Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debat

Journalisterne har glemt en af de vigtigste opgaver: at sortere og skære fra

Vi står på bunden af en dyb opmærksomhedskrise.

Debat

Lad os forudsætte, at evnen til at tænke er betinget af koncentration. Og lad os forudsætte, at koncentration er betinget af uforstyrret tid. Hvad betyder det så, at mulighederne for uforstyrret tid i dag er under pres?

Når alt, der kan siges, bliver sagt, når alt, der kan optages, bliver optaget, når alt bliver viderebragt, hashtagget, spredt, cirkuleret, når mængden af information til rådighed er eksploderet, hvor finder vi så i dag de fordybelsesrum, der gør os i stand til – helt enkelt – at tænke?

Vi står på toppen af verdenshistoriens største bjerg af information, men befinder os på bunden af en dyb opmærksomhedskrise. Vi er ved at miste evnen og muligheden for at hengive os til én ting ad gangen i mere end bare et minut eller to. Vores fragmenterede blaserte opmærksomhed påvirker ikke bare vores individuelle evne til at skabe et sammenhængende selv, den påvirker også vores kollektive evne til at skabe et sammenhængende samfund. Jeg er ikke i tvivl: Tidens vigtigste kulturkamp står lige her.

At vores stakåndede samfund kan gøre os temmelig bims som mennesker, er der meget, der tyder på. Jeg ved i hvert fald med sikkerhed, at jeg føler mig komplet kulret, når min tilværelse føles, som om den er på speed. Jeg tror ikke, det gør noget godt for hverken mig eller de fællesskaber, jeg er en del af, når jeg er på Slack og laver mad samtidig. Eller simultant forsøger at parkere og glane tweets. Tillad mig at lyde som verdens ældste mand: Når jeg ligger på sofaen om aftenen så fladmast af hverdagens tempo, at jeg ikke orker andet end at være på Facebook for 75. gang den dag, tænker jeg, at ideen om, at teknologien har gjort os ultimativt frie og fleksible, er stærkt overvurderet.

Engang forbandt vi foranderlighed med frigørelse. Vi fik muligheden for at skifte ham og identitet – og få en anden skæbne end den, som slægten, standen eller hjemstavnen havde udstukket for os. Men i dag er det indre ønske om foranderlighed snarere blevet til et ydre krav om konstant omstillingsparathed, konstant tilstedeværelse og konstant forbrug; man bliver – som den tyske sociolog Hartmut Rosa formulerer det – nødt til at »løbe hurtigere og hurtigere bare for at blive, hvor man er«.

Man skulle tro, at jo mere forfinet digitaliseringen af den menneskelige tilværelse er blevet, jo mere tid ville vi spare. Midt i forrige århundrede talte man om, at den teknologiske udvikling kunne føre til en decideret ’fritidsrevolution’, fordi teknologien kunne spare os tid og dermed stille os friere i verden. Men der skete præcis det omvendte. Teknologien åd vores tid.

Da vi fik vaskemaskinen, burde det have været en gave til os – ikke mindst til de kvinder, der gennem generationer har stået bag gruekedlen og vasket familiens tøj. Men opfindelsen af vaskemaskinen betød, at vi begyndte at vaske oftere og mere, tiden var ikke sparet. Da vi fik bilen, fik vi ikke mindre transporttid, i stedet flyttede vi til forstæderne og begyndte at bruge den tid, vi kunne have brugt til at lege, grine, læse eller elske, på at sidde i endeløse bilkøer.

Hastigheden er ikke nødvendigvis frigørende, viser det sig. For konkurrencestaten er den saliggørende. For den enkelte halsbrækkende.

Det er klart, at et samfund i tophastighed og konstant vind i håret gør muligheden for at skabe en sammenhængende tilværelse vanskelig. Alene af den grund bør vi begynde at betragte tiden gennem politiske briller, for vi sidder hver især i det samme kviksand, og det gør kviksandet politisk.

Men tiden er i høj grad også politisk, fordi den vedkommer vores evne til at forestille os, at vi er en del af det samme fællesskab. Det politiske fællesskab, vi deler i Danmark og i Europa, er betinget af kollektive samtaler om, hvem vi er som folk og fællesskab; hvad vi drømmer om, hvad vi længes efter, og hvad vi frygter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alene af den grund bør vi begynde at betragte tiden gennem politiske briller, for vi sidder hver især i det samme kviksand, og det gør kviksandet politisk

Kollektive samtaler kræver kollektiv opmærksomhed. De kræver, at vi forholder os til de samme historier nogenlunde samtidig, og at vi er i stand til at fastholde vores samtale i mere end blot nogle stakåndede minutter ad gangen. Forudsætningen for at leve sammen er at tænke sammen.

Hegel, 1800-tallets store filosof, betragtede avislæsning som demokratiets morgenbøn. Den daglige ceremoni forbandt folk som et folk – uanset om de sad med snuden i partipressens konservative eller socialdemokratiske aviser. Med døgnets pulsslag som sin rituelle rytme knyttede avislæsningen det demokratiske fællesskab sammen, fordi alle vidste, at alle kendte til de samme historier, som de selv kendte. Avisen blev både adelsmanden og skomagerens indgang til det samme millionstore fællesskab, som nationalstaten udgjorde.

At vores stakåndede samfund kan gøre os temmelig bims som mennesker, er der meget, der tyder på. Jeg ved i hvert fald med sikkerhed, at jeg føler mig komplet kulret, når min tilværelse føles, som om den er på speed.

I dag fræser mange af os i medierne information ud med så voldsom hast, at det gør betingelserne for at holde kollektiv opmærksom på kollektive samtaler seriøst svært. Vi har fået et hav af fantastiske teknologiske muligheder, der gør os i stand til ikke bare at fortælle historier på nye måder, men også at tale sammen på nye måder. Alligevel udnytter store dele af journalistikken ikke teknologien til det, men bruger den i stedet til blot at øge informationshastigheden endnu mere. Vi har glemt at besinde os på den del af journalistikkens opgave, der går ud på at sortere, prioritere og skære fra. Det fabelagtige, tankevækkende indhold forsvinder i mængden.

Og mens mediemaskinen er beskæftiget med at drukne verden i information, ser den ikke behovet for ro og fordybelse. Den hører ikke længslen efter mening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når ens opmærksomhed fragmenteres mellem et hav af forskellige platforme, og når informationsstrømmen opleves som et gigantisk ekkokammer, stiger behovet for det, der ikke kan skaleres ud i det uendelige. Vi længes efter visdom frem for nyheder. Vi længes efter integritet frem for replika. Vi længes efter oplevelser, der får tiden til at svulme op og gå over sine bredder. Vi længes efter det, der har en aura, som ikke kan reproduceres i 10.000-vis af eksemplarer. I en affortryllet verden længes vi efter de magiske rum, der viser os ikke bare, hvordan virkeligheden ser ud, men også, hvordan den kunne se ud.

Teknologien forhindrer os ikke i at etablere de rum. Tværtimod gør den det på helt nye måder muligt at mødes, dele viden, debattere og drømme sammen. Vi behøver ikke flygte ind i en dyb skov uden netforbindelse for at kæmpe opmærksomhedskampen. Teknologien kan gøre lige præcis, hvad vi vil have den til. Så journalistikken bør spørge sig selv: På hvilken side af kampen mod opmærksomhedskrisen står den?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce