Foto. Mie Brinkmann

Foto. Mie Brinkmann

Debat

Stop med at være så forelsket i dig selv!

Dyrkelsen af os selv, vores følelser og egen godhed er i dag så udtalt, at vi bliver forblændede og svigter vores nærmeste.

Debat

»Aldrig har vi mennesker haft nemmere ved uhæmmet at iagttage os selv som ret vidunderlige, fejlfrie og dejlige individer. Der er ikke længere en dømmende Gud, vi skal stå til ansvar for, og vi kan frit dyrke vores egne behov, godhed og følelser. Men ligesom den smukke Narcissus, der i Ovids fortælling blev forelsket i sit eget spejlbillede og endte sine dage dybt ulykkelig, bliver vi i dag forblændet af vores nærmest besættelsesagtige selvforelskelse, og vi overser, at der er mennesker i vores umiddelbare nærhed, der har brug for os, og som vi har en pligt til at tage os af«.

Sådan lyder den løftede pegefinger fra præst og debattør Sørine Gotfredsen, der på mandag udgiver bogen ’Løft blikket’. Her hudfletter hun det moderne menneske for at give narcissismen alt for let spil og retter bl.a. skytset mod storbyens singler og de godhjertede humanister i den aktuelle flygtningedebat.

»Lige siden 1600-tallet har vi med stadig større styrke dyrket ideen om, at mennesket er et fritsvævende individ, mens troen på en almægtig dømmende Gud er blevet skubbet i baggrunden. I dag er vi overbevist om, at vi skal finde svarene på alle livets spørgsmål ved at kigge ind i os selv, realisere vores eget potentiale og lytte til vores egne følelser. Når vi samtidig har teknologien med bl.a. de sociale medier til at vise hele verden, hvor gode vi er, går selviscenesættelsen og selvforelskelsen amok, og det har nu nået et omfang, som er decideret usundt for os«.

Usundt?

»Jeg tror ikke på, at vi bliver lykkelige af primært at iagttage os selv og indfri vores egne behov. Vel kan det føles tilfredsstillende og befriende i en kortere periode, men i det lange løb fører det til tomhed og meningsløshed og i værste fald depression og angst. Som ugift og barnløs ved jeg selv alt om, hvad det vil sige at leve et liv i storbyen uden at være anfægtet af ret meget andet end mig selv. Det kan være utrolig vanedannende – ikke mindst når man er ung – men i dag synes jeg, at jeg har fejlet ved ikke at gøre min pligt og sætte børn i verden, mens tid var, så jeg kunne rette min opmærksomhed imod dem. Jeg vil vove at påstå, at jeg har en ret god fornemmelse af, hvad narcissismen indebærer«.

Siger du, at de mange mennesker, der ligesom dig bor alene og fravælger at få børn, grundlæggende er narcissister?

»Det må folk selv vurdere – jeg skal ikke pege fingre ad andre. Men jeg er helt overbevist om, at den singlekultur, vi især ser i storbyerne, og den dyrkelse af at gøre alting selv i sin egen magelige afsondrethed, præger et menneske til at blive mere selvoptaget, end man ellers ville blive. Men narcissismens træk ser vi alle steder. At vores tidligere statsminister (Helle Thorning-Schmidt, red.) f.eks. ville nedværdige sig selv til at tage en selfie med de to store kanoner Barack Obama og David Cameron ved sin side, er et glimrende eksempel på, at selv toppolitikere på verdensplan er til fals for det selvskuende blik. Vi ser det også i medierne, hvor journalister, tv-værter og realitystjerner bliver så optaget af at se sig selv på skærmen, at deres tilstedeværelse i offentligheden bliver blæst helt ud af proportioner, i forhold til det de reelt har at byde på«.

At vores tidligere statsminister ville nedværdige sig selv til at tage en selfie med de to store kanoner er et glimrende eksempel på, at selv toppolitikere på verdensplan er til fals for det selvskuende blik

En gammel leveregel lyder, at man skal elske sig selv, før man kan elske andre. Hvorfor er det nu så galt?

»At elske sig selv og at være forelsket i sig selv er to vidt forskellige ting. Jeg er bestemt tilhænger af, at man elsker sig selv. Selvforelskelse, derimod, handler om at være så forgabt i sig selv, sin egen ynde og styrke, at man lukker sig om sig selv og bliver blind over for egne fejl og mangler, og man risikerer at svigte de mennesker, man har i sit nærvær. Det går stik imod det kristne livssyn, hvor mennesket erkender sine egne fejl og sin egen syndighed«.

For mange går den overdrevne interesse for én selv over, når man stifter familie, og børn kommer i centrum. Er selvoptagetheden ikke bare en ungdommelig fase, man skal vokse fra?

»Der er sikkert nogle, der modnes med alderen. Og dog vil jeg påstå, at den ekstreme jeg-rientering, vi i dag ser i alle samfundslag og aldersgrupper, stikker dybere end bare at være et ungdomsfænomen. Det er selve samfundet og tiden, vi lever i, der er narcissistisk, og jeg ser desværre ingen tegn på, at vi som samfund er på vej mod en større grad af modenhed«.

Narcissisme at flashe sin godhed

48-årige Sørine Gotfredsen har i mere end et årti været en markant stemme på værdidebattens højrefløj, hvor hun især har advaret mod det multikulturelle samfund og indvandring fra muslimske lande.

I sin nye bog fremhæver hun tidehvervsteolog og tidligere Dansk Folkeparti-politiker Søren Krarup som en ægte antinarcissist, der i årevis har advaret mod menneskets fortabelse i sig selv, mens bevægelsen Venligboerne og humanisterne på venstrefløjen, der i disse måneder engagerer sig i nødhjælpsarbejdet for syriske flygtninge, i høj grad går narcissismens ærinde.

LÆS MERE

»Der er en klar tendens i indvandrer- og flygtningedebatten til, at de såkaldte humanister fremhæver deres egen godhed og stempler os i den modsatte lejr som sorte, dystre og kyniske mennesker. Når man er så optaget af, at fortælle alle, at man selv er et godt og fint menneske, der af et rent hjerte gør det rigtige, mens alle vi andre, der tillader os at stille spørgsmålstegn ved deres naivisme, er moralsk fordærvede, mener jeg klart, at man udviser narcissistiske træk«.

Hvordan kan det nogensinde være et narcissistisk træk at ville hjælpe mennesker på flugt?

»Det bliver det, når man flasher sin egen godhed – som det vist hedder i dag – og giver sine handlinger moralske overtoner. Det er alle dem, der går på Facebook og i medierne og hævder, at ’jeg er et næstekærligt menneske’, og som får et kick af at sige det. Det er bare grundusympatisk, når mennesker føler behov for at rense sig selv i offentligheden«.

At elske sig selv og at være forelsket i sig selv er to vidt forskellige ting

Måske føler de helt oprigtigt, at de gør det af næstekærlighed. Er man partout narcissist, fordi man gør det, man mener er rigtigt?

»Nej, det vil jeg gerne medgive. Jeg kan ikke gå ind og granske det enkelte menneskes hjerte og sige: Du er falsk, og du dyrker bare dig selv! Derfor er det også et spørgsmål, man må afklare med sig selv: Er jeg helt oprigtigt ude på at hjælpe min næste, eller er det i bund og grund bare en undskyldning for at få andres bekræftelse på, at jeg er et godt menneske?«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er det egentlig ikke lige meget? Flygtningen, der får et lift til Sverige eller noget varmt at spise efter en farefuld rejse, kan da være ligeglad ...

»Jeg mener ikke, det er lige meget. Hvis dine gode gerninger primært er drevet af trangen til at få en god fornemmelse i maven og – ikke mindst – trangen til, at andre skal opdage, hvor god du er, bliver det menneske, du hjælper, et middel i dit eget lille jegprojekt. Det er dels dybt usmageligt, dels – i den konkrete flygtningesituation – farligt, fordi du griber ind i en situation, som du dybest set ikke har forstand på eller kan overskue konsekvenserne af«.

LÆS FORSKER

Den barmhjertige samaritanerkunne vel heller ikke vide, hvordan det ville ende, da han ifølge lignelsen hjalp den halvdøde mand i grøften. Er det ikke netop næstekærlighed i sin reneste form, at man gør, hvad man kan, for at hjælpe folk i nød?

»Kærlighedsbuddet i lignelsen om den barmhjertige samaritaner siger, at vi skal hjælpe det menneske, der befinder sig i den konkrete virkelighed, vi står i her og nu. Det er altså en næstekærlighedspligt over for vores nærmeste – ikke alverdens flygtninge, der måtte ankomme til Rødby Færgehavn. Selvfølgelig er det en nuancediskussion, hvor tæt næsten skal være på os, før vi har pligt til at handle. Men jeg vil hævde, at der fortsat er forskel på, om næsten står i Rødby eller fysisk står i din forhave og banker på din dør derhjemme. Hvis først næstekærlighedsbuddet rækker til Rødby, hvorfor så ikke Hamburg? Eller Ungarn? Jeg tror, det er en klog idé at holde næstekærlighedsbuddet inden for en konkret ramme, så det ikke bliver udvandet til en abstrakt hensigtserklæring«.

Men undskyld, er din fortolkning af næstekærlighed så ikke bare en avanceret form for narcissisme, hvor man kun bekymrer sig om sig selv og sine allernærmeste?

»Det er faktisk et godt spørgsmål. Jeg har selv tidligere skrevet om den selvoptagede kernefamilie, og det er helt indlysende, at man ved at hjælpe sine nærmeste ofte også føler en vis selvbehagelighed. Så jo, der kan bestemt være et narcissistisk element i kun at kredse om sine egne. Men idealet må dog stadig være, at det er næsten, der har din udelte opmærksomhed, når du løfter blikket og sætter narcissismen på lavt blus«.

Frigørelsen har sin pris

Sørine Gotfredsen er til daglig præst i Jesuskirken i Valby og tøver ikke med at give danskernes vaklende tro på en almægtig gud skylden for narcissismens gode vilkår.

»Jo mere vi skriver Gud ud af vores ligning, og jo mindre opmærksomme vi er på, at vi er bundet af noget højere, jo sværere vil vi få ved at bevare en sund skepsis i synet på os selv«.

Først når vi indser, at vi ikke er fritsvævende individer, bliver vi i stand til at løfte blikket fra os selv

Mange tror ikke på Gud. Er man ikke nødt til at abonnere på en streng tidehvervsteologi for at se, at der skulle være et problem her?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej, jeg er ikke ude på at proppe Gud ned i halsen på nogen. Der er mange gode grunde til at løfte blikket, som ikke kun står og falder med, at man tror på en dømmende, almægtig Gud, der repræsenterer nåden. Vi kan som mennesker også vise nåde over for hinanden og fortælle vores nærmeste, at de er elsket uanset hvad. Det afgørende er, at vi er forankret til nogen og har pligter i tilværelsen, vi skal passe. Først når vi indser, at vi ikke er fritsvævende individer, bliver vi i stand til at løfte blikket fra os selv«.

Mennesket har i århundreder kæmpet for at blive fri fra autoriteters overmagt. Er du ude på at rulle udviklingen tilbage?

»Nej, vi kan og skal ikke rulle udviklingen tilbage. Men derfor kan vi godt minde hinanden om, at den frigørelsesproces, det moderne menneske har været i gennem og stadig befinder sig i, har sin pris«.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce