Alene. For få danske forældre giver deres børn en digital opdragelse, mener dagens kronikør.
Foto: Jacob Ehrbahn (arkivfoto)

Alene. For få danske forældre giver deres børn en digital opdragelse, mener dagens kronikør.

Debat

Digital dannelse er mere end beskyttelse

Vi mangler at forstå, at digital dannelse grundlæggende er et spørgsmål om børns og unges ytringsfrihed.

Debat

I foråret udløste det stor mediedebat om børns og unges sikkerhed på nettet, da 16-årige Sofie fra Nordsjælland stod frem i Information og fortalte om, hvordan hun mod sin vilje havde fået delt en video, da hun blev tvunget til sex med fire drenge.

Og gennem flere år er Viborgmappen blevet en fællesbetegnelse i tv og aviser for filer, unge deler og sælger med intime billeder af især navngivne piger fra et lokalområde.

Forståeligt nok skaber sådanne nyheder ikke bare overskrifter, de udløser også bekymring hos forældre, politiet, undervisere og pædagoger.

Mange voksne er er i tvivl om, hvordan de bedst beskytter børn og unge mod risici på internettet; og den tvivl er vokset i takt med, at sociale medier spreder indhold med lynets hast for de fleste danskere ned til tiårsalderen.

Hævnporno, cyberchikane og digital mobning præger debatten om børns og unges netbrug, godt hjulpet på vej af trængte nyhedsmedier, hvor blandingen af sex, ungdom og grænseoverskridelse altid har været godt stof.

I forhold til Viborgmappen har politiet udtalt, at man har opgivet at finde bagmændene – filerne bliver alligevel delt hurtigere end politiet kan trykke ’slet’ eller sende patruljevogne ud. I stedet understreger politiet, at det er ulovligt at eje, dele og bidrage til den slags filer, og man opfordrer de unge til at holde op med at tage og videregive intime billeder og videoer.

Den opfordring lyder også fra skoleledere og pædagoger, der har med unge at gøre.

For eksempel udgav Red Barnet og Center for Digital Pædagogik sammen med Medierådet for Børn og Unge sidste år pjecen ’Har du været nøgen på nettet?’

Pjecen skal hjælpe børn og unge med, hvad de kan gøre, hvis de sender, modtager eller deler sexbilleder online. Teksten henvender sig til den enkelte unge: »Når du har taget et billede af dig selv, løber du en risiko. Er du villig til at tage den risiko?«

Der er masser af konkrete bud på, hvad læseren kan gøre, og pjecen slutter med at anbefale, at den unge forbereder sig på at forklare: »Jeg har begået en fejl. Jeg har lært af det. Jeg er kommet videre.«

Men hvad er det egentlig for nogle råd, vi giver de nye generationer, når det gælder deres digitale mediebrug? De er dybest set, at denne brug er farlig, og at det er brugerne selv, der skal stå for at beskytte sig og regulere den digitale trafik; evt bistået af kampagner om sikker netbrug og af forældre, der kan komme med gode råd.

Den individualisering af børns og unges digitale mediebrug er problematisk. For det er veldokumenteret, at de færreste danske forældre giver børn og unge råd, de kan bruge til at ændre adfærd.

Nogle forældre har ikke tid, andre har ikke tilstrækkelig viden, og de fleste prioriterer andet i deres børns opdragelse. Faktisk hører danske forældre til de mindst bekymrede i Europa, når det gælder deres børns digitale færden, samtidig med at danske børn og unge er nogle af de mest aktive på nettet.

Individualiseringen betyder altså, at børn og unge let kommer til at synes, de selv har skylden, når det går galt. Som en teenager siger siger til DR om Viborgmappen: »Der er en frygt for at ende i den her mappe, hvis man begår en fejl«.

Individualiseringen af børns og unges digitale mediebrug er også problematisk, fordi den fokuserer på, hvad vi umiddelbart får øje på – og især på det mindretal af børn og unge, der kommer i klemme.

Vi kan ikke nøjes med kampagner mod digital mobning og sexting

Herved overser vi, at sociale medier som Facebook, Snapchat, Twitter og YouTube er kommercielle aktører med en infrastruktur, der lægger op til individuel brug for alle – børn og unge vælger altså ikke frit, når det gælder deres kommunikation på de sociale medier.

Den prioritering skyldes naturligvis, at den enkelte bruger er en vare via sine digitale fodspor, der sælges videre. Men de strukturelle forhold, der gør det individuelle barn til en digital vare fører kun til overskrifter og debat, når forældre pludselig skal betale ekstra regninger for børns spil via mobilen.

Endelig er individualiseringen af børns og unges digitale mediebrug problematisk, fordi fokus næsten udelukkende er på, hvad der kan gå galt her og nu. I voksnes forståelige trang til at beskytte de kommende generationer mistes blikket for børns og unges muligheder på nettet.

De muligheder handler om børns og unges digitale dannelse. Den dannelse omfatter evnen til at kunne bruge digitale medier, så man kan udtrykke sig forståeligt, og så man kan forstå sig selv i forhold til andre og handle i forhold til den omgivende verden.

En af dannelsestankens pionerer, Wilhelm von Humboldt, understregede allerede i begydelsen af 1800-tallet, at almen dannelse er meget mere og meget andet end konkrete kundskaber og viden om bestemte emner.

Dannelse er i høj grad at blive til som borger med evne og pligt til at se sig selv som del af samfundet og handle ansvarligt i forhold til andre. I et demokrati er dannelse derfor tæt knyttet til at kunne ytre sig og at kunne lytte og lære af det; men også at udvikle midler til at være enige om at være uenige.

I dag er det relevant at lægge vægt på digital dannelse, fordi digitale medier er afgørende for, at almen dannelse overhovedet bliver til. Men vi mangler i høj grad at udvikle børns og unges digitale dannelse som andet og mere end ’netikette’, søge information på nettet og få pjecer om cybersikkerhed.

SE OGSÅ:

Vi mangler at forstå, at digital dannelse grundlæggende er et spørgsmål om børns og unges ytringsfrihed. For hvordan kan man forstå andre og det, man ikke kender, hvis man mangler evnen til at dele sine tanker og meninger på en forståelig måde, også selvom andre ikke nødvendigvis accepterer, hvad man siger?

Hvordan kan man influere sin omverden, hvis man er tavs, eller ingen lytter til det, man har at sige?

Børns og unges ytringsfrihed er en af de grundlæggende rettigheder, som FN’s Børnekonvention vedtog allerede i 1989. Børn defineres af FN som personer op til 18 år, og artikel 13 siger:

»Barnet skal have ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til uanset territoriale grænser at søge, modtage og videregive oplysninger og tanker af enhver art, enten mundtligt, skriftligt eller på tryk i form af kunst eller gennem en hvilken som helst anden udtryksmåde, barnet måtte vælge.«

Konventionen var fremtidssikret ved netop at understrege, at ytringsfriheden gælder »uanset territoriale grænser« og omfatter »en hvilken som helst anden udtryksmåde«. Den gælder altså også digital kommunikation.

Digitale medier er afgørende for, at almen dannelse overhovedet bliver til

Men da man sidste år fejrede Børnekonventionens 25-års jubilæum, blev der ikke talt meget om børns digitale ytringsfrihed, og det selv om vi også i 2015 markerede, at world wide web fyldte 25 år som et offentligt tilgængeligt medium.

Også Danmark har underskrevet Børnekonventionen. Så rammerne for danske børns ytringsfrihed er sådan set på plads. Men at bruge sin ytringsfrihed og blive digitalt dannet kommer ikke af sig selv, heller ikke når man vokser op. Og her mangler vi i Danmark at udfylde rammerne.

Først og fremmest skal man jo kunne bruge de redskaber, der skal til for at ytre sig, hvad enten der er tale om at bruge ord, tekst, tal eller billeder. Vi prioriterer med rette at lære børn at læse, skrive og regne, det vil sige at bruge tekst og tal. Især at kunne skrive og regne er afgørende for ytringsfriheden.

For kan man læse, kan man forholde sig til, hvad andre mener. Men kan man også skrive, kan man give sine tanker og ideer form, så man kan dele dem med andre. Det gælder, når man giver drømme og forslag form, men også når man kritiserer, og når man giver hadet form, for sådan er det jo med ytringsfrihed inden for lovens rammer.

Det er derfor heller ikke uden grund, at de første skolepionerer ofte diskuterede, om det nu også var en god idé at bruge penge på at lære bønderbørnene at skrive. For ytringens redskaber kan ikke kontrolleres så let som læsningens.

I dag skulle vi måske tale om ’den digitale blyant’. For børn og unge skal kunne håndtere komplekse digitale redskaber for at bruge deres ytringsfrihed nu og fremover: De skal selv kunne skabe billeder og lyd i samspil med tekst og tale.

Og de skal kunne bruge tal til ikke blot at regne, men også til at også programmere i hvert fald på grundniveau. De skal kunne fortælle i digital form, kommunikere, kritisere og evaluere.

Det halter imidlertid med at lære børn og unge at bruge den digitale blyant til at udvikle deres ytringsmuligheder og digitale dannelse. For det er en myte, at børn og unge er digitalt indfødte, mens forældregenerationen er digitale immigranter, sådan som amerikanske Marc Prensky påstod, men aldrig dokumentede i to populære artikler i 2001.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De ulykkelige eksempler på, at børn og unge oplever og medvirker til krænkelser på nettet, er måske de klareste antydninger af, at børn og unge hverken er digitalt dannede eller har digital ytringsfrihed; for den handler jo også om at have mulighed for at kunne sige fra og bruge den mulighed.

Den britiske medieforsker Ellen Helsper foretog for nogle år siden en større undersøgelse af unges og ældres brug af digitale medier. Hun fandt, at der var forskel på brugen, men forskellene skyldtes mest social baggrund, uddannelse og køn.

At bruge sin ytringsfrihed og blive digitalt dannet kommer ikke af sig selv, heller ikke når man vokser op

Unge og ældre udgør altså ikke to homogene grupper af digitale mediebrugere. Mange andre internationale undesøgelser understøtter de resultater.

Når medierne viderebringer nyheder om tiårige kinesiske drenge, der har sikret deres forældres alderdom ved at skabe en storsælgende app, så bidrager de til forestillingen om, at børn og især unge er de mest kyndige til at navigere i det digitale univers.

De forestillinger understøtter desværre, at voksensamfundet så kan koncentrere sig om at afværge misbrug og sætte grænser for børns og unges digitale produktion og ytringsmuligheder.

Og børn og unge korrigerer sjældent voksne i de opfattelser, men overtager i stedet de udbredte forestillinger. Den australske it-forsker Amanda Third har for eksempel undersøgt, hvad 6-18 årige børn og unge fra 16 forskellige lande mener om deres muligheder og risici online.

De havde hurtigt lange lister med alt, hvad der kunne gå galt ved at være på nettet, mens deres liste over muligheder var meget kortere. De var slet ikke vant til at overveje deres digitale muligheder.

Samme tendens ser vi herhjemme, hvor elever er glade for forbud mod mobilbrug i skoletiden, og hvor en del grundskoler har mobilfri zoner. Sådanne forslag vidner om, at både børn og voksne knytter mobilbrug sammen med fritidsaktiviteter.

Mobilen ses ikke som et digitalt redskab, der kan bruges til læring.

Men mobilen er jo i princippet et neutralt udtryksmedium, der kan bruges alle vegne og til at udtrykke alt muligt. Alligevel er der selvfølgelig en grund til, at både børn og voksne forbinder mobilen med aktiviteter, der intet med skolen at gøre. For skolen udnytter kun i begrænset grad mobilen som et produktivt læringsredskab.

Både grundskole og ungdomsuddannelser har ellers fine digitale strategier. I grundskolens fælles mål er it integreret i alle fag. Men integrationen fokuserer især på at benytte it som adgang til at søge information og som middel til at effektivisere undervisning i eksisterende fag.

Digitalisering defineres i vidt omfang som informationsteknologiske kompetencer, der kan hjælpe til at at reproducere eksisterende viden.

Digital dannelse handler derimod i høj grad om at bruge digitale redskaber til at ytre sig og til at producere ny viden. Den produktive dimension står der mest om i grundskolens vejledning for danskfaget. Vejledningen understreger, at ’fremstilling’ er et af fagets fire centrale kompetenceområder.

Her fylder skrivning meget, men vejledningen nævner også fremstilling af film og såkaldt multimodale tekster. Det er produktioner, hvor flere udtryksformer indgår, for eksempel lyd, billede og tekst.

Men et er vision, noget andet er virkelighed. Da de fælles mål blev lanceret i 2014, sagde it-vejledernes formand John Klesner til bladet Folkeskolen: »Jeg tvivler stort på, at det er ret mange dansklærere, der kvalificeret kan undervise i analyse og produktion af multimodal tekst«.

Det udsagn har flere undersøgelser for nylig bekræftet: Det er meget svært for mange skoler at virkeliggøre de fine vejledninger om elevernes digitale fremstilling.

Jeg har for eksempel været med til at undersøge elever og lærere på Fyn, der skaber film. Selv små produktioner tager mere tid, end én lektion.

Såkaldt blokdage med intensiv undervisning af en faglærer kan være med til at sætte skub i den produktive læring, men det er svært at integrere resultaterne i den almindelige undervisning og skabe fremdrift i elevernes arbejde.

Lærerne er sjældent uddannet med produktive kompetencer ud over skrivning, og de mangler redskaber til at lede kreative produktionsprocesser, der er uforudsigelige.

Når lærerne støttes af professionelle filmfolk, som det er tilfældet i det fynske projekt, og når rammerne er til stede, viser vores resultater, at eleverne lærer at ytre sig og bliver digitalt dannede. Det gælder også elever med særlige behov, som måske for første gang oplever, at de finder deres egen stemme og bliver hørt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis børns og unges digitale dannelse skal understøttes, skal voksensamfundet skabe bedre vilkår for deres ytringsmuligheder online. Vi kan ikke overlade initiativet og ansvaret til de unge selv og deres forældre. Vi kan ikke nøjes med kampagner mod digital mobning og sexting.

Vi kan heller ikke nøjes med digital efteruddannelse af lærere gennem projekter med kort levetid.

Digital dannelse udvikles kun gennem en pædagogisk praksis, der løbende udvikler børns og unges ytringsmuligheder gennem produktiv læring. Uddannelsesverdenen må erobre mobilen, iPad'en og de sociale netværkssider som fælles kreative læringsredskaber og ikke bare individuelle fritidsfornøjelser.

Heldigvis er der en række gode erfaringer at trække på, fordi institutioner uden for skolen gennem en årrække har arbejdet med produktiv læring, der styrker børns og unges digitale ytringsmuligheder og samarbejde.

Understøttende undervisning og den åbne skole giver faktisk grundskolerne mulighed for at lære af de ressourcer, som for eksempel museer, biblioteker og medieworkshops har oparbejdet.

Derfor er det også vigtigt, at kommuner tænker sig om en ekstra gang, inden de lader lokale skoler veksle understøttende undervisning til kortere skoledage. De ender med at svigte elevernes digitale dannelse.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce