Foto. Finn Frandsen

Foto. Finn Frandsen

Debat

Jeg måtte stikke af hjemmefra for at få retten over mit liv

I dag er jeg et andet menneske, end jeg var, da jeg en tidlig morgen klatrede ud ad mit vindue. Mit valg betød, at jeg mistede min familie.

Debat

Jeg er en kvinde på 24 år med libanesiskpalæstinensisk baggrund. Vi er en stor familie på 7 børn, og jeg er den midterste. I mine teenageår virkede jeg altid glad, smilende og snakkesalig udadtil. Men noget andet var, hvad der skete derhjemme.

For tre år siden ændrede mit liv sig drastisk. Ud over at jeg forsøgte at være ung ligesom alle andre, fik jeg et forhold til en fyr med dansk baggrund, som jeg længe havde haft et godt øje til. Ligesom jeg havde løjet for at kunne sove ude eller feste, løj jeg om ham. Og ligesom med de øvrige løgne blev jeg afsløret af min familie. Men denne gang eskalerede konflikterne, og det hele endte med, at jeg sad helt alene på et lille værelse på et hemmeligt krisecenter.

I al den tid og længe før har jeg tiet om mit liv, men nu er tiden inde til at fortælle omverdenen min historie. Historien om, hvad der fik mig til at klatre ud ad mit vindue en vintermorgen for tre år siden, hvordan jeg følte mig nødsaget til at vende familien ryggen, og hvad det har fået af konsekvenser for mit liv.

Mit hjerte er delt i to. Den familie, jeg stak af fra, er også den, jeg savner hver eneste dag. Et menneske bør aldrig skulle vælge mellem sig selv og sin familie.

LÆS INTERVIEW

Mit inderste håb hver eneste dag er, at min familie en dag vil kunne forstå mig og acceptere den måde, jeg har valgt at leve mit liv på, og ikke være optaget af andres snak. Jeg har besluttet, at jeg ikke længere vil skamme mig og skjule mig.

Hele min opvækst har jeg vidst, hvordan mit liv ville forme sig: Jeg ville blive gift, efter at jeg havde taget en uddannelse, få en masse børn, hjælpe til i hjemmet og være en god kone.

Mit hjerte er delt i to. Den familie, jeg stak af fra, er også den, jeg savner hver eneste dag

Jeg voksede op i en by, som stadig har et stærkt sammenhold, og jeg arbejdede som frivillig i den lokale beboerforening. Her mødte jeg andre unge og voksne rollemodeller, der gav mig en større nysgerrighed og satte gang i min selvstændige udvikling. Jeg fandt mit mål i livet: Jeg ville være pædagog, jeg ville arbejde med mennesker, og jeg ville gøre en forskel der, hvor jeg kunne.

Som teenager forelskede jeg mig i en dansk fyr, der gik i min klasse. I første omgang var det bare en forelskelse på afstand, for jeg vidste, hvilke regler jeg skulle indrette mig efter som en pæn arabisk pige. Så jeg løj over for min familie og kørte rundt på knallert med ham, hang ud med drengevenner eller spillede fodbold. Jeg vidste, at det var udelukket at få en kæreste. Og slet ikke en dansker, der var ateist.

LÆS DEBAT

Nogle år senere, da jeg var blevet 21 år, mødte jeg ham igen. Følelserne var der stadig, og vi gav det et forsøg uden at konfrontere min familie. Men vi havde ikke været kærester længe, før mine ældre brødre og min mor opdagede vores forhold. Pludselig stod jeg i en situation, hvor jeg måtte vælge at gøre det forbi med min kæreste, blive i familien og påtage mig den fremtid, som de ønskede for mig: at forlove mig med en muslimsk mand, få børn og passe min familie. Eller jeg kunne selv vælge min skæbne.

Jeg indså på det tidspunkt, at jeg altid havde levet et dobbeltliv, selv om jeg havde bildt mig selv noget andet ind.

I dag er jeg et andet menneske, end jeg var, da jeg en tidlig morgen klatrede ud ad mit vindue. Det valg, jeg traf dengang, har resulteret i, at jeg har boet på krisecenter og haft en langvarig depression samt tanker om, at jeg ikke fortjente at leve længere. Det var en omvæltning af hele mit liv, som jeg ikke ville ønske for nogen anden – for mit valg betød, at jeg mistede min familie. De sidste tre år har været de hårdeste i mit liv.

Jeg vidste, at det var udelukket at få en kæreste. Og slet ikke en dansker, der var ateist

Var jeg urimelig i den måde, jeg handlede på? Egoistisk? Ja, set med andres øjne var jeg egoistisk. Men andre har lov til at have deres meninger, og det respekterer jeg. Men jeg kender mig selv bedre end nogen anden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg var kommet til et punkt i mit unge liv, hvor jeg ramte en mur. Jeg indså, hvor meget energi og overskud jeg havde givet af mig selv for at hjælpe til i det daglige. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for familien, fordi det er en vigtig værdi i min opvækst og kultur. Jeg kunne ikke også give afkald på ham, jeg elskede, for familiens skyld.

Medierne er i dag fyldt med indslag om, hvordan unge kvinder med anden kulturel baggrund gør fremskridt på uddannelsesområdet og opnår frihed til selv at definere deres rolle på arbejdsmarkedet. Men samtidig føler jeg, at mange muslimske kvinder stadig er presset til at indordne sig, affinde sig og undertrykkes af traditionelle eller religiøse rammer. Derfor er fremskridtene på arbejdsmarkedet ikke nok, hvis vi skal hjælpe piger som mig. Her skal vi have fat i forældregenerationen og hjælpe på den front.

LÆS INTERVIEW

For at hjælpe hinanden generationerne imellem må vi først og fremmest lære hinanden at kende. Vi må lære at være åbne og lydhøre over for hinanden. Aldrig i mit liv er jeg blevet spurgt af familiemedlemmer om hjælp til skolerelaterede ting, eller til kærlighed og sex eller dét at starte i arbejde. Aldrig har familien tænkt, at jeg skulle finde frem til min egen identitet og være opmærksom på, hvad og hvem jeg udvikler mig til.

Min familie benægtede, at der blev gjort forskel på drenge og piger. Min søster og jeg blev ikke mødt med krav om at tage tørklæde på og dække os til, vi mødte ikke krav om at blive hjemme og ikke få en uddannelse. I forhold til hvad mine forældre selv har været igennem i deres opvækst, har vi 2.- og 3. generations indvandrere fået alt serveret på et sølvfad. Bare ikke friheden til selv at vælge kærlighed og seksualitet. Jeg husker tydeligt den beskrivelse, min mor gav mig af den muslimske pige:

»Den muslimske pige er en ren, usleben diamant i en lille sort boks. Den passer familien på, den har familien ansvaret for. Når diamanten overrækkes til en ny ejer, som får ansvaret herefter, kan diamanten slibes pæn og glat for så igen at blive opbevaret i boksen, hvor den er sikrest«.

Mange muslimske kvinder er stadig presset til at indordne sig, affinde sig og undertrykkes af traditionelle eller religiøse rammer

Mine forældre kom fra en helt anden verden. Det var svært for dem at integrere sig og balancere mellem to verdner. Derfor fik den næste generation – mig og mine søskende – den tunge byrde at skulle leve to liv.

For mig er noget af det mest smertefulde, at jeg ikke har mine forældre ved min side.

Jeg er ofte blevet konfronteret med, hvordan det også rammer min mor, at jeg valgte at stikke af. I de fleste tilfælde har jeg fået at vide, at himlen er under min mors fødder. Fra jeg var lille, har min mor og jeg været bedste veninder. Jeg elsker hende til døden og har delt rigtig meget med hende, som jeg ved, ikke alle muslimske døtre kan. Min mor er den sjoveste person, jeg kender, og den mest kærlige kvinde. Vi kunne gå lange ture og købe ind sammen, og vi kunne tale om personlige ting – selvfølgelig ikke alt for personlige eller grænseoverskridende ting som sex, men selv det kunne hun lave sjov med. Hun var ikke bare min mor, hun var en af de få, som kunne forstå mig, og som havde hjertet med sig. Derfor er det også min mor, som jeg tænker på hver eneste dag, og som jeg håber, jeg en dag kan forsones med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er jeg tilfreds med det sted i mit liv, hvor jeg er nået til i dag? Ja, så tilfreds som jeg kan blive. Det er svært helt at mærke en tilfredshed, fordi jeg stadig er midt i en stor omvæltning. Men jeg har lært, at det handler om at tage små babyskridt. Ikke forlange for meget af sig selv.

I forhold til før kan jeg med frihed og med færre begrænsninger begive mig ud i flere projekter i livet. Jeg kan endelig fordybe mig i mit fag, og jeg kan endelig åbne op for mit sande jeg. Dog vil der altid et sted i mit hjerte være et hul. Det er min straf for, at jeg tillader mig at være den, jeg i virkeligheden er.

Muna er en af fire unge hovedpersoner i dokumentarserien ’Oprør fra ghettoen’, der bliver vist på DR 2 fra tirsdag 1. december kl. 20. Serien er i tre afsnit

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce