Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Debat

Lavere kriminel lavalder vil hjælpe børnene

Derfor giver det mening at sænke den kriminelle lavalder til 12 år.

Debat

Det er tvivlsomt, om Danmark fortsat kan betragtes som et civiliseret retssamfund, hvis den kriminelle lavalder sættes ned til 12 år. Et retssamfund skulle gerne været karakteriseret ved, at man beskytter og drager omsorg for de svage. Således ytrer Eva Smith i en Kronik her i avisen 4.4.

Magen til sludder fra en, der har beskæftiget sig så indgående med jura, skal man lede længe efter. For ved at nedsætte den kriminelle lavalder giver man netop også børn ned til 12 år samme lighed for loven som dem, der er over den nuværende kriminelle lavalder på 15 år. Det er lige præcis det, der karakteriserer et civiliseret retssamfund.

Man kan være uenig i at ville sætte lavalderen ned, men at påstå, at det skulle rykke negativt ved samfundets grundlæggende opbygning, tenderer manipulation, som er typisk, når argumenterne ikke er stærke nok. Hvis en ung under den kriminelle lavalder bliver mistænkt for at have begået noget kriminelt, er det de sociale myndigheder, som skal vurdere, om den af politiet påståede kriminalitet er begået eller ej – uanset om der findes et egentligt bevis.

Hvilken anstændig forælder ønsker, at en sagsbehandler skal fælde dom over vedkommendes barn?

En ung kan på denne baggrund blive anbragt på ubestemt tid på en institution i den anden ende af landet med begrænset mulighed for at se sine forældre. Hvilken anstændig forælder ønsker, at en sagsbehandler skal fælde dom over vedkommendes barn?

LÆS EVA SMITH

Den unge kan altså være fuldstændig uskyldig i den påståede kriminalitet, men hvis de sociale myndigheder har dømt ham skyldig, har han ikke efterfølgende mulighed for at blive renset, såfremt, han rent faktisk ikke har begået det påståede. Noget, der selvsagt traumatiserer ham for evigt. Det er lige netop det, der ikke er en retsstat værdigt, og noget, en juraprofessor i den grad bør bekymre sig om.

Eva Smith skriver ligeledes – som et stærkt argument for ikke at sætte lavalderen ned – at ungdomskriminaliteten er faldet. Men et fald i kriminaliteten er snarere et faktum end et egentligt argument. For det naturlige spørgsmål må være, om lavalderen skal sættes ned, den dag ungdomskriminaliteten stiger?

Så længe ungdomskriminaliteten ikke er forsvundet, er der jo stadig unge, der er i et kriminelt miljø, og dem vil det være uansvarligt at overse i begejstringen over, at kriminaliteten generelt er faldet. Denne gruppe af unge er nu ikke så ubetydelig endda. Hvis vi kigger på tallene, var der i 2013 i alt 2.829 mistanker mod de 10-14-årige, og af dem gik 458 mistanker på vold, røveri og seksualforbrydelser. Altså kriminalitet, som i den grad er personfarlig og alvorlig kriminalitet.

Som en fornuftig håndsrækning til de unge kan man indføre en fleksibel straffeattest for at imødekomme deres lave alder og dermed give plads til, at deres kriminalitet ikke belaster dem unødigt

Over for dem er det direkte naivt at tro, at en alvorlig snak med forældrene afholder dem fra at begå kriminalitet i fremtiden. Forestillingen om, at forældrene magter at tage en konstruktiv snak med deres unge, er en udstilling af manglende kendskab til, hvordan de unge er, og hvordan de agerer. Man glemmer her, at der jo er en klar årsag til, at disse unge begår denne alvorlige form for kriminalitet. Særlig naivt er det at tro, at lige præcis disse unge forstår alvoren gennem en alvorlig snak.

Man kan altid sætte spørgsmålstegn ved de unges evne til at regne konsekvenserne af deres handlinger. Men det er voksen arrogance at påstå, at disse unges evner er helt fraværende. For unge på 12 år ved udmærket, hvad der er rigtigt og forkert, og de ved også godt, hvad der er lovligt og ulovligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det handler ikke om manglende viden, men om at være ligeglad med den viden. For de unge løber bevidst en risiko ud fra det normsæt, de kender, og det er på den konto, samfundet skal investere – netop for at udvikle deres normforståelse, så de ønsker at leve uden kriminalitet.

Hvis man virkelig ønsker at tage hånd om den del af de unge, som begår kriminalitet, og som ikke kan hjælpes gennem det etablerede sociale system, er der ingen vej uden om at sætte den kriminelle lavalder ned og sørge for, at de unge får den nødvendige hjælp, de så tydeligt signalerer, at de har behov for, netop ved at begå kriminalitet og have en adfærd, som ikke er en normal ungdom værdig.

Som en fornuftig håndsrækning til de unge kan man indføre en fleksibel straffeattest for at imødekomme deres lave alder og dermed give plads til, at deres kriminalitet ikke belaster dem unødigt. En straffeattest, som forbliver ren, hvis de indgår klare aftaler, overholder dommens vilkår og efterfølgende afholder sig fra at begå fornyet kriminalitet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Målinger og sæder

Annonce