Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debat

Adoption er jo ren menneskehandel

Vi burde slet ikke adoptere. For det er en myte, at der er masser af forældreløse børn i 'de fattige' lande, som vi i Vesten gør en stor tjeneste.

Debat

Det oprindelige mål med transnational adoption var at skaffe forældre til forældreløse børn i nød. I dag er det en industri, som tjener styrtende med penge på at levere børn til barnløse i Vesten. De fleste tror, at vi gør resten af verden en tjeneste. Virkeligheden er nærmere, at vi tænker mest om og på os selv«, siger Yong Sun Gullach.

Hun er forkvinde for Adoptionspolitisk Forum (APF) – en organisation af adopterede, adoptanter, oprindelige forældre og andre, der kritiserer lovgivningen, økonomien og forestillingerne, som omgærder transnational adoption i dag. Gullachs anke er blandt andet, at USA og Europa frarøver Afrika og Asien deres ressourcer, når vi »importerer« deres børn.(fakta)

»Vi opfører os stadig som kolonialister: Vi tager ressourcer fra andre lande og implementerer dem her hos os. Børn er et lands største ressource – de er fremtiden. Samtidig er vi også med til at fritage de magthavende instanser i afgiverlandene. Enlige mødre i Sydkorea, Indien og Kina burde jo få støtte, så de kan beholde deres børn eller bevare en kontakt til dem«.

Det ændrer vel ikke på, at Vesten hjælper de børn, der kommer hertil?

»De fleste tror, at der er masser af forældreløse børn, som sidder og har det kummerligt på kolde børnehjemsgulve i ’fattige’ lande. Derfor forestiller de sig også, at børnenes lykke er gjort, hvis de får en ny familie herhjemme. Men kigger man på FN’s tal på børneområdet, viser det sig faktisk, at der ikke er særlig mange ’adopterbare’ børn. På verdensplan oplever vi mindre fattigdom, mindre krig og flere børn, der går i skole. Til gengæld er der stadig rigtig mange, som gerne vil adoptere«.

Hvis viljen og lysten til at adoptere er stærk nok, så kan man joflytte til det land, ens barn kommer fra

Det lyder som en god nyhed, hvad er problemet?

»Den store efterspørgsel og det lave udbud af børn betyder desværre, at man kan sidestille transnational adoption med en handel. Det, der oppebærer muligheden for at udøve adoptionerne, er jo de absurd store summer af penge, Vesten tilbyder afgiverlandene«.

Hvordan kommer det til udtryk?

»Antallet af børnehjemsbørn stiger ofte markant, når et land åbner op for transnational adoption. Det så vi blandt andet i Nepal. Flere og flere børnehjem bliver samtidig taget i at forfalske børnenes papirer for at gøre dem lovlige at bortadoptere. Sjovt nok kalder medierne altid disse historier for ’enkeltsager’. Men hvor mange enkeltsager skal der til, før vi anerkender, at problemet er strukturelt?«, spørger Yong Sun Gullach, der har arbejdet med transnational adoption i over 16 år.

»I hovedparten af de adoptionssager, jeg har kendskab til – og det nærmer sig 2.000-3.000 sager – har papirerne ikke stemt overens med virkeligheden. Vi taler om systematiserede uoverensstemmelser som falske dødsattester på forældre, standardhistorier om børn, der er fundet på dørtrin, eller anonyme afleveringer hos politiet. Det viser sig tit at være fiktioner, som er fabrikeret for at gøre børnene lettere at bortadoptere«.

De ’barmhjertige’ adoptanter

Yong Sun Gullach oplever, at folk tager hendes adoptionskritik meget personligt, og at flere skyder hende i skoene, at hun selv må havde haft en ulykkelig adoption eller trauma, fra tiden før hun kom til Danmark.

»Det er nedsættende, at folk psykologiserer min kritik med henvisning til min barndom. Min indignation bunder i, at vi tvangsmigrerer børn til Vesten og opfatter det som en win-win-situation. Ønsket om at ’frelse’ dem, man synes er svagere end en selv, er en forfejlet kristen og kolonialistisk idé. Vi overvejer sjældent, om dem, der bliver ’frelst’, synes, det er okay«.

ADOPTIVFORÆLDER I DEBATTEN

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er en noget teoretisk kritik ...

»Mediernes dækning afspejler det mere konkret. Tænk på de fire mødre fra Kenya, der krævede deres børn tilbage, efter de var blevet stjålet fra dem og bortadopteret til Danmark og Sverige. Medierne satte spørgsmålstegn ved de kenyanske mødres historier, men ikke ved adoptanternes. Man kaldte sågar de vestlige par for ’forældre’, mens de kenyanske mødre blev kaldt ’måske-forældre’. De adopterede piger blev mod deres vilje kaldt ved deres nye navne i stedet for deres oprindelige. Jeg forstår ikke, hvorfor adoptanter – og samfundet generelt – har lyst til at indgå i en struktur, vi ved er korrupt og tynget af møgsager«.

Det ændrer vel ikke på, at de fleste børnehjemsbørn får en bedre opvækst i Vesten?

»Vi tror på, at Vesten er rig, og at Afrika og Asien er fattige. Kigger man på bnp, er det korrekt, at vi i USA og Danmark er bedre stillet. Men kigger man på fattigdomsgrænsen – hvor meget man skal have for at overleve i det pågældende land – så er Kina og Sydkorea på linje med USA. Hvorfor adopterer vi så stadig børn derfra, når der samtidig er endnu fattigere lande, vi ikke vil røre med en ildtang? Hvis transnational adoption er en humanitær indsats, så gør vi det langtfra godt nok. Humanitært arbejde skal tilføre et land ressourcer – ikke omvendt«.

Kan I se jer selv i øjnene?

Yong Sun Gullach tror ikke på, at et forbud mod transnational adoption er en realistisk mulighed. Til gengæld råder hun kommende adoptanter til at sikre, at deres kommende barn ikke er havnet på et børnehjem på ulovlig vis. I Adoptionspolitisk Forum (APF) har de erfaring med, at flere hyrer privatdetektiver.

»Find ud af, om dit kommende barn er stjålet eller har pårørende, der gerne vil tage sig af det. Men pas på, for privatdetektiver kan sagtens være bestukket af børnehjemmene – endnu et bevis på, hvor sejlivet og korrupt en industri adoptionsbranchen er«.

Hvorfor ikke lade være med at adoptere?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Lad mig sige det sådan: Hvis man kan se sig selv i øjnene, og hvis viljen og lysten til at adoptere er stærk nok, så kan man jo flytte til det land, ens barn kommer fra. Så flytter man ikke barnet ud af sine vante omgivelser. Måske kan man endda bevare kontakten til barnets pårørende. Det tror jeg absolut er den bedste måde at adoptere på. Men jeg kender ganske få, der gør det, for folk tænker mest på sig selv«.

Hvordan kan betingelserne for transnational adoption forbedres?

»APF foreslår, at adoptioner kun foretages i overensstemmelse med FN’s børnekonvention og ikke Haagkonventionen. Så ville vi undgå børnehandel i højere grad. Og vi ville sikre os, at adopterede har ret til at kende deres ophav – ret til deres adoptionspapirer. Vi burde også stille flere krav til afgiverlandene. Som det står til nu, er vi og vores system så privilegeret, at vi vælger at være blinde«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce