Tegning. Per Marquard Otzen

Tegning. Per Marquard Otzen

Debat

Farfar overlevede kun, fordi han kunne betale

Er man over 75 år og får konstateret aggressiv prostatakræft, bliver man ikke tilbudt helbredende behandling på de danske sygehuse - er det rimeligt?

Debat

Sidste sommer fejrede vi min farfars 80-års fødselsdag med et brag, og det var tydeligt, at han trods sin alder ikke havde mistet sit unge sind. Min farfar er en god og troende mand og en betænksom og meget kærlig farfar, som passer på alle de børnebørn, han har.

Hans faster fik brev fra dronningen, da hun fyldte 100 år, og derfor var der til hans fødselsdag sidste sommer udbredt enighed om, at vi selvfølgelig også ville have vores glade stammeleder i mindst 20 år mere.

En dag i efteråret 2015 besøgte min far, min bror og jeg min farfar og hans hustru i deres idylliske hus i Saxild. Det var tydeligt at mærke, at stemningen var markant forværret i forhold til sidste gang, vi mødtes.

»Jeg har fået kræft«, sagde min farfar ved middagsbordet. Jeg havde aldrig før set ham med tårer i øjnene. »Jeg har kræft, og jeg kan ikke få helbredende behandling, fordi jeg er over 75 år«, fortalte han. Jeg havde aldrig hørt om den absurde regel før og havde svært ved at tro mine egne ører.

Hvad gør man, hvis man er over 75 år, har aggressiv prostatakræft og ikke ligger inde med en mindre formue? Skal man så bare acceptere lægens bitre ord om, at man snart skal dø?

Har kræftbehandling nu noget med alder at gøre? Bør det ikke afhænge af patientens fysiske og mentale tilstand? Er det kun unge, som fortjener livet?

Min farfar har de sidste mange år løbet 5 kilometer om dagen – ned til stranden og tilbage igen. Han er frisk og klar i hovedet og har intet mistet af sin skarpe ingeniørhjerne, der i øvrigt var en af udviklerhjernerne bag B&O’s første farve-tv.

Efterfølgende læste jeg på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, at man typisk ikke får tilbudt behandling for prostatakræft, når man er over 75 år, fordi behandlingen kan have større bivirkninger end sygdommen selv. Det giver sådan set god mening: Hvis sygdommen er for fremskreden til at kunne slås ned, og behandlingen dermed kun er mere til skade end til gavn, er det naturligvis nytteløst at tilbyde den. Derfor troede jeg naivt, at min farfars kræft var så fremskreden, at der ikke var noget at gøre.

Min farfar havde den aggressive kræftform (T3 Gleason, score 9, hvor 9 er scoren for aggressiviteten, som højst kan scores til 10). Da han havde et vist antal år på bagen, fik han tilbudt tabletter, som måske ville sænke hastigheden, som hans PSA-tal ellers ville stige med, men tabletterne ville blot udskyde hans død, ikke redde ham. Han fik sin dødsdom, og han skulle dø snart.

Men min farfar og hans kone spillede videre i spillet om livet, og fordi han som tidligere koncerndirektør for produktstrategi og udvikling og medlem af direktionen i B&O havde opnået en tilstrækkelig aldersopsparing, nøjedes han ikke med at spise tabletter. Han lagde 170.000 kroner på disken på en privatklinik i Frankfurt, Offenbach am Main: Prostate Center, og betalte sig tilbage til livet.

På privatklinikken i Frankfurt blev min farfar for nylig opereret efter metoden nanoknife og fik derefter immunforsvarsstyrkende midler, hvilket et par måneder efter førte til, at han blev konstateret kræftfri med et PSA-tal på <0,1, – altså i praksis umåleligt og dermed nul. Det havde tidligere været på 15 og hastigt stigende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hele familien var lykkelig, og jeg selv var overrasket over, at prostatakræften alligevel ikke havde været for fremskreden til at kunne bekæmpes. Jeg havde troet på, at det danske hospitalsvæsens havde haft de bedste intentioner, men nu mistede jeg for alvor tilliden. At der kan gå få måneder, fra man i Danmark får sin dødsdom, til man bliver erklæret kræftfri i Tyskland, fordi man har pengene til det, er så tankevækkende, at jeg føler mig forpligtet til at råbe op. Jeg er mere end taknemmelig for det, hospitalsvæsenet gør for unge kræftpatienter i Danmark, men hvad med de ældre?

Hvad gør man, hvis man er over 75 år, har aggressiv prostatakræft og ikke ligger inde med en mindre formue? Skal man så bare acceptere lægens bitre ord om, at man snart skal dø?

Ved den nyligste påskefrokost fejrede familien, at vi nu fortsat kan holde mange fødselsdage for familiens stammeleder. Og jeg glædede mig over, at min farfar er selvstændig nok – og havde pengene – til at give det danske hospitalsvæsen fingeren.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce