Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debat

Jeg er glad for min opvækst og indsigt i fattigdommen

Anerkend min opvækst, og anerkend fattigdom som et fænomen.

Debat

Jeg var et ægte 90’er-barn på samfundets skyggeside.

Jeg er født og opvokset i Nakskov. Ja, du kender den sikkert; byen, som er på røven.

Det startede allerede i slut-80’erne, da byens skibsværft drejede nøglen om for sidste gang, hvilket medførte stor arbejdsløshed i Nakskov og omegn. Derfor kan det næppe overraske nogen, at jeg kommer fra en fattig familie. Min far var førtidspensionist, og min mor var arbejdsløs i syv år i de glade 90’ere.

LÆS DEBAT

Nyt tøj var selvsagt en sjældenhed. Det samme var luksusgoder som videofilm og biografture. Der var ikke råd til at gå til sport eller deltage i Foreningsdanmark, og ferierejser fandtes slet ikke i min barndom.

Jeg gruede hver eneste august for første skoledag og spørgsmålet ’hvor har du været i sommerferien?’. Mens andre svarede Gran Canaria, Mallorca eller Bornholm, svarede jeg altid ’derhjemme’.

Har du penge, så kan du få. Har du ingen, så må du blive derhjemme. Skammede jeg mig? Det gjorde jeg vel. Det er vel kun naturligt for børn at skamme sig.

Med fjernelsen af fattigdomsgrænsen forsvinder min barndom, og mine forældre bliver sat i bås med 'Dovne Robert' og 'Fattig-Carina'

Turene til BonBon-Land, Legoland og Sommerland Sjælland blev kun en realitet i kraft af den almene boligforening, som min farmor og farfar boede i. Denne arrangerede hvert år familieture til en billig penge, hvilket gjorde, at også jeg fik mulighed for at opleve det, som de fleste andre børn tog for givet.

Det virker måske banalt, men en enkelt tur i Legoland kan gøre meget for et barn, som ellers kun har sin baghave at lege i.

Selv om luksusgoderne var sjældne, følte jeg ikke, at jeg manglede noget. Jeg har altid haft tøj på kroppen, mad i maven og en familiekærlighed, jeg ikke vil bytte for noget.

Bebrejder jeg mine forældre? På ingen måde. De har altid gjort, hvad de kunne – og mere til. I alt dette tænker jeg især på dem. Det må have været hårdt ikke at kunne give sine børn de samme oplevelser, som andre forældre kunne give deres børn.

Jeg husker, at vi i starten af 1990’erne skulle til min fætters konfirmation, som for mange familier er en særlig mærkedag. Også for min. Men der blev gruet og tænkt. Kunne vi overhovedet få det til at løbe rundt med konfirmationsgave og nyt festtøj til hele familien? Det blev et pænt nej tak til festen, men vi sendte en flot gave til min fætter.

Det var ganske enkelt for dyrt at klæde en familie med to voksne og tre børn på til fest. Vores afbud blev imidlertid mødt af voldsomme og uforstående reaktioner. Hvordan kunne vi bilde os ind at melde afbud? Vi havde bare at komme til festen, og det faktum, at vi ikke havde råd, blev ingenlunde accepteret. ’I har jo lige brugt penge på at købe en halv gris til fryseren’, lød et af argumenterne.

Der var ingen forståelse for, at man ikke kan leve af festtøj, mens en hel familie kan leve umådelig længe af en halv gris.

Jeg er glad for den opvækst, jeg har haft. Jeg er glad for min indsigt i underklassens økonomi. I dag er jeg langtfra fattig eller på røven. I dag er jeg bosiddende i København. Jeg har gennemført en universitetsuddannelse, fået et godt arbejde og ikke mindst en sund og stabil økonomi. Jeg er en mønsterbryder, som trods fattigdommen har klaret mig.

Men min barndoms kvaler er lige så stille ved at blive udvisket. Mange kender slet ikke til fattigdommens begrænsninger, og med fjernelsen af fattigdomsgrænsen forsvinder min barndom, og mine forældre bliver sat i bås med ’Dovne Robert’ og ’Fattig-Carina’.

Det hjælper ikke, at regeringen vil gennemregulere kontanthjælpen og indføre et kontanthjælpsloft, som vil forringe levestandarden for de svageste i samfundet. Det vil kun gå ud over børnene.

Fattigdomsgrænsen skal genindføres, og med den skal følge en række tiltag, der forbedrer fattige børns vilkår. Vi må tage hånd om problemerne. Vi må og kan ikke se på, at børn lades i stikken. Det var langtfra let at være et fattigt barn i 1990’erne, og det bliver ikke lettere i fremtiden, hvis regeringen følger sin udstukne kurs.

Anerkend min opvækst, og anerkend fattigdom som et fænomen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Målinger og sæder

Annonce