Tegning. Jørn Villumsen

Tegning. Jørn Villumsen

Debat

Det er chokerende, hvor mange børn der savner kontakt med deres forældre

Er det vigtigst, at vi ikke kommer bagud på arbejdet, eller at vores børn har det godt?

Debat

Da jeg forleden kørte på arbejde, havde jeg ingen anelse om, at jeg om lidt ville opleve noget, der ville bevæge mig så meget som far og professionel inden for mit fag.

Jeg møder en 5.-klasse, som jeg skal træne under temaet ’Plads til alle, trivsel og konflikthåndtering’.

Formiddagen før frokost går med at skabe kontakt til børnene, lytte til deres dagligdagsoplevelser fra skolen og lave øvelser med dem. Øvelserne handler om at lære hinanden og sig selv bedre at kende. Stille og roligt opbygger vi tillid og tryghed mellem os.

Efter frokost lægger jeg 60 behovskort ud på gulvet med ord som: venskab, tryghed, tillid, nærvær, intimitet, beskyttelse, hvile, fred, ro, læring, accept og mad.

LÆS KRONIK

Det er universelle behov, som alle mennesker på tværs af kultur, religion, køn, alder og geografisk placering har til fælles.

Når vi bruger disse ord til at udtrykke os med, stiger chancen for, at andre hører os med empati og medfølelse. Når der opstår gensidig medfølende kontakt mellem mennesker, afløses voldelige og krænkende handlinger af samarbejde, hvilket gavner fællesskabet.

Alle børnene i denne 5.-klasse sidder i en cirkel omkring disse behovsord. Jeg introducerer ordene og begrebet om universelle behov, og det har børn helt ned til 4. klasse ingen problemer med at forstå. To lærere sidder bagved og kigger på.

Og så sker det.

Her laver jeg en fejl. Normalt spørger jeg børnene om, hvilke behov de ønsker at sætte fokus på i deres klasse. Men denne dag, uden at tænke over det, spørger jeg dem, hvilke behov de ønsker at sætte fokus på i deres liv. Vigtig forskel.

Jeg indleder runden og hører børnene et ad gangen. Den tredje, der får ordet, er en dreng. Han bryder ud i gråd, inden han begynder at tale. I hånden holder han ordet ’nærvær’. Han forsøger flere gange at tale, men kan ikke, fordi han græder.

Derefter begynder en pige i klassen at græde. Jeg spørger hende om, hvorfor hun græder. Hun holder ordet ’venskab’ mellem hænderne.

LÆS DEBAT

Hun fortæller, hvor meget hun savner venskab med sine forældre. Alting er så travlt derhjemme hos dem til daglig, siger hun. Tonen er hård om morgenen, når de alle skal ud ad døren på arbejde og i skole. Og når hun kommer hjem, har mor og far travlt med at lave mad, og når alle har spist, og der er ryddet op, sidder forældrene foran deres computere. Hun vil så gerne lave mad med sin far, men hun synes, han er utilgængelig, fordi han altid har sin smartphone med sig. Så tjekker han lige en besked eller hører lidt musik. Hun savner venskab med sin far.

Flere børn i klassen sidder nu og græder åbent. Lærerne løber efter papirservietter. Jeg samler dem i en lille cirkel i midten og hører alle de grædendes historier. Alle børn lytter interesseret til dem, der taler, og der er fuldkommen ro, fokus og nærvær.

De fortæller alle forskellige historier om, hvor meget de savner kontakt med deres forældre, at bruge tid sammen med deres forældre, at mærke virkelig at være sammen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Til slut spørger jeg drengen, som valgte ’nærvær’, hvorfor han valgte ’nærværs-kortet’. Han siger, at alt det, de andre talte om, også er det, han savner.

Han fortæller om en far, som rejser meget og sjældent er hjemme.

Jeg spørger ham, hvad han lægger i ordet nærvær, og han tænker sig omhyggeligt om. Så svarer han, at for ham handler det om ’at opleve at blive oplevet af sin far.’ Jeg får nu selv en stor klump i halsen. Jeg tænker på mine døtre på 4 og 7, som jeg ikke ser så meget, som jeg gerne vil, på grund af mit arbejde, hvor jeg rejser meget til Ukraine. Så spørger jeg ham, hvordan det føles, når man ikke ’oplever sig oplevet af sin far', og han svarer stille: »Det føles som at have et kæmpestort, koldt sort hul indeni«.

Børnenes fortællinger bevægede mig dybt. Og ikke kun den dag.

Siden har jeg stillet omkring 8 andre skoleklasser det samme spørgsmål, og svarene er stort set de samme, uanset alder. Jeg er chokeret over antallet af nærværssvigtede børn. Det er virkelig trist. Hvis ansvar er det?

Klicheen er jo, at politikerne skal indrette samfundet anderledes, så Danmark kommer til at ligne Sverige, som ligner et paradis for børnefamilier. Nej!

Det er først og fremmest forældrenes eget ansvar.

Så mit opråb er til alle os forældre: Vi må prioritere vores børn, opleve deres liv, så de føler sig oplevet af os. Tillade os selv at blive rørt og bevæget af deres liv. Mange børnefamilier er presset på arbejdsfronten og konkurrencen har aldrig været hårdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men hvad er vigtigst? At vi ikke kommer bagud på arbejdet, eller at vores børn har det godt? Hvis vi ikke prioriterer vores børn i det spørgsmål, har vi i mine øjne svigtet vores ansvar som voksne.

Når vi ligger på dødslejet om 50 år, hvad tror I så, vi husker med størst glæde? Varme øjeblikke med vores børn? Eller den rapport, som vi lige skulle nå at få færdig, inden vi puttede vores barn, der sad uset og kiggede på os med sorg og længsel efter vores nærvær?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce