på knap 1,90, vejede blot 39 kg og var døden nær. Så han blev overført til Rigshospitalet i København. Her mødte han en psykiater, der for alvor kunne sit håndværk og som frem for alt brugte tid på den syge Nordbrandt.

»Jeg har været så heldig at kende en helt fantastisk psykiater, dr. Joseph Welner. Han kunne helbrede folk, og han har reddet mit liv. Jeg havde spisevægring som dreng, og det var der ingen drenge, der havde dengang. Jeg havde været indlagt på Slagelse, og indtil flere læger havde set på mig. Så kom jeg ind på Rigshospitalet. Selv om jeg kun var 16, tiltalte han mig med De, husker jeg tydeligt. Han sagde: »Ved De, hvad der er i vejen med Dem? De er i færd med at begå selvmord ved at sulte Dem ihjel. Selvmord er udtryk for en eksistentiel krise. Nu er De her, og jeg er nødt til at gribe ind. Hvis De vil begå selvmord bagefter, er det Deres egen sag«. For første gang havde nogen talt til mig som et fornuftigt menneske. Han fulgte mig i flere år og hjalp mig meget«.

Hvad var det, han kunne?

»Han gav sig tid til mig, en tid, vi ikke har i dag. Diagnosticering og psykiatri er en kunstart. Evnen til at helbrede er ikke noget, man kan lære på universitetet. Det er jo heller ikke enhver, der kan blive hjertekirurg. Der skal fantastisk godt håndværk til. Min pointe er først og fremmest, at der skal bruges mere tid på patienterne, hvis vi på nogen måde skal kunne forebygge depression, som er blevet en folkesygdom. Samfundet er blevet mere og mere stresset og krævende på en helt forkert måde. Derfor kaster vi også om os med diagnoser. Det er nærmest blevet beroligende at have en diagnose«.

LÆS DEBAT

Ligefrem beroligende?

»Ja, så ved man, hvad man har at forholde sig til. At diagnoserne så ikke altid holder, det er en anden sag. Der er mere åbenhed om psykiske lidelser i dag, end da jeg blev indlagt som dreng. Det er jo positivt, men samtidig har vi så travlt i dag, at der ikke er den nødvendige tid til patienterne. Det, der gjorde en forskel for mig, var en psykiater, der havde tid til mig. I dag skal alt gå hurtigere. Vi skal blive hurtigere raske, så vi kan producere mere. Det er lettere bare at udskrive nogle piller og så videre til den næste. Samlebåndstækningen er fatal i forhold til psyken. Vækstfikseringen og danskernes sindstilstand hænger sammen. Og det bliver kun værre«.

Vækstidealet er en myte

Danskerne bliver igen og igen kåret som verdens lykkeligste folk. Er kritikken af stress og depression ikke forfejlet?

»Det der med, at vi er de lykkeligste mennesker i verden, det tror jeg ikke på. Folk har aldrig været mere afstumpede og aggressive, end de er i dag. I gamle dage sagde folk altid undskyld, hvis de stødte ind i nogen. I dag maser folk bare videre. Man kan også se på trafikken: Folk kører over for rødt, cyklisterne vælter hinanden på cykelstien og kører buspassagerer ned. Siden begyndelsen af 00’erne er der sket en stigning i aggressiviteten på dagligt niveau. Det er, fordi danskerne er pressede; de skal være produktive, effektive og skabe mere værdi«.

Du er digter. Hvad ved du om at ligge under for en arbejdsgivers produktionspres?

»Jeg er privilegeret, det er jeg klar over. Men jeg lukker ikke øjnene for de samfundsudfordringer, der tærer på almindelige familier. Man kan sagtens have et 8-16-job og have det fint, men det, at virksomheder konstant vil have mere og mere, presser medarbejderne. De føler, at de aldrig helt når i mål. Jeg er ikke psykolog, må du huske, men at føle sig halv hele tiden er da ubehageligt og leder til en følelse af manglende selvværd«.

Men det kræver vel vækst for at bevare velfærdssamfundet?

»Nej, det er myte. Økonomi er jo ikke en eksakt videnskab; 9 af 10 økonomiske forudsigelser tager fejl. I skoletiden lærte jeg, at man havde opgivet vækstmyten allerede i 1800-tallet, men nu er den altså vendt tilbage. Jeg ved ikke, hvorfor den bliver dyrket på den måde. Væksten er jo nærmest blevet en religion, hvor vi glemmer alt andet. Vi ved, at der er grænser for væksten på Jorden: Vi løber tør for grundstoffer, olien slipper op, og selv om vi smadrer alle skiferbjerge i verden, holder det ikke længe. Vækstideologien og den konstante snak om konkurrence er pervers – og vi bør opgive den hurtigst muligt. Ideen om vækst som forudsætning for samfundets opretholdelse er absurd. Når mange politikere er så begejstrede for den, må det være, fordi de har så travlt med at jagte stemmer, at de ikke giver sig tid til at sætte sig ned og tænke logisk«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

SE TV

Eva Zelander mener, at flere diagnoser kan være en fordel for mange mennesker. Kilde: Politiken TV/ Malthe B. K. Merrild

Hvordan gør vi op med vækstparadigmet?

»Som almindelig borger kan man jo bare stemme på nogle politikere, der har et ordentligt forhold til væksten. Og så kan man jo prøve at indrette sit eget liv med mindre forbrug. Men jeg drømmer da også selv om en ny iPhone. Jeg er ikke hellig. Men det er ikke kun det. Det er også miljøet. Hvis du tager et tog igennem Danmark, så stinker der af koncentreret dyremishandling. Man fremstiller nogle fødevarer, der ikke er egnet for mennesker. Det er da også det, folk får det dårligt af. Når der så kommer en ny minister og tillader sig at sige, at folk skal spise noget bedre, på en meget stilfærdig måde, så begynder vi straks at gøre nar ad ham. Folk klynger sig til deres elendige hundeæde. Det forstår jeg ikke. Det, der ligger i supermarkederne her i Danmark, ville de jo ikke drømme om at sætte tænderne i i Spanien eller i Italien, medmindre de var ved at dø af sult. Og jo, så er der også det danske vejr«.

November, november, november

Da vi møder Nordbrandt en klar efterårsdag, hvor sollyset står ind gennem de store vinduer, er der langt til vintermørke og depressioner. Det kolde og våde vejr trækker ellers spor i forfatterskabet blandt andet i digtet ’Året har 16 måneder: november, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.’

Du har skrevet meget om det danske vejr. Hvordan påvirker det dit sind?

»Jeg har haft meget mørke perioder og depressive tendenser. Det skyldes bestemt også, at vi har et mørkt, koldt og elendigt vejr, som har en påvirkning på danskernes sind. Jeg talte for år tilbage med en psykoterapeut, der sagde, at man kunne være lykkelig selv i Vanløse, hvis man var omgivet af folk, man holder af. Men for mig har omgivelserne altid betydet meget. Når jeg er et sted, hvor solen skinner, så er jeg ikke deprimeret«.

LÆS KRONIKEN

Men du rejser ikke så langt væk længere?

»Nej, jeg sætter mig ikke ind i et fly, hvis flyveturen varer mere end 4 timer. For nogle år siden rejste jeg til Costa Rica med min kone og vores datter. Det er en flyvetur på 10 timer. Efter 5 timer begyndte jeg at tage piller. Jeg havde fået noget valium og fået at vide, at jeg skulle tage en halv eller en enkelt. Da vi kom frem, havde jeg taget 15. Lige meget hjalp det. Det var som at pisse på en skovbrand. Så har jeg været syg siden«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad fejlede du?

»Jeg fik at vide, at jeg havde posttraumatisk stress af oplevelsen. Den menneskelige organisme kan ikke forsvare sig mod angst i længere tid. Efter 12-14 minutter sker der noget, der påvirker hele systemet. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke være nogen steder, al støj gjorde mig sindssyg. Men jeg tager ikke diagnosen så højtideligt. Jeg kan sgu da ikke få posttraumastisk stress af en flyvetur. Jeg har jo ikke været i krig og er blevet skudt på. Det viser, hvor langt ude diagnosesamfundet er«.

Så nu bliver du i Danmark det meste af året?

»Ja. Jeg er blevet far. Jeg har aldrig villet have børn. Der er sgu børn nok i verden. Men nu har jeg været far i 7 år, og det er fantastisk. Og jeg kan ikke rejse væk i en uge, for så savner jeg hende. Måske havde den psykoterapeut ret i sin tid. Mennesker kan få en til at udholde grå og triste omgivelser«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce