Tegning: Mette Dreyer.

Tegning: Mette Dreyer.

Debat

Den ureflekterede feminisme er blevet populær

Det, der ligner en opblomstring i feministisk kritik, er snarere en snedig strategi, som løber kapitalismens ærinde.

Debat

»You like it? He’ll love it!«. Min veninde og medfeminist himlede med øjnene, da hun viste mig billedet af denne tekst, som hun havde fundet på spejlet i en lingeributiks prøverum.

Jeg vidste godt, hvilken reaktion hun forventede af mig. Vi skulle være forargede. Vi skulle hvæse »heteronormativt!« og snakke om, hvordan kvinder faktisk også køber lækkert lingeri for deres egen skyld. Men jeg orkede ikke. Egentlig var jeg enig.

Det kække slogan antog, at enhver kvinde, der kom ind for at prøve en fiks lille blondesag, gjorde det for at sætte fut i et par boxershorts hjemme i toværelseslejligheden eller et sted ude i byen. Men hvad så? Hvad mere?

Jeg var feminist, før det blev in. Dengang det var mere stuerent at være DF’er end at være rødstrømpe. Dengang de eneste kendisser i vores lejr ikke havde været kendt siden 80’erne.

Men let’s face it: Queen Bee så næppe sådan ud, da hun vågnede. Hendes musik, image og udseende er en millionindustri

Så man skulle umiddelbart tro, at jeg er ovenud lykkelig for den opblomstring, der er sket i løbet af de seneste år. Det populære billede af feminister er ikke længere noget med hår og hønsestrik, men succesfulde kvinder, der selvsikkert viser deres kurvede kroppe frem på Instagram.

Heteronormativ er blevet det nye bøsserøv, og celibrities og firmaer står i kø for at hoppe med på den regnbuefarvede bølge.

:

Alligevel er jeg loren. For hvad er det egentlig for en feminisme, der er blevet så populær? Hvad er det, vi bifalder, når vi klapper i vores hænder over, at Beyoncé springer ud som feminist, og når vi priser Dove i høje toner for at bruge ’rigtige kvinder’ i deres reklamer?

Beyoncé blev på rekordtid vor tids største feministiske ikon. Hun har kurver og kant. Hun er sort, succesfuld og ikke bare sexet, men seksuel. Kort sagt: Hun er alt det, kvinder i medierne aldrig får lov at være, og med nummeret ’Flawless’ blev hun til frontfigur for kvinders ret til at elske den krop, moder natur har givet dem.

Men let’s face it: Queen Bee så næppe sådan ud, da hun vågnede. Hendes musik, image og udseende er en millionindustri. Og det er egentlig mest det, hendes tekster handler om: at hun er rig og succesfuld, og at hun ikke er bange for at vise det frem.

At hun selv har arbejdet for alt, hvad hun har. Hun er den amerikanske drøm – drømmen om, at vi alle kan blive rige og berømte, hvis bare vi har viljen. En drøm, der kun går i opfyldelse for ganske få, og som ligger langt fra de fleste kvinders virkelighed.

»Who run the world? Girls!«. Hvis de altså har penge.

Man skal altså kigge langt efter noget egentligt progressivt budskab. Men det virker. Alle vi, der før holdt os til queerfeministisk punk, skråler nu hjerteligt og med viftende hænder med på alle Beyoncés hits. Et nyt marked har åbnet sig.

Og Beyoncé er ikke den eneste, der har opdaget denne guldgrube. Alle de brancher, der i årevis er blevet kritiseret for at skabe et urealistisk og nedværdigende billede af kvinder, har fået øjnene op for, at de kritiske røster også kommer fra potentielle forbrugere.

SE OGSÅ:

Og pludselig er alt fra bind til vaskepulver feministisk. Vaskepulverfirmaet Ariel er blevet rost til skyerne for deres seneste reklamefremstød i Indien, hvor en far på hjerteskærende vis siger undskyld til sin datter for, at han har været et dårligt eksempel for hende ved aldrig tage del i de huslige pligter. Og så hjælper han sin kone med at vaske tøj. Med Ariel.

Det frie marked har indoptaget sin egen modstand. Den slovenske filosof Zizek har beskrevet denne tendens med udgangspunkt i Starbucks. Den amerikanske kaffegigant har gjort Fair Trade-produkter og filantropiske projekter til en del af deres image, og vi kan derfor nu købe aflad samme sted, som vi synder.

Vi kan købe vores latte hos det multinationale selskab og samtidig føle, at vi har gjort vores til at gøre verden til et bedre sted. Med Starbucks-effekten er kuren mod forbrugerisme på paradoksal vis blevet mere forbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som Beyoncé synger: »Best revenge is your paper«. Vores mulighed for modstand er blevet reduceret til, om vi vil købe kaffe i Starbucks eller i 7eleven og vaskepulver fra Ariel eller fra Omo.

Det, der ligner en opblomstring i feministisk kritik, er derfor snarere en snedig marketingstrategi. For vist er feministisk kritik blevet mainstream.

For hver film, Hollywood sprøjter ud, cirkulerer mindst 10 artikler om, at den giver et fortegnet billede af kvinder og seksuelle minoriteter. Men det er en kritik, der gladelig lader sig spise af med vaskepulverreklamer og skinfeministiske slogans. Og det er en kritik, der løber kapitalismens ærinde, når vi deler det seneste reklamefremstød fra Always på Facebook.

Forsvundet er refleksionen over, om ikke det er systemet, den er gal med.

Tilbage står forargelsen og venter på det næste regnbuefarvede holdkæftbolsje.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce