Kilde: politiken TV / Johannes Skov Andersen og Henrik Haupt

Chefer krænker kritikere i den offentlige sektor

Sygeplejersker, pædagoger, lærere og politibetjente føler med god grund, at det er blevet umuligt at udtrykke sig kritisk over for forholdene på deres arbejdsplads.

Debat

Det er ikke længere muligt for den nyuddannede sygeplejerske at sige højt, at hun synes, det er uansvarligt, at hun skal være alene på afdelingen om natten. Det er heller ikke muligt for pædagogen at ytre sin utilfredshed med forholdene, når hun ikke kan nå at skifte alle børnenes bleer. Og politibetjenten kan heller ikke længere være kritisk over for, at han skal bruge sin tid på at opfylde måltal i stedet for at fange rigtige banditter. Den fælles erfaring hos de offentligt ansatte er nu, at deres kritik bliver lukket ned og afvæbnet – og vendt mod dem selv. De får at vide, at det er dem selv, den er gal med«.

Sådan lyder det fra lektor i sociologi Rasmus Willig, der er forfatter til en række bøger om ytringsfrihed og kritik. I næste uge udkommer hans seneste bog, ’Afvæbnet kritik’, der er resultatet af syv års arbejde. Bogen dokumenterer en kultur, der præger fagprofessionerne, hvor kritik ikke længere kan handle om almene problemstillinger i arbejdslivet, men gøres til et anliggende, der har med den enkelte medarbejder at gøre.

»Der er noget helt alvorligt i vejen med arbejdsmiljøet, ja hele kulturen, på de offentlige arbejdspladser. De ansatte udsættes for konstante små doser af arsenik; for sproglig vold. De oplever, at det ikke nytter noget at kritisere særligt kritisable forhold, for kritikken bliver returneret til dem selv. Dermed bliver de strukturelle problemer på arbejdspladserne individualiseret, og derfor censurerer de ansatte sig selv«.

Det lyder så voldsomt, når du taler om voldeligt sprog og om arsenik. Hvad er det konkret, de ansatte udsættes for, som får dem til at tie stille?

»De får ikke længere rigtige svar fra deres ledelser på kritik. Når ansatte eksempelvis siger på jobbet: ’Hvorfor skal vi organisere arbejdet på denne måde?’, eller ’Er det ikke lige lovlig voldsomme besparelser i forhold til den kerneydelse, vi skal levere?’ – altså helt almindelige kritiske ytringer – så lyder svaret fra cheferne: ’Her ser vi udfordringer i stedet for problemer’, eller ’Her taler vi tingene op, ikke ned’, eller ’Jeg hører, hvad du siger, men det er ikke min oplevelse’. Denne type svar har i virkeligheden indbygget et psykologisk chok. Enten ved at medarbejderen bliver affejet, eller ved at medarbejderen først bliver anerkendt og dermed tillagt en form for værdi, men lige efter får besked på at have en helt anden attitude. Oplevelsen er, at man faktisk ikke er blevet taget seriøst. Det kan man forstå som en form for psykologisk vold«.

Præcis hvad gør det ved medarbejderne?

»Det skaber frygt, angst og usikkerhed, når man aldrig får svar på kritik, men bliver afvæbnet af sætninger som ’Hvis du er utilfreds, må du sige op. Ingen er uundværlig’, eller ’Du er et brokkehoved’. Det er jo intimiderende og brutalt, når en chef pludselig inddrager medarbejdernes privatliv og f.eks. siger: ’Tror du ikke, du har problemer på hjemmefronten, siden du er så negativ?’. Det er klart, at man frygter at ytre sig, og at man lægger bånd på sig selv, når man udsættes for den slags. Det er intimiderende, ofte truende, og en overskridelse af grænsen mellem det private og arbejdsmæssige. Det, som forskere kalder chokabsorberende institutioner, nemlig familien, bliver invaderet«.

Vi mærker også de moralpsykologiske konsekvenser af ikke at kunne ytre sig, nemlig fornemmelsen af ikke længere at kunne holde sig selv ud, hvis man skal forsætte. Folk resignerer eller bliver udbrændte.

Men hvad skal vi egentlig også med al den kritik på jobbet?

»Kritik har været motoren i og den drivende kraft for forandring i det danske samfund. Kritik er forudsætningen for et levende demokrati. Når vi oplever ting, der ikke fungerer, eller oplever uretfærdigheder, ytrer vi kritik, og på den baggrund peger vi på, hvordan tingene kunne være anderledes og bedre. Når man eliminerer kritikken, sådan som vi ser det nu, efterlader det oplevelsen af, at det ikke rigtig nytter noget at ytre sig – og så forsvinder meningen med det hele«.

Det er en hel kultur

Rasmus Willig har gennem syv år indsamlet hundredvis af virkelighedens svar på kritik, som møder kritiske medarbejdere i det offentlige. Hver gang han har holdt et foredrag om ytringsfrihed, har han bedt deltagerne om at skrive de sætninger ned, som de selv har hørt fra deres chef. Den samlede mængde svar på kritik tegner ifølge ham et tydeligt billede.

»De her mange, mange svar på kritik, jeg har samlet, viser, når man lægger dem sammen, at det her har strukturel karakter. Det er ikke bare noget, der sker på enkelte arbejdspladser. Afvæbningen af kritik med sætninger som ’Enten er du med eller også er du imod’ eller ’Nu må vi se fremad og ikke være så bagstræberiske’ er blevet til en hel kultur, der massivt ødelægger det psykiske arbejdsmiljø. Kulturen leverer en ny form for psykologisk krænkelse, som vi alle er berørt af«.

Hør Rasmus Villig læse alle de dårlige undskyldninger op:

Kilde: politiken TV / Johannes Skov Andersen og Henrik Haupt

Så det er de offentlige chefer, du skyder på med bogen?

»Nej, alle reproducerer den samme krænkelse. Cheferne har selv chefer, der gør det samme, og cheferne har chefer, der siger det samme, og de har en bestyrelse, som har en politisk ledelse, der siger det samme. Man kan ikke skyde på en enkelt, det er i alle led. For også lederne har mistet deres autonomi. Ingen går fri. Det er derfor, en del af svarene på kritik er sætninger som: ’Jeg har det lige så svært som dig’, eller ’Jeg ville gerne, men vi har desværre ikke ressourcerne’, eller ’Det er blevet bestemt på højeste sted – der er ikke noget at gøre’«.

Hvor kommer denne her kultur fra?

»Det her er en udvikling, som er kommet med den neoliberale markedsideologi, der nu hersker overalt; altså konkurrencestaten. Denne type ideologi har bredt sig til med i hver eneste sektor i det offentlige. Vi må huske på, at vi har at gøre med professioner, der for 15 år siden var styret af en høj grad af autonomi, som i dag bliver detailstyret og reguleret hvert eneste år af politikere og ministerier. Der er noget nyt hele tiden – den ene reform når knap nok at blive gennemført, før den næste er på vej. Når medarbejderne ytrer kritik af det, lyder der svar som: ’Nu må vi jo se at få det bedste ud af det’. Det kommunikerer jo underforstået ’Det er ikke godt det her, der røg pædagogikken i børnehaven sgu, men der er ikke noget at gøre ved det’. Det er en intensiveret konkurrence, der handler om at rejse sig op efter ethvert nederlag og begynde på en frisk. Det handler om altid at være parat. Medarbejderne skal være medgørlige i forhold til markedets krav om konstant omstillingsparathed«.

Det må du uddybe ...

»Hvis du ser på pædagogerne, sygeplejerskerne, lærerne, sosu’erne, politifolkene, så opererer de i dag på konkurrencebetingelser – skoler konkurrerer mod skoler, gymnasier mod gymnasier, hospitaler mod hospitaler om at være bedst – og de skal konstant udvise fleksibilitet og omstillingsparathed for at kunne klare sig i konkurrencen. Men det er jo ikke meningen, at sygeplejersker skal konkurrere mod hinanden. Eller at politibetjente skal«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor egentlig ikke. Konkurrence kan vel være godt ...

»De er kerneprofessioner, for vi kan jo ikke forestille os et velfungerende samfund uden. Men den konkurrencelogik, de arbejder under, har ikke noget at gøre med at betjene et demokratisk samfund. Vi har faktisk en moralsk forventning om gennemsigtighed i det offentlige, men miseren er, at denne form for konkurrence ikke skaber gennemsigtighed; faktisk det stik modsatte. Ingen vil jo udstille sig selv som konkurrencesvag. Sosu-assistenten ved jo godt, at hvis hun siger højt, at hun ikke kan nå at skifte ble på de gamle, inden de skal i seng, bliver hun formentlig fyret, eller også er det nok hendes plejehjem, der skal lukkes eller sammenlægges med et andet ved næste omstrukturering eller besparelse«.

Medarbejdere skal være medgørlige

Ifølge Rasmus Willig viser svarene på kritik, at offentlige chefer ønsker mere fleksible medarbejdere. Men ifølge Willig er der tale om en form for fleksibilitet under tvang. Han ser en udvikling på arbejdsmarkedet, som er gået fra flexicurity over flexploitation til det nye begreb flexisme – som han selv har opfundet, mens han skrev den nye bog – og helt den samme bevægelse kan genfindes i måden, medarbejderne ytrer sig på – eller rettere: ikke længere ytrer sig på.

»Vi er gået fra et flexicurity-system, hvor folk ikke var bange for at ytre sig, fordi de var trygge ved deres ansættelse eller ved muligheden for at få et nyt job, til et arbejdsmarked med flexploitation, altså en form for fleks-udnyttelsessystem, hvor sikkerheden faldt, og hvor den kritiske attitude hos medarbejderne skulle erstattes af en positiv attitude. Det lyder sådan her i chefsprog: ’Her ser vi udfordringer i stedet for problemer’, eller ’Her fortæller vi den gode historie, ikke den dårlige’ eller ’Her taler vi tingene op, ikke ned’. Nu er vi kommet til et sted, hvor den positive tilgang hos medarbejderne er blevet erstattet af kravet om en resilient attitude. Individet skal blive mere modstandsdygtigt«.

Hvad mener du – hvordan ser du det?

»Når chefernes svar på kritik lyder ’Det er jo kommet for at blive’, eller ’Du skal lære at finde dig i mere’, eller ’Du må blive mere robust’, er det udtryk for, at medarbejderne skal klappe hælene sammen og være medgørlige. Vi har altså set en udvikling fra, at medarbejderne havde medbestemmelse på arbejdspladserne, til, at de skulle se at få sig en positiv attitude, til, at kernekompetencen er, at de skal være medgørlige, hvis de vil beholde deres job«.

Præcis hvad dækker flexisme over?

»Det dækker over erfaringen af, at det vil have konsekvenser, hvis jeg ytrer mig kritisk om særligt kritisable forhold på min arbejdsplads til min arbejdsgiver eller i offentligheden. Skredet sker i det øjeblik, ideen om fleksibilitet overgår fra at være et frihedsbegreb til et tvangsbegreb, hvor ingen længere kan ytre sig imod denne tvang, da det vil lede til, at karrieren går i stå eller til en fyring. Flexisme har således totalitære tendenser. En ideologi, der lukker sig om sig selv, afvæbner kritikken og svarer igen. Derfor er de mange svar på kritik så vigtige for at forstå den tid, vi lever i«.

Hvad er konsekvensen af flexismen?

»Mange offentligt ansatte har fornemmelsen af at stå med lort helt op til halsen, og at det er umuligt at bryde ud og påbegynde en eller anden form for kulturel forandring. Vi mærker også de moralpsykologiske konsekvenser af ikke at kunne ytre sig, nemlig fornemmelsen af ikke længere at kunne holde sig selv ud, hvis man skal fortsætte. Folk resignerer eller bliver udbrændt. Eller de drømmer sig hen til et andet job eller begynder at dyrke deres hobbyer mere intensivt for at balancere det ud. På den måde går vi alle sammen glip af mange menneskelige ressourcer«.

Når du holder foredrag, oplever du så, at folk tænker, at de bare skal tage sig sammen, eller at det er selve systemet, den er gal med?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg oplever et system, der producerer en uheldig form for kynisme. Mange siger til mig: »Jeg ved, at jeg gør noget forkert, men jeg gør det alligevel«. Det kan for eksempel være en lærer, der bliver nødt til at møde uforberedt op til en time, fordi forberedelsestiden er skåret ned. Problemet er, at de dermed også oplever en form for etisk og moralsk tab af sig selv. Man kan godt gøre noget forkert i et stykke tid, man kan lære at leve med ting, man ikke bryder sig om, men man kan ikke blive ved med det i lang tid. Vi har moralske forventninger til vores virke. Men hver gang man påpeger noget, som er dybt alvorligt – som folkeskolelærer, politibetjent, sygeplejerske, socialrådgiver – får man at vide, at det kunne være, at kollegaerne blev kede af det. Det er et af svarene. Det er jo ikke muligt at få besked på, at man bare skal leve som et etisk afstumpet menneske. Den besked kan man kun leve med i et stykke tid«.

Så du tror, at nogle får øjnene op for det her? At nogle får nok?

»Ja, det tror jeg i høj grad. Der er f.eks. rigtig mange folkeskolelærere, der har forladt butikken de sidste par år. De har særligt én erfaring, som jeg synes er meget interessant. De forlader den synkende skude for at blive fri for det hele. Men da bliver de skuffet, for det næste sted, de bliver ansat, er det det samme, der gør sig gældende. Og det er lige meget, om de skifter profession. Og heri består det samlede kulturelle opgør med det her. Alt for mange tænker ’Det er da løgn, jeg burde lave noget andet’, når de møder ind på arbejde. Men der er kun tilbage at købe en isbutik, hvor man helt bestemmer selv. Det er den eneste vej, for når man virkelig analyserer sproget og kritikken, er det tydeligt, at det er meget svært at forandre noget som helst af det her – heri ligger også det totalitære«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce