Vores forskning er ikke til salg

Erhvervslivet må ikke sidde ved bordenden, når dansk forskning tilrettelægges.

Debat

POLITIKERE og meningsdannere har længe kæmpet og kæmper stadig for at gøre op med verdensfjerne universiteter, verdensfjern forskning og verdensfjerne videregående uddannelser.

Unge skal uddannes til den virkelige verden, siger LO, mens Kvalitetsudvalget foreslår, at alt fra biologer til litterater skal introduceres til offentlig forvaltning og erhvervsøkonomi for at blive erhvervsparate.

Opgøret med det verdensfjerne universitet gennemføres bedst ved at lade erhvervslivet få en fod indenfor på universiteterne; ja, faktisk ved at sætte dem for bordenden. Erhvervsliv i aftagerpaneler og bestyrelser.

Universiteterne vægrer sig og forsvarer den grundforskning, der er uafhængig af samfundets og erhvervslivets interesser.

Politikerne peger fingre: Tør øjnene og snup en kiks, tudefjæs! VI VIL GERNE introducere et tredje standpunkt.

Vi tror på målet, at forskning er til for at løse relevante samfundsmæssige problemer, men vi er uenige i midlet. Vi tror, at det skader både universiteter og erhvervsliv og dermed os alle sammen, når politikere og meningsdannere sætter erhvervslivet for bordenden ude på universiteterne.

Erhvervslivet skal inviteres indenfor, bydes på kaffe - og måske endda op til dans? - men de må, for guds og deres egen skyld, ikke ende med at svinge taktstokken.

I det hele taget tror vi, at politikerne ofte har for stor tillid til det private erhvervsliv; en tillid, som tit er større end det privates selvtillid. Vi tror, at tilliden, som står i skærende kontrast til politikernes ringe tillid til offentlige institutioner, på mange måder forhindrer, at erhvervslivet får gunstige rammevilkår.

Vi tror, at det er nødvendigt, at politikerne dels lader universiteterne agere friere, dels tvinger erhvervslivet til større åbenhed, før erhvervslivet kan drage det fulde udbytte af innovationspotentialet i Danmark.

DANSK Erhverv glædede sig forleden over, at flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i Innovationsfonden som bestemt af lov for Danmarks Innovationsfond var fra det private erhvervsliv, og udtalte, at det betød et stærkere fokus på erhvervslivets behov.

Erhvervslivet er dog, så vidt vi kan se, ikke nødvendigvis de bedste til at udtale sig om erhvervslivets behov. Ellers havde vi jo ikke brug for det fri marked? Konkurrence er sundt, fordi profitoptimering er konservativ af natur. Men det er svært at se, når de fleste har oplevelsen af, at der er kompetencer, der efterspørges af erhvervslivet, og som ikke udbydes af universiteterne.

Så tænker de fleste, at erhvervslivet er et skridt foran. Vi tror, at det er et sundhedstegn, at universiteterne udbyder kompetencer, der ikke efterspørges bredt af erhvervslivet, og at det ofte skyldes, at universiteterne er et skridt foran.

Og vi tror, det er til erhvervslivets fordel, at universiteterne udbyder disse kompetencer.

Et godt eksempel på grundforskning, der har gjort en kæmpe økonomisk forskel, er Gabriel Pinskis og Francis Narins artikel om citationsanalyse fra 1976. Den artikel gjorde PageRank-algoritmen mulig, som stadig anvendes i Google Search.

Ifølge nogle opgørelser kan Google Search tilskrives 2 pct. af verdens bnp; alt sammen pga. forskning i, hvordan forskere citerer hinandens artikler.

I 1976 var der ingen i erhvervslivet, der kunne pege på behovet for den her algoritme, simpelthen fordi internettet ikke eksisterede. Og da Larry Page omsatte Pinskis og Narins arbejde til en søgemaskine i midten af 1990' erne, var det som en del af et forskningsprojekt, ikke på grund af eksisterende efterspørgsel fra erhvervslivet.

KVALITETSUDVALGET forudsætter i sin første rapport, at uddannelsesudbuddet skal re-flektere arbejdsmarkedets behov.

Det er noget vrøvl.

Vi uddanner folk til at gøre en forskel, til at ændre arbejdsmarkedet.

På Stanford University forklarer man ofte Silicon Valley og Californiens mange innovative virksomheder med en overproduktion af kandidater i 1980' erne. Der blev uddannet en masse dygtige folk, der ikke var efterspurgt af det private erhvervsliv, og som derfor blev arbejdsløse. De startede nye virksomheder og ændrede arbejdsmarkedet lokalt, men også globalt for altid.

INDEN FOR et område som datalogi importerer store som små virksomheder innovation fra universiteterne, ikke omvendt.

De store virksomheder har kandidat-og ph. d.-studerende som interns, ansætter postdocs, sponsorer forskning (f. eks. Google Research Grants) og publicerer på konferencer, fordi de vurderer, at værdien af relationerne til universitetsverdenen er større end værdien af de forretningshemmeligheder, der derved afsløres. De små virksomheder er afhængige af, at de nyansatte bringer ny teknologi med sig, ellers er chancerne små i en verden, hvor den bedste som regel vinder til sidst.

Det betyder også, at universiteterne er nødt til at være et skridt foran erhvervslivet.

Også for erhvervslivets skyld. Som Clement Kjersgaard skrev forleden på sin blog: »Uddannelse er et svar på samfundet, ikke et spejl for samfundet«. Vi synes, det er en god idé, at erhvervslivet interagerer med universiteterne, men vi synes, det er synd for universiteterne og erhvervslivet, hvis man sætter erhvervslivet for bordenden.

Og når det private erhvervsliv inviteres indenfor, er det vigtigt, at vi stiller krav om åbenhed. Mange virksomheder er forsigtige med at udtale sig om deres metoder, fremtidsvisioner og strategier, men universiteter bør søge at samarbejde med virksomheder, der så vidt muligt spiller efter de regler, der gælder for forskning og vidensudvikling.

Regler om åbenhed og vidensdeling.

Det samme bør gælde for forskning rekvireret af offentlige institutioner fra det private erhvervsliv, især konsulentfirmaer.

VI ER I DEN forbindelse også lidt bekymrede for den måde, hvorpå ministerierne og andre offentlige institutioner bruger private konsulentfirmaer. Rigsrevisionen har netop undersøgt omfanget af statens brug af konsulentfirmaer, men her vil vi gerne pege på måden, staten bruger konsulentfirmaer på, ikke omfanget.

Forestil jer, at Kulturministeriet beslutter sig for at spare penge på biblioteksområdet.

En oplagt måde at spare penge på er at lukke biblioteker og udvide de resterende om nødvendigt. En bekymring er naturligvis, at folk vil benytte bibliotekerne mindre, hvis de skal køre længere for at nå dem. Udfordringen er altså at finde de biblioteker, der kan lukkes med mindst mulig risiko for det samlede udlån.

For at finde frem til de biblioteker, der bedst kan lukkes - altså med mindst risiko for et lavere samlet udlån - hyrer Kulturministeriet et konsulentfirma. Konsulentfirmaet får adgang til udlånsdata, bibliotekernes adresser og lånernes bopæle.

Konsulentfirmaet regner på sagen for at finde de biblioteker, der bedst kan undværes, og præsenterer ministeriet for sit forslag.

Problemet er temmelig kompliceret, da firmaet kun har adgang til de udlån, der er foretaget de seneste par år, og ikke de lån, der vil ske i fremtiden, men konsulentfirmaets løsning lyder ganske overbevisende, synes embedsmændene.

Ugen efter hyres konsulentfirmaet af Undervisningsministeriet til at lukke folkeskoler, ugen efter af Finansministeriet til at lukke brandstationer.

MINISTERIERNE bruger flittigt private konsulentfirmaer til at rådgive sig i komplekse sager som denne. I løbet af de sidste år har Finansministeriet betalt private konsulentfirmaer for analyser af offentlige it-løsninger, Banedanmark, kontrol i sagsbehandlinger, forsvaret m. m.; alt sammen med henblik på besparelser.

Vi vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt denne praksis er ansvarlig? Vi sætter ikke nødvendigvis spørgsmålstegn ved, om det er pengene værd.

Finansministeriet har, så vidt vides, brugt 306 millioner på konsulentfirmaer de seneste fem år. Vi sætter spørgsmålstegn ved, hvordan Finansministeriet kan vide, at de foreslåede løsninger er gode nok til at handle på? Alle vil gerne undgå kejserens nye klæder. Alle vil gerne undgå, at private konsulentfirmaer præsenterer de uvidende embedsmænd for upålidelige løsninger, og at stat og kommuner implementerer dem i god tro.

Vi har ingen grund til at betvivle, at private konsulentfirmaer er dygtige og handler i god tro, men ministerierne bruger konsulentfirmaer til at løse udfordringer, der er så komplekse, at det ville være en stor mundfuld selv for nogle af de bedste forskergrupper i verden.

I FORSKERVERDENEN underlægges alt arbejde peer review, uanset hvor velansete forskerne bag arbejdet er. Det betyder, at ligesindede dygtige forskere kritisk evaluerer arbejdet og tager stilling til, om det kan publiceres. Typisk foregår det anonymt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En indsendt artikel bedømmes f. eks. af tre-fire uafhængige forskere, der er eksperter inden for feltet, samt en ansvarlig redaktør. Inden for mange videnskabelige felter offentliggøres bedømmelserne også, så beslutningerne er så gennemsigtige som muligt.

Når ministerierne udliciterer arbejde, er der intet peer review, og den eneste bedømmelse, konsulentfirmaerne underlægges, er ministeriernes oplevelse af, hvorvidt sagen blev løst tilfredsstillende.

Det kan i praksis være svært at måle, eftersom mange løsninger kun har effekt på meget lang bane, og fordi embedsmændene ikke selv er eksperter på området.

VI MENER, at alt for mange af de problemer, der løses af private konsulentfirmaer, er så komplekse og så vigtige for samfundet, at løsningsforslagene bør underlægges peer review.

Når en bibliotekar eller brandmand bliver fyret eller bedt om at flytte arbejdsplads, bør hun kunne have tillid til, at den nye beredskabsplan i alle henseender også var den bedste løsning.

Det er naturligvis vigtigt, at peer reviewet foretages af folk, der er uafhængige af private interesser, f. eks. forskere.

Peer review kunne gælde både udbud og rapport, men naturligvis kun komplekse og vigtige problemstillinger.

Faktisk er der en god tradition for statslig kontrol af private virksomheders produkter inden for medicinalvareindustrien.

Selv om udviklingen af nye lægemidler ofte foregår i privat regi, skal nye midler testes og godkendes af det offentlige.

Ingen ville acceptere, at nye lægemidler og behandlingsformer kom på markedet uden offentlig kontrol og uafhængig ekspertvurdering, og vi foreslår lignende procedurer for evaluering af privat forskning inden for andre områder, herunder konsulentfirmaernes.

FORSKERE har tidligere rådgivet ministerierne gennem sektorforskningens myndighedsbetjening.

Sektorforskningen blev reelt afskaffet for otte år siden, da regeringen indfusionerede sektorforskningsinstitutterne.

Det skete blandt andet for i højere grad at inddrage private konsulentfirmaer. Vi foreslår ikke, at sektorforskningen genoplives, men at ministerierne betaler forskere for at reviewe forslag til vigtige samfundsmæssige udfordringer, når de indhentes fra private konsulentfirmaer.

Peer review er, alt andet lige, en af de ting, forskere er rigtig gode til. En sidegevinst vil være, at dygtige forskere vil blive præsenteret for de store samfundsmæssige udfordringer, hvilket vil øge sandsynligheden for, at de kaster sig over dem helt uden at afsætte strategiske forskningsmidler til det.

Vi har altså ingen betænkeligheder ved, at private konsulentfirmaer løser store udfordringer for staten, men vi vil gerne sikre os, at der stilles de samme krav til konsulentfirmaerne, som vi stiller til offentligt finansierede grupper, der forsøger at løse lignende problemer.

Lukning af biblioteker eller kontrol med sagsbehandling er også glimrende forskningsproblemer, men problemer, som er så komplekse, at ingen af os ville have lyst til at foreslå løsninger uden at vende dem med vores internationale forskerkollegaer.

SPØRGSMÅLET omkring peer review af private konsulentfirmaer er, som vi ser det, et interessant eksempel på en interaktion mellem den private og den offentlige sektor, hvor de private spillere spiller med et andet sæt regler end offentlige spillere.

Hvis en forskergruppe gennem strategiske forskningsmidler ville byde ind på spørgsmålet om beredskabsplaner, ville gruppen blive underlagt peer review, krav om offentliggørelse af data og offentliggørelse af artikler, der beskrev arbejdet i detaljer. Alt det slipper et privat konsulentfirma for, selv om det er det samme arbejde, der foretages.

Den eneste forskel er, at ministerierne tilsyneladende er klar til direkte at implementere det meste af det, der kommer fra konsulentfirmaerne. Vi mener f. eks.

også, at private virksomheder, der byder ind på offentlige opgaver, skal indgå i open data-programmer, ligesom det forventes af forskergrupper.

Det betyder blandt andet, at det offentlige skal have adgang til materiale, som er indsamlet af konsulentfirmaer betalt af det offentlige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I en vis forstand er de store konsulent-firmaer private forskningsinstitutioner, men de spiller efter helt andre regler.

Regler, der ligner de regler, forskningen spillede efter før peer review, før Jan Hendrik Schon, før Penkowa.

Lad os håbe, at konsulentfirmaerne ikke bliver ramt af alt for mange Penkowasager, før politikerne begynder at kræve det samme af dem.

DEN AMERIKANSKE filosof Eric Hoffer sagde engang, at den, der altid tror, verden snyder ham, har ret. Han går nemlig glip af den vidunderlige følelse, det er at have tillid til nogen eller noget.

Vi vil nødig være fortalere for mindre tillid, men måske kunne vi fordele tilliden lidt bedre, mellem de offentlige institutioner og det private erhvervsliv, mellem uddannelsesinstitutionerne og deres aftagere?

For vores alle sammens skyld.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce