Tegning. Per Marquard Otzen

Tegning. Per Marquard Otzen

Debat

Bliver du syg eller invalid, er det offentlige reelt ikke til gavn

Når nu politikerne ikke vil, må arbejdsmarkedets parter skabe et sikkerhedsnet til dem, som har allermest brug for det.

Debat

Prøv at forestille dig, at du er blevet kronisk syg. Det kan eksempelvis skyldes en ulykke, der har givet dig varige rygsmerter. Du kan på grund af smerterne ikke være nogen steder. Du har som alle kroniske smertepatienter brug for mere hvile, du kan ikke tåle fysisk anstrengelse eller støj.

Prøv at forestille dig, at du i den situation skulle bruge 10-15 år af dit liv på at indsamle dokumentation for, at dit helbred ikke gjorde det muligt for dig at varetage et arbejde, at dette var din eneste chance for at opnå et rimeligt forsørgelsesgrundlag.

Din læge er overbevist om, at dine smerter ikke vil aftage, og du kan dårlig nok klare at holde sammen på dit hjem. Du har måske 30 års erfaring fra arbejdsmarkedet og er overbevist om, at det, som du kan præstere – dine smerter taget i betragtning – vil ingen arbejdsgiver betale penge for.

Men jobcentret er af den opfattelse, at du med en ugentlig samtale med en mentor de næste to år suppleret med svømmeture i varmtvandsbassin vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, eller rettere, jobcentret har den opfattelse, at det måske nok er usandsynligt, men det er ikke dokumenteret, at forløbet med varmtvandstræning mv. ikke vil bringe dig tilbage, og derfor får du afslag på pension og i stedet bevilget et såkaldt ressourceforløb med henblik på udvikling af din arbejdsevne.

Jeg har i mit arbejde som advokat med speciale i socialret talrige gange mødt klienter, som har følt sig fanget og holdt for nar, da de endelig skulle gøre brug af de sociale ordninger, de ofte via skattebilletten har været med til at finansiere gennem mange år

Lyder det rimeligt? Er det en attraktiv social (for)sikringsordning, som du gerne vil bidrage til over de generelle skatter, så du er forsikret, hvis du mister evnen til at arbejde?

Jeg har i mit arbejde som advokat med speciale i socialret talrige gange mødt klienter, som har følt sig fanget og holdt for nar, da de endelig skulle gøre brug af de sociale ordninger, de ofte via skattebilletten har været med til at finansiere gennem mange år.

Det er hensigten her at pege på det problem, som jeg vil tillade mig at omtale som kollapset af den offentlige sociale sikring mod invaliditet og sygdom. Dernæst vil jeg forsøge at råbe nogle af de parter op, som reelt kan gøre noget ved miseren.

Først til kollapset af den offentlige sociale sikring.

Forud for den fleksjob- og førtidspensionsreform, der trådte i kraft 1. januar 2013, var det ikke ualmindeligt med sagsbehandlingsforløb på mere end 4-5 år, før der kunne ske bevilling af førtidspension eller fleksjob. Når man lige lader øjnene løbe hen over linjerne, lyder 4-5 år måske ikke af meget, men prøv lige at stoppe op en gang.

4-5 år er en evighed, hvis du er blevet invalid og ønsker at gøre brug af den offentlige ordning. En evighed, hvor du skal leve i usikkerhed omkring din økonomi, din fremtid på arbejdsmarkedet, hvor hele fundamentet for din tilværelse er i spil; i en periode, hvor du på grund af sygdom eller invaliditet i forvejen er presset i bund.

Dette var vel at mærke før reformen.

Efter reformen er der blevet lagt flere år til, som oftest 2-3 år, men det kan være meget længere. Det kan være helt legalt og lovligt at henvise en 55-årig med invalideret arbejdsevne til et ressourceforløb på 5 år, med henblik på at der ved udgangen af forløbet skal fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.

Ressourceforløbet skal ifølge reglerne og bliver i praksis først iværksat, når den kommunale jobcentermølle har kørt i nogle år med arbejdsprøvning og indhentelse af helbredsmæssige oplysninger. Vedkommende har altså allerede været i systemet i årevis uden sikkerhed for at få et varigt forsørgelsesgrundlag.

Behovet for en kollektiv solidarisk løsning understreges også af, at det er urealistisk at overlade løsningen af problemet til det private forsikringsmarked. Det er i høj grad et uigennemskueligt marked, og der gælder ingen solidaritet, er du på papiret et dårligt liv, har forsikringsselskabet ingen interesse i at forsikre dig

Han eller hun skal nu trækkes med et ressourceforløb, som eksempelvis kan bestå i ’bevilling’ af tid og ro til at gå med hunden de første 12 måneder og herefter en skånsom opstart med varmtvandstræning kombineret med ugentlige samtaler med en mentor – uanset hvor spinkel chancen for tilbagevenden til arbejdsmarkedet måtte være.

Det er min opfattelse, at de seneste reformer af sygedagpenge-, førtidspensions- og fleksjobreglerne har medført, at disse i udgangspunktet solide solidariske ordninger efterhånden er blevet udvandet i en grad, så ingen, der har et alternativ, ville ønske for alvor at gøre brug af ordningerne.

Den politiske dagsorden er ofte fokuseret på økonomi og finansiering, men hvis man sætter det økonomiske spørgsmål i parentes og isolerer problemstillingen til et spørgsmål om retlige principper, så mangler der helt åbenbart et klart politisk svar.

Hvad er hensigt med eksempelvis førtidspension? Skal ordningen fungere som en (for)sikringsordning til ganske almindelige lønarbejdere, som mister evnen til at arbejde på grund af sygdom og invaliditet? Er det tanken, at disse mennesker skal igennem et 10- til 15-årigt forløb, inden de kan kræve førtidspension?

Det er forudsat ved den seneste reform, at der fortsat vil være mennesker, som skal have tilkendt førtidspension. I det nuværende regime betyder det, at en person, som kommer ud for en arbejdsulykke og får kroniske smerter, der medfører, at vedkommende ikke er og ikke vil blive i stand til at arbejde, skal bruge 5 til 10 måske helt op til 15 år på at indhente dokumentation for, at varmtvandstræning, gåture med hunden, mentorforløb, ugentlige mindfulness-sessioner og installering af hjælpemidler i hjemmet ikke vil have nogen betydning for vedkommendes arbejdsevne. Eksemplerne er hentet fra virkelige sager.

Medmindre vedkommende kan bevise, at det er ’åbenbart’ formålsløst at iværksætte de tiltag, som den samlede tværfaglige forvaltning, det vil sige sundhedsforvaltning, beskæftigelses- og uddannelsesforvaltning, kan komme op med, skal tiltagene være afprøvet, inden der kan ske tilkendelse af pension.

Det er værd at bemærke, at pensionen tilkendes ikke med tilbagevirkende kraft, eksempelvis fra ulykken indtraf, eller fra det tidspunkt hvor arbejdsevnen var stationær.

Nej, pensionen tilkendes fra det tidspunkt, hvor dokumentationen foreligger. Det vil sige, at udbetalingstidspunktet er helt afhængigt af, hvornår det lykkes kommunen at finde frem til og ikke mindst iværksætte alle de (ikke åbenbart) formålsløse tiltag, som loven foreskriver.

Udbetalingstidspunktet er derfor også helt uafhængigt af, på hvilket tidspunkt den enkelte varigt mistede evnen til at arbejde, herunder mistede indtægt som følge af invaliditeten. Det indtægtstab, som det netop var hovedformålet med ydelsen at sikre den tilskadekomne imod.

Tager man i betragtning, at det var samtlige Folketingets partier på nær Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som stemte for reformen, efterlader det ikke meget håb om, at der vil være en politisk løsning lige om hjørnet.

Alle, der kan, må derfor se sig som efter alternative forsikringsmuligheder, medmindre man vil stille sig tilfreds med den særdeles ringe dækning, som den offentlige ordning tilbyder.

Hermed er problemet, som jeg nævnte indledningsvis, tegnet op. Den offentlige sociale sikring, som tidligere var baseret på solidariske principper om gensidig forsikring, er forringet i en grad, så det ikke længere er muligt at genkende de grundlæggende retlige principper, som ordningerne var baseret på.

Dermed vil jeg forsøge at vende mig mod mulige løsninger eller fremtidsscenarier – mit opråb til arbejdsmarkedets parter, om man vil.

Førtidspension- og fleksjobreformen blev præsenteret under et slogan om at få flere i arbejde – færre skulle parkeres på såkaldt passiv forsørgelse.

Umiddelbart kunne man godt tro, at tankegangen om, at der er brug for alle på arbejdsmarkedet, hviler på et solidarisk princip: Men der er tale om en falsk solidaritet, fordi ingen, som bliver ramt af sygdom og invaliditet, ønsker at blive trukket igennem et årelangt ressourceforløb.

Ingen, der stod for at skulle tegne en forsikring mod sygdom eller invaliditet, ville vælge den forsikring, hvor der blev stillet krav om, at inden man kunne få udbetalt sin forsikringsydelse, skulle der foreligge dokumentation for, at 12 måneders fred og ro suppleret med årelange mentorforløb og gåture i skoven ikke havde nogen effekt på ens arbejdsevne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forringelsen af den sociale sikring mod uarbejdsdygtighed har nået et omfang, hvor ydelserne (fleksjob, førtidspension, sygedagpenge mv.) ikke blot bliver ringere, men hvor de ændrer fundamentalt karakter fra at være generelle solidariske forsikringsordninger til at være fattighjælpsordninger, der skal hjælpe dem, som ikke har noget alternativ.

Det samme skete med folkepensionen, som efterhånden også kun er en skygge af sig selv. Forringelsen af det offentlige pensionssystem begyndte med manglende regulering af folkepension. Det var blandt andet dette, som forledte arbejdsmarkedets parter til at indføre arbejdsmarkedspensioner bredt på arbejdsmarkedet. En erkendelse af, at det statslige alderspensionssystem ikke længere var tilstrækkeligt.

Den offentlige sikring mod invaliditet kan på samme måde ikke stå alene, og der må også findes en løsning, der kan sikre, at behovet for forsikring mod invaliditet ikke skal opfyldes af de frie markedskræfter. Det må også være muligt inden for dette område at nå frem til løsninger, der på et solidarisk og retfærdigt grundlag sikrer den enkelte mod at få revet sin tilværelse væk under sig i årevis på grund af varigt mistet arbejdsevne.

I lighed med løsningen på den mangelfulde alderspension, som fulgte i kølvandet på forringelserne af folkepensionen, er det også min opfattelse, at løsningen på problemet med sikringen mod invaliditet og sygdom må komme fra arbejdsmarkedets parter, der via de kollektive ordninger reelt er de eneste aktører, som er i stand til at byde ind med en løsning.

Personligt er jeg tilhænger af offentlige solidariske forsikringsordninger, men jeg har mistet troen på, at der inden for en overskuelig fremtid vil være et politisk flertal, der reelt ønsker en offentlig skattefinansieret løsning på behovet for social sikring mod invaliditet og sygdom, og derfor må arbejdsmarkedets parter træde til. Fagbevægelsen har initiativretten, da det er deres medlemmer, det gælder.

Løsningen skal tage udgangspunkt i en reel forståelse af, hvad solidaritet er for en retlig størrelse.

Solidaritet er eksempelvis ikke, når ressourceforløbene er tvungne forløb for folk, der forud for overgangen til forløbet bevisligt har en forringet arbejdsevne, men hvor det ikke har været muligt at løfte beviset for, at det vil være ’åbenbart formålsløst’, som der står i loven, at iværksætte et årelangt tværfagligt forløb med mere eller mindre fantasifulde tiltag.

Den offentlige sociale sikring mod invaliditet er derfor ikke længere baseret på en opfattelse af, at sygdom og invaliditet kan ramme så vel dig som mig. Derfor har vi en fælles solidarisk interesse i at sikre os mod den – vi står stærkere sammen end alene.

Indførelsen af ressourceforløbene er et eksempel på, at den sociale sikring mod invaliditet i stedet for bliver baseret på et fattighjælpskoncept. I den forstand at hensigten med reformen var at gøre noget for de svage. Som der står i forarbejderne til fleksjob- og førtidspensionsreformen, skal ressourceforløbene særligt være rettet mod de personer, som er »i fare for at få tilkendt en førtidspension«.

De sociale offentlige ydelser, som har deres historiske oprindelse i private (solidariske) forsikringskasser, er typisk kendetegnet ved at være skåret over et forsikringsprincip. Det er forsikringsbegivenheden (sygdom eller arbejdsløshed), der udløser retten til ydelsen, eksempelvis sygedagpenge eller arbejdsløshedsdagpenge.

Hvorimod ydelser, som er rettet mod fattige eller svage, typisk vil være skåret over et behovsprincip. Du har kun ret til ydelsen, hvis du ikke er i stand til selv at klare dig, eksempelvis ved at bruge af dine opsparede midler. Kontanthjælp er en klassisk behovsbestemt ydelse.

Det er risikabelt at tømme solidaritetsbegrebet for indhold og reducere velfærdssamfundet til et spørgsmål om at være god mod de fattige (de svage eller udsatte). De retlige principper, som ligger til grund for vores sociale ordning, hviler på meget andet end et princip om fattighjælp.

Mange mennesker er allerede omfattet af ordninger, der dækker tab af erhvervsevne, i kraft af deres arbejdsmarkedspension eller private pensionsordninger. Dette kan løse en del af problemet med indtægtsbortfald for den enkelte, men en væsentlig problemstilling er det, at for visse ordninger gælder, at forsikringsbegivenheden, der udløser udbetalingen under ordningen, er tilkendelse af offentlig førtidspension. Dermed fører en forringelse af den offentlige ordning direkte til en forringelse af den private. Ordningerne er i vidt omfang tænkt som et supplement til den offentlige pension.

Pointen er her, at der er noget at bygge videre på. Der behøver ikke være tale om en revolution, men i højere grad en tilpasning eller udvikling af de eksisterende arbejdsmarkedspensionsordninger.

Behovet for en kollektiv solidarisk løsning understreges også af, at det er urealistisk at overlade løsningen af problemet til det private forsikringsmarked. Det er i høj grad et uigennemskueligt marked, og der gælder ingen solidaritet, er du på papiret et dårligt liv, har forsikringsselskabet ingen interesse i at forsikre dig.

De arbejdsmarkedsbaserede ordninger løser selvsagt ikke problemet for dem, som aldrig får etableret sig på det organiserede arbejdsmarked, og de har derfor ikke dette strejf af universalisme, som ellers har kendetegnet de danske velfærdsordninger, men hvad er alternativet?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så hvad skal arbejdsmarkedets parter gøre?

For det første erkende, at den offentlige ordning ikke længere er relevant for deres medlemmer og arbejdstagere. De arbejdsmarkedsbaserede ordninger bør derfor være designet på en måde, hvor den kollektive ordning kan stå alene og eventuel blive suppleret med en offentlig ydelse, og ikke omvendt.

For det andet bør arbejdsmarkedets parter gøre det, som politikerne har forsømt at gøre i årevis, nemlig gennemtænke, på hvilke grundlæggende retlige principper ordningerne skal være baseret, og sikre, at rettighederne kan håndhæves af dem, som rent faktisk er uarbejdsdygtige på grund af sygdom og invaliditet, uden at de skal være i et retligt limbo i 15 år.

For det tredje bør arbejdsmarkedsparterne designe en løsning, der er stærk nok til, at de, som designer ordningen, kan se, at den også ville være relevant og problemløsende, hvis de selv blev invalide og mistede arbejdsevnen.

Kom nu, der er ingen andre til at løse problemet!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce