Debat

Supermødre spænder ben for sig selv

Det er enhver kvindes ret at springe af karrieretoget og være fuldtidsforælder i stedet. Vi andre gider bare ikke betale for jeres prestigeprojekt som supermor.

Debat

Det går sgu egentlig meget godt for os kvinder. Vi er højtuddannede, behøver ikke skaffedyr og vælger i dag frit på alle hylder af elskere, deleforældre, kærester, ægtefæller eller sæddonorer – og ikke mindst hvornår, og om, vi vil være mødre.

Det troede vi egentlig, de fleste danske kvinder var glade for. Det frie valg og det moderne kvindeliv. Men vi er blevet overraskede.

En ny position på ligestillingsområdet breder sig i Danmark. En position, der deles mellem livmoderfeminister og borgerlige kuglestødere.

Positionen kan opsummeres rimelig enkelt: Vi kvinder har glemt børnene. I vores ligestillingsrus og ambitioner har vi glemt at tænke på de små pus, der hver dag må lide på grå og hjertekolde institutioner uden en mor at holde i hånden. Så nu skal mødre (ikke fædre) begrænse børnenes tid i institution, gerne gå hjemme, bage boller og være nærværende.

Naturligvis bliver man (mor) så nødt til at sætte egen karriere på standby, men hvad gør man ikke for ikke at institutionalisere sine små poder?

Det er en ligestillingsposition, der har sneget sig ind på os, mens vi dansede til tonerne af ’Girls Just Want To Have Fun’, gik på uni, drak fadøl og i øvrigt passede vores karriere. Og den uskønne alliance mellem LA-segmentet, der mener, at det ligger i kvinders gener at passe børn, og de mange højtuddannede øvre middelklasse-kvinder, der lige tager flere års pause fra arbejdsmarkedet og agerer bagland på hjemmefronten, har i den grad brug for et modsvar.

ARTIKLEN DER SKABTE DEBATTEN

For jo, selvfølgelig er børn vigtige. Og selvfølgelig skal man bruge tid med dem. Det er også derfor, at vi i Danmark har en lang og god barselsorlov.

Men dengang de borgerlige indførte den, glemte de noget vigtigt: at øremærke en del af barslen til far. Den forglemmelse betyder, at det er kvinderne, der tager tørnen. 92 procent af barslen i Danmark tages af mødrene. Det er en tørn, der nok er hyggelig og meningsfuld, men som rammer kvinder økonomisk og karrieremæssigt resten af livet.

Kvinder, der får børn, ender i gennemsnit med en timeløn, der er 5 procent lavere end kvinder uden børn, mens mænd, der får børn, indkasserer en løn 4 procent højere.

Samtidig sparer kvinder for lidt op til deres alderdom, og mændene beholder deres fulde pension ved skilsmisse, hvilket sker for cirka halvdelen af alle par. Så kvinder, der får børn, møder alvorlige benspænd, som mænd ikke oplever.

Det er noget, vi må rette op på i stedet for at hamre flere søm i mors karrierekiste og kalde det naturligt eller tilmed en form for progressiv modreaktion mod et samfund, der er for optaget af status.

Hvis man mener, at man ikke skal bruge sin statsbetalte uddannelse til noget og hellere vil være sammen med sine børn, er det vel ikke for meget forlangt, at man selv betaler?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Måske undrer du dig over, hvorfor vi blander os i, hvordan andre mennesker lever. Det gør vi faktisk ikke. Vi kan have vores små feministiske ligestillingsdrømme, men i sidste ende er vi af den overbevisning, at hver familie må indrette sig, som den vil.

Vi kræver bare, at man så gør det for egen regning. Hvis man mener, at man ikke skal bruge sin statsbetalte uddannelse til noget og hellere vil være sammen med sine børn, er det vel ikke for meget forlangt, at man selv betaler?

Men det er det åbenbart. For supermødrene mener, at staten burde betale kvinder for at gå hjemme. Det er bekymrende. Ikke bare af den indlysende grund, at vores velfærdssamfund ikke kan understøtte, at kvinder melder sig ud fra arbejdsmarkedet i en tid, hvor Danmark, måske mere end nogensinde, har brug for kvinders hjerner, innovation, ideer og engagement til at skabe arbejdspladser og jobs.

Men også, fordi det vil betyde et endnu mere kønsskævt arbejdsmarked. For det er kvinderne, der vil blive statsbetalte hjemmegående.

I Tyskland har de netop en sådan husmorforsørgelse, og her står kvinderne for 95 procent af udbetalingerne. Samtidig klinger det hult, at mens staten kæmper for at få de brune kvinder til at nedbryde kulturelle stereotyper og komme væk fra komfuret og den offentlige forsørgelse, kæmper de hvide velhavende, veluddannede kvinder for at komme tilbage til den.

POLITIKEN MENER

Vi har hørt det før: Vi er karrierefeminister, der ikke tænker på børnenes ve og vel, men kun på arbejde. Men hov. Vi tænker i høj grad på børnene. Vi tænker så meget på børnene, at vi er helt uforstående over for, hvorfor de i så høj grad skal mangle en far i hverdagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ville barnet ikke have godt af, at far også deltog i projekt kærlighedsbarn og den nedsatte tid? Det ville være skønt, hvis vi rent faktisk kunne tale åbent om, hvad de her familievalg betyder for kvinder på den lange bane: at kvinder ikke stiger nok i løn, ikke bidrager med nok til statskassen, ikke sparer nok op til deres pension, ikke bliver ledere og ikke får så meget indflydelse, som deres flotte uddannelser ellers nok kunne afføde.

Der står sjovt nok ikke et job og venter på højtuddannede kvinder i 40’erne uden noget nævneværdigt på deres cv, når de er færdige med at have små børn.

For os handler feminisme om valg. Det er enhver kvindes, og mands, ret at springe af karrieretoget og være fuldtidsforælder i stedet. Vi andre gider bare ikke betale for jeres prestigeprojekt som supermor.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce