Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Debat

Vil du ikke komme og se min lejlighed, inden I tager den fra mig?

Jeg bliver så ked af at blive fremstillet som doven.

Debat

Kære Lars Løkke, jeg vil gerne invitere dig på kaffe her i min lejlighed i Fredericia.

Jeg er en kvinde på 34 år, som bor i en 2-værelses lejlighed med en lille have sammen med min kat.

Jeg har autisme, og jeg lever med min autisme og de medfølgende vanskeligheder, det giver hver dag. Som foredragsholder og lejlighedsvis skribent prøver jeg at bruge de vanskeligheder og udfordringer, jeg har været igennem, til at hjælpe andre med autisme inde på livet. Men som følge af min autisme kan jeg ikke passe et arbejde og har aldrig kunnet det. Jeg drømmer tit om at kunne arbejde. At være noget, at bidrage med noget, tjene mine egne penge! Men det kommer jeg aldrig i nærheden af at kunne.

Jeg blev som ung voksen sendt igennem både skole og arbejdsforløb, der alle forværrede min tilstand, inden jeg fik tildelt førtidspension.

Venstre og DA taler om os førtidspensionister, som om vi er dovne, som om vi sidder i en liggestol i solen og nyder drinks, der bliver serveret for os.

Hvis I skærer i min pension, gør I mig værdiløs og hjemløs. I fjerner den sidste rest af tryghed, stolthed og værdighed, jeg forsøger at klamre mig fast til

Jeg bliver så ked af den måde, jeg og andre ligesom mig bliver fremstillet af jer.

Som førtidspensionist er jeg afskåret fra at være en del af ugens, månedens, årets gang. Jeg har ingen kolleger, som jeg kan diskutere dagens begivenheder med, og bliver derfor ikke inviteret med til sommerfester, julefrokoster m.m., og jeg har ingen, absolut ingen, indflydelse på min egen økonomi og får det aldrig.

Det, jeg får, er det, jeg får. Og det er jeg tilfreds med. Jeg får det, jeg har brug for, og er taknemmelig hver dag!

LÆS DEBAT

For jeg har nemlig min lejlighed og min dejlige lille have. Jeg har ikke råd til at have bil og kan på grund af min autisme ikke tage busser, men jeg har en scooter, som jeg kører rundt på i nærområdet.

Det, jeg gerne vil vise dig, når du kommer til kaffe, Lars, det er, at jeg klarer mig med det, jeg har. Jeg sætter tæring efter næring. Jeg har ikke et kæmpe smart-tv eller dyr kunst på væggene, for det har jeg ikke brug for.

Jeg vil også gerne vise dig, at jeg ikke er doven. Jeg er ikke en sur og bitter kvinde, der kæderygende og cherrydrikkende sidder og remser alle de ting op, som samfundet skylder mig, hvilket jeg ofte har på fornemmelsen, er det billede, I politikere har af os på offentlige ydelser.

Næ, jeg er bare en ganske almindelig kvinde, som tilfældigvis er født med en lidt mere krøllet hjerne end de fleste. Jeg er en kvinde, der har lært at leve med de vanskeligheder, jeg er blevet tildelt fra fødslen, og som er taknemmelig for at være født i Danmark, hvor et medfødt handikap ikke betyder fattigdom og armod – endnu da ...

For nu bliver der talt om at skære 4.000 kroner om måneden væk fra min pension. Jeg ved ikke, hvor mange (eller hvor få) penge 4000 kroner er for dig, Lars, men for mig er det rigtig mange penge!

Hvis jeg mister 4.000 kroner om måneden, kan jeg ikke blive boende i min lejlighed på den vej og i den blok, hvor jeg har boet de sidste 12 år.

Jeg kan ikke gøre for, at jeg er født med autisme. Jeg har ikke selv valgt det. Og hvem ville da også vælge at blive født med autisme i dag, når man ud over en masse vanskeligheder skal behandles, som om man i bedste fald er doven og i værste fald decideret uønsket.

Hvis I skærer i min pension, gør I mig værdiløs og hjemløs. I fjerner den sidste rest af tryghed, stolthed og værdighed, jeg forsøger at klamre mig fast til.

Så kære Lars Løkke, vil du ikke komme hjem og besøge mig i mit hyggelige hjem, inden I beslutter jer for at tage det fra mig?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce