Debat. Tidligere DR-direktør Christian Nissen er kritisk over for de stigende dokumentationskrav over for offentlig ansatte.
Foto: Finn Frandsen (arkiv)

Debat. Tidligere DR-direktør Christian Nissen er kritisk over for de stigende dokumentationskrav over for offentlig ansatte.

Debat

Borgerne er blevet gidsler i systemets krise

Krisen i det offentlige er et symptom på, at vi mangler en fælles mission med velfærdssamfundet, mener Christian S. Nissen.

Debat

Det knager i fugerne, og vi kan begynde at se sprækkerne. Det er ligesom i Lars von Triers dramaserie ’Riget’: Det er hele fundamentet i bygningen, den er gal med. Og det er et forvarsel om, at styringen af den offentlige sektor står over for et skelsættende paradigmeskifte«.

Så drastisk opfatter Christian S. Nissen utilfredsheden blandt offentligt ansatte, som føler, at der bliver stillet skrappere krav, mens de bliver underlagt stadig mere kontrol.

»Mange frontlinjemedarbejdere i velfærdssektoren oplever, at de igen og igen må gå på kompromis med deres faglige integritet – eller ikke kan leve op til de regler og krav, der bliver stillet til dem. Det er en kamp mellem flere rationaler på én gang, og det er det, som får hele konstruktionen til krakelere. Afstanden er blevet for stor mellem dem, der træffer beslutningerne, og dem, der skal føre beslutningerne ud i livet«.

OVE KAJ PEDERSEN

Med en fortid som topchef for de tre rød-hvide klenodier Nationalmuseet, Rigshospitalet og Danmarks Radio står Christian Nissen for mange som Danmarks bedste bud på ’Mr. Djøf’. Ikke desto mindre mener han i dag, at styringen af den offentlige sektor er på afveje. Der er for megen mistillid, for mange regler og for lidt forståelse for, at der er økonomiske grænser for velfærd.

»Allerede dengang jeg selv var topchef i det offentlige, fik jeg en forsmag på, at den grundlæggende styringstænkning var under pres. Det var tydeligt, at der var trukket op til en konfrontation mellem den rationelle tænkning, som jeg selv repræsenterede, og som jeg fortsat mener, det er meget vanskeligt at sætte spørgsmålstegn ved, og så den fagprofessionelle tænkning, som var drevet af en faglig integritet – eller et kald, om I vil«.

Som direktør måtte Christian Nissen gang på gang spørge sig selv om, hvorfor hans rationaliseringer ikke virkede efter hensigten. Langsomt begyndte han at forstå hvorfor:

Vi oplever nogle af de mest dramatiske velfærdsnedskæringer, vi har set de sidste 20 år. Og vi kalder dem reformer

»Missionen for læger, sygeplejersker og journalister – det de er sat i verden for – er noget andet end det, jeg som administrator eller direktør rationelt kan analysere mig frem til. Lad mig nævne et eksempel: Da jeg var på Riget, blev det et nyskabende gennembrud, da hjertekirurgerne med bistand fra en ekstern konsulent opdagede, at ca. 75 procent af alle bypasspatienter kunne behandles i stort set ensartede forløb. Den logik stejlede lægerne over. Men det lykkedes efterhånden at nå til en erkendelse af, at hver enkelt patient ikke var ’en individuel case’, og det betød, at vi lige pludselig kunne forøge operationskapaciteten markant. Men selve denne tænkning er et typisk udslag af en rationel og analytisk tilgang til patienter, og den er på mange måder i modstrid med den opfattelse, at patienter er individuelle og ikke bare kan rulles igennem pølsefabrikken på samlebånd. Dette er et reelt dilemma, som vi ser mange steder i den offentlige sektor«.

RASMUS WILLIG

I dag er Christian Nissen rådgiver og forfatter. Piben ryger han stadig på, selv om den har fået en anden lyd: »Jeg har en stærkt dement bekendt med Alzheimers, som bor på plejehjem under helt nedværdigende forhold. Han har fået tildelt en rengøringskvote på to rengøringer om ugen. Han går med ble, og når min kone og jeg besøger ham, er der ofte afføring ud over det hele. Men han har kun to rengøringer om ugen. Medmindre pårørende kommer og gør det. For man har vurderet, at der er så og så mange penge til rengøring, og så må man fordele de penge, så de gør mest mulig gavn. Der er nogen, der har det værre end ham, og nogen, der har det bedre, og de får måske kun gjort rent en gang om ugen. Dette er sikkert en rationel måde at udnytte ressourcerne på, men den tager ikke hensyn til mennesker«.

Er den rationelle tænkning gået over gevind?

»Ja, men et af problemerne er, at vi ikke kan eller vil kræve den skat op, som vores efterspørgsel fordrer. Politikerne tør ikke, og i stedet forsøger de at ’reformere’ sig ud af problemerne. Men vi oplever nogle af de mest dramatiske velfærdsnedskæringer, vi har set de sidste 20 år. Og vi kalder dem reformer«.

De fleste politikeres mission i dag er at bevare velfærdssamfundet - ikke at udvikle det - og dermed er der heller ingen retning

Politikerne tør ikke prioritere

Christian Nissen ser kløften mellem de offentligt ansatte og statsadministrationen som et symptom på en krise, som velfærdssystemet er løbet ind i. Han anerkender, at der i den givne økonomiske situation er behov for at gennemføre økonomiske reformer og indføre smalhals. Men dilemmaet står tilbage:

»Vi står i en situation, hvor borgerne forventer, at de får offentlige ydelser på alle mulige måder, og at ydelserne bliver bedre og flere. Men når samme borgere så tager skattehatten på, vil de ikke betale. Det er en uløselig knude: Vi har bygget en model, hvor væksten i velfærden med den økonomi, der er til rådighed, ikke kan blive ved. Og politikerne gør ikke noget for at løsne denne knude«.

De forsøger vel netop at holde økonomien i ro, fordi det er nødvendigt?

»Jo, men grønthøsteren eller omprioriteringsbidraget er jo symbolet på, at Folketinget ikke tør prioritere. Når de ikke tør skære ned på behandling af en bestemt sygdom for at gøre plads til behandling af andre, betyder det, at alle kommer til at holde for. Og så bliver det i yderste geled, at man er nødt til at prioritere. Det er derfor plejepersonalet, lærerne eller pædagogerne, der skal prioritere i dagligdagen – og ikke politikerne. At vores politikere og administrative system ikke magter eller ikke tør foretage disse prioriteringer – i den klemte situation, vi befinder os i – er en helt central udfordring«.

De ansatte har proletariseret sig selv

En konsekvens af de seneste års management-tænkning har været indførelsen af flere regler, hvilket mange offentligt ansatte opfatter som umyndiggørende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De mange regler er vel det, vi andre kalder ’djøficeringen’ af den offentlige sektor?

»Jeg bryder mig ikke om ordet ’djøficering’, for hvad betyder det? Det, vi opfatter som årsager til problemerne – det, I kalder ’djøficering’ – er blot symptomer på, at der er noget grundlæggende galt. For det er hele systemet, det er galt med: Hele vores politiske kultur og forvaltning baserer vi grundlæggende på den samme styringstænkning som for 150 år siden. Men hvor man tidligere havde bondebevægelsen og arbejderbevægelsen og de partier, der var knyttet til dem, til at udstikke en mission for samfundet, mangler denne mission i dag. Ingen ved, hvor vi skal hen. Regeltyranniet er derfor i virkeligheden et udtryk for en idékrise«.

KRONIKEN

Er det gået for vidt med de mange regler og kontrollen med de ansatte?

»Ja, men det er mere kompliceret end som så. Min pointe er, at kontrollen bare er en nødløsning. Politikerne har to håndtag, de kan dreje på: penge og regler. I dag kommer der ikke flere penge, og derfor kommer der flere regler, som bl.a. skal sætte begrænsninger på det offentlige forbrug. Dette kan også være nødvendigt«.

»Det er tankevækkende, at de tre offentlige institutioner, jeg var i spidsen for, alle havde et overforbrug, da jeg kom dertil. Især DR misbrugte offentlige ressourcer i helt uforsvarlig grad. Og da jeg kom til Riget, var der et budgetteret årligt underskud på 100 mio. kr. Det var klart, at der skulle gøres noget. Der var brug for både regler og begrænsninger på den ene side og økonomiske besparelser på den anden. Det var derfor, jeg i sin tid fik et ry som ’Døden fra Blegdamsvej’«.

Men hvorfor var der brug for flere regler dengang – og færre regler nu?

»Problemet er, at mange af de regler, der er i spil i dag, er baseret på mistillid. Man antager, at de ansatte snævert vil forfølge deres egeninteresse i stedet for at følge deres kald. Og mange har jo heller ikke et kald, de arbejder ud fra i dag. Tag for eksempel lærerne, der for længst har proletariseret sig selv«.

Hvordan proletariseret?

»For lærerne skete det, da de sammen med arbejdsgiverne, KL, begyndte at splitte deres arbejdstid op i forskellige typer arbejde: U-tid, F-tid osv. Det førte til en proletarisering, fordi lærerne hermed blev ’lønarbejdere’. Når det sker, bliver både arbejdstager og arbejdsgiver meget nøjeregnende med en detailstyret udmåling af arbejdstid og pligter. Det flytter begge parters opmærksomhed væk fra at give eleverne en bedre dannelse«.

SVEND BRINKMANN

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad er så dit alternativ til den nuværende styringstænkning?

»Det er det gode spørgsmål. For det handler grundlæggende om, at vi mangler en mission for den offentlige sektor. De fleste politikeres mission i dag er at bevare velfærdssamfundet – ikke at udvikle det – og dermed er der heller ingen retning. Første skridt må være, at politikerne skal turde foretage de nødvendige prioriteringer og om nødvendigt dæmpe borgernes forventninger«.

Hvad med politikernes forhold til de offentligt ansatte?

»Jeg vil så nødig tage ordet ’tillidsreform’ i min mund. Men hvis man skal kunne vende udviklingen, kræver det som minimum to ting: 1) At beslutningstagerne accepterer forskellighed og giver medarbejderne mulighed for at handle, som de mener bedst. 2) At medarbejderne accepterer, at der er klare økonomiske rammer for, hvad de kan gøre. Vi er nødt til at have en fælles vision og udstikke en retning, som folk kan se meningen med. Alternativet er at fortælle medarbejderne, hvad de skal gøre, og hvordan de skal gøre det. Dette er et langt mere komplekst styringsinstrument. Og vi kan i dag se, at det ikke virker«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce