Tegning. Jørn Villumsen

Tegning. Jørn Villumsen

Debat

Uffe Elbæk og udenrigsordfører: Sådan håndterer vi flygtningekrisen

Vi befinder os i en international, humanitær krise. Lad os løse den som en sådan - med udsyn, fremsyn, format og visioner.

Debat

Er man nu én af dem, der følger medierne og lytter til landets ledende politikere, så kunne man nemt få det indtryk, at Danmark er ved at falde fra hinanden på grund af de ca. 3.200 flygtninge, der siden søndag er kommet til Danmark.

Det ensartede mediebillede tjener som understregning af, at hjemlige medier og hjemlige politikere lader til at være enige om, at flygtningesituationen skal behandles ud fra et snævert verdenssyn, hvori Danmark er verdens navle. Det betyder, at det nuværende debatniveau udråber situationen til at handle om, hvad vi skal stille op med de flygtninge, der – imod alle odds – når frem til Danmark.

LÆS DEBAT

Åbenbart handler det hele altså om de 3.200 flygtninge, der siden søndag og ifølge politiet er ankommet til Danmark. 3.200 flygtninge.

Det er 0,02 procent af det samlede antal syrere på flugt. 0,02 procent.

Det er det, vi forsøges bragt til at tro, at det her handler om. Og Danmarks håndtering af de nyligt tilkomne flygtninge er sådan set også, hvad samtlige politiske partier to gange har været inviteret til møde om i Statsministeriet. Vi værdsætter selvfølgelig regeringens åbenhed – det er flot. Men vi er ærgerlige over, at møderne endnu ikke handler om konstruktive løsninger.

Vi værdsætter selvfølgelig regeringens åbenhed - det er flot. Men vi er ærgerlige over, at møderne endnu ikke handler om konstruktive løsninger

Følger man den offentlige debat, kunne man få det indtryk, at de færreste i Danmark har opfattet, at en international, humanitær krise længe har udfoldet sig i Nordafrika, Mellemøsten og Europa. Indtryk af, at de færreste har opfanget, at det her handler om langt mere og andet end de 3.200 flygtninge, der ifølge politiet er ankommet til Danmark siden søndag. Det er ikke godt nok.

Vi må gribe godt fat og holde fast i, at det her handler om samtlige af de 16 mio. syrere, der er på flugt. Og det handler om flygtningene fra Eritrea, fra Nigeria, fra Somalia og fra Afghanistan. Det handler om de 60 mio. mennesker, der globalt set er på flugt. Og det handler om de hundreder millioner af klimaflygtninge, vi kan forvente fremover. Vi må holde fast i, at det her fortrinsvis og over alt andet er en international, humanitær krise af historiske dimensioner.

Og derfor må vi fastholde to afgørende spørgsmål: 1. Hvornår har politisk selvtilstrækkelighed, lukkethed, hegn og grænsekontrol nogensinde løst en international, humanitær krisesituation? og 2. Ønsker vi, at Danmark som nation tager proaktiv og konstruktiv del i løsningen af humanitære kriser?

Vores svar er i begge henseender klare: 1. Aldrig og 2. Ja, for dælen da. Ja, og det, så det runger.

De to svar, er vi ret så sikre på, finder genklang hos et markant flertal af de danske borgere.

LÆS DEBAT

Men hvorfor er Danmarks svar på den internationale, humanitære krise så alligevel at lukke Danmark af og sende flygtningene tilbage til Tyskland eller videre til Sverige? Hvordan kan det være vores svar at stå uden for en solidarisk EU-løsning? Det kan vi i Alternativet ikke forlige os med. Vi ved, at vi kan så meget mere. Vi ved, at et moderne, velstående, innovativt og ambitiøst Danmark kan, skal og bør byde ind med så meget mere.

Vi mener, at Danmark skal byde ind med medmenneskelighed, empati og reelle løsninger – kort sagt; noget mere håbefuldt.

Lad os trække en streg i sandet og tage fat på en debat defineret ved to ting: 1. En fastholdelse af, hvad det her handler om: En international, humanitær krise og 2. En fremsynet, internationalt og løsningsorienteret tilgang af format.

Når Danmark bliver enig med sig selv om at diskutere noget fremsynet, noget reelt løsningsorienteret, har vi i Alternativet i mandags fremlagt, hvad vi ser som en ambitiøs plan. Det er blot vores bud, men måske den kan danne udgangspunkt for de videre drøftelser. Den skitserer fem enkle tiltag, der for alvor griber fat om krisens rødder.

For det femte skal Danmark udvikle og bidrage til en langsigtet Marshall-plan for genopbygningen af Nordafrika og Mellemøsten

For det første skal Danmark anlægge en anstændig og kvalificeret modtagelse af de flygtninge, der kommer til Danmark. Mange er desperate, mange er sultne, tørstige og mange er bange, og det skal vores modtagelse kunne rumme, og vi skal som danske, verdensborgere udvise empati og forståelse for deres situation.

For det andet – og det er nu vi for alvor trækker hovedet ud af sandet, så hold godt fast – skal vi målrette en markant og veltilrettelagt hjælp i nærområderne. Vi skal øremærke et større beløb til nødhjælp i Syrien og de umiddelbare nabolande – det er ret langt fra Danmarks nuværende kurs.

I 2014 faldt nødhjælpen målrettet Syrien, og det samme vil den gøre i 2015. Der er behov for det stik modsatte – at vi hæver både nødhjælp og ulandsbistand. Det er helt afgørende, at Danmark viser vejen og for alvor investerer i den aktuelle humanitære krise samt den grønne klimaomstilling, fordi netop klimakrisen fremadrettet vil producere nye flygtningestrømme, der skal opgøres i tre-cifrede millioner.

For det tredje skal vi med penge, personel og ekspertise bidrage til modtagerlejre på begge sider af Middelhavet. Sådanne lejre eksisterer ikke i dag, eller også er de usikre, underbemidlede og dårligt drevne. Én af de helt centrale opgaver, som modtagerlejrene fremadrettet skal påtage sig, er at behandle tilkomnes asylansøgninger – uagtet, om de vil til fx Polen, Danmark, Tyskland, Østrig, Storbritannien eller Sverige. Dette tiltag vil herudover – og det i afgørende grad – tage pengene ud af menneskesmuglingen, der har gode kår – netop fordi flygtningene er tvunget til at rejse langt og farefuldt til de lande, de vil søge om asyl i.

LÆS MERE

For det fjerde skal vi selvfølgelig tilslutte os og presse på for en fælles kvotefordeling mellem samtlige lande i EU. Det er fuldstændig ubærligt, at regeringen og andre – i så alvorlig en humanitær krisesituation – fortsat gemmer sig bag retsforbeholdet imod dansk deltagelse i et fælles, europæisk samarbejde på flygtninge- og asylområdet. Det er uanstændigt og uansvarligt, og så er det desværre til inspiration for andre lande, der ligeledes ønsker at undslå sig deres ansvar – og derfor vælger hegn og grænsekontrol.

For det femte skal Danmark udvikle og bidrage til en langsigtet Marshall-plan for genopbygningen af Nordafrika og Mellemøsten. Så længe vi ikke sikrer fred, infrastruktur, uddannelse og håb vil vore medmennesker fortsat flygte fra krig, ødelæggelse, desperation og håbløshed. Det er ganske naturligt og helt indlysende – vi ville gøre det samme. Derfor skal vi sammen med de andre europæiske lande investere massivt, men vi skal også ophøre med at favorisere europæisk landbrug og fiskeri gennem det nuværende massive støttesystem – det bidrager nemlig til at skabe fattigdom uden for Europa.

I Alternativet glæder vi os over, at potentialet i en tilgang som skitseret onsdag blev understreget, da EU-kommissionens præsident, Jean-Claude Juncker, fremlagde en stort set enslydende plan for Europas samarbejde om løsninger.

Retsforbeholdet på flygtninge- og asylområdet kan af enhver siddende regering misbruges som dårlig undskyldning imod tilslutning til fælles, europæisk samarbejde om at løse den internationale, humanitære krise

Som førnævnt er en alvorlig knast for Danmarks tilslutning til et fælles, europæisk samarbejde på flygtninge- og asylområdet retsforbeholdet imod samme. Retsforbeholdet betyder, at enhver siddende regering egenhændigt kan designe Danmarks politik på området. Og dermed, at Danmark til enhver tid kan afslå sig at deltage i et fælles, europæisk samarbejde, hvis det ikke passer den regering, der aktuelt er ved magten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er det, vi bevidner lige nu: Regeringen og støtter fremhæver gang på gang, at vi har et retsforbehold, som forhindrer dansk deltagelse i samarbejde. Det er tvivlsomt, at det er rigtigt. Faktum er snarere, at retsforbeholdet betyder, at enhver siddende regering med henvisning til retsforbeholdet kan vælge at lukke sig af, sidde med armene over kors og stå uden for samarbejdet.

Det må og skal vi gøre noget ved.

Derfor er vi meget ærgerlige over, at SF, Radikale, Socialdemokraterne blev enige med Konservative og Venstre om den aftaletekst, der udlader retsforbeholdet imod dansk tilslutning til en fælles europæisk flygtninge- og asylpolitik fra den kommende folkeafstemning.

Aftaleteksten blev vedtaget før den internationale, humanitære krise for alvor nåede til Danmark, og meget har ændret sig siden. For os alle sammen. Heldigvis. For det giver håb.

Fx er det meget glædeligt, at så mange partier nu taler om, at dansk tilslutning til det fælles samarbejde er vejen frem. Vi håber derfor, at vi kan opnå flertal for Alternativets forslag om, at retsforbeholdet imod dansk deltagelse i samarbejdet bliver en del af folkeafstemning d. 3. december. Vi tror på, at flere ved mere, og vi mener, at spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal tilslutte sig det fælles samarbejde om den internationale, humanitære krise er alt, alt for vigtigt til at blive afgjort bag lukkede døre af førnævnte fem partier i forligskredsen.

LÆS LEDER

Spørgsmålet vedr. dansk tilslutning til fælles, europæisk samarbejde bliver efter vores mening overkompliceret af medierne og de politiske partier. I den henseende er det fx ærgerligt, at Politikens ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard i dagens leder i Politiken skriver, at Alternativet er del af førnævnte forligskreds og dermed har givet håndslag på aftaleteksten, der udelader dansk tilslutning til en fælles, europæisk asyl- flygtningepolitik.

Det er som skitseret her forkert. Lodret forkert.

Ikke alene står Alternativet uden for forligskredsen, men hovedårsagen til det er netop, at flygtninge- og asylområdet er udeladt af aftaleteksten.

I vores øjne er det hele egentlig ganske, ganske enkelt: Retsforbeholdet på flygtninge- og asylområdet kan af enhver siddende regering misbruges som dårlig undskyldning imod tilslutning til fælles, europæisk samarbejde om at løse den internationale, humanitære krise. Derfor må vi af med det. Mener vi. Bliver Danmark fri af det, vil det desuden tage luften ud af den ekstremt forbitrede og fastlåste nedadgående spiral, hvor flere og flere partier prøver at markere sig som Danmarks allerhårdeste strammere i flygtninge- og asylspørgsmålet.

Vi tror ikke, at Danmark kan, vil eller bør bære skammen ved at lukke vores grænser og vore hjerter ved fortsat undlade at tage del i et internationalt, fælles samarbejde om at løse problemerne

Men vigtigst af alt vil det betyde, at Danmark må tilslutte sig et fælles samarbejde, og dermed fx en plan som den førnævnte. Det vil selvfølgelig koste penge. Men det gør høje hegn og gennemgribende grænsekontrol også – og den slags er blot symbolsk symptombehandling. Det vil intet løse. Det vil derimod deltagelse i internationalt samarbejde, og det er vel i reelle løsninger og ikke symbolpolitik, at vi skal deponere vores tillid og vores penge.

Nogle hævder, at Danmark ikke skulle have råd. Det finder vi absurd. Det danske samfund har aldrig været rigere, og når krig – og ikke hjælp – er emnet i Folketingssalen, så er der aldrig nogen, der spørger, hvor vi skal finde pengene. Når det gælder krig, så finder Danmark altid pengene. Hvorfor skulle vi ikke også kunne det, når det gælder nødhjælp og ulandsbistand?

Faktisk er det omvendt: Vi har ikke råd til at lade være – hverken på den økonomiske front eller på den medmenneskelige. Vi tror ikke, at Danmark kan, vil eller bør bære skammen ved at lukke vores grænser og vore hjerter ved fortsat undlade at tage del i et internationalt, fælles samarbejde om at løse problemerne. Også derfor ser vi så uendelig meget frem til, at danske medier og samtlige danske politikere for alvor begynder at drøfte dansk deltagelse i tiltag, der adresserer den internationale, humanitære krise, som verdenssamfundet befinder sig i.

Og siden vi har at gøre med en international krise, er det vores forventning til regeringen, at statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Kristian Jensen sætter sig for enden af de seriøse, løsningsorienterede drøftelser, vi her lægger op til – statsministerens og udenrigsministerens lederskab og engagement vil netop understrege, at det her er en international krise – det er ikke et nationalt problem, der kan, skal eller bør løses af Integrations- og Justitsministeriet.

For faktum er netop, at Danmark befinder sig i en international, humanitær krise. Det har vi egentlig gjort længe – i hvert fald siden 2011, hvor krigen i Syrien brød ud – men lige så længe har Danmark valgt at stikke hovedet i sandet, valgt at fornægte virkeligheden, fordi den endnu var på afstand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nu er 0,02 procent af den kommet tæt på. Nul-komma-nul-to procent er kommet helt, helt tæt på.

Lad det da blive den afgørende anledning til, at vi viser, hvad Danmark kan og vil. Lad det da blive nu, vi viser omverdenen, at Danmark stadig har format, vilje og mod til at hjælpe, når mennesker er i nød.

Vi befinder os i en international, humanitær krise. Lad os løse den som en sådan – med udsyn, fremsyn, format og visioner. Det er vores appel.

Til medierne, til borgerne, til folketingets politikere. Til hele Danmark.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Stemmestederne er lukket - nu kommer resultaterne

    Søjlerne viser det foreløbige landsresultat (resultatet af 2013-valget står i gråt)

Annonce