Foto. Cartsen Bundgaard

Foto. Cartsen Bundgaard

Debat

Psykopatiske alfahanner chikanerer mødre og børn

Forældreansvarsloven handler ikke om barnets tarv, men om at hyppe en uhyggelig ligestillingsdagsorden på børnenes bekostning, mener forfatter Susanne Staun

Debat

Idealet om ligestilling mellem fædre og mødre er gået over gevind. Det viser sig i måden, myndighederne håndterer – eller rettere ikke håndterer – psykopater, der chikanerer og terroriserer deres ekskoner og børn, på. Som loven er nu, er ofrene overladt til psykopaterne og har ingen steder at løbe hen.

Sådan lyder det fra forfatteren Susanne Staun, der med en ny roman drømmer om at råbe politikerne op og ændre myten om de onde kvinder, der obstruerer i samværssager ved at fremsætte falske anklager mod mænd. Alle undersøgelser viser, at det er lige omvendt.

»Det er den gængse myte, at kvinder bruger ’kvindelist’ og fremsætter falske anklager om vold og incest. Videnskabelige undersøgelser viser, at det er lige omvendt: En meget stor canadisk undersøgelse viser f.eks., at samværsfædre står for 15 procent af de falske anklager, mens bopælsmødre står for 4 procent. Amerikanske undersøgelser viser, at mænd lyver 16 gange hyppigere i sager om forældremyndighed og samvær. Men der er ingen, der spørger, hvorfor mødre laver ’samværs-chikane’. Der er ofte meget gode grunde, når en mor nægter at udlevere et barn«.

Hvad bygger du det her på?

»Det er lidt af en taljungle, det her, men alt peger på, at der er flere psykopatiske mænd end kvinder. Selvfølgelig er der en gang imellem en kvinde, der agerer som Timm i bogen – jeg har selv kendskab til et par af de sager, men de er sjældne – men grundlæggende er det mænd, der chikanerer og stalker deres ekskoner, og kvinder, der bliver varetægtsfængslet eller flygter ud af landet«.

LÆS KRONIK

Susanne Stauns nye roman hedder ’Velkommen til mit mareridt’ og handler om en kvinde, som bliver forelsket i en mand, der siden hen viser sig at være psykopat. De to får et barn sammen, men Timm driver bogstavelig talt hovedpersonen, Maria, til vanvid og får hende tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. Det bliver begyndelsen til et langt tovtrækkeri om deres fælles barn og en sag, hvor Timm gør alt for at fremstille Maria som sindssyg, alt imens han bag linjerne gør alt, han kan, for at gøre hende vanvittig gennem chikane og psykisk vold.

Der er ofte meget gode grunde, når en mor nægter at udlevere et barn

Stauns roman tog sin begyndelse for en del år siden, da hun mødte en stortudende kvinde i Kastrup Lufthavn:

»Kvinden sidder og taler i telefon ved siden af Starbucks i lufthavnen, og jeg kan ikke undgå at høre, at hun bliver ved med at sige »Hvorfor gør du det? Hvorfor gør du det?«, og så lægger hun på. Hun bliver ved med at tude, og så gør jeg det, jeg altid gør, fordi jeg er så nysgerrig – går over med en kleenex og siger: »Er der noget jeg kan hjælpe dig med?«. Og så fortæller hun en historie, der minder meget om den, jeg har skrevet i min bog«.

Hvorfor bliver du suget ind i det univers?

»Fordi det er for vildt til at være sandt, og da jeg opdagede, at det faktisk var sandt, blev jeg forarget og begyndte at bore i det. Det var så eksotisk og langt fra mit eget venlige liv, at sådan noget kunne foregå. Så romanen er ikke et partsindlæg. Jeg har et godt ægteskab. Men det er vel netop sådan en som mig, der ikke har en aktie i det her, der skal skrive om det«.

Kvinden fra lufthavnen

Susanne Staun sidder med en stor stak papirer i skødet. Det er en lille del af den enorme research, hun har indsamlet i forbindelse med bogen. Efter at have fået kontakt til kvinden fra lufthavnen blev Staun langsomt lukket ind i et hemmeligt netværk på internettet for kvinder, som har været udsat for lignende ting.

»På krypterede sider på nettet – safe spaces – sidder kvinder og trøster og råder hinanden. Fuldstændig som i basisgrupperne fra 1970’erne, men det er nogle meget ødelagte kvinder, der sidder derinde. Jeg har en 2 år gammel undersøgelse fra SDU, der viser, at de har en langt højere forekomst af posttraumatisk stress end danske soldater, der har været i Afghanistan. Det er ødelæggende at være et jaget dyr i de gennemsnitligt 5,5 år, de her sager typisk varer, før der findes en eller anden form for løsning. At det så sjældent er gode løsninger, er noget andet«.

Du er jo kendt som krimiforfatter – det er alligevel et stort spring at skulle skrive en helt anden type bog. Var det solidaritet med kvinder, der drev dig?

»Nej, mænd og kvinder er lige tossede, men de er det på hver sin måde. Det her handler ikke om, at kvinder er fantastiske, og at mænd er forfærdelige, for sådan er verden ikke. Kvinder er bare forfærdelige på en anden måde. Typisk er kvinder passivt aggressive og vender vreden mod sig selv, mens den type mænd, der står til ansvar for de store børne- og kvindeforlis, er en form for overdreven alfahan, der har et sygeligt behov for magt og dominans. Fra fængselsstatistikker ved vi, at 5 procent af mænd har nogle karakterafvigelser, som gør, at de ingen empati har – og har man ikke det, er der ingen moralske hæmninger. Så kan man gøre alt uden hverken skyld eller skam«.

Hvordan kan du være sikker på, at de kvinder, som du skriver om, ikke er tossede?

Kvinden sidder og taler i telefon ved siden af Starbucks i lufthavnen, og jeg kan ikke undgå at høre, at hun bliver ved med at sige »Hvorfor gør du det? Hvorfor gør du det?«

»Det har jeg også spurgt mig selv om mange gange. En gang imellem har jeg været i tvivl. Det var, indtil jeg forstod, hvor traumatiserede disse kvinder er, og at nogle af symptomerne på posttraumatisk stress kan minde om borderline (emotionel ustabil personlighedsstruktur, red.). Man kan sagtens komme til at lyde småskør, hvis man bliver plaget tilstrækkeligt længe. Hvis det var mig, der havde været udsat for den behandling, der er tale om her, havde jeg ikke nøjedes med at blive småskør. Så havde det været mord eller selvmord. Intet i de omkring 20 sagsmapper, jeg har læst, tyder på sindssyge. Og det er alle videnskabelige undersøgelser enige om«.

En virkelig historie

Man skal ikke have fulgt meget med i pressen for at se klare paralleller mellem historien i Susanne Stauns nye bog og en særlig samværssag, der har været meget omtalt.

»Det er lidt et romatrick. Kig herover, ikke derover. Jeg har taget highlights fra en kendt historie, men indholdet har jeg fra det hemmelige netværk. Det er altså et patchwork af mange forskellige historier. Men det er klart, jeg er bange for, at kvinderne skal få injuriesager på grund af bogen, hvis nogen tror sig genkendt. Folk er utrolig selvcentrerede og tror, alting handler om dem. Lige meget hvad jeg skriver«.

Men du har skrevet det som roman af samme årsag?

»Jeg er jo ikke en dokumentarskribent, men romanforfatter. En roman er jo basalt set en moralsk form, og jeg er meget forarget, så jeg har trådt på pedalen med den her bog. Jeg tænker, at romanen måske kan noget følelsesmæssigt, som debatindlæg ikke kan. Guderne skal vide, at der har været skrevet hyldemeter af kronikker, der forklarer, problemerne, men det virker, som om ingen har læst dem«.

Det handler ikke om konflikt, men om vold - ikke den værtshusvold, vi først tænker på, men allerhyppigst om psykisk vold, der er så umådelig svær at bevise

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som indspark i en debat kunne man jo affeje det med, at her er jo bare en roman!

»Faktisk ikke. Det er en skabelonhistorie. Alle de historier er uhyggeligt ens, og der er intet i denne historie, der ikke sker i virkeligheden. Det er mønstrene, man skal kigge på, gentagelserne. Dynamikken og progressionen i forholdet«.

Men giver det ikke også god mening at høre begge parter i sådan en konflikt?

»Selvfølgelig skal man høre begge parter i en konflikt, men det er ikke nok at høre. Man skal forstå, at det, der bliver kaldt højkonfliktsager, oftest – i 90 procent af sagerne – involverer et offer og en krænker. Derfor bør vi kalde det ’voldsskilsmisser’ i stedet for. De her sager omhandler et offer, der har et forhold – og desværre også et barn – med en krænker. Det handler ikke om konflikt, men om vold – ikke den værtshusvold, vi først tænker på, men allerhyppigst om psykisk vold, der er så umådelig svær at bevise«.

Forkert lovgivning

Ifølge Susanne Staun er forældreansvarsloven fra 2007 helt skæv. Hun citerer fra hukommelsen Venstres socialordfører, der til Mødrerådets foretræde for Folketingets Socialudvalg sagde: »Vi har prioriteret en signallov om, at far skal mere på banen. Vi beklager, hvis det går ud over jer og jeres børn«.

»Jeg tror aldrig, at en politiker har udtalt sig klarere om lovens ånd: Der er tale om en ligestillingsdagsorden, og så må man tage de ødelagte kvinder og børn med. Jeg kunne komme i tanke om en hel del bedre måder at få far mere på banen på. De her relationer er ulige, og når vi hele tiden snakker om konflikt og mægling, er det misforstået, for du kan ikke mægle mellem et offer og en krænker«.

LÆS DEBAT

Så hvad vil du gerne have, der skal ske?

»Hvis politikerne ikke vil gentænke loven, vil jeg gerne, at man i det mindste undersøgte de her sager langt bedre og med en helt anden forståelse for dynamikken i de forhold, der udvikler sig så grotesk. Her i sommer eksempelvis sad en kvinde med to små børn varetægtsfængslet i tre måneder, fordi hun ikke ville udlevere sit barn til en far, der truede med både vold og kidnapning. Det kom til sidst frem, at sagen var behandlet forkert i Statsforvaltningen. Det er dyre lærepenge – og det er ikke Statsforvaltningen, der betaler dem«.

Problemet ligger i loven, som så benhårdt prioriterer en ligestillingsdagsorden. Antallet af fogedsager stiger hele tiden, og flere og flere børn bliver tvunget til samvær med vold

Det er jo svært at afgøre, hvem der chikanerer hvem i et forhold ...

»Det er klart svært, hvis man ikke ved, hvad man har med at gøre. Typisk sidder der en jurist i Statsforvaltningen med et vrag af en mor i opløsning og en sød, charmerende, fattet mand, der bare så gerne vil samarbejde. Det kræver mere psykologisk ekspertise, end området råder over, at udrede, hvad der er op og ned, men det mønster, jeg ser, er, at den, der mest ligner en grædebolle, hyppigst fortæller sandheden. Psykopater er two-faced folk, der elsker konflikt og får energi af det spil, de kører, mens kvinden som et jaget dyr går ned med flaget. Det giver altså mening at se efter det modsatte af det, man tror, man skal kigge efter. Sidder man over for en kvinde i opløsning og en mand med overskud og charme, er det om at få undersøgt den mand af en specialist i karakterforstyrrelser«.

Så problemet ligger både i Statsforvaltningen og i lovgivningen?

»Problemet ligger i loven, som så benhårdt prioriterer en ligestillingsdagsorden. Antallet af fogedsager stiger hele tiden, og flere og flere børn bliver tvunget til samvær med vold. Det kan da umuligt være barnets tarv. Man glemmer børnene, fordi man fokuserer på ligestilling mellem far og mor«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

--------------

Rettelse: det fremgik af en tidligere version, at 15 procent af de falske anmeldelser blev indgivet af mænd og 4 procent af kvinder. Der er tale om henholdsvis samværsfædre og bopælsmødre. De øvrige 81 procent kommer fra børn, naboer, venner, bekendte og andre.

--------------

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce