Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debat

Kreativ direktør: Sådan føles det at leve et småborgerligt og pinagtigt selvoptaget liv

Den personlige krise er en epidemi, der breder sig blandt de rigeste, frieste og mest lige i verdenshistorien.

Debat

Ifølge en bekendt, der arbejder som terapeut, udtrykker mange klienter ofte, at de »går og slår sig selv oven i hovedet«. De kan ikke forene sig med den måde, deres liv har formet sig, og det menneske, de er blevet til.

Hendes klienter hører til de selvrealiserede, ressourcestærke og voksne mennesker i samfundet. Så derfor morede det mig, da hun lidt efter tilføjede: »Nu er jeg begyndt at spørge, om de nogensinde har gjort sig ulejligheden at lytte efter, hvad det er den vil, den stemme, der slår dem oven i hovedet. Det kunne jo være, den havde en pointe«.

Vi taler om kriser. Ikke den slags kriser, der opstår ved alvorlig sygdom, fattigdom eller dødsfald. Men personlige livskriser uden direkte ydre årsag. En udefinerbar oplevelse af eksistentiel nagen.

Kriser vil vi ikke have, heller ikke de personlige. En krise er noget, der skal kureres og overstås, så vi kan genetablere det gode liv, som det var før krisen.

Overskrifter i stil med ’Sådan kom jeg ud af krisen’ og ’Nu er Martin kommet videre med sit liv’ sælger!

Vor tids heltinde eller helt er én, der har haft det dårligt, men som nu har det godt.

LÆS RASMUS WILLIG

En krise er en fejlkodning i det evige spabad, vi føler livet burde være. Men at vi før eller siden kommer i en krise, er kun et spørgsmål om tid.

Den personlige krise er en epidemi, der breder sig blandt de rigeste, frieste og ligeste i verdenshistorien – nemlig OS! Og allermest hos de af os, der har fået lov til at dyrke det personlige livsprojekt, hvor vi konstant orienterer os efter, hvordan jeg har det med det?

For vores bedsteforældre havde et menneskeliv sin værdi, hvis det blev levet i overensstemmelse med veldefinerede ydre forskrifter.

Når vi oplever indre ubehag, konkluderer vi automatisk, at der er noget galt med 'mit liv'. Vi er opdraget til at søge efter årsagen til ubehaget pinagtigt tæt på os selv

Der var resonans imellem den verden, du var en del af, og den rolle, du var tildelt. Man stod med begge ben solidt i samfundet, og de store eksistentielle spørgsmål var en luksus, som var forbeholdt en snæver intellektuel elite.

Men i løbet af en generation har vi alle sammen fået tid og råd til at bakse med livets mening, og der er kommet nye spørgsmål til: Hvordan skal jeg være kvinde? Hvad er en rigtig mand? Hvordan skal parforholdet fungere? Hvordan skal vi opdrage vores børn?

Alt er oppe i luften. Disse spørgsmål er vigtige og spændende spørgsmål, som vi berettiget kaster os over for tiden med stor passion og ansvarlighed.

Prisen er, at det placerer os i en evig eksistentiel usikkerhed. Det er fristende at ønske sig tilbage til en tid, hvor vi var fri for den kompleksitet, det er at være i live i dag. Men evnen og villigheden til at leve med kompleksitet er uomgængelig.

LÆS KNUD ROMER

Problemet er ikke, at vi har fået frihed til at reflektere og bestemme selv. Problemet er, at det indre diagnoseapparat er indstillet på ’klaustrofobisk personligt’. Når vi oplever indre ubehag, konkluderer vi automatisk, at der er noget galt med ’mit liv’. Vi er opdraget til at søge efter årsagen til ubehaget pinagtigt tæt på os selv.

Men måske er den personlige krise slet ikke så personlig! Måske er det en kollektiv krise, vi er i kontakt med. Vi føler utilfredshed, ambivalens, rastløshed, kedsomhed, en nagende ide om, at der er et eller andet, vi skal, noget vigtigt - et kald!

Lets face it: Vi HAR en krise. Det er ikke bare noget, vi føler. Det er en kendsgerning. Vi har kriser i familierne, samfundskriser, globale kriser, you name it.

Måske er der ikke noget galt med ’dig’. Måske er det sådan, det opleves at være i emotionel kontakt med, at det er fuldkommen afgørende, hvordan du bruger dit liv. At der faktisk er brug for dig, og du sågar er vigtig! Dit heldige asen!

Vi står på et punkt i historien, hvor der på mange områder er brug for vores skabende engagement til at finde svar på de kriser, vi har skabt

Sådan SKAL det føles at leve et småborgerligt og pinagtigt selvoptaget liv, når livet står og skriger på vores engagement.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En krise, er en udfordring, som vi ikke kender løsningen på. Vi genkender krisen, når vores ihærdige forsøg på at justere os ud af den, med det bedste, vi har på hylderne, slår fejl.

Derfor kræver en krise en kreativ respons, vi bliver med andre ord tvunget til at finde på noget nyt.

LÆS DEBAT

Vi står på et punkt i historien, hvor der på mange områder er brug for vores skabende engagement til at finde svar på de kriser, vi har skabt. Det er dét, vi oplever på egen krop, som eksistentiel uro.

Ser vi det sådan, er der pludselig overensstemmelse mellem sådan som vi har det, og sådan som verden hænger sammen. Krisen får en mening.

At leve med sådan en krise er et privilegium som forpligter!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce