Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat

Behøver lykke at være synonymt med selvtilstrækkelighed for danskerne?

En menneskemur må forsøge at forhindre udvisningen af to unge afghanere.

Debat

I ankomsthallen i Københavns lufthavn hilses rejsende velkommen med den optimistiske oplysning, at Danmark er verdens lykkeligste nation. Nedenunder står der: »That calls for a Carlsberg«. Men der er nogen, der oplever et andet Danmark.

I tirsdags stod jeg sammen med en håndfuld aktivister op ad en mur i Kastrup Lufthavn omringet af fjorten betjente, der forklarede os, at vi var tilbageholdt. Vi havde netop forsøgt at forhindre udvisningen af to unge afghanere, der var blevet nægtet asyl af de danske myndigheder. Jeg var på besøg i det andet Danmark.

To af aktivisterne holdt et banner i hånden: »Asyl til børn«. Her vil de fleste danskere måbe. Giver vi ikke asyl til børn? Hvad snakker du om? Her er, hvad jeg snakker om.

I 2010 ankom to brødre, Mustafa og Zekrya Sakhizada, til Danmark for at anmode om asyl. Den ældste var født i Afghanistan, hvorfra hans forældre flygtede, da han var tre. Den anden kom til verden som flygtning i Iran.

De danske myndigheder sendte straks de to brødre til lægen. Ikke fordi, de frygtede for deres helbred. Men fordi den danske stat havde et problem. Zekrya var 15 år gammel, Mustafa fire år yngre. De var med andre ord uledsagede børn, og uledsagede børn kan ikke hjemsendes.

Lægerne fastslog, at Zekrya løj om sin alder. Ifølge medicinske tests, hvis videnskabelige værdi tidskriftet The New Scientist har afvist som tvivlsom, var den afghanske dreng tre år ældre, end han påstod. Og så var de danske myndigheders problem løst. Zekrya var nu pludselig 18 år og voksen, lillebror Mustafa et ledsaget barn, dvs. sin storebrors ansvar – ikke længere den danske stats. Nu kan de to drenge udvises til et ubarmhjertigt, krigshærget Afghanistan, som den ene aldrig har set, og den anden ikke kan huske, og hvor de hverken har familie eller venner.

I fire år sidder de i asylcentret Kongelunden. Den ældste, Zekrya, går til kristendomsundervisning hos Vesterbro-præsten Niels Erik Nymann, som i aviser har skrevet besindigt og livsklogt om, hvorfor så mange afviste asylansøgere på flugt fra fundamentalistiske regimer midt i en dyb livskrise søger nye holdepunkter og vender sig til kristendommen.

Da Zekrya i sommeren 2014 lader sig døbe, er Nymann overbevist om ægtheden i den unge mands omvendelse. Men det er Flygtningenævnet, som er den sidste klageinstans, når udvisninger skal omstødes, ikke. Nævnets medlemmer mødes end ikke for at drøfte Zekryas sag. Han bliver heller ikke selv hørt. Han modtager et brev skrevet af en menig medarbejder i nævnets sekretariat, der fastslår, at hans omvendelse er utroværdig, og at udvisningen står ved magt.

I begyndelsen af november bliver de to teenagere fængslet. 2. december transporteres de ledsaget af to betjente gennem det julesmykkede Nordsjælland. I Kastrup venter Turkish Airlines med kurs mod Istanbul, hvor drengene skal mellemlande, før de ender på gaden i det krigshærgede Afghanistan.

Det er derfor, jeg sammen med en håndfuld aktivister står med ryggen mod en mur i Kastrup, omgivet af fjorten betjente. Milde kvinder fra Bedsteforældre for Asyl går rundt mellem passagererne, der venter i check-in´en foran Turkish Airways. De fortæller Mustafas og Zekryas historie. De unge aktivister leder imens efter bilen med drengene. Vi er kun ti i alt. Og så omringes vi af de fjorten betjente. Det ser mere end håbløst ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I bilen på vej ud til lufthavnen har en ung pige fra aktivisterne fortalt mig, at der er en eneste mulighed tilbage. Når drengene er om bord på flyet, befinder de sig ikke længere på dansk territorium. Betjentene har ingen myndighed. Hvis de tvangsudviste gør modstand, kan piloten nægte at flyve med dem.

Det sker, at de udviste er bedøvede med stesolid for at forhindre netop den slags episoder. Dansk lægeforening fraråder sine medlemmer at medvirke ved tvangsudvisninger af flygtninge. Men nogen er altid villige. Jeg tænker på Carlsberg-reklamen i Kastrups ankomsthallen. I venterummet for tvangsudviste kunne der passende stå et andet budskab: »You are now leaving the happiest nation in the world. This calls for a stesolid«.

Næste morgen modtager jeg en sms, der fortæller, at Zekrya og Mustafa er tilbage i Ellebæk fængsel. De protesterede højlydt, da de var kommet om bord på flyet. Og passagererne bakkede op. Piloterne nægtede at flyve. De danske betjente måtte give sig.

Når Zekrya og Mustafa om en uge eller to igen bliver transporteret til Kastrup, håber jeg, at der ikke kun vil være ti ensomme aktivister parate til at forsvare dem, men at der i stedet står en menneskemur rundt om lufthavnen, der vil vise, at for os – det påstået lykkeligste folk i verden – behøver lykke ikke at være synonymt med selvtilstrækkelighed, men indebærer også en forpligtelse til at tage vare på de værgeløse. Hvis det sker, hæver jeg gerne mit glas og slutter mig til det danske kor: That calls for a Carlsberg!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce