Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debat

Drop nu alle flyrejserne og tag toget i stedet for

Sænk prisen på togrejser til gavn for de rejsende og for miljøet.

Debat

Som ung europæer med familie i Danmark, arbejde i Tyskland og kæreste i Stockholm har jeg ofte brug for at rejse. Og jeg er ikke alene.

Danske unge gør som aldrig før brug af deres stærke pas og centrale placering i Europa. Ifølge en YouGov-undersøgelse fra 2014 er rejser til udlandet nummer 1 på listen over, hvad danske unge mellem 18 og 27 sparer op til.

Og mens diskussionerne om dårlige forhold i discountflyselskaberne raser, og mens kloden visner under vores fortsatte ufortrødne CO2-udledninger, flyver vi alligevel mere og mere. Og hvem kan bebrejde os?

Passagerer er kommet for sent til jobinterview og søns sidste dag i børnehaven. Kilde: politiken.tv

Det er nemlig ofte tre til fire gange billigere end at tage toget. Og så er det hurtigere. Vi sparer tid, og vi sparer penge. Så hvorfor være gammeldags og tage toget i stedet? Det er der såmænd flere grunde til:

Flyrejser er den hurtigst voksende årsag til global opvarmning – og formentlig den letteste for privatpersoner at skære ned på. Selv de mest konservative beregninger viser, at flyrejser udleder op til 90 procent mere CO2 end en tilsvarende rejse med tog. Og det uden at vi medregner, at fly udleder CO2 direkte ind i den øvre atmosfære, hvilket ifølge mange forskere kan gøre udledningen mere end dobbelt så skadelig (der er diskussioner, om det er tre eller fire gange så skadeligt, men der regnes med et estimat på 2,7).

Debatten om vores overdrevne flyvetrang og dens konsekvenser er skræmmende usynlig i Danmark. Tendensen til at betragte fly som standardtransport, når vi skal ud i Europa, bør ændres. Især når alternativet burde være så åbenlyst: Tag toget!

Debatten om vores overdrevne flyvetrang og dens konsekvenser er skræmmende usynlig i Danmark.

Bortset fra at det at flyve ofte ikke er meget hurtigere end at tage et IC-lyntog, hvis man medregner transport til og fra afsides lufthavne samt timevis til security-tjek og bagageudlevering, skal der også slås et slag for det at rejse langsomt.

På en togrejse kan jeg påbegynde og færdiggøre en roman, jeg ellers ikke har haft tid til at læse. Jeg kan snakke ordentligt med de andre rejsende i kupeen. Jeg kan spise min egen madpakke eller slentre over i madvognen og købe et måltid. Eller jeg kan gå på internettet og arbejde.

Men mest af alt kan jeg læne mig tilbage og rent faktisk mærke, at jeg er på vej fra et sted til et andet. I et tog kan jeg rigtig mærke, at jeg rejser.

Jeg ser landskabet glide forbi uden for vinduet, og jeg ser navnene på byer, jeg aldrig har besøgt. Rejsen transformeres fra et hektisk og kvalmende kommercielt styrtløb gennem en lufthavn til en fredfuld og refleksiv del af ferien. Og når jeg kommer frem, er jeg mere klar til at være rigtig ankommet til et nyt, anderledes sted.

Men når ALT det er sagt, er det jo ofte stadig dyrere at tage toget. Og det er besværligt. DSB har for eksempel endnu ikke fundet ud af en gennemskuelig måde at sælge togbilletter til udlandet på på deres hjemmeside.

I et tog kan jeg rigtig mærke, at jeg rejser

De beder kunderne om at købe billetterne i et af deres få billetkontorer. Og helst måneder i forvejen, hvis man vil have en chance for at få dem til en menneskelig pris. Køber jeg billetten på dagen, koster det f.eks. let op mod 900 kroner at komme til Stockholm fra København, men kun 300 kroner at komme fra Stockholm til København. Ikke just et system, der appellerer til den unge danske miljøbevidste kunde.

Men det behøver ikke være sådan – hvis vi alle sammen, politikere og beslutningstagere inkluderet, vågner op til vores fælles ansvar over for vores miljø og gør noget ved vores transportvaner og systemer; hvis vi sænker prisen på togrejser og søger viden om konsekvenserne af vores flyvevaner; og hvis vi indser, at toget ikke kun er for de gamle, men også for de unge, de miljøbevidste og de moderne.

Kære DSB, kære politikere, kære alle sammen: Drop flyet, prioriter toget, gør det attraktivt, nemt og rent at rejse i Europa. Og nyd rejsen!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce