Børnefri. Jeg mærker ikke mit biologiske ur tikke, jeg får ikke et sug i maven, når jeg ser et spædbarn, og jeg føler ikke, at jeg går glip af noget, skriver Leonora Christina Skov.
Foto: Jacob Ehrbahn

Børnefri. Jeg mærker ikke mit biologiske ur tikke, jeg får ikke et sug i maven, når jeg ser et spædbarn, og jeg føler ikke, at jeg går glip af noget, skriver Leonora Christina Skov.

Debat

Danmarks moderfår stempler mig som et barnløst monster

Jeg ville tro mere på moderskabets lyksalighed, hvis jeg mødte lykkelige mødre.

Debat

Når jeg befinder mig i nye sammenhænge, især kvindesammenhænge, får jeg ikke lov at være som de andre ret længe, før forhøret sætter ind: Hvor mange børn har de andre i selskabet? Hvor gamle er de? Hvem prøver at få nummer tre?

Hurtigt indser forsamlingen, at jeg ikke deltager helhjertet i samtalen. »Hvad med dig«, spørger de, og mine tanker går til de kvinder, der drømmer om at få børn, men ikke kan.

Det må være forfærdeligt at blive tvunget til at rippe op i såret, mens verden ser medlidende til. »Jeg har ingen børn, og jeg har heller ikke lyst til at få nogen«, svarer jeg. Det er sandheden.

Jeg mærker ikke mit biologiske ur tikke, jeg får ikke et sug i maven, når jeg ser et spædbarn, og jeg føler ikke, at jeg går glip af noget.

Da jeg var 26, svarede kvinderne med et glaseret udtryk i øjnene, at jeg bare ikke var parat endnu, men jeg kunne være rolig. Snart ville jeg opdage, at moderskabet er den største kærlighed, der findes, og jeg måtte skynde mig at nå dertil.



Jeg skulle jo nødig ende som en gammel mor, der kom stavrende med rollator og bækkenskred, før mine ufødte børn nåede konfirmationsalderen. En gammel mor er slemt, men en kvinde, der fravælger børn, er værre.

Bemærk, at jeg ikke skriver barnløs.

For mig er børn et lige så utopisk fravalg som at flytte til Bornholm, opdrætte kongepudler eller få mig et job i Fona. Det giver ingen mening at definere mig i forhold til nogen af delene.

»Er du ikke bange for at blive ensom, når du bliver gammel?«, er det hyppigst stillede spørgsmål i dag, hvor jeg er 36. Det falder inden for de første ti minutter.

Personligt kunne jeg ikke drømme om at spørge fremmede mennesker om noget så privat, selv om jeg er sikker på, at mange af os frygter at ende som posedamer.

Jeg mærker ikke mit biologiske ur tikke, jeg får ikke et sug i maven, når jeg ser et spædbarn, og jeg føler ikke, at jeg går glip af noget

Min kæreste er 22 år ældre end mig, jeg har ingen søskende og ingen stor familie, men jeg har svært ved at se, at min posedamefrygt er en plausibel grund til at få børn. Der er jo heller ingen garanti for, at de vil være der i min alderdom.

Da jeg var lille, fantaserede jeg om at have en datter.

Hun hed Bianca, jeg fandt hende på gaden, da hun var syv, og vi boede alene i en toværelses lejlighed på Amager. Mens jeg skrev mine romaner ved køkkenbordet, sad Bianca og tegnede.

Hun var lynende begavet, hengiven og vigtigst af alt: stille. Som voksen spurgte jeg mig selv, om jeg ville være en god mor for et besværligt, uambitiøst, larmende barn, om jeg ville være lige glad for en dreng og en pige, og om jeg havde lyst til at være gravid. Svaret var nej!

LÆS MERE

Hvis man end ikke er indstillet på at stå ni måneder som hval igennem og tage åbenhjertigt imod et hvilket som helst barn, så tror jeg, at man med fordel kan fravælge moderskabet.

»Men er du ikke bange for at fortryde?«, lyder næste spørgsmål, og jo, det er jeg. Blot er jeg endnu mere bange for at få et barn og fortryde.

Når jeg sammenligner børnefamiliers liv med mit eget, synes jeg, at jeg har grund til det.

For mig er børn et lige så utopisk fravalg som at flytte til Bornholm, opdrætte kongepudler eller få mig et job i Fona

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg har hørt alt om, at lykkehormonerne og kærligheden gjalder rundt i kroppen på moderen, men det bekymrer mig, at den gjaldende lykke lyder fuldkommen ens, uanset hvilken kvinde den kommer ud af munden på.

»Hånden på hjertet, så kan det være meget svært at forstå, at nogle helt frivilligt vil afskrive sig selv fra den kærlighed, som er den største. Og Leonora, det er den, den mellem en mor og hendes barn. Det er det største, der findes. Og det ved man ikke nødvendigvis, når man ikke har oplevet at være mor«, skrev en kvinde på en moderskabsblog.

Det er dog ikke kun os kærlighedsforladte kvinder uden moderoplevelse, der skal holde kæft.

Kvinder med børn bliver stemplet som ravnemødre, hvis de taler om fortrydelse, skuffede forventninger, mangel på moderkærlighed, at elske et af børnene højere end de andre eller at ønske børnene langt væk.



Det må være ensomt at være den perfekte mor, men i det mindste har Instagram gjort opgaven lettere. Som min newsfeed på Facebook vidner om, er Danmark marineret i fotogen familielykke.

Jeg ville være mere overbevist om moderskabets lyksalighed, hvis jeg mødte lykkelige mødre frem for bitre kvinder på min egen alder, der taler om deres ungdom, som lå den en million år væk. Jeg tilbringer godt halvdelen af året i udlandet, og den prioritering møder løftede øjenbryn.

»Engang kunne jeg også leve det vilde singleliv, men nogle af os må jo nøjes med Legoland nu«, sagde en kvinde, da min kæreste og jeg var på vej til Indien et par måneder.

Vi har boet sammen de sidste ni år, men når der ikke er børn involveret, ser verden ingen forskel på vores liv og én lang singleferie til Ibiza. »Jeg synes næsten, at du går til spilde«, hører jeg tit. Det er ment som en kompliment, hvis nogen skulle være i tvivl.

LÆS ARTIKEL

Når man ikke har børn, er der ingen tvingende grund til, at man lever, og hvis alle havde det som mig, ville civilisationen gå under. Muligvis, endda, før jorden kollapser af overbefolkning.

For mig at se er Danmark befolket af får. Moderfårene løber i samme retning og bræger, at størst af alt er kærligheden mellem mor og barn. Jeg står temmelig alene på marken og gumler desorienteret. Min pels er sort.

Jeg føler mig en kende ugleset. Samtidig undrer det mig, at min livsform er så dæmoniseret, for jeg har kun godt at sige om den.

Man kan have en vedvarende tæt relation til sin partner, tale ordentligt sammen hver dag, spontanrejse eller tage væk i månedsvis, invitere gæster uden at skulle planlægge det uger i forvejen, stå op og gå i seng, når man har lyst, købe lækkert tøj og store gaver, være der for sine venner og engagere sig fuldt og helt i det, man brænder for.

Kendisinterview med kvinder, der ikke har børn, giver mig lyst til at bunde en flaske finsprit.

Jeg tænker tit på, hvor mange kvinder der mon overgiver sig og får børn, fordi de ikke magter det store flertals mistænkeliggørelse og grænseoverskridende spørgsmål



Kvinderne udviser alle tegn på at have det fedeste liv, men journalisten er kun interesseret i at høre, hvilke børn der er i det. Kvinderne skal udtale, at de ’låner’ en søsters, elsker børn og inderligt fortryder, at de ikke selv har fået nogen.

Reelt har kvinderne en pistol for tindingen: Enten fortryder de med store bogstaver og forbliver rigtige kvinder med rigtige, roterende æggestokke, eller også er de selv ude om, at verden stempler dem som barnløse monstre.

Jeg begriber ikke, hvorfor den allermest fejrede og feterede familieform i Danmark, nemlig børnefamilien, er så usikker på sit eget værd, at alle i kongeriget pinedød skal efterstræbe den. Hvor mange skal monstro klappe taktfast, før den slapper af?

Jeg tænker tit på, hvor mange kvinder der mon overgiver sig og får børn, fordi de ikke magter det store flertals mistænkeliggørelse og grænseoverskridende spørgsmål.

Ingen har vel lyst til at være den ikkeparate egoistiske kvinde i overhængende fare for at fortryde og ende sine kærlighedsløse dage i de ukendtes grav.

LÆS MERE

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I mange år argumenterede en af mine venner for, at alle, der vælger anderledes end flertallet, må være forberedte på at forklare og forsvare deres valg. Hun skiftede mening, da hun fik barn nummer fire og fik spørgsmålene at føle.

Når hun køber stort ind i Føtex, kommer folk over til hendes overfyldte indkøbsvogn og spørger, om hun skal have børnefødselsdag. Eller middagsgæster. Hun er dødtræt, inden hun får kæmpet sig vej frem til kassen.

Det må være bittert at opdage, at spørgsmålene fortsætter, når første barn er i hus. For man kan jo ikke byde barnet at være enebarn og vokse op i byen, så hvornår kommer barn nummer to, rækkehuset, bilen og sommerhuset?

Når man har sagt A, må man også sige B, og om man vil det eller ej, ender man ved L for Lalandia. På dette sted fabler kvinderne om de små glæder i tilværelsen.

»Det er det hele værd, at barnet elsker det«, siger de, mens de pakker badetøflerne. De ser ikke ud til at have sovet i ti år.

I går aftes besøgte jeg min gamle kæreste og hans familie. Da jeg sad med hans yndige nyfødte datter, stillede han mig catch 22-spørgsmålet: »Får du ikke også lyst til at få sådan en lille én?«.

Jeg undlader tit at tage småbørn op, fordi jeg ikke orker at skulle svare ’nej, din datter giver mig ikke lyst til at få børn’ og fornærme forældrene dødeligt.

Fra alle sider bliver de danske forældre bekræftet i, at de har valgt rigtigt, så hvorfor i alverden er det vigtigt, at jeg også bekræfter dem?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce