Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debat

Det er absurd at give Vesten skylden for terror

På de sociale medier er der forbavsende mange vestlige europæere, der synes at tage IS’ forklaring for gode varer.

Debat

Ifølge den franske præsident, Hollande, var det Islamisk Stat (IS), der stod bag fredagens blodige terrorangreb i Paris, og IS har da også selv taget ansvaret i en meddelelse, der begrunder angrebene mod »prostitutionen og obskønitetens hovedstad« med Frankrigs bombardementer i Syrien og fornærmelser mod profeten.

På de sociale medier er der forbavsende mange vestlige europæere, der synes at tage IS’ forklaring for gode varer med opdateringer a la ’det er forfærdeligt, men sådan går det, når man blander sig i konflikter og er en gammel kolonimagt’.

Det er en absurd logik, der tilkender hvide vesterlændinge skylden for stort set alt, hvad der er galt i verden, og frakender mennesker med en anden hudfarve og religion evnen til at tænke og tage et selvstændigt ansvar for deres handlinger.

LÆS LEDER

Lad os lige få fakta på bordet: Langt størstedelen af de franske statsborgere, der kæmper i Syrien, står på Islamisk Stats side. IS’ tropper består desuden af tusinder af statsborgere fra bl.a. Danmark, Belgien og Sverige, som ingen relation har til Syrien, og som har myrdet titusindvis af civile og – mod det syriske folks vilje – udråbt deres egen stat på syrisk territorium.

I 2015 er det svært at finde et mere rendyrket og blodigt eksempel på imperialisme end det, som IS udøver i Irak og Syrien.

Folk, der ønsker at udskifte frihed og tolerance med bogstavtro religion, er ikke ofre, men fjender

De IS-tropper, som franske bombefly har dræbt i Syrien, var involveret i folkemordslignende handlinger og dræbte med pervers glæde uskyldige civile og gjorde kvinder og børn til slaver.

De franskmænd, som IS i fredags myrdede i Paris, var civile, som på tværs af køn, etnicitet og religion nød hinandens selskab og den frihed og tolerance, som aldrig kan skabes af mennesker, der ønsker et samfund baseret på en bog skrevet i det 7. århundrede.

LÆS TAREK HUSSEIN

I IS’ pressemeddelelse blev koncerten med Eagles of Death Metal på spillestedet Le Bataclan, som endte i et blodbad, beskrevet som en »skamløst prostitutionsfest«. Valget af Le Bataclan og det 11. arrondissement, der er ungt og trendy med natteliv og fest, viser med al tydelighed, at det netop er vores livsstil og værdier, IS og dets ideologiske fæller vil udrydde. For hvad skulle fulde, glade unge have med Frankrigs udenrigspolitik at gøre?

Hvis man endnu ikke føler sig overbevist, bør man se på, hvad der sker uden for Vesten. Dagen før angrebet mod Paris stod IS bag et større terrorangreb i Beirut, og forskellige jihadistiske grupper har siden 2001 udført brutale og blodige terrorangreb på stort set alle kontinenter fra New York til Nigeria, fra Paris til Mumbai, fra Amman til Bali.

Jihadisternes kamp er altså ikke en kamp imod vestlig undertrykkelse eller ’neoimperialisme’, men derimod for en totalitær ideologi, der har som mål at udrydde alle forhindringer for dets egen globale magtovertagelse.

LÆS MOGENS LYKKETOFT

Det er uforståeligt, at der i vores midte bor mennesker, der er villige til at dræbe og dø for at knuse den livsstil og de værdier, vi tager for givet, og erstatte dem med en religiøs ideologi, der er frihedens diametrale modsætning.

Men det nytter ikke noget at begynde at ryste på hånden. Vi må stå fast på, at vores værdier er alternativerne overlegne. Vi skal ikke gå på kompromis med ytrings- og religionsfrihed, og vi må aldrig indføre kollektivt ansvar for nogle fås ugerninger. De muslimske ofre for IS overstiger langt de vestlige.

Vi skal have modet til klart og utvetydigt at sige, at folk, der ønsker at udskifte frihed og tolerance med bogstavtro religion, ikke er ofre, men fjender, og at de ikke har krav på respekt eller anerkendelse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce