Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debat

Vi gør levende og fantasifulde børn til triste voksne

Vi er ved at tage et stort skridt baglæns, hvor børns egen leg og kultur negligeres. Det haster med at ændre vores syn på børns udvikling.

Debat

Børn skal lære noget! Både i skolen og i dagtilbuddene.

Det betyder for børnene mere voksenovervågning, mere disciplinering, mindre fri leg, mindre fantasi og kreativitet, mindre selvbestemmelse, mindre selvvalgt fordybelse og mindre frit børneliv.

Hvor det ellers har været vel indarbejdet i vor kultur at acceptere og respektere tilstedeværelsen af barndom som en selvstændig livsalder og som ’prøvesten’ på, om man står over for en moderne kultur eller ej, er vi nu ved at tage et stort skridt baglæns, hvor børns egen leg og kultur negligeres.

Men hvad er egentlig børnekultur? Er det noget, som bliver skabt for børn, eller er det noget, som børnene selv skaber?

Vel begge dele, men meget tyder på, at børn mere og mere bliver passive ’kulturkonsumenter’, hvor de mange tilbud til børn som oftest appellerer til den umiddelbare oplevelse, hvilket kan være godt nok. Men inddrages det skabende element ikke, tømmes så at sige den oplevelsesmæssige side.

Dårlige pædagoger og lærere spiser børnene af med færdige svar efter fastlagte mål

Årsagen til, at børn kan have svært ved at indleve sig i vor kultur og forstå denne, er ikke mindst, at de i en kulturel forstand er blevet forbrugere og tilskuere.

Er alt, som det skal være, er det med ’kulturen’ sikkert ligegyldigt. Problemet er blot, at det er alt jo netop ikke!

Børn kan modstå store dele af det samfundsmæssige pres, når de gennem udfoldelse af kreative evner kan bearbejde sig selv og den virkelighed, de lever i. Den fri leg er et væsentligst redskab i denne proces, børn kan investere sig selv og spille frit med den virkelighed, der er deres egen.

KL

Med risiko for at blive beskyldt for fejllæsning og misfortolkninger af love og cirkulærer vil jeg vove den påstand, at skolen, ikke mindst efter skolereformen, ganske ensidigt beskæftiger sig med barnets intellektuelle udvikling – og således i al overvejende grad satser på undervisning og indlæring i traditionel forstand, samt at dagtilbuddene er godt på vej i samme retning.

Det er helt uafviseligt, at man i skolen generelt prioriterer de boglige fag højere end de praktiske og musiske, samt at man gennem de seneste 10 år i overvejende grad har været optaget af, hvordan børnehaverne kan skoleforberede børnene.

Det nytter ikke at tvinge børn til bestemte aktiviteter og docere en bestemt viden, de ikke har nogen form for interesse for

Lidt polemisk kunne man sige, at ’den store borte’ har taget de praktisk-musiske fag i skolen og det kreative element i dagtilbuddene. Når der optræder dramatik, musik, fri leg og lignende, er det som mentalhygiejniske dampventiler eller som rent rekreative aktiviteter. Der er meget få ansatser til et udviklingssyn, der ikke vedrører ’måle og veje-aktiviteter’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når børn aktivt dyrker musik, drama, formning og idræt, vil de som en sidegevinst ofte få bedre funktion på en række andre udviklingsområder. Fra utallige forsøg gjort herhjemme og i udlandet ved man, at børn, hvis undervisning i skolen har været baseret på musiske fag, bliver bedre på en lang række andre områder, f.eks. de matematiske og de sproglige. Men det vidner om en snæver opfattelse af f.eks. musik, hvis dennes berettigelse i børnenes liv kun skal være, at den ’også udvikler de og de sider’.

MARIE KRARUP

Et grundsynspunkt må være, at det musiske godt kan selv; at dette i sig selv har en værdi for den menneskelige udvikling. Så også her ser vi en klar tendens til, at man negligerer børns eget initiativ og egen oplevelse, for hvorfor skal det praktiske og musiske stadig argumenteres ind i skole og nu dagtilbud, fordi det er godt for noget andet? Børnene råber på oplevelser. Men det er, som om selv de praktisk-musiske aktiviteter absolut ikke bare må være oplevelser.

I skolen har det jo altid været hovedsagen at lære børnene at læse, skrive og regne. Det er en langvarig og kompliceret proces for børn. Og set med psykologiske øjne i virkeligheden en unaturlig proces. Den kræver betydelig disciplinering, for barnet skal jo sidde stille – jo mere stille, des mere læsning, regning og skrivning bliver det tit til. Barnet skal lære at udskyde og omdefinere sit behov for aktivitet, leg og socialt samvær. Det er vanskeligt for børn i skolealderen, men må forekomme at være helt umuligt at mestre for børn i 1-5-års alderen.

De fleste børn har både lyst til – og behov for – at blive mødt af krav og udfordringer. Men børnenes motivation er ikke stor nok og bliver det aldrig i en institution med de voksne i centrum, der driver pædagogik efter en fastlagt viden og stram plan. Motivation, lyst og gåpåmod er ikke nødvendigvis noget, børn har med sig hjemmefra, den udvikles i et dagtilbud og en skole med vægt på børns egne initiativer, fri leg og kreativitet.

Derfor nytter det ikke at tvinge børn til bestemte aktiviteter og docere en bestemt viden, de ikke har nogen form for interesse for. Prøver man, vil lærdommen så at sige ’gå ind ad det ene øre og ud ad det andet’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når børn aktivt dyrker musik, drama, formning og idræt, vil de som en sidegevinst ofte få bedre funktion på en række andre udviklingsområder

Dårlige pædagoger og lærere spiser børnene af med færdige svar efter fastlagte mål, hvilket de altid har gjort. Det nye er, at de færdige svar og det planlagte liv nu skal gøres til god politik!

Hvis ikke Wolfgang Goethes synspunkt om, at levende og fantasifulde børn ender med at blive triste og kedsommelige voksne, skal gå i opfyldelse, begynder det at haste med et andet syn på børns udvikling til et andet end de i dag fremherskende.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce