Foto: Jens Dresling
Debat

Wonderful Danmark på vej i nye hyggekrige

Hvordan kan det være, at krig bliver ved med at være fremmed for danskerne, også efter at vi i de sidste ti år har deltaget aktivt i tre krige? Er der noget i den danske selvopfattelse, der foretrækker hykleriet fremfor sandheden?

Debat

HVORFOR drikker Jeppe? Det er det spørgsmål, Ludvig Holberg stiller i ' Jeppe på Bjerget', hans nådesløse udlevering af en åndeligt forarmet bondestand, der endnu ikke er moden til magten. Når Jeppe drikker, er det bevis på hans uduelighed.

Han må regeres over, fordi han ikke har styr på sig selv. Det er et meget enkelt svar. Der er også et mere kompliceret svar.

Jeppe drikker, fordi han lider af posttraumatisk stresssyndrom. Han var soldat i 10 år og deltog i stormen på Wismar under Den Skånske Krig i 1675. »Jeg kan ikke nægte, at jeg var bange under det slag«, betror han Jakob Skomager. Jeppe lå hele natten før slaget og læste i Davids salmer, og da svenskerne skød den første salve, så han 3.000 mand falde på en gang. Men det er ikke sådan, vi husker Jeppe, som traumatiseret krigsveteran. Vi husker ham kun som drukkenbolt, offer, ikke for en blodig krig, men for sin kone, Nilles, krabask. I den danske læsning er krabasken værre end krigen.

BEMÆRKEDE man slet ikke, at soldaterne efter krigens afslutning vendte stumme tilbage, ikke rigere, men fattigere på en erfaring, der kunne gives videre, spørger Walter Benjamin, tysk filosof, marxist og mystiker, da Første Verdenskrig slutter. Den britiske forfatter George Orwell, der står ham så fjernt i livsindstilling, som næsten tænkes kan, konstaterer i næsten enslydende vendinger, at de bøger, der kom ud af Første Verdenskrig, blev skrevet af menige soldater eller yngre officerer, der end ikke foregav at forstå, hvad krigen handlede om. De var ikke propagandister for nationens sag, men ofre. Deres udsagn er enslydende den samme undren: »Hvad i helvede drejer det her sig om?«, som det lyder i Orwells ligefremme sprog.

Det er stemmerne fra den anonyme mængde, underhunden, tredjeklassespassageren, det ordinære, ikke politisk eller moralsk tænkende menneske, en ny type, der fødes ud af skyttegravene, og som kommer til at udgøre det villige, formbare materiale for de totalitære bevægelser, hvis kamp på liv og død resulterer i den næste verdenskrig.

Og Første Verdenskrig, den eksistentielle rystelse, der får en gammel verden til at gå under? Er der noget spor i neutrale Danmark? Den danske livsfølelse efter Første Verdenskrig er ikke nogetsteds bedre opsummeret end i den indledende scene i Knud Sønderbys roman ' Midt i en jazztid' fra 1931: »Peter Hasvig huskede fra sin yngste barndom, at han engang havde tabt et stykke mad med honning, som faldt sådan, at honningsiden vendte opad«. Honningsiden opad - det er den mest afgørende oplevelse i Peter Hasvigs liv; det er romanens centrale symbol; det er den altdominerende livserfaring i det 20. århundredes Danmark.

MAN KAN ligge midt i et krigshærget Europa, hvor vulkanske verdenskrige har deres udspring og et helt kontinent igen og igen forvandles til forbrændte lavamarker - og honningsiden ender altid opad! Det er vores verdensforståelse, som igen og igen dikterer vores spørgsmål til tilværelsen og historien, Søren Kierkegaards eksistentielle dilemmaer i ærkedansk udgave - vil honningmaden ende opad eller hvad? Der er selvfølgelig Anden Verdenskrig og den tyske besættelse.

Det er vores verdensforståelse, som igen og igen dikterer vores spørgsmål til tilværelsen og historien, Søren Kierkegaards eksistentielle dilemmaer i ærkedansk udgave - vil honningmaden ende opad eller hvad

Morten Nielsen, den unge digter, der blev formet af modstandskampen, kan afvæbnende og afmytologiserende beskrive sig selv som medlem af en generation af »krigere uden våben, af sårede uden sår«. Nazismen anskueliggør han i klassens tykke, mobbede dreng, der som voksen tager revanche under hagekorset. Ved synet af Hitler rækker en dansker ikke ud efter geværet. Han griber telefonen for at ringe til skolepsykologen. Der er bøller i skolegården. Det er vores horisont. Der er nok ingen danskere, der har hørt om ' Totimerskrigen', i hvert fald ikke i skolen. Men gå på Google, og skriv den fatale dato 9. april 1940. 'Time for time' hedder hjemmesiden. Tyskerne invaderer Danmark klokken fire om morgenen. Klokken seks overgiver den danske regering sig. To timer. Det er den samlede danske krigserfaring i de 139 år fra nederlaget i Dybbøl til invasionen af Irak. Men så kommer krigen jo. 139 år efter Dybbøl invaderer vi Irak.

KRIG VIRKER formende på en nations identitet. Men den forudsætter også en selvforståelse, der ikke står fremmed over for løsninger, der involverer voldelige overgreb på andre landes befolkninger. Der er ingen, der med en sådan patos har udtrykt Amerikas mission som forfatteren Herman Melville. »Vi er verdens pionerer, dens fortrop, sendt ud i det uprøvedes vildnis for at bryde nyt land i den ny verden, som tilhører os... Ja, sandelig, den politiske Messias er kommet«. I sine erindringer ' My Life as a Foreign Country', kan den amerikanske Irak-veteran Brian Turner, der har etableret sig som et af sit lands førende lyrikere, opremse ikke mindre end syv generationer af forfædre, der ligesom han selv frivilligt er draget i krig, fra Gettysburg til Guam i Stillehavet, alle båret af den messianske følelse, Melville beskriver.

DET ER NEMT nok at identificere dansepartnerne i den storpolitiske fredagsunderholdning, der i Danmark går under navnet ' Vild med krig'. Her er en hær, der har brug for at få opgraderet træning og materiel fra forældet kold krig til målrettede interventioner i den tredje verden. Her er en politikerstand, der under byrden af en overvejende pacifistisk danmarkshistorie trænger til igen at føle sig som aktører på verdensscenen og derfor 00' erne igennem omtrent hver sæson melder sig til en ny tango på slagmarken. Efter 140 års fred er den danske hærs officerskorps evighedsstuderende, der aldrig har været oppe til eksamen på nogen slagmark. I al den tid har der ikke været noget for en ærlig dansk soldat at rive i, eller for den sags skyld at skyde på. Da danske soldater sætter deres fod på irakisk eller afghansk jord, er de førstegangsdræbere.

Men før de tager af sted, har alle soldaterne fået en vigtig time i danmarkshistorien, og det er ikke i skolen eller på Forsvarsakademiet, de får den. Det er i sofaen. Hjemme hos familien. Når mor og far hører, at Jens eller Hanne skal i krig. Mor græder. Far siger ikke noget. Hvad skal han også sige? Give gode råd? »Dengang oldefar blev såret ved Verdun. Dengang bedstefar deltog i landgangen i Normandiet. Dengang jeg sad i cockpittet under julebombardementet af Hanoi«. Det kan en dansk far jo ikke sige. For der er ingen dansk bedstefar, oldefar eller far, der har været i nogen krig. Engang blev det anset for nationens velsignelse og moralske adelsmærke. Nu er det et handikap.

Soldaterne får den helt klare fornemmelse, at deres land slet ikke har nogen historie. Deres fædre sidder bare der i sofaen og har ikke ingenting at fortælle

SOLDATERNE får den helt klare fornemmelse, at deres land slet ikke har nogen historie. Deres fædre sidder bare der i sofaen og har ikke ingenting at fortælle. I stedet siger de ting som: ' Nu må du ikke gøre mor ked af det' eller ' Vi respekterer selvfølgelig dit valg, det skal du vide', og det bliver så efterfulgt af vage løfter om opbakning, som, når alt kommer til alt, er fuldstændig ubrugelige.

Mødrene græder, argumenterer og trygler. Og så er der disse pinagtigt tavse fædre, der ikke siger et ord. Fædre i andre nationer kan også være tavse. Men det er der en grund til. Krigsveteraner beskytter sig mod oplevelser, der er for hårde til, at de kan rumme dem. De indkapsler dem i stedet. Deres indre er som uafsikrede håndgranater. Men disse danske fædres tavshed? De ruger ikke over noget. De holder ikke noget tilbage. Deres tavshed er som en tom bankboks. Du kan godt prøve at bryde ind i den. Men du vil ikke blive belønnet.

Der har ikke på noget tidspunkt været en slagkraftig opposition til de krige, Danmark i det nye årtusinde har været involveret i, hverken i Folketinget eller på gaden. Betyder det, at vi har fået et helt nyt billede af os selv som nation? Eller blot, at vi har undladt at revidere det gamle? Det er soldaternes mødre, der er de unge soldaters samtalepartnere, ikke fædrene. Det kan man se dokumenteret i Nikolaj Venges TV 2-serie ' Generation krig'. Det er mødrene, der med deres oprevne spørgsmål og tvivl tvinger de unge soldater ud i en selvransagelse, som de ellers ikke ville have taget på sig. Nej, vi har ingen protestbevægelse mod krigen i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men vi har denne uformelle bevægelse af spørgende mødre, og hvis ingen andre tager dem alvorligt, så gør hæren det. Ifølge en undersøgelse foretaget af Socialforskningsinstituttet i 2010 er soldaternes største problem i Afghanistan, at »de har mor med i hovedet, når de patruljerer«.

I EN DEBAT om Afghanistan på DR 1, bad studieværten en indkaldt veteran redegøre for sine motiver til at melde sig til krigen. Veteranen var taget derud for børnenes skyld, sagde han. Han kunne ikke holde ud at se børn lide, og det var for at give børnene i Afghanistan en fremtid, at han havde meldt sig til krigen. Han havde lagt en video med sig selv ud på YouTube, som jeg havde set, før jeg gik i studiet for at diskutere med ham. Her nævnte veteranen ikke børn med et ord. I stedet sagde han, at han var taget til Afghanistan med henblik på en videreuddannelse som finskytte.

En finskytte er ifølge den sagkyndige, nu pensionerede oberst Lars R. Møller i bogen ' Snigskytter' en skytte, som ved hjælp af et projektil med en udgangshastighed på mellem 600 og 1.200 meter i sekundet på en afstand af op til 700 meter tilintetgør et udvalgt mål, fortrinsvis med et direkte skud i hovedet. »I din video nævnte du ikke noget om børn«, sagde jeg til veteranen. »Det er kompliceret«, svarede han. Kompliceret er et godt ord.

UNDER ET besøg i Armadillo i krigszonen i Helmand spurgte jeg en flok unge soldater fra livgarden, hvorvidt de med sikkerhed vidste, om de havde slået nogen ihjel under deres udstationering. Ingen af dem havde nogen bekræftede nedlæggelser af fjenden, fordi Taleban som regel angriber fra et skjul bag buske eller mure og altid fjerner deres døde og sårede, når de trækker sig tilbage.

Jeg spurgte dem, hvordan det var at være i krig og ikke vide, om man personlig havde fået ram på en fjende. Halvdelen af dem sagde, at det havde de det faktisk bedst med. Den anden halvdel sagde, at det var stærkt utilfredsstillende.

Hvis vi ser på vores krigsdeltagelse de sidste 10 år, er vi, bedømt med den målestok de forudgående 140 års historie har givet os, begyndt at opføre os udansk. Det er bare ikke noget, vi giver udtryk for offentligt. Det er ikke noget, der afspejler sig i debatter eller i nogen form for revision af den nationale selvforståelse. Der er ingen, der rejser sig op og siger, at vi i dag er en helt anden nation, end vi var bare for få år siden, og at de ustandselige krige har sat sig deres spor, som vil ende med at gøre os til andre mennesker, end vi var før.

I STEDET lader vi som ingenting. Vi mener stadig, at krabasken er vigtigere for forståelsen af Jeppe end slaget om Wismar. Krigen er for os stadig en skolegård. Tom Kristensen påkaldte i romanen ' Hærværk' pludselig død, brændende byer og menneskeracer på flugt. Vi har ikke nøjedes med at påkalde katastroferne. Vi har aktivt været med til at fremkalde dem. Konfronteret med vores gerninger vender vi ansigtet bort: »Hvem? Os?«. Nej, sådan ser vi ikke os selv.

Vi har ikke nøjedes med at påkalde katastroferne. Vi har aktivt været med til at fremkalde dem. Konfronteret med vores gerninger vender vi ansigtet bort: »Hvem? Os?«

ER DER nogen, der stadig husker Viggo Vagnbys plakat fra 1959 ' Wonderful Copenhagen' med dens rørende fremstilling af en betjent, der holder trafikken tilbage, så andemor kan passere med sine syv små, dunede ællinger? Det burde vi. For plakaten udtrykker stadig vores selvopfattelse. Nærhed, omsorg for de udsatte og sårbare, beskyttet af verdens mest menneskelige ordenshåndhævere. Det var derfor, vi var i Afghanistan, med vores tungt bevæbnede, uniformerede mænd, vores tanks, vores artilleri, vores flystøtte. Så ællingerne kunne gå over vejen. Irak, Afghanistan, Libyen. Snart Irak for anden gang? Wonderful Denmark på vej ud i nye hyggekrige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

DER ER INGEN tvivl om, at de fleste unge danske krigsveteraner i dag er i gang med en selvransagelse, der både moralsk og personligt er langt mere kompliceret end noget, der foregår i den danske debat. Deres holmgang med sig selv forbliver bare privat. Deres erfaringer er tabu, fordi de er på kollisionskurs med vores selvbillede som danskere. Hvis soldaterne endelig kommer til orde, bliver de instrueret i at tale om børn i stedet for død. Det er vanskeligt at komme hjem efter en krig. Det ved de amerikanske krigsveteraner noget om. Mere end 100.000 af dem har begået selvmord siden 2001. I sine erindringer skriver Brian Turner, at »problemet måske ikke er hjemkomsten.

Det er snarere, at hjem ikke er et sted, der er stort nok til alt det, jeg har med«. En anden amerikansk Irak-veteran, Philip Klay, lader i en af sine debutnoveller i samlingen ' Redeployment' hovedpersonen rable løs om sine traumatiske oplevelser ved fronten til en bargæst, han tilfældigt er stødt på. »Jeg respekterer dig for, hvad du har gået igennem«, siger hans tilhører.

»Men jeg vil ikke have, du skal respektere mig for det, jeg har gået igennem«, siger veteranen oprørt: »Jeg vil have, du skal føle afsky for det«. Kompliceret er et godt ord.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce