Mønsterbryder. Hvis der ikke havde været noget, der hed 'personligt ansvar', skulle jeg have været gravid overførselsmodtager som 19-årig. Det blev jeg ikke, siger Karina Pedersen.
Foto: THEA GRAV ROSENBERG

Mønsterbryder. Hvis der ikke havde været noget, der hed 'personligt ansvar', skulle jeg have været gravid overførselsmodtager som 19-årig. Det blev jeg ikke, siger Karina Pedersen.

»Underklassen mangler moral - ikke penge«

Underklassens moral er flosset, siger Karina Pedersen, der selv er vokset op i et kvarter, hvor man snyder det offentlige.

Debat

»Det provokerer mig, når mange romantiserer underklassen og fremstiller det, som om man bare skal sende flere penge til overførselsmodtagere. Underklassen mangler ikke penge, men moral. Frem for alt skal der gøres op med selvmedlidenheden og offermentaliteten«.

Ordene kommer fra den 32-årige stud.mag. og klummeskribent på den liberalistiske netavis 180 grader Karina Pedersen.

Og når hun taler om ’underklassen’, ved hun, hvad hun taler om.

Hun er nemlig vokset op i en jysk forstadsghetto hos en misbrugermor i et hjem, hvor socialarbejderne gik ind og ud. Og hvor hendes to storebrødre er ’kendt af politiet’, mens lillebroderen er på førtidspension.

Kommunen - den rige onkel Underklassen mangler moral – det er hårde ord fra en mønsterbryder?»Ja, men jeg har i mange år hørt fortalere for velfærdsstaten fortælle, at sådan en som min mor ikke ved, hvad hun gør, og at hun er et offer. Men hun ved præcis, hvad hun gør. I min barndom har jeg aldrig oplevet nogen skrive en jobansøgning. Til gengæld cirkulerede der håndbøger rundt i kvarteret med råd om, hvordan man snød socialrådgiveren til at få flere penge, en hjemmehjælper eller ekstraudstyr. Det var helt normalt!«. Men er det ikke farligt at generalisere ud fra egne familieerfaringer – du kunne jo tage fejl?»Når jeg skriver mine klummer, så får jeg ofte svar af typen: »Du beskriver jo mit kvarter på Vestegnen«. Men jeg er fra Jylland. Det, som jeg beskriver, er hele underklassemiljøet. Og her starter den flossede moral i barndommen. Som barn blev jeg anset for en idiot, hvis jeg selv havde betalt for slik. Og hvis de store børn spurgte mig, var jeg nødt til at sige, at jeg havde stjålet det i Føtex. Sådan var det hele vejen rundt«. Hele vejen rundt?»Ja, hvis der var noget, jeg gerne ville have som barn, så sagde jeg: »Kan vi ikke spørge kommunen?«. Det var som en rig onkel, som min mor i forvejen pumpede for penge. Og det eneste karriereråd, jeg har fået, er: Gå til kommunen og få dine egne penge, når du bliver 18 år. Og helst en førtidspension i en ung alder. I underklassen fejrer man førtidspensionen med fest og othellokage«. Mønsterbryderen Karina Pedersen fortæller, at hun i stedet for at gå efter førtidspensionen flygtede ind på det lokale folkebibliotek. Der – i bøgernes verden – blev hun præsenteret for en verden, der var større end den, hun kendte. Er din rejse til Københavns Universitet ikke netop beviset på velfærdsstatens evne til at skabe social mobilitet? Må jeg kalde dig ’den socialdemokratiske drøm’?»Nej, for det er sket på trods af velfærdsstaten. Mine søskende og mine klassekammerater på førtidspension, sygedagpenge eller kontanthjælp er de ægte resultater af velfærdsstaten. Det fatale er, at den velmenende middelklasse repræsenteret ved typer som socialdemokraten Mette Frederiksen argumenterer for flere penge til underklassen. Min mor har aldrig manglet penge, og hvis hun fik flere, gik de bare til dyrere piller. Jo flere penge hun modtog, jo værre opførte hun sig«. Så slut med penge til alle, der er syge, nedslidte og fattige?»Min pointe er bare, at tingene ikke er så enkle, som de ser ud fra middelklassen. Man overser det ulykkelige forhold, at mennesker fralægger sig ansvaret for deres eget liv. I mange år har jeg ventet på, at nogen ville sige det, men da det ikke skete, måtte jeg jo gøre det selv«. Er du en kyniker, der hader din baggrund?»Nej, jeg har kontakt med min familie. Havde jeg været fra overklassen, ville det være modigt, hvis jeg fortalte om en mor på kokain eller en far, der var voldelig. Men når det gælder underklassen, er det ikke velset at sige noget negativt. Men jeg mener, at det er vigtigt, hvad der foregår i bunden. Derfor træder jeg frem«. Glemmer det personlige ansvar Når Karina Pedersen træder frem, sker det ikke bare i klummer om underklassen på 180 grader, hun er også i gang med en bog om emnet og forsøger nu at samle midler til et center for social mobilitet. Hvad skal vi med ny viden? Rapporter dokumenterer, at antallet af mønsterbrydere falder, når man øger afstanden mellem indkomstgrupperne?»Socialforskningen og de velmenende fortalere for velfærdsstaten lægger alt for meget vægt på ’jernhårde lovmæssigheder’ og overser det personlige ansvar. Men mennesket er altså ikke en viljeløs marionetdukke, som bliver trukket hid og did af en ond skæbne. Det er et tænkende væsen«. Ingen vælger vel frivilligt et liv som din mor?»Hvis min mor er uden skyld i sit liv, er velfungerende mennesker så også uden skyld i deres? I stedet for at genvinde kontrol over sit liv ser hun kommunen som sin fjende. Det er hendes valg«. Så hun er ingen stakkel?»Det er rigtigt, at mennesker i bunden af samfundet har truffet nogle dårlige beslutninger uden at kunne overskue konsekvenserne. Jeg har oplevet kvinder på overførselsindkomst, som har fået ét barn. Så endnu et. Og et til. Ja, jeg kender en med otte børn! Et eller andet sted er der vel et personligt ansvar, ikke? Vrangforestillingen om, at det er samfundets skyld, står alt for stærkt«. Velfærdsstaten virker ikke Ifølge socialforskerne vil det barn, der vokser op i Lundtoftegade i Københavns Nordvestkvarter, have langt større sandsynlighed for et liv på den sociale skyggeside end barnet på Østerbro. Hvis det ikke er social arv, hvad et det så?»Det er da social arv, fordi man kopierer det, som man oplever i sin opvækst. Men hvis der ikke også havde været noget, der hed ’personligt ansvar’, så skulle jeg have været gravid overførselsmodtager som 19-årig. Det blev jeg ikke. For jeg lyttede til min mormor, som var fra dengang, hvor lediggang var roden til alt ondt. Hun lærte mig, at hvis man arbejder hårdt, så bliver man til noget. Det provokerer socialdemokrater og andre. Man må ikke tro, at hårdt arbejde fører til et godt liv, for så har man sagt, at der er nogen, der ikke arbejder hårdt«. Hvorfor er du ikke blevet socialt indigneret over de urimelige vilkår, du har levet under, mens andre har været privilegerede?»Fordi det ikke ligger til mig at være misundelig og bitter. Derimod kan jeg blive dybt indigneret, når jeg ser noget, der ikke virker, blive ophævet til en offentlig sandhed. Og velfærdsstaten med generøse overførselsindkomster – dén virker ganske enkelt ikke. Det er mit budskab«.

Er underklassen blottet for moral? Deltag i debatten.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce