Utøya. 22. juli 2011. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen.

Utøya. 22. juli 2011. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen.

Debat

Anders Breivik var en af os

I næste uge er det fire år siden, Breivik begik massakren i Norge. Han var og er en af os, skriver den norske forfatter Karl Ove Knausgård.

Debat

Med sine fem millioner mennesker er Norge et lille land.

Det er også relativt homogent. I praksis betyder det, at der er kort afstand mellem top og bund, og at de store ulykker berører hele befolkningen. Alle kender for eksempel en, som kender en, som omkom, da platformen Alexander Kielland havarerede i 1980 – jeg kan huske, at faren til en på min brors skole døde i den ulykke – eller da færgen Scandinavian Star brændte i 1990, og 151 passagerer omkom.

Det er også et uskyldigt land – i sommeren 2011 var den store norske tv-succes en liveudsendelse fra Hurtigruten, som ikke bestod af andet end levende billeder fra den flere døgn lange sejltur langs kysten fra Bergen til Kirkenes.

Man så båden lægge til kaj ved en lille by i Lofoten, et musikkorps spillede, flagene vajede, bryggen var fuld af mennesker, og var man derfra, fra denne lille by, var det med blanke øjne, man fulgte med. Der var både noget rørende og nogen næsten provokerende over det, for det sagde noget om landets selvoptagethed og næsten fuldkomne harmløshed.

Det var samme verden, Anders Behring Breivik trådte ud fra nogle uger senere, da han om morgenen 22. juli forlod sin mors hus på Oslos vestegn, skiftede til politiuniform, parkerede bilen med den bombe, han havde brugt foråret og sommeren på at fremstille, ud for regeringskvarteret, antændte lunten og forlod gerningsstedet.

Mens de katastrofeagtige billeder fra attentatet, hvor otte mennesker blev dræbt, blev transmitteret over hele verden, tog han videre til Utøya. Der holdt Arbeiderpartiets ungdomsbevægelse sin årlige sommerlejr, og han skød og dræbte 69 af deltagerne i en flere timer lang massakre.

På mange måder byder det mig imod at skrive om Anders Behring Breivik. Hver gang hans navn nævnes offentligt, får han det, han vil have

Udåden havde politiske motiver, gerningsmanden sagde, at vi var i krig, at det var opløsningen af traditionelle værdier som manderollen og nationalstaten, han bekæmpede, at det var muslimerne og multikulturalismen, som var fjenden, og at nedslagtningen af de unge lejrdeltagere var tænkt som en øjenåbner. Han ville redde Norge.

Bare få timer før han detonerede bomben, havde han til over tusind modtagere sendt et manifest, hvori han detaljeret redegjorde for sine holdninger og sit syn på verden. Han havde også lavet en film, som med propagandistisk enkelhed og et formsprog taget fra 1940’erne viste, hvad der var ved at ske i Europa, en muslimsk invasion.

Chokket i Norge var totalt. Intet havde forberedt landet på noget sådant, den mulighed fandtes simpelthen ikke i nogens bevidsthed. Tv-reportagerne fra katastrofen var kaotiske, journalisterne og studieværterne var lige så mærkede af hændelserne som de personer, de interviewede. I deres øjne og af deres kropssprog kunne man læse vantro, chok, forvirring.

Den sædvanlige afstand, nyheder bliver formidlet med, var brudt sammen. Alt var tæt på, for alle. Ja, det var, som om verden lå åben de dage.

Jeg græd, da jeg fik at vide, hvad der var sket, og i de efterfølgende dage. Det var der mange nordmænd, der gjorde. Hændelsen trængte gennem alle forsvarsværker, for den død, vi var vant til i medierne, udspillede sig altid andre steder, i fremmede byer og lande, mens denne var hændt hjemme, i lyset ved en norsk fjord en regnfuld dag i juli.

Hvordan kan vi forstå det, som skete? Hvad kan få en relativt set velfungerende mand til at gøre sådan noget? Midt i et stabilt, rigt og velordnet land? Hvad kan få et menneske til at tage det skridt? Er det i det hele taget muligt at forstå det?

At dømme ud fra Breiviks politiske retorik og selvforståelse og ud fra de mål, han udså sig, altså Regjeringskvartalet og det regeringsbærende partis ungdomsorganisation, er det naturligt at sammenligne aktionen med Oklahomabombningen i 1995, hvor Timothy McVeigh placerede en bilbombe uden for delstatens regeringsbygning og dræbte 168 af sine landsmænd i protest mod statsmagten.

Breivik havde da også brugt Oklahomabombningen som model for den første del af sin aktion. Men næsten alt andet ved Breivik og det, han gjorde, peger væk fra det politiske og ideologiske og ind mod det personlige.

Han fik syet en særlig kommandøruniform, som han lod sig afbilde i før udåden, han henviste konstant til en stor organisation, som han var et fremtrædende medlem af, men som ikke findes. I manifestet interviewer han sig selv som en helt, og det indtryk, det giver, er, at han er et menneske, som opfinder en legeverden, opbygger en parallelvirkelighed, hvor hans betydningsfuldhed er ubestridt. Den måde, hvorpå han gjorde det, han gjorde, og den måde, han tænkte på det på, ligger nærmere rollespil end politisk terrorisme.

Ensomheden i det er enorm, men også trangen til selvhævdelse. Det mest fornuftige er at se på hans handlinger som en variant af de seneste årtiers mange skolemassakrer, som har fundet sted i USA, men dog også er forekommet i Finland og Tyskland: En ung utilpasset mand, som enten er helt eller delvist udstødt af fællesskabet, tager så mange som muligt med sig i døden, for at vise os.

Men næsten alt andet ved Breivik og det, han gjorde, peger væk fra det politiske og ideologiske og ind mod det personlige

Bare nogle dage før Breivik gennemførte attentatet, opsøgte han sin tidligere stedmor og sagde, at han snart ville gøre noget, som ville gøre faren stolt af ham.

Han ville ses, det var det, som drev ham, intet andet.

Se på mig. Se på mig. Se på mig.

Nu sidder Breivik i fængsel. Efter en enorm medieopmærksomhed, som savner sidestykke i norsk offentlighed, er der blevet så godt som tavst omkring ham.

Den sidste sag, som var oppe at vende, var, da han tidligere i år tilkendegav, at han ville sagsøge staten på grund af de forhold, han afsonede under. Det er den sidste i den lange række af klager, som han har formuleret i fængslet, alt fra at han ikke får opgraderet sin spillekonsol fra Playstation 2 til Playstation 3, til at den gummipen, han har fået udleveret, er ergonomisk misformet og forårsager smerter i hans hånd.

Når vi ved, hvad han gjorde den sommerdag for snart fire år siden, gik rundt på en ø fuld af unge mennesker og skød alle, han så, mange af dem ansigt til ansigt – mange husker fra retssagens gennemgang af obduktionsrapporterne den unge pige, som var blevet skudt i munden, uden at læberne havde taget skade, hvilket må betyde, at han skød hende på klos hold, mens hun skreg om hjælp eller nåde – og når man ved, hvilke konsekvenser det har haft for de berørte familier, hvilken livsødelæggende sorg det er at miste sit barn, sine søskende, sit barnebarn, er Breiviks liste over klager næsten uudholdelig at læse i al sin trivialitet.

Det er, som om Hannah Arendts begreb om det ondes banalitet hos Breivik er blevet skruet en ekstra gang rundt. Eichmann, som var den, Arendt skrev om, tilhørte en organisation og et bureaukrati og en struktur, hvis lydige tjener han var, og som kunne skærme ham mod en endelig indsigt i konsekvenserne af hans gerninger.

Breivik har fra første færd været alene om alt, og det lille, triste og ensomme ved ham, som gennem hans handlinger nærmest blev grotesk opblæst, gør det endnu vanskeligere at forsone sig med misgerningen, med det, som medierne konsekvent har kaldt det største terrorangreb på norsk grund siden Anden Verdenskrig.

Og det er ikke isolationen i fængslet, som har fået denne side frem i ham, sådan som man måske kunne forestille sig. I den bedste og grundigste bog, som er udkommet om Utøya-massakren, nemlig Åsne Seierstads ’En af os’, beskriver forfatteren, hvad der skete i timerne efter Breiviks anholdelse.

Mens ligene endnu ligger rundt omkring på øen i hver sin blodpøl, og mange af de sårede stadig ikke er bragt i land, bliver Breivik afhørt i et af husene. For politifolkene er situationen uoverskuelig, og det væsentligste for dem er at blive klar over, om Breivik var alene, eller om der findes flere terrorister.

Selv udtrykker han bekymring for, om han vil dø af dehydrering, eftersom han har indtaget flere forskellige kemiske stoffer tidligere den dag.

Han får en sodavand, før afhøringerne begynder.

Efter kort tid begynder han at blive bekymret for en rift, han har fået i fingeren. Seierstad skriver:

»Se, jeg er såret«, sagde han. »Jeg skal forbindes. Jeg har allerede mistet meget blod«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Du får fandeme ikke noget plaster af mig«, mumlede den politimand, der løb frem og tilbage med beskeder mellem forhørslokalet og lokalet ved siden af, hvor de holdt kontakt til staben i Oslo.

»Jeg kan ikke tåle at miste så meget blod«, sagde Breivik. »Og nu har jeg mistet en halv liter«. Han troede, han kunne besvime af blodtabet. Der blev hentet plaster.

Mens han fik plaster på, spekulerede Breivik over, hvorfor han blødte. Han kunne huske, at et eller andet ramt hans finger, da han foretog et hovedskud på nært hold. Noget var sprunget ud og gået ind i fingeren. Det måtte have været en stump af kraniet, forklarede han mændene.

Riften blev noteret til at være fem millimeter. Afhøringen kunne fortsætte.

Breiviks bekymring for den lille rift i fingeren melder sig allerede få minutter efter, at han har taget det sidste af mere end halvfjerds liv, og den bemærkelsesværdige ufølsomhed, det vidner om, kunne muligvis have været forstået som et resultat af, at han var i en rus og påvirket af forskellige medikamenter, og at drabene i sig selv også havde beruset ham, sådan at han var hensat i en slags uvirkelighedstilstand, hvis ikke det var, fordi denne tilstand ikke er hørt op og altså stadig, snart fire år senere, varer ved.

Alt det, der findes i historien om Breivik op til udåden, findes i større eller mindre grad i alles liv, han var og er en af os

Det er sådan, han er, et menneske fyldt til randen af sig selv. Og det er måske det, der gør mest ondt, at indse, at hele denne grusomme massakre, alle disse udslukte liv, kom i stand som følge af en ung, mislykket mands behov for selviscenesættelse.

På mange måder byder det mig imod at skrive om Anders Behring Breivik. Hver gang hans navn nævnes offentligt, får han det, han vil have, bliver han det, han vil være, mens de, som han dræbte, og som han hævder sig på bekostning af, ikke bare har mistet deres liv, men også deres navn. Vi refererer til det, der skete, med en fast vending, vi kalder det ’22. juli’ eller ’Utøya’, og heri vil der for alle ligge noget forfærdeligt.

Men det eneste navn, vi forbinder med det, der skete, er Breiviks. Sådan var det med bomben i Oklahoma. Vi kan navnet på ham, der udførte misgerningen, det var Timothy McVeigh, og vi ved, hvor mange han dræbte, det var et hundredeotteogtres, men vi kan ikke navnet på en eneste af de døde. De er blevet til tal.

Der er heller ikke noget at lære af Breivik, hans liv er et sammenfald af uheldige omstændigheder, og det, han gjorde, var i så høj grad en anomali, at det ikke er muligt at gardere sig imod. Vi ved, at han voksede op med en far, der ikke var der for ham, og med en mor, som misrøgtede ham på måder, der ødelagde ham så grundlæggende. Hun blev selv mishandlet som barn, og hun havde lige så åbenlyse narcissistiske træk, som han har.

Men verden er fuld af mennesker med narcissistiske træk – jeg selv er et af dem – og den er fuld af mennesker, der ikke føler empati med andre. Og verden er fuld af mennesker, der deler Breiviks ekstreme politiske holdninger, uden at de af den grund dræber børn og unge mennesker. Breiviks opvækst forklarer ingenting, hans karakter forklarer ingenting, hans politiske holdninger forklarer ingenting.

Der må være sikkerhedssystemer i det sociale, der gør umuligt at gøre det, Breivik gjorde, og som de, der mejer deres klassekammerater på skoler ned, gjorde. Jeg tænker ikke på børneværn, skolesystemer eller sociale myndigheder, heller ikke på politiet. Jeg tænker på de bånd, der eksisterer mellem mennesker. Jeg tænker på den andens nærvær i os selv, den lydhørhed, som alle samfund og kulturer er bygget op omkring, og som viser sig i ansigtets påbud: Du må ikke dræbe.

Det er der, vi skal rette blikket hen, mod det sammenbrud i det menneskelige, som disse handlinger repræsenterer, og mod det, som gør dem mulige. At dræbe et andet menneske kræver en enorm afstand, og selv om sammenbruddet sker i hvert enkelt individ, som selvfølgelig helt og fuldt bærer ansvaret for sine handlinger, er det rum, som gør afstanden mulig, opstået midt i vores kultur. Afstanden er opstået lige iblandt os, og den findes her, nu.

Men hvordan blev det muligt? Hvordan kunne det ske?

De allerstærkeste kræfter i det menneskelige er dem, som findes i forholdet mellem ansigtet og blikket. Kun dér er vi virkelige for hinanden. Det er i de andres blik, vi bliver til, og det er i vort eget blik, andre bliver til. Det er også der, vi kan blive ødelagte.

Ikke at blive set er ødelæggende, og det er det også ikke at se. Det var det, som gik galt i Breiviks liv. Han blev ikke set, det ødelagde hans selv, og han så ned, skjulte sit blik og sit ansigt, det ødelagde den anden i ham. Dette skal forstås bogstaveligt. To år før udåden isolerede han sig i et værelse hos sin mor, han mødte så godt som ingen mennesker, afviste besøg, gik næsten aldrig ud, men sad indenfor og spillede computerspil, for det meste World of Warcraft, i time efter time, dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned.

Denne fantasiverden fik på et eller andet tidspunkt virkeligheden til at glide ud, ikke i form af nogen psykose eller patologisk realitetsbrist, nærmere som fandt han frem til modeller af virkeligheden, som var lige så enkle og håndterbare som spillets, og så, ægget af fantasiernes kraft, ikke mindst af, hvad de gjorde ham til, en ridder, en kommandør, en helt, bestemte han sig for at føre dem ud i livet. Han havde været ingen, det vil sige død, og pludselig stod han på den anden side og var ikke længere ingen, for ved at gøre det utænkelige, som nu var tænkeligt, ville han blive til nogen. Og der var ingen til at irettesætte ham der, han så ned.

Alt det, der findes i historien om Breivik op til udåden, findes i større eller mindre grad i alles liv, han var og er en af os. At han gjorde det, han gjorde, og at de andre utilpassede unge mænd, som har skudt masser af mennesker, har gjort det, de har gjort, betyder, at den fornødne afstand til den anden er tilgængelig i kulturen, antageligt lettere tilgængelig end for bare et par generationer siden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men vi lever alle i den kultur, vi bevæger os alle ind og ud mellem fiktion og virkelighed, mellem billeder og materialitet, og afstand til den anden er ingen entydig størrelse, hvilket bortvendthed heller ikke er.

For at se kulturen må man stå uden for den, for at se mennesket må man stå uden for det – og det er denne dobbelthed, som præger Seierstads bog ’En af os’, særligt i dens behandling af drabene ude på øen, som beskrives nøjagtigt, detaljeret og teknisk, uden følelser og med stor afstand til alt andet end kuglernes indfaldsvinkler og kroppenes stillinger, hvilket bevirker, at ’Utøya’ og ’22. juli’ atter forandrer betydning for mig, når jeg læser det.

Det bliver igen til noget konkret, ikke et fænomen, ikke en sag, ikke et argument i en politisk diskussion, men til en død krop, som hænger slapt ned over en sten i vandkanten. Og jeg græder igen. For den krop har et navn, det var en ung dreng, han hed Simon. Han havde to forældre og en lillebror. De kommer til at sørge over ham resten af livet.

Denne tekst har tidligere været bragt i en anden version i The New Yorker. Denne version er godkendt af forfatteren.

Oversættelse: Jakob Haff og Jacob Giese

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce