Foto: Martin Lehman

Foto: Martin Lehman

Debat

Ghettogenerationen må tage opgøret med forældrenes rådne kultur

Unge brune, der er vokset op i ghettoerne, er nødt til at gøre op med forældregenerationens vold, tvangsægteskaber og liv på overførselsindkomst.

Debat

Min opvækst i ghettoen var totalt afskåret fra resten af det danske samfund. Her var det fædrene – ikke politiet – der havde voldsmonopol, og der herskede en rådden kultur, hvor børn fik tæsk, døtre blev tvangsgift, og systemet var ondskaben selv. Desværre er der ikke meget, der har ændret sig. Nu må vi unge simpelthen tage et opgør med vores forældres kultur, hvis ikke endnu en generation skal sygne hen på sofaen i betonblokken afskåret fra verden omkring os og uden mulighed for at få et bedre liv«.

Sådan lyder det fra 27-årige Ahmad Mahmoud, der på mandag udkommer med selvbiografien ’Sort Land’ om sin opvækst i Askerød, et socialt boligbyggeri i Hundige syd for København, hvor tæsk i hjemmet, social kontrol og forældre på velfærdsydelser var en del af tilværelsen. I dag er Ahmad Mahmoud uddannet maskinmester og er flyttet fra Askerød.

En ’rådden kultur’ – hvad dækker det over?

»Jeg har på egen krop oplevet, hvordan social kontrol og vold gennemsyrer parallelsamfundet i Danmarks ghettoer. Selvfølgelig er der masser af nydanskere, som ønsker at integrere sig, som er kærlige mod deres børn og støtter dem i deres ønske om et frit liv, men det er et mindretal i ghettoerne. Den kultur, jeg taler om, udgøres af folk, som helt bevidst ikke vil være en del af det større samfund. De føler sig trygge i deres parallelsamfund og har ikke andet end foragt tilovers for verden udenfor. Den subkultur er så stor, at vi ikke må ignorere den. Vi unge må gøre oprør!«.

Oprør ligefrem?

»Ja, for ellers drukner vi også bare i den suppe af selvmedlidenhed, ligegyldighed og foragt for det danske samfund, der præger store dele af vores forældres generation. Det er ikke samfundets skyld, at vi er overrepræsenteret i alle de værste statistikker. Det var ikke samfundet, men min far, der svingede min søster rundt i hendes lange sorte hår, rev hende ud af 1. g, knuste hendes drømme om uddannelse og giftede hende væk til et liv med fire børn og kontanthjælp. Det var ikke samfundet, men min far, der straffede mig ved at brændemærke min krop med en cigaret«.

For helvede, mine forældre har oplevet krig, umenneskelige tab og set deres naboer blive bombet og dræbt. Men skal det være en undskyldning for ikke at fungere i det danske samfund?

Det lyder som rendyrket ondskab...

»Mine forældre tænkte ikke, at ’nu skal vi være onde og banke vores børn’. De gjorde det, fordi de – ligesom så mange andre – ikke vidste bedre, og for at bevare en snert af kontrol i deres liv. For helvede, mine forældre har oplevet krig, umenneskelige tab og set deres naboer blive bombet og dræbt. Men skal det være en undskyldning for ikke at fungere i det danske samfund? Det mener jeg ikke«.

I din bog kæder du selv denne kultur sammen med islam. Er det her i virkeligheden en religionskritik?

»Det er ikke et angreb på islam eller muslimer. Det har intet med religion at gøre. Det er et angreb på en kultur, der har taget religionen som gidsel og selektivt bruger den, når det passer ind. I bogen retter jeg netop en kritik imod de såkaldt lærde, der opildner til splittelse og had mod samfundet uden for murene og påstår, at retfærdiggørelsen skal findes i hellige bøger«.

Er det kulturen i ghettoen eller din egen familie, du gør op med?

»Vreden mod min familie er jeg kommet over. Det er en kritik af kulturen, som bygger på, at jeg har to ældre søstre, der er blevet tvunget til at gifte sig og aldrig har fået lov til at tage en uddannelse. Den bygger på, at jeg gennem min opvækst har været vidne til, at kvindernes grundlæggende rettigheder ikke eksisterer i dette liv, men at deres belønning kun findes efter døden. Skid hul i, at jeg har fået nogle knubs – hvis jeg ikke var født med en tissemand, så var jeg blevet tvangsgift og havde haft fem børn nu. Det er ikke fair for nogen, at de skal frihedsberøves, bare fordi de er kvinder«.

Hvor er det fælles brøl?

Ahmad søgte i sin barndom tilflugt på biblioteket eller i den drømmeverden, som hans yndlings-tv-serier tilbød. Når han var dér, gled overvejelserne om, hvorvidt det var et bælte, en ledning, en kæp, en lussing eller en knytnæve, der ventede ham i hjemmet, i baggrunden.

»Det er derfor, jeg skriver denne her selvbiografi. I håbet om, at der er en lille tyk 12-årig dreng, der river bogen ned fra hylden og bliver opmærksom på, at vi er andre derude, som har oplevet det samme. Du skal ikke skamme dig over, at du får bank, at du oplever dine søskende blive tvunget gift eller sendt til et fremmed land for at blive opdraget«.

Det er meget voldsomme oplevelser, du skildrer. Udstiller du ikke din egen familie?

Du skal ikke skamme dig over, at du får bank, at du oplever dine søskende blive tvunget gift eller sendt til et fremmed land for at blive opdraget

»Det er ikke mit ærinde at udstille nogen. Det er mit mål at opildne til debat. Min far er død, og han kan ikke forsvare sig nu, men hvis min familie eller andre inden for denne her lukkede kultur vil tage diskussionen i det åbne, så er det det bedste, der kan ske«.

Der er gået to år, siden Yahya Hassan udkom med sine digte og kritikken af ghettokulturen. Hvis der var et udtalt ønske om et oprør blandt yngre generationer af nydanskere, burde det så ikke være i fuld gang nu?

»Jo, og det undrer mig også: Hvorfor har der ikke været et fælles brøl? Der er en indgroet frygt i kulturen for at miste fællesskabet og skulle stå på egne ben. Jeg selv var nødt til at rejse væk for at overleve, for at undslippe tanken om at hænge mig selv på badeværelset, men der er mange, der har opgivet at tage kampen. De har opgivet at finde sig selv og ændre på tingene«.

LÆS INTERVIEW

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor tror du?

»Der er et misforstået sammenhold. Jeg vil ikke kalde det respekt, for det er aldrig respekt, når det udspringer af vold og social kontrol. Men der hersker en idé om, at man ikke må gå imod fællesskabet, og man skal slet ikke sige noget dårligt om fællesskabet. Hvis du gør det, er du udstødt«.

En virkelighed uden for Askerød

Hvis ikke Ahmads generation og de etniske minoriteters yngre generationer formår at gøre op med deres forældres kultur, frygter han, at endnu flere vil blive suget ind i parallelsamfundets afsondrede virkelighed.

»For mig at se er der kun to muligheder: Enten bliver man fuldstændig indhyllet i den kultur, som ikke ønsker at være en del af den danske, eller også må man som mig kæmpe for at bryde ud. Mine forældres generation er tabt. De har boet her i årtier og fået lov at skabe det liv, som de har nu. De er blevet for gamle, og du kan ikke lave om på dem«.

Enten bliver man fuldstændig indhyllet i den kultur, som ikke ønsker at være en del af den danske, eller også må man som mig kæmpe for at bryde ud

Der er jo også etnisk danske børn og unge i de belastede boligområder, som oplever tæsk og svigt. Er du ikke for ensidig med din kritik af de etniske minoriteter?

»Jo, de er der også, men den kamp kan jeg ikke tage. Min kritik går på den kultur, jeg kender«.

Der er adskillige politiske og sociale indsatser målrettet ghettoer i Danmark. Bliver der ikke allerede gjort meget for at skabe forandring?

»Problemet med de indsatser er, at de bliver set som en del af den hvide mands frelserkompleks. Det danske samfund kan komme med nok så mange ghettoindsatser, men forandringen skal først og fremmest komme fra os. De her problemer er opstået i Danmark, men det er vores verden, og alle de velmenende tiltag risikerer at blive opfattet som endnu mere ’os mod dem’. Vi brune børn skal oplyse hinanden om, at der er et alternativ til den daglige vold og kontrol«.

LÆS MERE

Men det er vel ikke kun de såkaldt brune børns ansvar. Har det omkringliggende samfund ikke også et ansvar?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Måske, men oprøret må starte med os, de unge. Vi skal fortælle hinanden, at der er en virkelighed uden for Askerød, Gellerupparken og Tingbjerg. Ellers bliver det ikke vores oprør. Vi svigter, hvis vi ikke tager opgøret med vores forældres generation. Pigerne skal vide, at de er andet end tørklædeindhyllede fødemaskiner. Drengene skal vide, at de er velkomne i det danske samfund. At det danske samfund ikke er, som de har fået fortalt«.

Hvordan forestiller du dig helt konkret, at dette oprør skal foregå?

»Flere skal træde frem og tale åbent om det. Det bliver nødt til at være lige på og hårdt og uden omsvøb, hvis vi skal udfordre vanetænkningen i mine forældres kultur. Jeg ved godt, at jeg skader min familie, når jeg skildrer virkeligheden. Men jeg vil ikke pakke det ind i vat og udelade alle de gange, hvor jeg blev banket eller pissede i bukserne. Jeg har levet i 27 år, og i al den tid er kulturen omkring mig kun blevet værre. Jeg kan ikke se nogen grund til at fortsætte, som vi plejer, og ikke gøre noget ved problemet«.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce