Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Der er for meget føleri på jobbet

Arbejdspladserne er blevet så familiære, at det gør os sårbare og uprofessionelle – og så brænder vi lettere ud.

Debat

»Vi er kommet for langt ud i en omsorgstynget retorik og en familiebaseret måde at være sammen på arbejdspladsen på og har dermed fået en fejlagtig forestilling om, hvad det er for en type relationer, vi skal indgå i på jobbet. Vi tror, at den enkeltes personlige behov skal varetages, og at ledelsens opgave er at være empatisk og drage omsorg for medarbejderen, men jeg mener, det er en matriarkalsk ledelsesstil, der tvinger os ud i en infantil sårbarhed. Netop dette, mener jeg, er en af årsagerne til den såkaldte stress, vi ser i de her år«.

Sådan lyder det fra Charlotte Mandrup, der er forfatter til en række bøger om bl.a. ledelse, senest bogen ’Vær professionel på jobbet’, der udkommer i næste uge. Gennem mere end 20 år har hun fungeret som rådgiver og personlig coach for ledere i erhvervslivet og staten, de seneste 12 år i sin egen virksomhed. Ifølge Mandrup er kombinationen af moderne ledelsesformer og vidensarbejdernes enorme forventninger til jobbet en virkelig dårlig cocktail.

»Jeg mener, det er føleri, det, der foregår på mange virksomheder – og jeg er helt klar over, at jeg vil få en masse tæsk for at sige det. Men vi er simpelthen kommet for langt over i den modsatte grøft af den patriarkalske ledelsesstil, som vi havde for 20-30 år siden, hvor ’far alene vide’ – og på den måde behandler vi i dag medarbejderne som børn. Mange går på arbejde med forventningen om at få dækket nogle forkerte følelsesmæssige behov«.

SVEND BRINKMANN

Hvad mener du?

»Den der omsorgsfulde anerkendende tone, som sådan nogle som mig – altså konsulenter – har presset ind i moderne ledelse, bidrager til at skabe en virksomhedskultur med for mange ingredienser fra familielivet, og det fostrer urealistiske og upassende forventninger blandt medarbejderne. Vi bliver såret og bange og usikre, hvis vi ikke har en klar kontakt med chefen, og hvis ikke vi bliver anerkendt for vores arbejde konstant. Der er en masse underforståetheder i relationen mellem medarbejder og arbejdsgiver, men når så krisen kradser, og fyringsrunderne kommer, eller når lederen forsvinder – altså helt almindelige ting, der pågår i arbejdslivet – er vi ikke klædt på til at opfatte det på en følelsesmæssigt distanceret måde. Vi er i det hele taget blevet uprofessionelle på jobbet – bare se på sprogbrugen«.

Hvordan?

»Hele vores sprogbrug er i skred. Det er blevet så personligt. Vi siger ’søde’, vi skriver ’kh’ under mails og sender smileys. Det er for nært og kælent. Jeg tror, at vi er nødt til at komme tilbage til at være mindre forbundne, og det er blandt andet en sproglig disciplin. Jeg så i øvrigt en artikel forleden om, at de unge nu er begyndt at sige ’De’ igen. Det, synes jeg, er ret fint. Det signalerer en høflighed, men også en afstand og en respekt, og det er der behov for. Også når virksomhederne søger medarbejdere, for den sprogbrug, man ser her, indbyder til en følelsesmæssig relation mellem virksomheden og medarbejderen«.

Mange går altså på arbejde af nogle helt andre grunde - af nogle følelsesmæssige grunde - end det, arbejdet i virkeligheden burde ægge til. Imens brænder verden

Hvad mener du?

»Når virksomheder søger medarbejdere, efterlyser man ’ildsjæle’, at folk ’brænder’, er ’lidenskabelige’. Der er sætninger som: ’Vi bakker hinanden op’ og ’vi er et stærkt team’. Det er jo en retorik, der hører hjemme i kærlighedsforhold eller i en familie eller en venskabsmæssig sammenhæng, i hvert fald ikke i en professionel«.

Men hvad er problemet egentlig?

»Den form for kontrakt – om at man som medarbejder skal være engageret, lidenskabelig, dedikeret – er uligeværdig, for den forleder medarbejderen til at tro, at virksomheden også tager vare på mig, hvis jeg er presset, eller tager hensyn til mig, hvis der sker noget med virksomheden. Det er den psykologiske kontrakt, der er skæv. Virksomheden leverer ikke beskyttelse – og det er jo ikke, fordi den er ond, men den har en anden primær opgave. At tjene penge f.eks. Og når medarbejderens behov og virksomhedens behov støder sammen, er det medarbejderen, der taber«.

Vi har urealistiske forventninger

Ifølge Charlotte Mandrup betyder den familiære tone og ledelsesstil på arbejdspladserne, at medarbejderne følelsesmæssigt har alt for meget på spil på jobbet. Men problemet bunder også i, at mange anser arbejdet som en del af deres identitet og som det meningsbærende i livet – og det giver angst.

»Vi har fået en enorm frihed gennem de sidste 100 år og har lagt nogle meningsbærende og forklarende strukturer fra os. Kirken og familien f.eks. Men al den tryghed, meningsfuldhed, nærhed og fællesskab, vi har mistet, forventer mange nu, at arbejdslivet giver os. Det har jobbet bare aldrig været indrettet til. De der urealistiske forventninger, vi har fået, handler om, at vi er ude af kontakt med eksistensens vilkår. Og jeg ser det som, at vi frivilligt er gået ind i et slaveforhold«.

EINAR BALDURSSON

Det lyder lidt voldsomt; hvad mener du med slaveforhold?

»Når vi håber på og regner med, at virksomheden tager hånd om os, er det jo også en uudtalt forestilling om, at den tager et meget stort ansvar for vores eksistentielle smerte. Det er sådan en Faust-deal, vi har lavet med virksomheden. Vi har solgt vores sjæl, vores styrke, vores ansvar for vores eget liv, mod at virksomheden dækker en del af vores eksistentielle behov. Så i relationen til virksomheden er vi blevet slaver, og vi bærer konstant angsten med os – vi er bange for ikke at slå til, for at miste vores job, fordi det meningsbærende ligger her – og angsten gør os til slaver«.

Hvordan kommer det til udtryk?

»Vi tror, vi hele tiden skal præstere perfekt. Hvis du vidste, hvor mange af mine klienter, der tror, at de skal præstere perfekt hele tiden. Så vi får sådan nogle fejlagtige ideer om, hvad det er, vi skal. Og det er, fordi angsten driver det«.

Men vi skal vel gøre vores arbejde så godt som overhovedet muligt?

»Ja, selvfølgelig. Så godt som muligt. Vi skal løse den opgave, vi bliver stillet, men vi behøver ikke gøre mere. Vi skal selvfølgelig heller ikke gøre mindre. Vi skal løse opgaven. Men der er rigtig mange, der ikke nøjes med at løse opgaven; de er bekymrede for, om leverancen er god nok, de er bekymrede over, om de når det i tide. Der er enormt meget bekymring i folk i dag«.

Hvorfor er det problematisk?

»Der er opstået en berettiget forventning hos medarbejderen om, at man skal have anerkendelse; også for sin normal-præstation. Og hvis den forventning sidder i medarbejderen, bliver man ofte skuffet. Hvis man samtidig ikke lige har styr på sit eget angsthierarki, kan der ske det, at man bliver usikker på sit værd, og så begynder hele den eksistentielle sikkerhed at vakle. Og det er det, jeg tror, vi bliver syge og stressede af. Jeg tror ikke på, at vi bliver syge af at arbejde«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er vi nogle svagpissere?

»Nej, det er ikke min hensigt at sige, at medarbejderen er den svage her. Tværtimod. Det er hele problemet i den her diskussion. Medarbejderne er ikke svage, men voksne kapable individer, der er i stand til at føde børn og træffe økonomiske og politiske beslutninger. Hvorfor holder vi fast i, at på arbejdspladsen er medarbejderne de svage, og lederne er de stærke? Der er noget i den måde, vi tænker om vores arbejdsplads på, der er helt forældet«.

Vi lægger vores sjæl

For Charlotte Mandrup at se er løsningen bl.a. at få følelserne ud af arbejdet og at gøre arbejdet mindre væsentligt i livet.

»Vi skal forvente lidt mindre af vores arbejde, og vi skal også levere lidt mindre faktisk. Blandt Politikens kernelæsere for eksempel bliver der som udgangspunkt leveret for meget på jobbet, men der leveres ikke for meget tid. Det gør der altså ikke. Der leveres for meget tænkning uden for den tid, man er på arbejde; altså spekulation – fredag aften, når man kommer hjem, er det dårlige møde blevet hængende i tankerne, mens man sidder i sofaen med familien – og så leveres der for mange følelser. Vi er nødt til at blive mindre personlige på jobbet, vi skal have et andet sprog på arbejdspladserne, og de skal lade være med at bruge den der omsorgsretorik«.

Jeg synes, vi har et problem, når i omegnen af 400.000 danskere er berørt af stress – det er jo sindssyge tal. Det er jo de der tanker og bekymringer, der stresser os

Men hvis virksomheden faktisk forventer af mig, at jeg lægger det meste af min sjæl på arbejdet, er det vel svært ikke at levere det?

»Nej, det er det ikke. Der må man jo sige til virksomheden – enten direkte eller stumt: I får 37, 5 timer af mig plus 5 timer ekstra i pressede situationer, og mens jeg er her, får I min glæde og mit engagement og mine kompetencer, men når jeg går ud ad døren, så går jeg ud ad døren. Vi skal frem til en professionel, ligeværdig form for ledelse. Efter en første runde med far og dernæst mor må der komme en periode, hvor vi finder en neutral facon. Selvfølgelig ligger der et ansvar hos virksomheden, men altså også i høj grad på medarbejderens side. Man kunne jo også spørge sig selv, hvorfor det lige er på arbejdspladsen, man skal brænde!?«.

MICHAEL ZIEGLER

Det er vel meget naturligt, når man bruger det meste af sin vågne tid her – de fleste vidensarbejdere har jo også et job, de finder ret interessant?

»Men hvorfor ikke brænde for klimaforhold eller for overvågningsproblematikken eller flygtningeproblemerne. Der er jo masser af ting at tage fat på og gå op i. Jeg er med på, at vi skal gå på arbejde for at tjene penge for at overleve. Men hvis du spørger, hvorfor vidensarbejdere går på job – og det har jeg gjort – så er der ingen af dem, der gør det. De går på arbejde for at være sammen med kolleger, for at have et kreativt udtryk, for at være en del af et team. Mange går altså på arbejde af nogle helt andre grunde – af nogle følelsesmæssige grunde – end det, arbejdet i virkeligheden burde ægge til. Imens brænder verden«.

Men det er vel også o.k., at folk bruger deres energi på jobbet og synes, at netop dette er vigtigt og sjovt?

»Det er i den grad o.k., hvis det er et valg, man har truffet, og man er villig til at tage konsekvensen af sit valg«.

Hvad mener du med konsekvens?

»At man brænder ud eller bliver syg, fordi man også bringer sin angst med på arbejde. Der har været masser at være bange for i ’gamle dage’, men der havde man bl.a. religionen til at skabe mening og trøst. I dag har vi ikke længere nogen beskyttelse imod den der eksistentielle frygt: for at dø, for at være alene, for, at livet er meningsløst. Og det er det, jeg tror, at vi forsøger at bruge arbejdspladsen som et værn imod: den dybe eksistentielle frygt. Hvis arbejdspladsen bliver min eksistentielle redning og er dér, jeg finder min mening, min identitet og ofte mine venner, mit udtryk, jeg er en del af noget større – mange af de der meningsforklarende, meningsgivende ting – er jeg også meget sårbar over for at miste den arbejdsplads. Det er det tab, der hele tiden lurer lige under overfladen«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad skal vi sætte i stedet, mener du?

»Vi skal finde en moderne måde at forholde os til livets eksistentielle vilkår på. Så vi lærer at leve med døden som en betingelse for livet, lærer at leve med risikoen for meningsløshed og med risikoen for ensomhed. Og så skal vi se arbejdspladsen for det, den er. Det kan også godt være en legeplads, hvor man finder gode kolleger – den må bare ikke bære det der eksistentielle ansvar, for det kan den ikke. Og hvis man insisterer på retten til at brænde – og det er der mange, der gør – så tænker jeg, at det er fint, men så må du tage konsekvensen af det. Alternativet er at lægge engagementet et andet sted; et sted, hvor du ikke har så mange forventninger i klemme, og hvor der ikke er den der ulige balance, som der er på arbejdspladsen«.

Det er store fordringer, ikke?

»Jo, men jeg synes, vi har et problem, når i omegnen af 400.000 danskere er berørt af stress – det er jo sindssyge tal. Det er jo de der tanker og bekymringer, der stresser os. Men jeg mener egentlig, at ordet stress er vildledende. Jeg mener, det handler om, at vi dybest set er bange. De symptomer, vi kalder stresssymptomer – både fysiske og mentale – er nøjagtig de samme, man har, hvis ens system føler sig truet. Så længe arbejdspladsen er en betydelig leverandør af anerkendelse, fællesskab og mening, er vores livstilfredshed koblet meget tæt på arbejdspladsen. Det holder ikke. Vi skal have placeret arbejdet der, hvor arbejdet hører hjemme«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce