Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Debat

Journalisterne har alt for travlt med at lede efter håret i suppen

Rune Lykkeberg tegner et forvrænget billede af, hvad den konstruktive journalistik går ud på.

Debat

Politikens kulturredaktør, Rune Lykkeberg, hævder 7.11. i kommentaren ’Vi er negative’, at det er mediernes fornemmeste rolle at være negativt kritiske. Journalistikken skal pege på problemer, som magthaverne skal løse, og den skal holde øje med, at magthaverne gør det, de lover. Men det har den konstruktive journalistik ikke forstået, erklærer han.

Med denne definition viser Rune Lykkeberg en meget smal forståelse af mediernes rolle. Selvfølgelig skal medierne holde øje med, at de, der har magt, ikke misbruger den, og pege på ting, der ikke fungerer. Men det er ikke mediernes eneste opgave.

Ifølge studieordningen for journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er journalistikkens rolle i et demokrati »at varetage almenhedens interesser ved at gøre modtagerne klogere i bred forstand, så de får de nødvendige forudsætninger for at kunne handle hensigtsmæssigt som samfundsborgere og privatpersoner«.

Hvis medierne kun fokuserer på det, der ikke virker, bliver vi ikke bedre til at tage beslutninger. Tværtimod. Hvis vi fejlagtigt tror, at hovedparten af verdens befolkning er fattig og derfor vil flygte til de rige lande, eller at Afrika er et svagt og underudviklet kontinent uden ressourcer, så deltager vi i demokratiet – og vi sætter vores kryds ved valgene – på et fejlagtigt grundlag.

Rune Lykkeberg tegner et forvrænget billede af, hvad den konstruktive journalistik – og den positive psykologi, den er inspireret af – går ud på. Han gør det til et spørgsmål om bare at kræve jahat, gøre mennesker glade og lede efter de positive historier i verden, mens man ignorerer alle de negative.

Har vi valgt de bedste løsninger i øjeblikket, eller kan vi gøre det bedre?

Det er en stor misforståelse. Den positive psykologi forsker i trivselstilstande og undersøger, hvad der får raske mennesker til at trives bedre. Samme fokus har den konstruktive journalistik: Vi skal ikke kun interessere os for svigt og misbrug, men også beskrive det, der går godt, så vi lærer af de vellykkede eksempler.

En del af ambitionen for den konstruktive journalistik er at beskrive hele verden. Den skal ikke kun fokusere på håret i suppen, men også have blik for resten af suppen, som Ulrik Haagerup fra DR har udtrykt det.

Og så skal den bidrage til, at håret fiskes op af suppen – ikke ved selv at udvikle løsningsforslagene, som Lykkeberg igen lidt skævt foreslår, men ved at facilitere en god og konstruktiv debat imellem beslutningstagerne eller to uenige parter. Målet er med andre ord at få parterne i konstruktiv dialog i stedet for at dække modsætningsforhold som konflikter ud fra grundlæggende uforenelige positioner.

Lykkeberg mener, at journalisternes rolle er at være kritiske, og det vil den konstruktive journalistik være helt enig i. Problemet er, at det at være kritisk for Lykkeberg tilsyneladende er det samme som at være negativ. Men faktisk kan den negative og konfliktorienterede forhåndsindstilling blokere for en egentlig kritik i betydningen undersøgelse og udfordring.

Politikens egen dækning af Peter Gøtzsches bog om overmedicineringen af psykisk syge er et godt eksempel på konfliktorienteret journalistik. Gøtzsche har skrevet en polemisk bog, hvori han angriber psykiatrien for at være i lommen på medicinalindustrien og give psykisk syge piller i stedet for at løse deres problemer.

Som den iboende logik i polemik- og konfliktkriteriet nu tilsiger, reagerer psykiatrien med modangreb. ’Korruption og mafialignende forhold!’, lyder det således fra den ene side. ’Uetisk korstog, hetz mod de syge, og ude i hampen!’, lyder svaret fra den anden. Dette ukonstruktive skænderi, hvor begge sider mener, at den modsatte part er idiot, kan kaste mange veloplagte og konfliktprægede artikler af sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men Politiken kunne også have valgt en anden dækning – den konstruktive – hvor avisen prøvede at få de to parter i dialog. For sagen er selvfølgelig, at der er tale om et dilemma – en situation, der ikke er sort eller hvid, men hvor der er flere positioner, der hver især giver mening, og som derfor begge skal tages i betragtning.

Grundlæggende er alle jo enige om, at psykiatrien ikke skal overmedicinere nogen, men at der også findes mennesker, der har brug for psykofarmaka. Så hvordan finder vi ud af, hvem der skal medicineres? Og hvad gør vi med resten? Kunne man se til andre lande, hvor man måske har fundet en løsning? Er der international forskning, der har undersøgt alternative behandlingsmetoder? Og hvordan sørger man for, at medicinalbranchen kan tjene penge på deres produkt, så de har en interesse i at forske i god behandling?

Har vi med andre ord valgt de bedste løsninger i øjeblikket, eller kan vi gøre det bedre? Dette havde været en ægte kritisk og konstruktiv tilgang, der ikke låser sig fast på kun at identificere problemer, men også skubber på for at løse dem.

Og det ville i øvrigt have været helt i overensstemmelse med Politikens øvrige verdenssyn, hvis avisen påtog sig den rolle.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce