Like. Vincent F. Hendricks begrunder hvorfor idéen om hans profil skal dø. Tegning: Jørn Villumsen

Like. Vincent F. Hendricks begrunder hvorfor idéen om hans profil skal dø. Tegning: Jørn Villumsen

Debat

Nå, nok om mig, hvad med dig; hvad synes du om mig?

Vi afgiver frivilligt idealet om det autonome mennesker og forventer social kapital via en profil.

Debat

Jeg går ind på min profil, min væg, mit talerør til verden for at uploade min seneste selfie, fortælle mine historier, med mine billeder af mit liv, med mine ord, i mit sprog, i min stil, til mine venner, om mine oplevelser, mine ting, i mit netværk, få mit news feed, mit input, min ..., mit ..., min ..., mit, mig ..., min, min, min ... og mig!

Hvis man ikke i forvejen vidste, at her er tale om en beskrivelse af det gennemsnitlige modus operandi for brugere på sociale medier, lyder det unægtelig som karakteristikken af en narcissistisk personlighedsforstyrrelse. En sådan forstyrrelse beskrives på netpsykiater.dk således:

DENNE IDÉ BØR DØ - FORRIGE BUD

»Hvis man har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, føler man, at man er noget helt specielt. (...) Man er meget optaget af rigdom og berømmelse, og man bliver vred, hvis nogen kritiserer en eller står i vejen for ens planer. (...) Man betragter sig selv som en, der naturligt skal være i centrum, og man har svært ved at sætte sig ind i andres situation. Man lægger stor vægt på det ydre, og det er meget vigtigt, hvilken titel man har, hvordan man bor, og hvilken bil man kører i«.

Det afgørende er at vælge det billede, man forestiller sig, at de andre derude vil finde interessant

På de sociale medier er man helt igennem speciel, lige så speciel som alle de andre, der også har fået spalteplads til at sælge sig selv – og i en valuta, som alle andre også handler med: likes, upvotes, kommentarer.

En hel buket af de ofte anvendte gestus på sociale medier er blot en anden møntfod, der alt efter dagskursen kan signalere social kapital og anerkendelse og fra tid til anden overføres fra en social markedsplads til en anden.

Profilbilleder er markedspladsens billboards; reklamefotos, der skal signalere noget interessant for at fange den opmærksomhed, der er selve varen, som kan generere profit i form af social kapital. Det oplagte er det udfordrende modelbillede (men det skal efterhånden være betragteligt udfordrende, for folk er blevet vant til lidt af hvert derude), men også kontekstbrydende billeder af alt fra en flatcoated retriever med klaphat til kummefryser med kødboller kan gøre det.

Det afgørende er at vælge det billede, man forestiller sig, at de andre derude vil finde interessant.

Alene valget af billede kan derfor være baseret på, hvad andre synes – eller rettere, hvad man selv tror, alle andre synes – er interessant.

Udbyders suverænitet

Og hvis det forholder sig sådan med valget af profilbilledet, hvordan mon så det går med at fortælle resten af mine historier om mit liv, med mine ord, i mit sprog, i min stil, til mine venner, om mine oplevelser, mine ting, i mit netværk, og resten af min ..., mit ..., min ..., mit, mig ..., min, min, min ... og mig?

I hele fremstillingen af ’online-mig’ leveres, hvad jeg regner med, at andre kunne finde spændende om mig. Men så er det jo ikke mig længere. Det er højst min idé om, hvad andre antagelig synes om mig – et glansbillede af mig, et forstærket mig, forædlet mig, med mig i centrum for andres vurdering af mig. Det er ikke Descartes’ ’Cogito ergo sum’ – ’Jeg tænker, altså er jeg’.

I de sociale mediers tidsalder er det blevet til ’Jeg liker, altså er jeg’, eller som i Peter Gabriels udødelige erklæring til den daværende kæreste, Rosanna Arquette: In your eyes/ the light the heat/ in your eyes/ I am complete

Forestillingen om min profil skal dø

Som mennesker har vi alle dage holdt idealet om det autonome, selvbestemmende menneske i hævd; et menneske født i frihed til at overveje, beslutte og handle i overensstemmelse med, hvad nu det enkelte subjekt tilsiges.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mangen en politisk konvention, mangen en erklæring, mangt et samfund og hertilhørende demokratiske forestillinger, mangen en tænkning og filosofi er baseret på dette ideal. Det er ikke et princip, som vi igennem historien har været villige til at forhandle meget med – i hvert fald ikke siden oplysningstiden.

Men i den digitale tidsalder, der udbyder platforme med grobund for narcissistiske personlighedsforstyrrelser, ja, der afgiver vi frivilligt idealet om det autonome menneske og overgiver os til forventningen om, at vi kan høste social kapital fra andre på en profil, et billede, et selv, der rettelig hverken kan siges at være min, mig eller mit.

Og mens jeg ikke længere er mig, er heller intet af det, der er på din profil, dit. Profilen tilhører udbyderen af den sociale platform og ejer alt, hvad der var dit: tekster, billeder, likes, upvotes, netværk. Udbyderen leverer serverpladsen, skaber infrastrukturen, styrer trafikken, bestemmer, hvilken skabelon du kan præsentere dig selv i, og i sidste ende hvad brugeren kan tillade sig at præsentere, hvordan og ikke mindst for hvem.

Forestillingen om min profil skal dø.

Nå, nok om mig, hvad med dig, hvad synes du om mig?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce