Debat

Blev jeg hyggediskrimineret, da jeg blev kaldt for kontorbøssen?

Vi er nødt til at sige fra, hver gang vi hører nogen tale nedsættende om andre.

Debat

I denne uge er København indhyllet i regnbuefarver for at fejre mangfoldigheden. Hurra for det! For ud over fest og farver er det også en anledning til at sætte fokus på, hvordan vi taler til og om hinanden. Om vi egentlig hyggediskriminerer hinanden, når vi f.eks. går på arbejde.

For hyggediskriminering er ikke hyggeligt – det gør ondt. Og der må være andre end mig, der oplever det. Jeg er ingen engel, jeg har selv talt andre ned, fordi jeg var bange for at blive holdt udenfor. De fleste gange, jeg har oplevet diskriminering i mit arbejdsliv, har folk ikke gjort det bevidst. Derfor kalder jeg det hygge-diskriminering. Men det sætter sine spor.

Her er min historie. Den er ikke særlig speciel, desværre. Den er nok mere typisk.

Jeg fik min karrieres første og største chok i mit første job: En direktør ’orienterede’ min chef om, at jeg var homoseksuel. Min chef var så ærlig at fortælle mig det. Han fortalte, at han havde svaret: »Og hvad så?«, hvortil direktøren svarede: »Jeg tænkte bare, det var rart for dig at vide«. Og det her er kun 14 år siden.

Det næste job, jeg havde, var i et dansk konsulenthus. Jeg fremstod nok en smule mere hård og strid, end jeg egentlig var, fordi jeg ikke ville være ham, der stak ud. Det var ingen rar tid. Jeg husker alt for tydeligt den dag, jeg fik at vide, at mine kollegaer brugte homofobiske skældsord om mig, når jeg ikke var til stede. Ja, jeg havde sikkert fortjent kritik. Men hvorfor kalde mig nedsættende ord forbundet til min seksualitet, blot fordi de ikke var enige med mig fagligt? Jeg forstod det ikke, men ondt gjorde det. Og det er blot 10 år siden.

Jeg fik et job i et stort amerikansk konsulenthus, hvor jeg hver dag følte mig som en succes. Min chef var fantastisk, og hun var meget nysgerrig både på min faglighed og på min person. Hun spurgte, drevet af nysgerrighed – uden fordømmelse. Jeg leverede resultater, og jeg blev udfordret. Og jeg tænkte ikke et sekund over, at jeg var kontorbøssen, som en kollega kaldte mig til en julefrokost. »Du er jo kontorbøssen, vi alle kan lide«. Jeg blev glad. I dag synes jeg faktisk ikke, det var o.k. Jeg skulle nok have sagt fra. Julefrokoster kan i øvrigt være en svær omgang at komme igennem. Det er typisk her, kollegaer fortæller, at de syntes, man er o.k., selvom man er bøsse. Her man får en gang alkohol-anerkendelse, som virker på den korte bane, men på den lange bane er den unødvendig og gør skade.

På vej videre i min karriere var jeg til en jobsamtale. Jeg blev spurgt, om jeg havde en kæreste. Det havde jeg, og jeg svarede ærligt og stolt ja. Han spurgte, hvad min kæreste lavede. Jeg svarede, hvad han arbejdede med. Og jeg sagde ’han’. Jeg kan tydeligt huske, hvordan min potentielt kommende chef reagerede. Han lænede sig tilbage, kiggede på mig, tog hånden op til munden og sagde så: »Ja, jeg kunne godt mærke, at der var noget anderledes med dig, men det er selvfølgelig o.k.«. »JA«, svarede jeg, »det er helt o.k.«. Jeg afsluttede pænt samtalen og ringede et par timer senere og sagde, at jeg ikke var interesseret i jobbet. Det er 6,5 år siden.

I samme uge fik jeg heldigvis mit nuværende job i Djøf. Jeg har været åben om min seksualitet fra første dag. Jeg er ikke blevet diskrimineret i 6,5 år. I hvert fald ikke på min arbejdsplads. Men når jeg går ned ad Købmagergade, hører jeg stadig unge menneske bruge ’homo’, ’bøsse’ og ’lebbe’ som skældsord. Hver gang jeg hører det, går jeg lidt i stykker indeni. Og det er ikke 6,5 år siden, det er kun 10 minutter siden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det forfærdelige massemord i Orlando, hvor 49 mennesker blev dræbt, er kun 3 måneder siden. Aftenen efter var jeg med foran den amerikanske ambassade. En af mine gode venner holdt en fantastisk tale, hvor han opfordrede os alle til at sige fra, hver gang vi hører andre tale nedsættende om en minoritetsgruppe. Det er det vigtigste våben, vi har.

Jeg husker alt for tydeligt den dag, jeg fik at vide, at mine kollegaer brugte homofobiske skældsord om mig, når jeg ikke var til stede

Den aften blev jeg voksen. Blot et par uger efter min 40-års fødselsdag. Det er godt nok trist og sent, men den aften gik det op for mig, hvor mange gange jeg var blevet diskrimineret, råbt ad på gaden, på vej ud af et diskotek, tæsket i folkeskolen, fordi jeg legede med pigerne. At min værtsfamilie i Frankrig i 90’erne dagligt fyldte hjemmet med både racistiske og homofobiske kommentarer, at jeg gennemførte et studie i en skoleklasse, hvor man hver dag talte ned om bøsser og lesbiske, at en direktør bagtalte mig, at en interviewer overskred mine grænser da han interviewede mig, at der er blevet spurgt ind til folks familieliv, men ikke til mit, at der er steder i København, jeg ikke tør gå hånd i hånd med en kæreste, at jeg ved, nogle folk mener, jeg er for ’farverig’ til at løse en opgave – og at jeg flere gange har overhørt kollegaer i mit arbejdsliv tale nedsættende om min seksualitet. Den aften besluttede jeg mig for at sige fra.

Den aften blev jeg også flov. Flov over alle de gange jeg ikke har sagt fra. Flov over, at jeg selv har været en del af holdet, der talte ned, pegede ad og talte om. Det kommer jeg aldrig til at tilgive mig selv.

Bliver vi i det daglige diskrimineret på vores arbejdspladser? Nogle undersøgelser siger ja, andre siger, det ikke er så slemt. Jeg kan ikke vurdere omfanget. Men jeg kan fortælle, at det gør mig inderligt ked af det at høre andre tale nedsættende om flygtninge, om folk fra andre lande, om overvægtige og om alle andre, der stikker lidt uden for den store brede mængde. Men hvor er det svært. I tv insisterer en politiker på at tale nedsættende om folk med en anden hudfarve – og det er kun to måneder siden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg piver ikke, jeg er ingen fejlfri person. Gid jeg var. Men jeg kan love, at jeg i fremtiden siger stop, hver gang jeg hører nogen sige noget grimt om en minoritetsgruppe. Jeg har siden aftenen foran ambassaden prøvet at sige fra. Det virker. Jeg gjorde det faktisk i sidste uge. Jeg sagde fra over for en god ven, hvis 14-årige søn for sjov sagde, at der kørte en ’bøsse-Fiat’ foran os. Jeg sagde, at jeg blev ked af det ord. Vi fik en god snak. Jeg sagde fra. En 14-årig dreng lyttede. Og det er kun en uge siden. Jeg ønsker alle en smuk pride.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce