En orgasme er en orgasme er en orgasme ...

Vi er blevet frie til at gøre, hvad vi har lyst til seksuelt, men vi har ikke os selv med i det. Fortællingen om Sexpol-bevægelsen sætter vores egen kropsforståelse i perspektiv.

Debat

MANGE HAR følt sig tiltrukket af at beskrive den østrigske læge og psykoanalytiker Wilhelm Reichs dramatiske historie, ikke mindst fordi seksualiteten spiller en hovedrolle både i hans historie og i hans værk. Der er gennem årene løbende kommet især engelske og tyske udgivelser om Reich.

Nu har journalist Lea Korsgaard udgivet en meget velresearchet og grundig bog, ' Orgasmeland. Da den seksuelle revolution kom til Danmark', om Sexpolbevægelsen i 30' erne i Danmark. Korsgaard beskriver åbent og sympatisk sit eget motiv til at skrive bogen, nemlig det at ville have ret til ikke altid at have seksuel lyst. Korsgaard yder i sin bog et vigtigt bidrag til forståelsen af Sexpol-bevægelsen i Danmark, hun kommer med mange nye oplysninger, og hun har interviewet mange efterkommere af bevægelsens centrale personer. I beskrivelsen af denne bevægelse indgår en biografiom Reich, fordi Reich var Sexpol-bevægelsens hovedinspirator.

Problemet i forhold til hendes beskrivelse af Reichs liv og værk er, at hun lægger sig tæt op ad den engelske journalist Christopher Turners meget negative og tendentiøse Reich-biografi, ' Adventures in the Orgasmatron. How the Sexual Revolution Came to America' fra 2011. Korsgaard beskriver i sin bog Reichs teori som hans »excentriske orgasmeteori«, uden at vi som læsere får mulighed for at forstå hvorfor. Da Korsgaards portræt af Reich og hans værk er et af de mest omfattende i nyere tid på dansk, kalder det derfor på nogle tilføjelser.

WILHELM REICH blev født i Dobrzcynio i det daværende Østrig-Ungarn i 1897. Hans familie var jøder. Reich var med i Freuds inderkreds, allerede da han var i midten af 20' erne. Reich var hele sin karriere aktiv som kliniker, teoretiker og som organisator. Han mente, at det var et problem, at kun de rige havde mulighed for psykoanalyse, og oprettede derfor gratis poliklinikker. I Wien i slutningen af 1920' erne og senere i Berlin i begyndelsen af 30' erne startede han sin Sexpol-bevægelse. Her arbejdede han for kvinders rettigheder, seksualundervisning, fri prævention til unge, fri abort, lovliggørelse af homoseksualitet, bedre sociale forhold m. m. Disse ideer fik også stor betydning for de kulturradikale i Danmark i 1930' erne, fordi Reich i 1933 immigrerede til Danmark og fortsatte sin organisation her.

Reich var på grund af sin person og sit værk en skikkelse, der vakte og stadig vækker stærke reaktioner. Ofte har man kunnet dele reaktionerne op i dem, der var for, og dem, der var imod. Desværre kommer beskrivelsen af Reichs person og hans beskæftigelse med orgasme ofte til at skygge for en dybere forståelse af hans værk. Reich er ofte blevet beskrevet som sexgal, kommunist, antikommunist, gal videnskabsmand og meget mere. Der kan være en del sandhed i alle disse beskrivelser, men man kan ikke reducere hverken manden eller værket til dette.

Og hvis man reducerer manden og værket til disse beskrivelser, forstår man ikke hans betydning som en af hovedpersonerne inden for den første bølge af freudo-marxisme. Man forstår ikke hans bidrag til psykoanalysen - især med karakteranalysen - og man forstår ikke hans betydning som den, der indførte kroppen i psykoterapi. Derudover går man glip af hans relevans for vores samtid, en tid, som måske er mere seksuelt undertrykt, end vi aner.

HVAD VILLE Reich sige om seksualiteten i 2014, hvis han gik på gaden, hvis han så fjernsyn og havde klienter i sin klinik i dag? Formodentlig ville han sige, at menneskets seksualitet er blevet til en narcissistisk selviscenesættelse, der intet har med frihed at gøre. Han ville nok også gennemskue den måde, kapitalen udnytter menneskets begær på, og at meget få protesterer imod det. Endvidere ville han undre sig over, at så få har idealer om noget andet end bare det gerne at ville passe ind i det, der forventes af os seksuelt i dag. Det moderne menneske giver køb på sig selv for at være attraktivt, hvorfor følelserne og kærligheden får meget dårlige betingelser. Under alt dette ville han se et usikkert og forvirret menneske, der har mistet forbindelsen med sin kerne, et menneske, der tror, at det selv styrer, men egentlig bare følger med, også i forhold til det seksuelle.

I 1975 udgav den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger bogen ' Mausoleum', hvori der indgår et digt om Reich. I hans nærmest hånende beskrivelse af Reich og hans værk indgår strofen: »Orgasmen er orgasmen er orgasmen«. Enzensberger ironiserer her, med digterisk inspiration fra Gertrude Stein, over, at man kan reducere hele Reichs værk til, at alt er orgasme. Men hvis man gør som Enzensberger, og mange andre, forstår man ikke den funktion, orgasmen har i Reichs værk.

Reich er den første, der i en vestlig videnskabstradition beskriver, at en orgasme ikke bare er en orgasme. At der er kvalitativ forskel på orgasmer både for mænd og kvinder. Og han er den første, der analyserer, hvorfor det er sådan, og den første til at introducere psykoterapeutiske metoder til at få bedre orgasmer. Da Reich introducerede sine teorier, vakte det skandale, modstand og senere, som hos for eksempel Enzensberger, latterliggørelse i en indforstået vestlig kulturkreds, på trods af at arbejdet for at få bedre orgasmer har været en del af taoistiske, tantriske og yogiske praksisser i årtusinder.

EN ANDEN kritiker af Reich, der har haft betydning for den reduktionistiske forståelse af Reichs værk, er den franske filosof Michel Foucault. Foucault mente ikke, at vi skal finde erotikkens kunst, dvs. viden om seksualiteten, i en sund seksualitet og slet ikke i det, han beskriver som »sangene« om orgasmer og gode fornemmelser. Foucault mente ikke, at man kan beskrive et seksuelt ideal eller en orgasme, der skulle være bedre end andre. Store dele af den moderne sexologi lægger sig i forlængelse af Foucault. Hvor Reich med de metoder, der nu var til rådighed i 30' erne, undersøgte orgasmens forløb i laboratorier og studerede kroppens blokeringer hos sine klienter, er den moderne sexologi mere interesseret i at beskrive forskellige seksuelle praksisser. Man får fornemmelsen af, at det inden for sexologien er blevet et tabu at gøre, som Reich gjorde, nemlig at beskrive idealer og naturlige tilstande, for slet ikke at tale om kærlighed og hengivelse.

Men hvordan kommer man ud over at reducere Reichs værk til en illusorisk totalorgasme, eller blot til en sexfikseret mands overbetoning af seksualiteten? Det gør man ved at prøve at forstå, hvad der menes med en fri seksualitet. Freud skrev i sin bog ' Kulturens byrde' fra 1929, at han aldrig selv havde oplevet strømningsfornemmelser i kroppen. Grunden til, at han skrev dette, var, at bogen delvis var skrevet som et argument imod Reich og hans ide om en total orgasme, som Reich havde beskrevet i sin bog fra 1927, ' Orgasmens funktion' (ikke oversat til dansk). Freud mente, at vi betaler en pris for at kunne leve i en kultur, og at denne pris er, at vi ikke kan være frie - og (underforstået) derfor heller ikke frie til at opnå en total orgasme.

Hvis Freud havde ment, at det var muligt at opnå en totalorgasme, havde han ikke ment, at det var hensigtsmæssigt hverken for individet eller samfundet at stræbe efter en sådan. Hvor Freud mente, at en fri seksualitet ville gøre mennesket irrationelt, mente Reich, at det netop var den frie seksualitet, der var i stand til at gøre mennesket til et selvregulerende rationelt individ.

ET DRAMATISK højdepunkt i psykoanalysens historie var den internationale psykoanalytiske kongres i 1934 i Luzern. Hvordan skulle den psykoanalytiske bevægelse fortsætte efter nazisternes magtovertagelse? Det skulle den i hvert tilfælde ikke med den marxistiske Wilhelm Reich som medlem, han, der propaganderede for fri seksualitet og indførelse af kroppen i psykoanalysen. Reich holdt alligevel sit foredrag på kongressen, men som ekskluderet af det internationale psykoanalytiske forbund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foredraget hed ' Psykisk kontakt og vegetativ strømning' og indgår i hans senere reviderede udgave af bogen ' Karakteranalyse' (ikke oversat til dansk). I dette foredrag beskriver Reich blandt andet de fysiske konsekvenser (kronisk overspændt og underspændt muskulatur) af de psykiske blokeringer, som psykoanalysen havde beskrevet.

Det triste er, at denne tekst, der er afgørende for en mere tilbundsgående forståelse af Reich og hans bidrag, ofte overses, og at dramaet på kongressen og sladderen om Reich er kommet til at fylde det meste. I 1934 kunne psykoanalysen have fået kroppen med som mere end blot en psykisk repræsentation. Men med eksklusionen af Reich fra den psykoanalytiske bevægelse blev muligheden for at inkludere en dynamisk forståelse af kroppen i psykoanalysen forpasset.

KARL OVE Knausgård beskriver i ' Min kamp' sit møde med den norske digter Olav H. Hauge: »... Han var over firs år, men der var ikke noget i ham der var dødt eller stivnet, og sådan gør det alt for ondt at leve, tænker jeg nu. Dengang gjorde det mig bare urolig«. Hvorfor stivner vi og gør os døde? Hvorfor er det uudholdeligt, hvis vi ikke gør det? Reich skrev i sin dagbog i 40' erne, at det ville være en stor gåde for videnskaben, hvis der var en dyreart, der var stivnet og forkrampet, men at ingen undrer sig over, at mennesket er i denne tilstand. Det er netop dette tema, der er det gennemgående i Reichs værk: Hvad sker der, når det levende begrænses eller blokeres, og hvordan kan vi gøre det levende igen?

HVOR FREUD beskrev, hvordan vores tidlige barndom strukturerer vores psyke, tilføjede Reich en dynamisk model, der forklarer, hvordan vores tidlige barndom ligeledes påvirker måden, hvorpå vores krop struktureres. Hvad sker der med alle de følelser, vi ikke får udtrykt? Hvad sker der med det, vi har bidt i os, den vrede, vi har slugt, den sorg, der knuger os, den angst, vi holder på? Hvorfor sætter stress og traumatiske oplevelser sig fast i os og bliver til kroniske tilstande? Hvorfor er vi ikke selvregulerende som fritlevende pattedyr, der umiddelbart efter en traumatisk oplevelse får rystet traumet af sig? Hvor psykoanalysen var optaget af, hvad der var blevet fortrængt, blev Reich mere og mere optaget af, hvordan det blev fortrængt. Han skrev, at hans klienter kunne huske, hvordan de i deres barndom havde brugt kroppen til at undertrykke deres egne had-, angst-og kærlighedsreaktioner.

Dette havde de gjort ved f. eks. at holde vejret, ved at spænde mavemusklerne eller ved på andre måder at gøre kroppen ufølsom. Dette gør barnet, hvis dets behov ikke bliver tilfredsstillet, og hvis forældrene ikke kan rumme barnets følelser. Reich kunne således beskrive et fysiologisk fortrængningsmønster. Alt dette beskrev Reich som den første i 30' erne, og de tekster er stadig lige relevante.

DEN ENGELSKE psykiater Ronald D. Laing skrev i 1968, at det kan undre, at Reichs arbejde ikke er blevet efterprøvet videnskabeligt. Det er en afgrænset del af Reichs teorier da også blevet siden, nemlig inden for moderne traumeforskning. Men båndet til Reichs teorier er undervejs ofte gået tabt, og det er sjældent, at Reich krediteres som den oprindelige kilde. I dag kan mange af Reichs teorier om, hvordan traumatiske oplevelser sætter sig fast i kroppen, således beskrives videnskabeligt med den nye udvikling inden for neurovidenskab. De vegetative strømninger, der kan intensiveres under orgasme, og som Reich beskrev i sit foredrag fra 1934, er ikke mere ' excentriske', end at mange mennesker har oplevet disse strømningsfornemmelser, når de dyrker yoga eller taichi.

Der er stadig terapeuter, der praktiserer den rene udgave af de terapiformer, Reich udviklede. Hans metoder er derudover gennem årene blevet videreudviklet til en masse forskellige kropsorienterede psykoterapeutiske retninger, der alle tager udgangspunkt i hans forståelse af kroppen og psyken. Alexander Lowens metode, bioenergetik, der blev grundlagt i 1956, er stadig en stor retning inden for psykoterapi. Peter Levines metode, somatic experience (SE), er en traumeterapeutisk metode, der har hjulpet tusindvis af traumatiserede rundt omkring i verden, inklusive på danske traumecentre. David Bercelis metode, tension and trauma releasing exercises (TRE), er blevet brugt af 1,5 millioner mennesker, blandt andre krigstraumatiserede og ofre for naturkatastrofer.

FOUCAULT SKREV i første bind af ' Seksualitetens historie' i 1976, at den seksuelle revolution, som havde fundet sted fra 68 og frem, ikke havde ført til samfundsomvæltninger, og at dette viste, at Reichs teori ikke var revolutionær, men derimod passede fint ind i det eksisterende. Reich skrev selv allerede i 1942 i sin anden bog med titlen ' Orgasmens funktion' (er oversat til dansk), at den seksuelle frigørelse, han så i USA i starten af 40' erne, ikke var det, han definerede som frigørelse, men derimod et vrangbillede af samme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hos Reich handlede det nemlig ikke om at leve alt ud, men om at overvinde den spaltning, der hos mange er mellem kærlighed og seksualitet. Og det er netop det, der gør, at Reich stadig er aktuel i den overseksualiserede tid, vi lever i, hvor de frie markedsmekanismer har overtaget styringen af seksualiteten fra staten og kirken. Set i dette lys er seksualiteten som politisk emne stadig lige relevant. Og det er måske også her, Korsgaard kunne bruge Reich til at kræve sin ret til ikke at skulle have lyst hele tiden, men måske også til at forstå, hvorfor hun ikke har lyst.

Vi er blevet frie til at gøre, hvad vi har lyst til seksuelt, men vi har ikke os selv med i det. Det, der hos Reich handlede om den frie pulserende krop, om følelser og om hengivelse, er i vores tid blevet til den kontrollerede krop og den viljestyrede seksualitet, og på den måde er det følelserne og hengivelsen til den anden, der er blevet tabuet i vores tid.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce