Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat

Derfor er krigen i Afghanistan en evighedskrig

Uden krig er en moderne hær i samme situation som en virksomhed, der ikke får afsat sine varer. Bevillinger risikerer at blive sparet væk, og det bliver sværere at rekruttere nye soldater. En god krig er en krig, der fortsætter.

Debat

Da den amerikanske general Harold Greene blev dræbt under et besøg i en militær træningslejr i Kabul, var han under bevogtning af danske soldater. Undersøgelsen af drabet på den højest rangerende amerikanske officer, der er faldet i krig siden Vietnam, frikender danskerne og fastslår samtidig, at der intet vides om drabsmanden, en afghansk soldat ved navn Rafiquallah.

Havde han planlagt sin handling på forhånd, eller greb han chancen, da den bød sig? Var han medlem af Taleban, selvradikaliseret eller en psykisk forstyrret stakkel? Episoden står som et sindbillede på tretten års krig: Det gik ad helvede til, men vi gjorde intet forkert og har i øvrigt ingen anelse om, hvem vi kæmpede imod.

Skulle vi være ankommet til Afghanistan bevæbnet med tungt artilleri eller spændetrøjer? Spørgsmålet er lige så absurd som den krig, der har varet i tretten år, kostet en billiondollars, involveret en million amerikanske soldater, og som nu ender resultatløst med en fjende, der står stærkere end på noget tidspunkt, siden krigen begyndte. Afghanistan er fortsat Asiens fattigste land – en narkostat, hvis væsentligste indtægt stammer fra en opiumhøst, der hvert år, også i 2014, slår nye rekorder.

1. januar 2015 var den officielle exit-dato på krigen i Afghanistan. Nu er det slut. Kun en håndfuld soldater bliver tilbage for at træne de afghanske styrker. Men det er ikke slut. Udgangen er en nødudgang, og hvis den tretten år lange krig var en fortælling, ville den være uden punktum.

LÆS MEDIEFORSKER

’Why we lost’, lyder den ubarmhjertige titel på en bog skrevet af en trestjernet general i den amerikanske hær, Daniel P. Bolger. Han har kæmpet i både Irak og Afghanistan og opsummerer her, hvad han betragter som sin karrieres bitreste fiasko: »Som højtstående officer i Irak og Afghanistan mistede jeg 80 mand. Til trods for deres og tusinder af andres ofre har vi ikke andet at fremvise end to fejlslagne krige«.

I en konventionel krig kunne USA aldrig have vundet andet end kortsigtede sejre, hverken i Irak eller Afghanistan, skriver Bolger. Over for en guerillabevægelse kan verdens stærkeste hær heller ikke vinde, for guerillaen har en faktor på sin side, der er mægtigere end noget højteknologisk våben: tiden.

Kun hvis USA fra starten havde opført sig som en traditionel kolonimagt og erklæret det som sin hensigt at blive til evig tid, havde supermagten ifølge Bolger haft en chance for at nedkæmpe de lokale guerillabevægelser. Den tanke, at Irak og Afghanistan skulle blive henholdsvis den 51. og 52. stat i Amerikas Forenede Stater, er selvfølgelig absurd, men den trestjernede general anser den ikke for mindre absurd end den storhedsvanvittige drøm om en militær sejr over en fjende, vi aldrig vidste det ringeste om.

Den 35 år lange evighedskrig i Afghanistan kan stå på i generationer endnu

For otte måneder siden var der præsidentvalg i Afghanistan, og hele verden hyldede valget som en sejr for det afghanske demokrati. Efterspillet har vi til gengæld næsten intet hørt om. Da to af præsidentkandidaterne, den vestligt orienterede Asraf Ghani og krigsherren Abdullah Abdullah, gik videre til anden valgrunde, stod det hurtigt klart, at valgsvindlen var massiv. Ghani, der i første runde stod til nederlag, næsten fordoblede i anden valgrunde sit stemmetal, mens Abdullah, der i første valgrunde havde en klar føring, mistede en tredjedel af sine stemmer.

En såkaldt uafhængig valgkommision fik til opgave at kontrollere de afgivne stemmer en gang til. Efter tre måneder blev Ghani udråbt til sejrherre. Men kandidaternes stemmeandele blev aldrig offentliggjort, og afghanerne fik ikke at vide, om den mand, der i dag er deres præsident, blev valgt med over 50 pct. af stemmerne eller – mere sandsynligt – snød sig igennem med de 32 pct., han opnåede i første valgrunde.

I mellemtiden sivede de hemmeligholdte rapporter fra valgkommissionens arbejde ud. Allerede i slutningen af september kunne Chris Mason, en tidligere ansat i det amerikanske udenrigsdepartement. i en artikel i Foreign Policy fastslå, at valgsvindlen var så omfattende, at den officielle taber, Abdullah, hinsides enhver tvivl havde opnået langt flere stemmer end vinderen. Langt over en fjerdedel af de afgivne stemmer var falske, og Afghanistans nuværende præsident Ashraf Ghani var ifølge Mason aldrig blevet indsat på sin post uden massivt pres fra Vesten.

LÆS DEBAT

Tre måneder senere – 16. december – kom der endelig en rapport udformet af valgobservatører fra EU, der i forsigtige, mere diplomatiske vendinger siger det samme. Millioner af stemmesedler stammede fra Taleban-truede distrikter, hvor stemmeprocenten til trods for uhyre få fremmødte mirakuløst overgik selv de vildeste forventninger. I mange distrikter gik 100 procent af stemmerne til den samme kandidat – noget, man ellers kun ser i Nordkorea, som valgobservatøren Thijs Berman fra EU tørt bemærkede.

Disse alarmerende oplysninger har ikke fået en eneste vestlig koalitionsdeltager, heller ikke Danmark, til at stille spørgsmålstegn ved den afghanske præsidents legitimitet. De varme lykønskninger står ved magt, skønt Afghanistan otte måneder efter valget stadig ikke har nogen regering. Men i afghanernes øjne er den demokratiske facade endegyldigt ramlet sammen.

Oprørsbevægelsen Taleban udnytter tomrummet og vinder nu også frem i de nordlige provinser. Som et bevis på oprørsbevægelsens nye selvbevidsthed har kampformen ændret sig fra vejsidebomber og sporadiske baghold til massive frontale angreb, hvor hundredvis af krigere deltager, og hele distriktscentre løbes over ende. De civile tab i 2014 er de højeste nogen sinde. Kabul, der tidligere var fredelig, oplever nu to-tre ugentlige bombeattentater.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den afghanske hærs tab er tredoblet siden 2013, og i visse hærafdelinger er deserteringsraten, der i årevis stabilt har befundet sig på omkring 30 procent, nu oppe på 50 procent. I Helmand alene er der fra juni til november dræbt 1.300 medlemmer af de afghanske sikkerhedsstyrker. Det amerikanske luftvåben, der ellers helt havde trukket sig ud af kampene, fløj alene i august måned lige så mange bombetogter som de to forudgående år til sammen. I stedet for som planlagt at trække sig helt ud af krigen har præsident Obama bebudet 1.000 nye tropper indsat oven i de 9.000, der skal blive tilbage, og New York Times advarer i en leder imod, at krigen igen optrappes.

Er vi overhovedet interesseret i at forlade Afghanistan? Moderne hære er tilskyndet til at føre evighedskrige

Præsident Ghani har allerede givet tilladelse til, at de berygtede ’night-raids’, som Hamid Karzai med god grund forbød, genoptages. Her bryder amerikanske specialtropper på et spinkelt efterretningsgrundlag ind i afghanske hjem og fører fædre og sønner bort med hætter over hovedet, hvis de da ikke nedskyder dem for øjnene af deres familie.

Den amerikanske journalist Dexter Filkins udgav for seks år siden en bog om krigene i Irak og Afghanistan, ’The Forever War’, ’Evighedskrigen’. Med sin titel fik han mere ret, end han havde forudset. Det er ikke blot Talebans udholdenhed, der garanterer, at krigen i Afghanistan bliver en evighedskrig. Det er også vores blinde støtte til en korrupt og fejlslagen stat, som i befolkningens øjne mangler enhver troværdighed.

LÆS DEBAT

I en nylig artikel betegner Filkins den afghanske stat som en samling af kriminelle netværk. I de sidste tretten år er en udviklingshjælp på 103 mia. dollars, der i størrelse overgår Marshall-hjælpen, forsvundet uden at efterlade sig mange synlige spor. Vi er medskyldige i bedrageriet over for en befolkning, der stadig tæller blandt verdens ti fattigste.

Er vi overhovedet interesseret i at forlade Afghanistan? Moderne hære er tilskyndet til at føre evighedskrige. Det er ganske vist skatteyderne, der finansierer dem, men ellers er en hær uden værnepligtige i alle andre henseender som en moderne virksomhed. Slagmarken har bare erstattet markedet.

Derfor er en hær som den amerikanske eller den danske heller ikke interesseret i at afslutte krige, for uden krig er en moderne hær i samme situation som en virksomhed, der ikke får afsat sine varer. En sejr giver ganske vist prestige, men freden er et marked uden efterspørgsel.

Bevillinger risikerer at blive sparet væk. Hæren får ikke afprøvet sine soldaters træning i praksis, og det bliver vanskeligere at rekruttere nye soldater, når unge, eventyrlystne mænd ikke længere kan tilbydes ophold i kampzoner, hvor de uden alt for store personlige risici kan skyde løs på dårligt udrustede repræsentanter for lokalbefolkningen. En god krig er en krig, der fortsætter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den 35 år lange evighedskrig i Afghanistan kan stå på i generationer endnu. Men en ting kan vi være fuldstændig sikre på: Når de politikere, der med en så ubekymret løgnagtighed førte os ind i og siden forsvarede disse krige, for længst er glemte, og end ikke skammen har overlevet dem, vil Taleban stadig kæmpe i en krig, der ikke kender til punktum.

--------------------

Rettelse: I en tidligere version blev general Daniel P. Bolger omtalt som 'Daniel P. Bolton'.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce