Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat

Vi medicinerer langt flere børn, end vi behøver

Systemet tvinger indirekte børnepsykiatere til at give børn medicin, selv om de havde bedre gavn af andre behandlingstilbud. Det er et kæmpe svigt, siger børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring.

Debat

»Vi børne- og ungdomspsykiatere får ikke lov til at gøre vores arbejde ordentligt. Vi får kun lige akkurat lov til at stille en diagnose, og så er det oftest op til den enkelte kommune at beslutte, hvilken behandling det pågældende barn skal have. I mange tilfælde vil børnene kunne behandles med f.eks. familieterapi, specialskole eller pædagogisk støtte, men det er der sjældent penge til at tilbyde. Pengekassen til medicin slipper derimod aldrig op, så derfor ender vi med at medicinere langt flere børn, end vi egentlig havde behøvet. Det er et kæmpe svigt«.

Sådan lyder opråbet fra børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring, der blogger på nyhedsmediet DenOffentlige.dk om de problemer, hun ser i børne- og ungdomspsykiatrien. Et af de helt store problemer er, at børnene ikke får den behandling, de har brug for.

»Hvis man som almindelig læge tager imod et barn med en brækket arm, vurderer man, om armen skal opereres, eller om den skal i gips, og man ved, at éns anbefaling bliver fulgt. I børne- og ungepsykiatrien har jeg overhovedet ingen magt over, hvad der sker med barnet, efter jeg har stillet diagnosen. Det er enormt frustrerende, at vi ikke får lov til at bruge vores ekspertise til at sørge for, at barnet får den behandling, vi ved er den bedste«.

Hvem har ansvaret for det?

»Politikerne har skabt et system, hvor ingen har et økonomisk incitament til at give børn og unge den rigtige behandling. I hospitalsvæsenet måles vi ikke på, om vi giver behandling – kun på, hvor hurtigt vi kan stille diagnoser. Men først og fremmest har kommunalreformen placeret de behandlingsopgaver, der før lå i amterne, helt i ude i kommunerne, som ofte er så små og pressede, at de ikke har råd til at give børnene den behandling, de har brug, f.eks. psykoterapi og hjælpeklasser. Samtidig har politikerne indrettet et refusionssystem, der betyder, at staten finansierer medicinudgifterne, mens anden form for behandling skal klares af kommunernes egen kasse. Derfor sker der ofte ikke noget, når vi sender børnene videre til kommunerne med anbefaling om behandlingstilbud«.

LÆS KRONIKEN

Hvilke konsekvenser har det?

»Samfundsmæssigt har det den konsekvens, at børn, der kunne blive en samfundsressource, der fik en uddannelse, et job og betalte skat, risikerer aldrig at blive en del af samfundet, men ender på permanent offentlig forsørgelse. De kommer på den måde til at ligge samfundet økonomisk til last. De menneskelige omkostninger er også enorme – man bliver mindre selvstændig, har mindre selvtillid, færre venner, færre partnerskaber og oplever ikke glæden ved at deltage i samfundet«.

Medicinen er det sikre valg

I en ny international undersøgelse topper danske børn listen over, hvem der får mest medicin mod depressioner, og på 7 år er antallet af danske børn og unge, der får udskrevet antidepressiv medicin, steget med 60 procent. Forskere har indtil videre haft svært ved at give en forklaring på udviklingen, men måske findes forklaringen i, at systemet er indrettet, som det er. Ifølge Nina Tejs Jørring tvinger systemet nemlig indirekte børne- og ungdomspsykiaterne til at give børn medicin.

»Som børnepsykiatere sidder vi tit med et barn, der har det rigtig skidt, og som har brug for hjælp her og nu. Vi ved, at hvis vi sender barnet videre til kommunerne med en diagnose, er det ikke sikkert, at der bliver fulgt op og gjort noget ved det. Og selv må vi ikke bruge tid på at yde psykoterapi. Til gengæld ved vi, at hvis vi udskriver en recept på noget medicin, vil der med ret stor sikkerhed ske en lille forandring for barnet. Medicinering er altså det sikre og nemme valg, selv om det ofte slet ikke er den eneste eller den bedste løsning«.

I dag betales medicin af staten, og den kasse er utømmelig

Kan du give et eksempel?

»For nylig havde vi et barn på 7 år, der blev indlagt på vores døgnafsnit og fik en diagnose. Så sendte vi barnet videre til kommunen med en anbefaling om, at barnet skulle sættes i en specialklasse. Men kommunen gjorde ikke noget, for det var der ikke penge til, og vi gav ikke familien nogen familieterapi eller anden hjælp til at forstå, hvordan man skal leve med et barn med en sådan diagnose. Et halvt år efter kom barnet ind til os igen og havde fået det meget værre: Det var begyndt at skære i sig selv, ville ikke leve, ville ikke gå i skole og slog hele tiden hovedet ind i væggen. Det var så slemt, at vi valgte at give barnet antidepressiva. Hvis vores anbefaling om, at barnet skulle i specialklasse, var blevet fulgt, og vi havde støttet familien bedre, var situationen ikke eskaleret, og barnet havde formentlig ikke behøvet at få medicin«.

Men hvis medicinen hjælper, hvorfor er det så et problem?

»For det første er der mange fysiske bivirkninger ved medicinen. Den kan give voldsom overvægt, blodpropper i hjertet, forhøjet blodtryk, sukkersyge osv., og vi ved, at man statistisk set dør tidligere, når man tager medicin mod en psykisk lidelse. Rent fysisk har medicinen altså konsekvenser. For det andet har det nogle psykologiske konsekvenser. Når vi medicinerer børn, tager vi handlekraften fra både børn og forældre. Vi risikerer at skabe en kultur, hvor man medicinerer sig ud af problemerne frem for at hjælpe folk til selv at kunne håndtere udfordringerne«.

PROFESSOR

Er du ligefrem imod medicin?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej, det er jeg på ingen måde. Medicin er en god ting, der hjælper rigtig mange mennesker. Men når vi snakker om børn, der kan få det bedre med et andet behandlingstilbud, mener jeg, at det er helt forrykt at medicinere frem for først at prøve andre løsninger, som vi af erfaring ved kunne virke lige så godt«.

Hvordan kan problemet løses?

»I dag betales medicin af staten, og den kasse er utømmelig. Tænk, hvis man havde en tilsvarende kasse – eller at det var den samme kasse – der betalte for behandlingsskolerne og specialtilbuddene. Hvis vi børnepsykiatere havde mulighed for både at skrive recept på medicin og på anden behandling. Så ville forældrene kunne træffe et reelt valg om, hvilken type behandling deres børn skulle have, frem for at det som i dag er kommunernes økonomi, der afgør det«.

Man får det, man måler på

Selv om Nina Tejs Jørring er frustreret over kommunernes behandling – eller mangel på samme – er det ikke kommunerne, hun retter skytset mod. De står nemlig over for samme udfordring som børnepsykiatrien – den, Nina Tejs Jørring kalder »styringstyranniet«.

»Kommunerne forsøger bare at leve op til målsætningen om, at de skal inkludere 96 pct. af eleverne i 2020 – en målsætning, som heldigvis nu ser ud til at blive fjernet. Men skaden er sket. Målsætningen har betydet, at kommunerne ikke bare kan sende børn i specialskoler eller behandlingstilbud, men må forsøge at inkludere dem i en almindelig klasse, og derfor tøver de med at følge vores anbefalinger. Derudover har de hverken ressourcerne eller kompetencerne til at yde den rette psykoterapi. Det er en opgave, der bør ligge hos os. Men vi har skudt den over på kommunen, fordi vi er pressede. Så min kritik rettes højere op – mod vores politikere, der står i spidsen for styringstyranniet«.

Når vi snakker om børn, der kan få det bedre med et andet behandlingstilbud, mener jeg, at det er helt forrykt at medicinere frem for først at prøve andre løsninger, som vi af erfaring ved kunne virke lige så godt

Hvad mener du med ’styringstyranni’?

»Man får det, man måler på, og man måler på det forkerte. I dag bliver vi i børne- og ungdomspsykiatrien næsten udelukkende målt på, hvor lang ventelisten er. Det betyder, at vi kun lige akkurat stiller en diagnose, før vi sender barnet videre til kommunerne. Vi får ganske enkelt ikke lov til at lave en ordentlig behandlingspakke, fordi vi så ihærdigt forsøger at leve op til styringstyranniets målsætninger. I stedet burde vi måles på, om forældrene er trygge og selv føler sig klædt på til at tage sig af deres barn, før de udskrives«.

HENRIK NORDBRANDT

Men er det ikke godt at have en målsætning om, at ventelisterne skal være kortere?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Selvfølgelig ønsker vi kortere ventelister, Men det er ikke nok, hvis børnene og deres familier hverken får behandling hos os eller i kommunen«.

Men så ville ventelisten vel blive noget længere?

»Det er ikke sikkert. Vi ved intet, om hvor mange genhenvisninger vi får i disse år, men det er mange. Og vi ved slet ikke, hvor mange børn vi ville få henvist, hvis børn kunne få den behandling, de har brug for. Måske ville der komme færre henvisninger, hvis skolerne var anderledes indrettet, hvis vi gav mere familieterapi, og hvis kommunerne havde råd til at støtte familier bedre. Så hvis vi ønsker at give både hurtig og god behandling i børnepsykiatrien, kræver det ganske enkelt, at man prioriterer nogle ressourcer til området og giver os mulighed for både at yde og skrive recept på den behandling, barn og familie har brug for«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce