Debat

Danmark er Nordens svar på Pattaya

Myten om den enorme ligestilling i Danmark anvendes til at benægte fakta.

Debat

SOM DANSKER føler man sig lidt som en lurvet udkantstype ved en nordisk ligestillingskonference.

- Nej, busser med bare bryster, det ser vi trods alt ikke hos os!? - Hvorfor har I dog ikke forbudt sexkøb endnu? Sådan lød nogle af reaktionerne fra islandske, svenske og norske deltagere på Nordisk Forum, ligestillingskonferencen der løb af stablen i Malmø sidste weekend.

Sagt med en blanding af vantro undren, hovedrysten og medlidenhed med stakkels mig, som må leve i et land, der ligestillingsmæssigt ligner den fattige slægtning i Skandinaviens familie.

Det er jo os i Hyggedanmark, der gjorde os bemærket verden over sidste år med det gammelsexistiske Blachmanprogram på statsfinansieret public service-tv, ligesom vi ligger placeret i EU-toppen, når det gælder mest sexchikane og vold mod kvinder.

Vi er Nordens Pattaya med vores indædte modvilje mod at erkende, at prostitution = vold mod kvinder og - som EU har redegjort for - en hindring for ligestilling på grund af konceptets blåstempling af mænd som forbrugere af kvinder, og en klar tendens til, at et nedgørende kvindesyn følges med retten til at købe kvinders kroppe.

For her elsker vi at sidde mageligt i øreklapstolen og lege, at vi har ligestilling, uden smålig skelen til, hvor meget vi halter efter denne forestilling på områder som løn, repræsentation i bestyrelser, ledelse og politik og ikke mindst vold og sexchikane. Er nogen i tvivl, som der altid er nogen, der foregiver at være, vil jeg lige understrege, at det altså er kvinder, der får mindre i løn, er underrepræsenteret, sexchikaneret og - for godt halvdelens vedkommende - rammes af kønsrelateret vold.

I LIGESTILLINGSDEBATTEN bliver det tit fremhævet, at vi jo har masser af udmærket lovgivning på området. Men statistikkerne viser, hvordan sexistiske strukturer former virkeligheden anderledes, end lovgivningen - på en del områder - lægger op til.

For at tage et konkret eksempel har vi bunker af love og resolutioner, der skal sikre mod forskelsbehandling og sexchikane.

Dem blev der kigget dybt i, både de danske og dem fra EU, da Ligebehandlingsnævnet skulle behandle en klage over kvindeetagen på Bella Sky.

Et enkelt medlem af nævnet fandt lovhjemmel for at give klageren uret. Dette medlem vurderede ud fra lovgivningen, at kvinders ret til og mulighed for at føle sig tryg via kvindeetagen skulle veje tungere end klagerens behov for ikke at føle sig mistænkeliggjort som mand ved tanken om kvindeetagen. De to andre medlemmer af nævnet, der behandlede sagen, havde til gengæld fundet hjemmel i lovgivningen for, at den klagende mands behov for ikke at føle sig mistænkeliggjort, måtte overrule kvinders behov for at føle sig trygge. På den måde vandt en mands behov over kvindernes - med alle de paragraffer, der ellers skulle værne kvinder mod sexchikane. Det er vurderingen, som den tydeligt er forklaret i den aktindsigt, jeg har fået i sagen.

VI KAN LÆRE i hvert fald to ting af forløbet: 1. Lovgivning, der ikke er udformet som en klar facitliste, bliver i Danmark bøjet/anvendt sådan, at den ikke udmøntes i reel ligestilling. Den fortolkes ofte, som i denne sag og ikke mindst i voldtægtssager, ud fra gamle dogmer, som er grundsexistiske i deres natur, i og med at de underordner kvinders behov i forhold til mænds.

2. Lovgivningen åbner for, at man tilgodeser nogle kønsbestemte behov hos kvinder for at undgå visse - kønsrelaterede - trusler og risici.

Men den åbner også for, at man tilgodeser et kønsbestemt behov hos nogle mænd for at undgå at føle sig forstyrret og irriteret af reelle kønsrelaterede problemer.

De problemer er kvinders problemer, og de er en del af den manglende ligestilling.

Behovet for ikke at irriteres af kvinders problemer er typisk mænds og samtidig en del af dna'et i en fælles national trang til at kunne lege, at vi har ligestilling, hvilket fordrer, at vi ikke anerkender virkeligheden.

DENNE VIRKELIGHED med sine reelle risici og konkret indgriben i kvinders liv registreres i en del statistikker som før nævnt, og også i Everyday Sexism Project, hvor kvinder fortæller om sexisme i hverdagen på en lang række områder. Det omfatter i høj grad netop trusler om vold, vold, seksuelle overgreb, voldtægter, chikane og anden adfærd, som er tydeligt kønsrelateret, og som rammer dem, fordi de er kvinder. Dette gør det utrygt og usikkert og dermed betragteligt ringere at være kvinde i Danmark i 2014, end det er at være mand.

Og det værste er næsten, at det viser sig nu, hvor vi er begyndt at tale om problemerne og sætte ord på dem - sexisme er et af ordene - at utallige kvinder i alle aldre bare har vænnet sig til utrygheden, ubehageligheden, chikanen, den latterliggørende kvindefremstilling og risikoen for voldtægt - som kan ramme når som helst og hvor som helst, og som bare er et vilkår, man lever med, ligesom hvis man var født med en klods om benet f. eks. Men selv om vi lærer fra små at begå os og lade, som om der ikke er nogen klods, giver den os selvsagt mindre bevægelsesfrihed og mere besvær og, for en del kvinder, alvorlige problemer.

Det sås klart i den EU-rapport om vold mod kvinder, der udkom 5. marts i år.

Den viste bl. a., at over halvdelen af os (af hunkøn) har været udsat for kønsrelateret vold. Den viste også, at ca. 80 pct. af danske kvinder har oplevet forskellige former for grov sexchikane. Igen på trods af at vi jo har masser af lovgivning, der forbyder vold og sexchikane.

DER ER STADIG uhyggeligt mange, der ikke har taget EU-rapporten alvorligt, om end den burde vække til debat på et seriøst niveau og få politikere og ministre til at råbe vagt i gevær. Bl. a. fordi rapportens resultater viser, at lovgivning alene langtfra forhindrer, at kvinder udsættes for vold, overgreb og chikane.

I stedet blev rapporten i den absolutte hovedpart af danske medier sendt lige på hovedet i skraldespanden med venlig bistand fra en enkelt ekspert, der mente, at den var misvisende.

Det skægge var imidlertid, at mens danske medier fik lagt låg på den opsigtsvækkende undersøgelse og grinet den ud i løbet af få dage, var der ingen medier over hele den øvrige verden, der så noget humoristisk, misvisende eller irrelevant ved rapporten.

Tværtimod gik de til den med den samme journalistiske ihærdighed, som man normalt også gør herhjemme, hvis det drejer sig om undersøgelser, der viser noget om alt muligt andet, der er galt i samfundet.

GUARDIAN, BBX, The Independent og Al-Jazeera var blandt de første til at gå grundigt ind i rapporten. De havde tydeligvis benyttet de utroligt brugervenlige og journalistpædagogiske tools, der findes på hjemmesiden hos agenturet FRA, der havde udarbejdet rapporten. Alle tal ligger fremme her, så man kan gå ind i alle resultaterne på den måde, man ønsker, og få dem serveret i letforståelig og farverig grafisk form. Hvis man ellers bare lige synes, det er relevant at klikke ind på sitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Al-Jazeera gik reflekterende og analytisk ind i problematikken om, hvor lidt de fleste lande interesserer sig for problemet med vold mod kvinder, herunder også, at kun tre EU-lande endnu har ratificeret Istanbulkonventionen - den om vold mod kvinder (som Danmark efter to års betænkningstid først for nylig besluttede at ratificere). Al-Jazeera syntes kort sagt på ingen måde, at FRA's arbejde var noget irrelevant makværk.

The Independent talte med adskillige kilder om rapporten. De spurgte både ngo'er og den britiske regering og oppositionen.

Som alle udtalte, at noget bør gøres, og at de i øvrigt var gang med det.

Independents overskrift er, at kvinder indrømmer - admit - at de bliver udsat for det her. I danske medier gav vinklingen i overvejende grad anledning til at skrive, kvinderne oplever, at de har de oplevelser, som de er blevet spurgt til i undersøgelsen.

Hos Thomson Reuters Foundation bragte man blandt andet dette interessante citat af forskningschefen hos FRA, Joanna Goodey: »Hvis dette var sket uden for Europa, og tallene for eksempel var fra et andet kontinent eller en anden del af verden, ville vi forvente at EU's ledere udtalte, at dette var en opfordring til handling, fordi det er uacceptabelt«. På samme måde var kinesiske Taipei Times fuldt ud i stand til at tage rapporten alvorligt, og New Statesman vinkler på det bemærkelsesværdige ved, at de nordiske lande ligger i top.

Hindustan Times i Indien går grundigt ind i tallene og har vinklet deres historie på, at volden er underrapporteret, fordi kvinder føler skyld og skam ved at fortælle om det og oplever, at de ikke bliver troet på. Overskriften på den grafiske illustration i Hindustan Times er: ' Abused - Shamed'. Uden spørgsmålstegn, vel at mærke! TILBAGE I DE danske medier har vi så sjovt nok netop vinklen, at kvinderne i rapporten ikke er troværdige. Faktisk havde de danske medier præcis gang i den shaming, som er blevet almindelig, når emner af denne art er oppe i vores presse. Det blev nemlig hævdet, at danske respondenter i rapporten er mere sarte, og at vi er mere ligestillet end dem fra f. eks. Øst-og Sydeuropa og derfor nok er meget mere tilbøjelige til at føle os chikaneret - og altså rapportere ting, som andre ikke regner for noget, altså rene bagateller, læs: hysterisk pjat.

Man glemte i den forbindelse at nævne, at netop danske kvinder faktisk i mindre grad end andre rapporterer og anmelder de hændelser, de udsættes for. Vi ligger kun på halvdelen af EU-gennemsnittet for, hvor mange alvorlige voldsepisoder kvinder anmelder til politiet.

Igen: Så meget for fed ligestilling i Danmark.

Ingen af de nævnte udenlandske medier fandt det i øvrigt påtrængende at så tvivl om sandhedsværdien i udsagnene eller nogle af de adspurgte kvinders eventuelle ' sarthed' i forhold til at acceptere ' et klap i numsen', som det så jovialt blev udtrykt i danske medier.

Vores mediers reaktion - og navnlig den eklatante mangel på reaktion - vidner om en kultur og et holdningsklima, hvor vi nægter at erkende alvorlige ligestillingsproblemer.

Vi har forblændet os selv med en forestilling om ligestilling, som ikke alene er blevet en sovepude, men endda en undskyldning for ikke at interessere os for, hvad der egentlig foregår: Myten om den enorme ligestilling i Danmark anvendes ligefrem til at benægte fakta og undgå at tale om dem, som det skete med påstandene om, at danske kvinders ligestilling simpelthen gjorde deres besvarelser utroværdige.

DENNE holdningsmæssige anatomi udgør et særligt sexistisk økosystem i balance med sig selv.

For når man bagatelliserer en rapport som den nævnte, er det også mere naturligt, at man i alle de tusindvis af små sager som den om Bella Sky kan negligere kvinders behov for at føle sig trygge i forhold til sexchikane. For der er jo ingen sexchikane i Danmark, så længe vi bare alle sammen er enige om at ignorere en rapport, der viser. at 80 procent af alle danske kvinder har oplevet det. Den herskende holdning og konsensus spiller tydeligvis ind i måden at dømme på, når man sidder med den udmærkede lovgivning, som åbner for subjektive fortolkninger og afgørelser i forhold til spørgsmål som: Hvilket hensyn stemmer vi så på som det tungest vejende? I den mere alvorlige del af spektret vil politiet også være mere tilbøjelige til at fortsætte med at henlægge anmeldelser af vold og voldtægt, så længe vi alle er sådan lidt indforstået enige om, at det faktisk næsten ikke findes, og at langt det meste af det kun omtales af meget sarte kvinder, der er blevet for ligestillede, og som derfor nok tager for meget på vej. Foreløbig ser vi desværre, at antallet af voldtægtsanmeldelser er faldende. Og det skyldes ikke et fald i antallet af voldtægter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet fortæller, at de får et konstant antal ofre for voldtægt og overgreb ind, men at stadig færre anmelder. Fordi de frygter for, at de ikke bliver troet. Antallet af kvinder, der kommer til centret, men vælger ikke at anmelde, steg fra 24 procent i 2009-10 til 34 procent i 2012. Andelen af centrets kvinder, der forsøgte at anmelde en voldtægt, men blev afvist, er over fire år steget fra 2 til 6,6 procent ifølge Rigshospitalet. Det hele bider således sig selv i halen.

DEN HERSKENDE offentlige mening i Danmark insisterer simpelthen krampagtigt på, at vi har fuld ligestilling, og vi gider ikke at høre andet - vi har en selvfed præference for at stikke fingrene i ørerne og råbe lalalalala i stedet for.

Men nu må det være nok med at ryge mere på den gamle, sure cigar. Den hører hjemme, hvor solen aldrig skinner, gerne hos dem, der fastholder, at der ikke findes ligestillingsproblemer i Danmark. Foreløbig er man nu begyndt at anerkende, at sexisme eksisterer, eftersom Everyday Sexism Project har sat problemet på landkortet og vist, at flere og flere har fået nok af øreklapstoleklubbens laden stå til.

Nu har ligestillingsministeren foreløbig udtalt på Nordisk Forum, at der skal fokus på hverdagssexisme. Vi håber og tror på, at han også vil forholde sig til det problem, at vores lovgivning på hans område ikke fungerer, så længe den i så stort omfang slås hen med benægtelser.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce