Debat

Hvide mænd opfører sig som koloniherrer over for sorte kvinder på Vesterbro

De fattige afrikanske prostituerede på Vesterbro er blevet glemt af politikerne og alle andre.

Debat

Da jeg kom hjem fra byen en lørdag nat i december, stillede jeg mig hen til vinduet og kiggede ned på gaden. Der stod en afrikansk prostitueret og en hvid mand og forhandlede om den ydelse, kvinden skulle levere.

Jeg bor i Reverdilsgade på Vesterbro – en lille gade, der ligger helt oppe ved Hovedbanegården og parallelt med Istedgade.

Om dagen er her grønthandlere, turister, pushere og narkomaner. Om natten et helt andet liv. Et liv, som næppe foregår mange andre steder i Danmark.

Den hvide mand på gaden betaler kvinden nogle penge, og hun går ind mellem to parkerede biler. Hun står tæt på ham, roder ham mellem benene. Hun trækker sine bukser ned og læner sig så forover. Hendes sorte fyldige balder kommer til syne – det står helt klart i gadelyset. Bag hende trækker manden sine bukser ned og jakken og skjorten halvt op over sin store mave. Han tager for sig af kvinden. Banker sin hvide mave – og nok en del mere – mod kvindens ende. Hun står foroverbøjet – og han står, som en gammel koloniherre, der har ret til at købe den fattige sorte kvinde og gøre hende til sin slave for en tid. Som et billede på fortiden, et billede på den hvide mands overlegenhed, står han der og nyder sit køb. Ydmyget tager hun imod, og han viser ikke den mindste tvivl i forhold til rigtigheden i at stå der mellem to biler og betale for sex med en sort fattig kvinde.

Den globale ulighed, afbildet som en seksuel forretning midt i et af Københavns dyreste kvarterer. Værsgo!

Imellem de samme biler, hvor hun tjener sine penge, skal hun gå på toilet, og det gør hun, for hun har ikke andre muligheder om natten på Vesterbro. For antallet af offentlige toiletter, som disse kvinder kan anvende om natten, er meget lille.

På Vesterbro virker det til, at vi har vores egne regler. De sorte kvinder skal om natten som de østeuropæiske om dagen acceptere ydmygelser fra mænd, der enten kører dem ud i Sydhavnen eller finder det frækt og naturligt at bruge kvinderne mod en lav ydelse i Vesterbros gader.

Som et billede på fortiden, et billede på den hvide mands overlegenhed, står han der og nyder sit køb

Tidligere råbte jeg ned, når jeg så det ske. Nu er jeg også stoppet. Og det ser ud til, at alle er stoppet med at sige eller gøre noget. Vesterbros veluddannede elite, mig selv inklusive, vandrer forbi iført designertøj og med skyklapper på.

Alt det her foregår kun 500 meter fra Københavns Rådhus og 1 kilometer fra Christiansborg. Alligevel virker det til, at de danske politikere er fuldstændig ligeglade med de uhyrligheder, som kvinderne hver dag og nat må finde sig i.

Politikernes fokus på håndværkerfradrag og topskattelettelser virker så uendelig ligegyldigt, når de samtidig accepterer, at kvinder fra fattige lande kommer til Danmark og er nødt til at dyrke sex mod betaling mellem bilerne på Vesterbro.

Samme politikere lukker øjnene for de globale uretfærdigheder, som de ikke længere skal rejse til fattige lande for at opleve. Og ikke nok med at de lukker øjnene, de skærer samtidig i ulandsbistanden, så flere mennesker fra fattige lande givet vil søge mod Danmark og andre europæiske lande for at prøve at lykken – og flere af disse vil ende som gadeprostituerede, der skal tjene deres penge på hvide mænd midt på Vesterbro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nogle vil måske sige, at ’sådan har det altid været på Vesterbro’. Men i de sidste 10 år er billedet ændret – nu er det fattige udenlandske kvinder, der står i gaden. Og netop det faktum, at det er udenlandske kvinder, virker nærmest fremmedgørende for folk på Vesterbro. I stedet for at vise menneskelig respekt tales der på Vesterbro efterhånden mere om, hvor anstrengende det er for ’os’ andre, når kvinderne står der på gaden og kæmper for nye kunder, der kan betale dem nogle få hundred kroner for sex. Det kan vi ikke være bekendt.

Men vesterbroere: Det virker alt for hyklerisk, at vi i bydelen overvejende stemmer til venstre for midten og fortæller andre historien om ’de rigtige meninger’, men samtidig kan gå lige forbi disse kvinder og se, hvordan vores landsmænd udnytter kvinderne og deres fattigdom.

I politikere burde kigge op fra den seneste meningsmåling og i stedet komme på besøg hos mig på Vesterbro og se, hvilke uretfærdigheder kvinderne må finde sig i. I kan ikke blive ved med at lukke øjnene for de globale uretfærdigheder, som foregår lige foran jer. Jeres rolle som politikere burde altid være at hjælpe de svage. De fattige afrikanske kvinder på Vesterbro er blandt de svage, og de har brug for politikernes hjælp, selv om de ikke selv beder om den.

Så lad os begynde at tage ansvar for disse kvinder og årsagerne til, at de ender som fattige prostituerede i Københavns gader. Og lad os fortælle de mænd, som mener at have ret til at udnytte kvindernes fattigdom ved at købe seksuelle ydelser, om, hvor forkerte deres handlinger er.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce