Senfølger. Garbi Schmidt fik konstateret brystkræft i efteråret 2014 og er i dag erklæret rask. Tidligere på året fik hun lavet en tatovering hen over arret fra sin kræftoperation. Med hendes egne ord er tatoveringen ’et opgør med døden’ og består af en lotus, som er livets blomst – den står i centrum. Baggrunden er et gammelt grafisk mønster for ’livets blomst’.
Foto: Ivan Boll Riordan

Senfølger. Garbi Schmidt fik konstateret brystkræft i efteråret 2014 og er i dag erklæret rask. Tidligere på året fik hun lavet en tatovering hen over arret fra sin kræftoperation. Med hendes egne ord er tatoveringen ’et opgør med døden’ og består af en lotus, som er livets blomst – den står i centrum. Baggrunden er et gammelt grafisk mønster for ’livets blomst’.

Debat

Bare fordi man har slået kræften, er alt ikke godt

Jeg er overrasket over, hvor mange senfølger man lider under efter en kræftbehandling. Vi ved alle, at kræftbehandling er noget møg. Men vi taler for lidt om, at kampen fortsætter i årene efter en kræftbehandling.

Debat

Man skal være glad for at leve. Har man haft kræften under huden, sådan som jeg har det, så finder man ud af, at den glæde ikke kan overvurderes.

Jeg fik konstateret brystkræft i efteråret 2014, gik igennem tre operationer, kemoterapi og strålebehandling i de følgende syv måneder og er erklæret så rask, som man nu kan blive det.

Celler muterer nu engang, og nogle gange muterer de mod selvdestruktionen (den mulighed gælder for os alle). Jeg tager antihormonpiller og går til kontrol og håber at blive halvfems. Det kunne være dejligt.

STUDERENDE

Men alt er ikke godt, bare fordi man har slået ’kræften’. Her begynder nye komplikationer, og både for os som enkeltindivider, som venner og familie, som arbejdskollegaer og samfund er det vigtigt, at den viden bliver allemandseje. Kræften – og dermed senfølgerne – kan ramme os alle.

Selv blev jeg overrasket over, i hvilken grad senfølger af en kræftbehandling kommer til at mærke ens liv. I månederne efter behandlingen var jeg måske ikke så overrasket over, at jeg var træt. At jeg kunne sidde på min kontorstol på mit arbejde og falde i søvn – godt nok bare ti minutter, men alligevel i aldeles dyb søvn. Min krop var jo blevet gennemtæret af gift og stråler, så det var jo ikke så underligt. Men det forundrede mig, at det blev ved.

Selv om senfølger ikke er nemme, er det en gave at være i live

Jeg passede – og passer - mit fuldtidsarbejde, jeg passede mine børn, jeg havde et almindeligt liv. Men jeg var – og er – træt. En læge fortalte mig for en måned siden, at jeg nok skal regne med, at den træthed for alvor først begynder at fortage sig, når der er gået et år, efter at min behandling sluttede. For nogle tager det fem år at komme igennem træthedsmuren. Nogle kommer det aldrig.

Hvor jeg, inden jeg blev syg, løb langdistance, løber jeg nu fire km (og er glad for det). Den konstatering er måske på den sippede side, men den understreger, at noget ændrer sig i en kræftbehandlet krop. Radikalt. Derudover kæmper jeg med såkaldt lymfødem: voldsom væskeansamling i højre hånd og arm, som kun kan holdes nede via bandagering og kompression. Arbejdet med min arm vil vedblive at være en del af mit liv. Som jeg – og det må understreges – ikke blev gjort opmærksom på.

SOCIALRÅDGIVER

Da jeg selv fik senfølger, undrede jeg mig først over, at jeg havde fået så lidt at vide. Derefter prøvede jeg via sociale medier og eksisterende skriverier at finde ud af, om jeg stod alene med problematikken. Det kunne jo være smuttet. Det var jeg så langtfra.

En ting, som gik op for mig, var, hvor stor en palet af senfølger, som folk, der havde været igennem en kræftbehandling, led af. Søvnbesvær. Træthed. Manglende sexlyst. Tørre slimhinder. Depression. Vægtøgning. Smerter. Og meget andet. Men derudover at der var tale om en – eller snarere mange – bivirkninger, som der var meget lidt fokus på. Både i forbindelse med den reelle kræftbehandling (’hvordan kommer dit liv til at se ud bagefter?’), eller i den gængse debat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi ved alle, at kræftbehandling er noget møg. Vi ved for lidt om, taler for lidt om og oplyses for lidt om, at kampen fortsætter i årene bagefter og på visse punkter må forventes at blive livslang.

Vi hører meget om ulemperne ved kræftbehandling. Hårtab, kvalme, opkast, smerter, vanvittig træthed, for blot at nævne nogle af de bivirkninger, som f.eks. er almindelige ved kemoterapi.

Når man starter behandlingen føles det som at gå ind i en tunnel. Du ved, at det bliver mørkt de næste mange måneder, men på den anden side, der er lyset. Sådan er forventningen. På et eller andet tidspunkt er du dig selv igen. Det er som sagt ikke hele historien. Spurgte man mig, om jeg ville gå igennem en kræftbehandling igen, ville jeg sige ja. Det kan jeg også kun opfordre andre til, for selv om senfølger ikke er nemme, er det en gave at være i live.

Hvad jeg dog kan opfordre til, er, at der inden for sundhedssystemet informeres bedre om mulige senfølger, så man kan forberede sig derpå allerede under kræftforløbet, mentalt såvel som fysisk.

Derudover vil jeg opfordre til, at vi begynder at se kræftbehandlingen i et langt tidsperspektiv. Det er ikke, fordi man ikke kan have et godt, rigt og arbejdsomt liv, selv om man har senfølger. Slet ikke. Jeg arbejder selv næsten lige så tosset som før. Men nogle ting skal der dog arbejdes mere for. Og det ville ikke være urimeligt at have fået det at vide.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Få valg-overblikket i otte grafikker

    Ved hvilket valg eksploderede SF's popularitet? Hvordan overtog DF det kommunale danmarkskort som landets tredjestørste parti? Se det og meget meget mere her

    Grafik: Dengang SF kollapsede og DF eksploderede

    Ved hvilket valg eksploderede SF's popularitet, og hvordan overtog DF det kommunale danmarkskort som landets tredjestørste parti? Se det og meget meget mere her

Annonce