Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat

Syrizas sejr burde vække Socialdemokraterne herhjemme

Det venstreorienterede græske parti Syriza greb magten som opgør mod nødvendighedens politik.

Debat

Reaktionen mod nødvendighedens politik så vi i denne uge, da det græske parlamentsvalgs store vinder blev det venstreorienterede parti Syriza. Grækerne gjorde op med afpolitisering og dømte de partier ude, der dansede efter økonomernes pibe. Det burde være skriften på væggen for de danske socialdemokrater. En skrift, der efterhånden har stået der længe. Men desværre er deres reaktion på den krise, de befinder sig i, at kopiere højrefløjen«.

Sådan siger den 62-årige forfatter Carsten Jensen. Han peger på nødvendighedens politik og afpolitiseringen, der følger med, som den største samfundsforandring i årtier.

»Afpolitiseringen sætter ind, når autoriteterne ikke længere kan anfægtes. Se bare på økonomerne, som har fået samme status som naturvidenskabsmænd. Ligesom man ikke giver sig til at diskutere med tyngdeloven, sætter man heller ikke spørgsmålstegn ved den økonomiske politik. Man tør ikke overtræde neoliberalismens grundregler, og man vægrer sig ved at regulere markedet. Det bedste udtryk for denne nye autoritære tendens er Anders Fogh Rasmussens ofte anvendte udtryk: »Der er ikke noget, at komme efter«, som jo er en kapiteloverskrift i bogen om afpolitisering, som Socialdemokraterne afmægtigt fører videre«.

Hvornår gik startskuddet til afpolitiseringen?

»Ved Berlinmurens fald og Sovjets sammenbrud. Det var en lykkelig begivenhed, men samtidig blev det set som et bevis for, at stater med stærkt regulerede markeder ikke var levedygtige. De socialdemokratiske velfærdsstater var allerede under angreb i kølvandet på Reagan, og selve ideen om, at staten kan spille en regulerende rolle i økonomi og samfund, kom i miskredit. Clinton afskaffede det lovkompleks, som regulerede finanskapitalens muligheder for at gøre, hvad den ville. Finanskrisen var et resultat heraf. Og der fulgte intet opgør med den førte politik. I stedet bildte magthaverne os ind, at krisen skyldtes statslig overforbrug, selv om den var skabt af løsslupne spekulationer og især boligboblen. Derfor synes jeg, at det mest opløftende, der er sket i mange år, er Syrizas sejr i Grækenland. Det er et opgør med nødvendighedens politik«.

Men Grækenland har nogle særlige omstændigheder – er det ikke søgt at sammenligne de græske tilstande med de danske?

»Selvfølgelig er Grækenland noget særligt. På mange måder en korrupt klientstat. Men det er opløftende, at grækerne gør op med afpolitseringen ved at genpolitisere beslutningsprocesserne. At de tager deres egen skæbne i egne hænder og igen vil diktere, hvilket samfund de vil leve i. Det er interessant at se en samlet mediefront forsøge at delegitimere grækernes demokratiske flertal ved at fremstille dem, som om de er grebet af kollektivt vanvid. Ligesom under finanskrisen er det folk fra bankverdenen, der interviewes som eksperter. Det svarer til at spørge en voldtægtsmand, hvordan offeret har det«.

Da socialdemokraterne omfavnede konkurrencestaten, burde de samtidig have omdøbt sig selv til konkurrencedemokraterne eller markedsdemokraterne. For de er i realiteten et helt nyt parti

Hvad er resultatet af afpolitiseringen?

»Resultatet af afpolitiseringen er mere lukkethed og mere identitetspolitik. Klassebestemte og sociale tilhørsforhold afløses af følelsen af at være alene i verden. Hele det sociale landskab har ændret sig meget de sidste 20-30 år: Socialdemokratiets æra er forbi, fagforeningerne er ikke længere en magtfaktor. Ikke nok med at du skal leve med at være alene i verden, og at din succes eller fiasko afhænger af dig selv, du skal også finde ud af, hvem du er. Du skal også finde en identitet, som passer til den nye situation. Kan du ikke identificere dig med et fællesskab, der giver tryghed, beskyttelse og identitet, bliver du udsat og marginaliseret, og yderliggående grupperinger, især på den yderste højrefløj, bliver pludselig tiltrækkende«.

Markedsdemokraterne

Afpolitiseringen finder sted over hele Europa, mener Jensen. De store, gamle partier bløder til yderfløjene, og herhjemme er især Socialdemokraterne hårdt ramt.

»Da Socialdemokraterne omfavnede konkurrencestaten, burde de samtidig have omdøbt sig selv til Markedsdemokraterne. For det er i realiteten et helt nyt parti, der af fantasiløshed bliver ved med at smykke sig med et gammelt, nostalgisk navn. Tidligere var det Socialdemokraternes mål at finde balance mellem det komplet frie marked og det komplet regulerede. I dag har de fuldstændig overgivet sig til neoliberalismens utopi om nulregulering. Tag den danske flexicuritymodel, som er en tillidskontrakt, i den forstand at det er nemt at fyre dig, men til gengæld garanterer staten – med dagpengesystemet – at fyringen ikke bliver en katastrofe for dig. Med dagpengereformen er den kontrakt i praksis sat ud af kraft. Tilliden afløses af mistillid. Tag Morten Østergaard, der på de radikales plakater peger ud på dig og siger: »Hvis du kan, så skal du«. Det er da indlysende rigtigt, men hvorfor er det nødvendigt at sige det? Det er det, fordi han insinuerer, at der er masser af os, der ikke gider, selv om vi godt kan«.

De ansvarlige ministre i regeringen vil jo sige, at de netop trimmer velfærdsstaten for at bevare den. Har de ikke en pointe?

»Hvis de ikke sagde det, ville det være politisk selvmord i et land som Danmark. Men konkurrencestaten og dens fokus på markedet nedbryder alle de værdier, Socialdemokraterne og arbejderbevægelsen historisk har stået for, og som har holdt sammen på Danmark. I stedet får vi en overlevelseskamp, hvor andre mennesker reduceres til et middel. Man kan ikke have en amokløbende markedsøkonomi og sammenhængskraft samtidigt. Neoliberalismen er en livsfarlig ideologi for demokratiet; den absolutte frihed er en dystopi, der er lige så grusom som den absolutte ufrihed. Al politik handler om at finde en balance mellem de to punkter – absolut frihed og absolut ufrihed. Den balance overlader vi til markedskræfterne på bekostning af fællesskabet. Hvis vi vil forsvare velfærdsstaten, bør vi omdøbe den til solidaritetsstaten«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men skyldes det ikke i høj grad, at venstrefløjen ikke har kunnet levere reelle alternativer?

»Det kan man godt sige, men hvad er venstrefløjen egentlig? I Danmark har der aldrig været mere end 15 procent af vælgerne, der stemte til venstre for Socialdemokraterne. Venstrefløjen har altid været marginaliseret, derfor giver det mening at fokusere på Socialdemokraterne. De norske socialdemokrater er slet ikke i samme krise som de danske. Hvis der var valg i morgen, ville de få op til 40 procent af stemmerne, mens de danske skal være glade for at komme over 20 procent. Forandring har været et nøgleord, men ordet bliver altid brugt, som om det var synonymt med tilpasning. I statsministerens taler optræder fællesskabet altid kun som genstandsled – ikke som handlende ’vi’, men som et passivt ’os’. Det er os, der bliver gjort noget med, handlet med. Os, der må prøve at tilpasse os en udvikling, som vi ingen indflydelse har på, fordi den er skabt af økonomiske naturkræfter«.

Fuckfingeren

De seneste år har vi været vidner til det arabiske forår, Occupy Wall Street-bevægelsen og Pikketys storsælgende bog. Det er et momentum, som venstrefløjen indtil nu ikke har udnyttet, mener Carsten Jensen.

»Grækerne udnyttede det momentum. Og man kan forvente, at Spanien bliver det næste land. Jeg mener, at finansverdenen leger med ilden. Man skal ikke tage fejl af de mennesker. De er fuldstændig ligeglade med demokratiets skæbne, for de skal nok finde en sameksistens med selv den mest rabiate højrepopulisme. Finansverdenen har ikke problemer med at arbejde med totalitære kræfter. Neoliberalismen i Kina trives jo side om side med diktatur. Det samme gælder i Golflandene«.

Men nu er vi jo trods alt ikke et diktatur herhjemme ...?

»Nej, men der er tendenser i middelklassen, hvor sikkerhed og tryghed bliver vigtigere end demokrati. Middelklassen tilpasser sig fint til afpolitiseringen, bare den får lov uantastet at fortsætte sin livsstil. Underklassen har sværere ved det. Det stærke ved bevægelsen i Grækenland er den nye alliance mellem middelklassen og den marginaliserede underklasse. Men Syriza er jo Grækenlands svar på Enhedslisten. Enhedslisten vil ikke kunne spille Syrizas rolle, fordi partiet har bundet sig til en detailkritik af Sociademokraterne. Det svarer til, at Syriza blot havde lavet kritiske fodnoter til Pasok, som i dag er udslettet«.

Hvad er så vejen frem for Socialdemokraterne?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»I Socialdemokraterne var der tidligere en alliance mellem middelklassen og arbejderklassen, som nu er brudt. Når højrepopulistiske bevægelser rykker frem, er de jo bevægelser for de politisk marginaliserede. Man kan også kalde dem de politisk hjemløse. De føler ikke længere, at nogen taler deres sag. Det tragiske er jo, at de skuffede vælgere langt oftere går til højre og ikke til venstre. Se bare på Pegida-bevægelsen, Le Pen og Ukip. De fokuserer på den allermest synlige forklaring på krisen, nemlig indvandrere. Det græske valg kunne lige så vel være endt med en sejr til Gyldent Daggry«.

Nogen vil forklare afpolitiseringen med, at problemer er komplekse. Forstår du ikke, at man flytter de her spørgsmål over til eksperterne?

»Eksperterne er en del af problemet. De fremstår politisk neutrale, men er alt andet. Fristelsen for den enkelte borger for at lade verden forvalte for sig er reel, og politikerne udnytter det. Det er politikkens endeligt, fordi det ikke længere handler om valgmuligheder og nye veje. Forleden så jeg en interessant plakat med Helle Thorning-Schmidt, hvorpå der står: »Jeg ved godt, at ikke alt har været lige populært. Men jeg arbejder videre«. I venstre side af billedet er der en stor fuckfinger. Der er en interessant kontrast mellem fuckfingeren og statsministerens ord, at hun »arbejder videre«. Hun siger intet om, hvad hun arbejder med. Oppositionen til hende er reduceret til en afmægtig fuckfinger. Og selv siger hun ikke, hvad hun vil. Hvorfor? Fordi det er nødvendighedens politik, den må man acceptere eller skride. Der er ingen alternativer til den. Det er demokratiet reduceret til Facebooks neo-analfabetisme. Like or not like. Der har du det største skred, vi i Danmark har oplevet«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce