Debat

Vi smadrer de offentligt ansattes arbejdsglæde

Det er tiltrængt, at nu også djøf’ere gør op med den meningsløse måde, vi har styret den offentlige sektor på. I alt for mange år har vi svigtet de svageste og taget meningen fra de offentligt ansatte, siger Henrik Hjortdal, der selv var med til at indføre styringstænkningen.

Debat

Offentligt ansatte og humanister har længe beskyldt den offentlige sektor for djøfisering. Det nye er, at kritikken af den offentlige sektors styring nu også kommer fra djøf’ere og samfundsforskere. Her er budskabet, at den offentlige styring er på gal kurs og demotiverer medarbejderne. Det er tiltrængt med et opgør, hvor djøf’erne også er med«.

Ordene kommer fra Henrik Hjortdal, der i dag er projektleder i det CBS-baserede netværk Forum for Fremtidens Offentlige Ledelse og Styring og redaktør på netmediet denoffentlige.dk. Han har igennem mange år siddet som chef i Finansministeriet med ansvar for resultatstyring.

I 2007 var han med til at skrive en opsigtsvækkende Kronik i Politiken, hvor han sammen med en række embedsmænd skrev: »Tilgiv os – vi vidste ikke, hvad vi gjorde. Vi var selv med til at skabe styringstænkningen i det offentlige. I dag ved vi, at det er gået over gevind«.

»Trods mange forsøg på afbureaukratisering og bedre styring er situationen i 2016 ikke meget bedre end i 2007«, siger Henrik Hjortdal.

»Et af tegnene er de tilbagevendende klagesange om det dårlige psykiske arbejdsmiljø i den offentlige sektor. Hvis så styringen virkede. Men den rapport, vi fik fra analyseinstituttet Kora i denne uge, og som blev omtalt på forsiden af Politiken torsdag, gav dumpekarakter til ’resultatbaseret styring’. Det er en ordentlig begmand til den måde, den offentlige sektor styres på med vægt på mål- og rammestyring, kontraktstyring og markedstænkning«.

Men det er vel godt at sætte sig mål og opnå resultater?

»På papiret ser resultatbaseret styring rigtigt ud. Men i praksis og ude på institutionerne går det galt. Når der sættes forsimplede kvantitative mål for, hvad de offentlige institutioner skal nå, fører det medarbejderne i en forkert retning. For det første kommer fokus til at handle om at krydse af på en tjekliste – f.eks. at få alle til arbejdsprøvesamtale, uanset om det giver mening. For det andet fristes man til at gå efter de kortsigtede gevinster og den lavthængende frugt. Kora-rapporten viser dette«.

FORMAND FOR FOA

Hvilke problemer skaber det?

»Når institutioner fokuserer på måltal, mister de blikket for andre væsentlige opgaver. I folkeskolen bortprioriterer man bøvlet med de ressourcesvage elever, fordi opgaven er for tung. De svageste på det sociale område og beskæftigelsesområdet bliver også svigtet, fordi de er for besværlige at løfte og sætte kryds ud for. Et andet problem er den store administration og dokumentation, som tager tid fra kerneopgaverne. Hvor stort dette problem er, ved vi ikke. Men undersøgelser på beskæftigelsesområdet har vist, at under halvdelen af socialrådgivernes tid går til kontakt med de ledige«.

Hvem har ansvaret?

Jeg tror, der er mange kræfter, som ønsker forandring i offentlig styring.

»For det første er der politikerne, som har anvendt de forkerte styringsmetoder i årevis og taget fejl. Den anden gruppe, der bør have røde ører, er embedsmændene, der har det overordnede ansvar for, at skiftende regeringer har ført en fuldstændig forkert politik. For det tredje er der medierne, som har svigtet rollen som vagthund ved at fokusere for meget på enkeltsager. Endelig for det fjerde ser konsulentfirmaer som Rambøll og Deloitte heller ikke godt ud. De har insisteret på resultatbaseret styring i den offentlige sektor. Der bør være lagt op til stor selvransagelse blandt politikere, embedsmænd, medier og i konsulentbranchen«.

Offentligt ansatte vil have mening

Hjortdal mener, at et stort problem med resultatbaseret styring er, at de offentligt ansatte mister arbejdsglæden.

»Når du sætter offentligt ansatte til at lave det forkerte, demotiverer du dem – fra skolelæreren over socialrådgiveren til sosu-assistenten. Meningen forsvinder, hvis du kan se, at du ikke løfter opgaverne reelt. Det ødelægger også motivationen, at de offentligt ansatte skal bruge alt for meget tid på at dokumentere det, de gør. Når du demotiverer mennesker, skaber det et dårligt psykisk arbejdsmiljø, folk bliver syge, og det ender med at nedsætte produktiviteten. Så skal du ansætte flere folk i den offentlige sektor. Det er en ond cirkel«.

Så væk med den resultatbaserede styring, så er alt løst?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej, problemet er dybere. Det handler om at lave en styring, som har positiv effekt på medarbejderne. Professor Lotte Bøgh Andersens forskning viser, at det ikke er egennytte, der betyder noget for offentligt ansatte, men at der også er et meget stort element af ’kald’. Det, som de offentligt ansatte går efter, er mening, glæden ved at hjælpe andre og det at gøre en forskel. Problemet med styringen er, at hvis der fastlægges forsimplede mål og lægges økonomiske incitamenter ind, smadrer du de offentligt ansattes motivation. Det er det, vi skal gøre op med«.

Opbrud blandt djøf’ere

Det er ikke kun blandt de offentligt ansatte, Henrik Hjortdal ser et opbrud. Der er også nytænkning på vej fra djøf’erne og forskerne.

»Oprøret har været undervejs længe. I 2012 mødtes de førende forskere i offentlig styring og ledelse og udarbejdede i fællesskab et papir om nye veje til en effektiv offentlige sektor. De foreslog at lægge større vægt på højnelse af de offentlige ansattes indre motivation, fremme af offentlig innovation, bedre koordination og samspil samt mobilisering af de mange ressourcer, der findes hos virksomheder, borgere og frivillige. Men forslaget blev negligeret af politikerne. Og Finansministeriet afviste på et møde mellem forskerne og departmentscheferne fuldstændig forslagets relevans. Omvendt blev det positivt modtaget af de offentligt ansattes organisationer og af en række af de kommunale organisationer«.

Det vil gøre stor forskel, hvis opgøret får deltagelse af djøf’erne blandt forskere, administratorer og kommunaldirektører

Hvad så nu? Har noget forandret sig?

»Kora-rapporten kan blive et nyt startpunkt. Simpelthen fordi ingen kan leve med, at vi systematisk underprioriterer de svage grupper og svære problemer. Også i andre lande er der grøde. Fra USA har vi fået et studie, hvis konklusioner minder meget om Kora-rapportens. Fra England har vi fået en bog af forskeren Christopher Hood, som viser, at new public management-filosofien, som resultatbaseret styring bygger på, ikke har virket i staten. I Sverige er regeringen i gang med at lave en tillidsreform, fordi man står med de samme problemer med resultatstyring, motivation og bureaukratisering som os. Der er et behov«.

PELLE DRAGSTED

Men hvis forskere og djøf’ere godt kan se, at der er noget galt, hvorfor sker der så intet?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Beslutningstagerne har endnu ikke set, at det her er et stort problem. Forvaltningspolitik er ikke et emne, man tager rigtig seriøst. Man har mere fokus på flygtninge, velfærd og beskæftigelse. Men dermed overser man et område, som er sindssygt vigtigt. For forvaltningspolitikken påvirker jo hele den offentlige sektor og dermed vores liv. Fra den psykiatriske behandling over sundhedsvæsnet og beskæftigelsessystemet til den måde, lærerne agerer på ude i folkeskolen«.

Hvem skal sætte den nye dagsorden?

»Jeg tror, der er mange kræfter, som ønsker forandring i offentlig styring. Det vil gøre stor forskel, hvis opgøret får deltagelse af djøf’erne blandt forskere, administratorer og kommunaldirektører. Men naturligvis er Kora-rapporten også et stærkt argument i hænderne på organisationer som FTF, OAO og FOA. Opgøret med mål- og rammestyring, kontraktstyring og markedstænkning skal på dagsordenen«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce