Tegning. Roald Als

Tegning. Roald Als

Debat

Hvad er du mon bange for, Inger Støjberg?

Scherfig skriver et sted i Frydenholm: »Der var ingen ondskab i Jens Olsen, mennesker er sjældent onde, de er bare bange en gang imellem«.

Debat

Jeg vil i løbet af denne sommer have tilbragt mere end fem uger i Frankrig både i forbindelse med mit ph.d.-studium og ferie. Jeg rejser meget. Så meget, jeg kan slippe af sted med. Når jeg bliver spurgt om, hvor jeg er fra, fortæller jeg gerne vidt og bredt om Danmark.

Jeg er stolt af vores land, og jeg er så lykkelig over og taknemmelig for de mange muligheder, jeg er født til som dansker.

Ofte oplever jeg at blive mødt med noget nær vantro, når jeg fortæller om vores velfærdsstat og dens goder. Jeg arbejdede på et eksperiment i Grenoble i Frankrig i juli måned med en studerende fra Italien. Hun var ved at falde ned af stolen, da jeg under en middag fortalte om, hvordan jeg har fået hele min uddannelse gratis og tilmed modtaget statens uddannelsesstøtte undervejs.

I løbet af aftenen sms’ede hun lidt med sin måske-kæreste, som hun kaldte ham. Hun havde skrevet til ham og fortalt om det danske uddannelsessystem. Så stort indtryk havde det åbenbart gjort på hende, at hun var nødt til straks at fortælle ham om det. Hun fortalte mig, at han havde reageret med et »no way, this is possible. This cannot be real«.

Jeg fortalte hende som forklaring, at vi jo også betaler en del i skat i Danmark, men hendes svar var, at det gjorde de sandelig også. Men at vi i modsætning til dem rent faktisk fik service, som hun kaldte det, for pengene i Danmark.

Hun havde ikke før tænkt over, hvad det betyder for et samfund, at det i så høj grad er forældres indkomst og formue, der er afgørende for, hvilke muligheder man som ungt menneske har.

Jeg er glad for Danmark, og jeg oplever, at mennesker, jeg møder, reagerer positivt på vores lille, til tider kolde land mod nord, som på trods af sin ringe størrelse alligevel har så meget at byde på. Jeg føler mig heldig og privilegeret over at være født og opvokset i Danmark.

Jeg har flere gange fået et ’ that is the future’ med håb i stemmen som respons, når jeg har fortalt om Danmark, vores velfærdssystem og vores smarte og intelligente løsninger på den moderne verdens mange udfordringer. Det som vi er så kendt for.

Men, for der skal lyde et stort ’men’ herfra: også i udlandet er det blevet bemærket, at vi for nylig havde regeringsskifte. Det er blevet bemærket, at vi har fået en integrationsminister, der frembringer det ene rablende sindssyge forslag efter det andet. Jeg er blevet spurgt, om det er en generel tendens i Danmark.

Det gør mig så ked af det. Det gør mig så ked af det, at vi i Danmark tilsyneladende ikke længere kan rumme andre mennesker. At vi ikke vil dele ud af vores gode liv. At man mener det nødvendigt at opstille skræmmekampagner for at holde folk ude.

Jeg siger ikke, at vi skal kopiere den svenske model. Jeg er klar over, at vi desværre ikke kan hjælpe alle mennesker

Nu var det nemlig min tur til at være ved at falde ned af stolen, da jeg åbnede Politikens netavis en julidag i Grenoble og kunne se, at Støjberg ønskede at kopiere den australske model, lave advarselsvideoer og indsætte asylannoncer for at holde mennesker ude. Ude af Danmark. Hvad i al verden er meningen?

Det ryster mig dybt, at en dansk minister kan finde på at komme med den slags rabiate forslag. Det er mig ubegribeligt, hvor så ekstreme behov kommer fra. Det trækker tråde til tankegange fra en fjern og uhyggelig fortid, hvor man vejede menneskers værd efter forgodtbefindende og fandt nogle for lette og kategoriserede dem i ikke ønskværdige undergrupper.

Scherfig skriver et sted i Frydenholm: »Der var ingen ondskab i Jens Olsen, mennesker er sjældent onde, de er bare bange en gang imellem«. Jeg vælger at tro, at Inger Støjberg ligesom Jens Olsen blot er bange. Jeg vælger at tro, at hun er ikke ond.

Men jeg undrer mig over, hvad det er, Støjberg er bange for? Hvad er det, hun frygter vil blive taget fra hende? Hvad er det, hun vil forsvare sig imod? Hvad er det, hun vil opnå med sin retorik? Har hun det da ikke, ligesom jeg, godt i Danmark?

Kun godt en uge inde i sit nye embede var hun ved at sende mig ned af en stol i en venteterminal i Frankfurt lufthavn, da jeg via links fra de sociale medier, som var blevet delt flittigt natten over, så hende blive interviewet af Martin Krasnik 6.7. i Deadline. Jeg måtte lidt beklemt fortælle min spanske kollega, som arbejder som postdoc i Danmark, om min mærkværdige reaktion på det vanvittige interview. Han er ellers også så imponeret over vores dejlige Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det rystende for mig var, at man talte så meget for døve øren i ovennævnte interview. Støjberg forholdt sig på ingen måde til de fakta, der blev hende fremlagt sort på hvidt med den ene undersøgelse efter den anden, der viste, at det i hvert fald ikke er økonomisk infavorabelt at modtage flygtninge. Så hvad er det mon så, du er bange for, Støjberg?

En italiensk kollega kom til Grenoble med tog fra Italien. Han fortalte, hvordan toget var blevet stoppet ved den fransk-italienske grænse og bogstaveligt talt gennemsøgt med lys og lygte for illegale flygtninge, som derefter blev fjernet af toget og overdraget til myndighederne. Formentlig er de allerede for længst sendt hjem igen.

Hver dag forsøger flygtninge at krydse Middelhavet på alle tænkelige måder. Mennesker, der hovedkulds og i al hast har forladt deres hjem. Med alt, hvad det indebærer at flygte. Med alt det, det indebærer at forlade sit hjem og alting. Alting. Smag lige på det, Støjberg. Alting. I håb om at finde et sted at starte forfra. Uden krig og rædsler. I håb. Med håb.

Tænk sig, et liv uden krig. Tænk sig, ikke at skulle være bange. Det må du vel også kunne sætte pris på, Støjberg?

Det er blevet bemærket, at vi har fået en integrationsminister, der frembringer det ene rablende sindssyge forslag efter det andet. Jeg er blevet spurgt, om det er en generel tendens i Danmark.

Jeg ønsker for den gode Støjberg, at hun vil forstå. At nogen vil forbarme sig over hende og tage på sig at tage hende på en dannelsesrejse og vise hende, hvad det her handler om. Jeg ønsker, at hun må møde nogle af de mennesker, der har mistet alt, som er flygtet. Måske hun så vil forstå? Måske hun vil evne at finde medfølelse?

Jeg siger ikke, at vi skal kopiere den svenske model. Jeg er udmærket klar over, at vi desværre ikke kan hjælpe alle mennesker.

Men jeg beder til, at vi i det mindste, som et absolut minimum, behandler mennesker med respekt. Lad os gøre dét til den laveste fællesnævner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At vi bliver ved med at være det dejlige, lille, rummelige land mod nord, som jeg holder så meget af. Jeg vil så gerne kunne blive ved med at fortælle stolt om vores land, når jeg er ude i verden. Jeg vil så gerne blive ved med at glæde mig til at komme hjem. Lad os blive ved med at være fremtiden i Danmark.

Men gør det ikke for min skyld. Gør det, fordi ethvert menneske har krav på at blive behandlet ordentligt og med respekt. Gør det, fordi de og vi og du fortjener det.

Jeg håber inderligt, at du, Støjberg, kan finde det i dit hjerte at kigge ud over dine skyklapper og åbne dit hjerte. At du finder mod til at holde op med at være bange. For jeg vælger at tro, at din måde at føre politik på umuligt kan skyldes, at du er ond, men blot, at du er bange.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce