Tegning: Anne Marie Steen Petersen

Tegning: Anne Marie Steen Petersen

Debat

Jeg har skubbet din barnevogn, så nu må du skubbe min kørestol

Hvad gør vi, når vi ikke længere kan tage velfærdssamfundets ældrepleje for givet?

Debat

»Du skal ære din far og din mor«, lyder et af Bibelens ti bud.

Men sådan vil budskabet også snart lyde fra politisk side. Der er ingen vej udenom.

I den nære fremtid vil voksne børn i langt højere grad blive inddraget i plejen af deres forældre.

Tanken om, at der også fremover kan betales aflad gennem skattebilletten, er illusorisk. Dette vil kræve markant flere penge, som ikke kan høstes blandt skatteyderne.

Men alt dette er gamle nyheder. Det vigtige spørgsmål er, hvad voksne børn skylder deres forældre? Hvorfor bør voksne børn hjælpe deres forældre, og hvor meget skal og bør vi hjælpe, når vores forældre kræver hjælp til en lang række omsorgsopgaver?

Er børn forpligtet til at give deres forældre tøj på, skifte ble, hjælpe med at lave og spise mad, hvis demens eller en hjerneblødning eksempelvis har skabt behov for dette?

Hvor meget bør vi forpligte os? Vores forældre vil desuden få behov for samvær og omsorg, hvilket netop er områder, hvor der allerede er skåret benhårdt gennem de seneste år.

»Jamen, min mor har behov for kontakt og omsorg«. Svaret vil komme uden omsvøb: »Fint, men du må klare det selv«.

Så kan man råbe på anstændighed, men der er kun én tilbage til at sikre anstændigheden, nemlig den, der råber.

Med et afrikansk ordsprog siges det, at der kræves en hel landsby til at opdrage et barn.

På samme måde kræves der en hel landsby til at tage vare på den ældre. Men i dag findes der ingen lokale landsbyer, kun én global af slagsen, hvor parolen er ’Noget for noget’ og ’Krone for krone’. Derfor ender problemet i en stadig skarpere prioritering mellem skatteudskrivning og pårørendeinddragelse.

Dybest set giver det god mening. Det er payback time, hvor barndommens omsorg gives tilbage til forældrenes alderdom. Forældrene vil med rette kunne kræve dette.

Jeg har skubbet din barnevogn, så nu må du skubbe min kørestol.

Ironien bliver til at tage og føle på, når de voksne børn må passe deres demente forældre, som nu er blevet som børn igen.

Problemet med denne tanke om noget for noget er det forhold, at der aldrig er tale om et regnestykke.

I alle tilfælde går regnestykket yderst sjældent op. Desuden er der den grundlæggende forskel, at forældrene vil føle en umiddelbar tilskyndelse til at tage vare på barnet, hvor det modsatte ofte ender som en pligt. Fælles gælder det, at det til tider kan være en sur pligt.

Men måske handler det ikke om at betale tilbage, men snarere om at betale fremad. Man hjælper sine forældre i taknemlighed og ikke af pligt. En gammel fortælling kan illustrere pointen.

En voksen søn ser ikke længere nogen plads for faderen ved middagsbordet og henviser ham derfor til stalden, hvor han må spise af truget. Næste dag ser han sin egen søn sidde og snitte i et træstykke. Adspurgt hvad træstykket skal blive til, svarer sønnen »Et trug, som du skal spise af, når du blive gammel«. Herefter spiser den gamle far igen ved bordet.

En anden mulighed er, at vi børn hjælper af venlighed af den simple grund, at man kan være den eneste sande ven, der er tilbage.

Men det vil kræve en overvindelse, da forældre og børn som regel ikke er venner. Fremmede kan gøre rent, hjælpe med medicin og klare indkøb. Venner deler oplevelser, hjælper i nød, trøster og giver gode råd. Samtidig er gode venner nogen, man vælger, hvor forældre er nogen, skæbnen har valgt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forældre er derfor ikke venner, men måske kan man ende med at handle, som om de var.

Her står undskyldningerne i kø: Jeg bor alt for langt væk, jeg har ikke tid pga. egne børn og krævende arbejde etc.

Men i fremtidens samfund er der ingen kære mor. Der er kun den kære mor og sparsom hjælp. Vi kan lige så godt vænne os til tanken. Der er ikke råd til andet. Det kræver lidt af en omvendelse at gå fra at sende en blomst og et julekort til pludselig at skulle hjælpe ens syge mor ud af sengen og sende maden i munden.

Men ét er sikkert. I kommunerne vil man hilse de voksne børn velkommen. Pårørende skal inddrages, jo før, desto bedre.

Men hvor langt bør kommunerne strække sig, når inddragelsen af de voksne børn bliver en nødvendighed? Kan inddragelse af børnene blive et krav? Enten hjælper du med at passe din mor, eller også skal du vænne dig til, at ingen hjælp er et alternativ.

Vi har vænnet os til, at velfærdssamfundet er blevet den rare familie, som skal komme og hjælpe i enhver sammenhæng. Men hvis samfundet hidtil har været den rige onkel, vil der snart kun være en ond stedmor tilbage.

For min egen part håber jeg at blive et godt menneske, før mine forældre kræver det af mig.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce