Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Forkælede offentligt ansatte kan underminere velfærdsstaten

Det er et kæmpe problem, at de offentligt ansattes organisationer blander egeninteresser sammen med fællesinteresser og nægter at underkaste sig det politiske flertals økonomiske prioriteringer. Det kan i sidste instans ødelægge opbakningen til velfærdsmodellen, mener professor Ove Kaj Pedersen.

Debat

»De fagprofessionelle grupper i den offentlige sektor som f.eks. folkeskolelærere, forskere, læger og socialrådgivere savner selvkritik og er ikke i stand til at skelne deres egne fra fællesskabets interesser, når de debatterer den offentlige sektor. De har ikke tilstrækkeligt fokus på helheden og formår ikke at tage et medansvar for fremtidens velfærdsstat. Jeg frygter, at den forkælede holdning vil underminere opbakningen til velfærdsmodellen«.

Ordene kommer fra professor i statskundskab på CBS Ove Kaj Pedersen, der har skrevet bogen ’Konkurrencestaten’.

Det er vel kun naturligt, at de offentligt ansattes organisationer reagerer, når velfærdsstaten sættes under pres?

»Jo, men forsvarer de børnene, de syge, de ældre? Eller forsvarer de deres egne arbejdsbetingelser, faglige position og løn? Hvem kan skelne? Ligesom universitetslærerne har folkeskolelærere ikke formået at gøre deres kamp til en kamp for de studerende og eleverne. De fagprofessionelle blander egne og fællesskabets interesser sammen i én stor pærevælling, så det er umuligt at se forskel. Det er et stort problem, ikke mindst fordi de offentligt ansatte er en uhyre magtfuld gruppe og sidder med nøglen til fremtidens velfærdsstat«.

Hvad mener du med magtfuld?

»Der er omkring 800.000 af dem. De er de bedst organiserede i landet. Deres organisationer er stærkt repræsenteret i det korporative samarbejde og i den offentlige debat. Oveni har de nærhedens magt; den magt, de udfolder i hverdagen, når de er i kontakt med patienter, klienter, børn og unge. Sidst, men ikke mindst stemmer de stort set på de samme partier og får i stigende grad de partier til at kæmpe for deres stemmer. Der er ingen borgere, virksomhedsejere eller andre, der har så mange indflydelseskanaler som de offentligt ansatte. Og der er ingen, der samlet set indtager en sådan position. Kun den naive politiker frygter ikke de offentligt ansatte«.

DEBAT

Tilbage i 1973 kaldte socialdemokraten Jørgen S. Dich de offentligt ansatte for ’den herskende klasse’. Mener du også det?

»Ja, men det er også vigtigt at understrege, at hvis vi vil have en stor velfærdsstat, får vi også mange offentligt ansatte. Det er derfor logisk, at den politiske magtfordeling påvirkes af, at vi ønsker en stor velfærdsstat«.

Er folkeskolelærere magtfulde? Er det ikke snarere en gruppe, der knægtes af politikerne hele tiden?

»Både-og. De har en stor indflydelse på folkeskolen, men især på de unge og derved på fremtidens borgere. Nutidens og fremtidens generationer er afhængige af lærerne, det samme er fremtidens velfærdssamfund. Samtidig er der et klart politisk flertal for, at lærerne skal arbejde på betingelser, der indebærer en afvejning af mange andre hensyn end kun lærernes arbejdsbetingelser. Jeg tager mange diskussioner over hele landet med f.eks. lærere om, hvorfor det ikke kan lade sig gøre at lave den faglige pædagogiske proces, og hver gang ender det i konklusionen: fordi vi ikke får lønnen til det, fordi vi ikke har ressourcerne til det, fordi min arbejdstid er sådan og sådan«.

Det kan jo være, at de har ret. Lærerne fik en arbejdstidsaftale og en folkeskolelov trukket ned over hovedet. Er det ikke rimeligt, at faggrupper reagerer, når de forhindres i at leve op til deres faglige forpligtelser over for fællesskabet?

»Jo, selvfølgelig, det er deres pligt. Men læg mærke til, at det i debatten er umuligt at skelne mellem, hvornår offentligt ansatte kritiserer med det formål at fremme patienternes interesser eller deres egne, og hvornår kritikken kommer fra faglige erfaringer eller er organiseret med det formål at fremme fagets egne interesser. Og så ved vi ikke, om ændrede økonomiske rammer og politisk styring vitterlig gør det sværere for de fagprofessionelle at arbejde fagligt. Det er en påstand, som de offentligt ansattes organisationer er gode til at fremme i debatten, men generelt er det svært at få den påstand til at hænge sammen med det faktum, at vi har en af de bedst fungerende offentlige sektorer i verden og uden tvivl også har nogle af de bedste lærere, læger og sygeplejersker. Vi ved nemlig, at kvalitet og effektivitet ikke nødvendigvis er modsætninger, og at vi aldrig har haft så effektiv en offentlig sektor, der løser så betydningsfulde samfundsopgaver, som nu«.

Kører deres eget løb

Ifølge Ove Kaj Pedersen er det et stort problem, at de faglige organisationer ikke formår at adskille særinteressen fra fællesskabets.

»Da velfærdsstaten blev bygget fra 1950’erne og frem, argumenterede professionsgrupper altid med afsæt i fællesskabets interesser. Vi skulle have bedre uddannede børn, bedre sundhedspleje, bedre ældrepleje, fordi det skabte et bedre liv for alle og en større økonomisk vækst til at finansiere det hele. Men relativt hurtigt blev det jo klart, at den økonomiske vækst ikke var høj nok til at finansiere en stadig voksende velfærdsstat, og at der samtidig opstod modstand i befolkningen mod at betale skat til en voksende gruppe offentligt ansatte. Allerede fra 1970’erne løb velfærdsstaten ind i en finansieringskrise og en tillidskrise. Kritikken var mange gange konservativ, bagudskuende, men forudså også, hvad der i dag er udbredt enighed om: at en stor offentlig sektor ændrede det danske samfund for altid og førte til politikkens centralisering, hverdagslivets professionalisering, lokalsamfundets opløsning og udhuling af familiens rolle«.

Når læger ønsker et bedre sundhedsvæsen, er det vel også fællesskabets interesse?

»Ja, men velfærdsstaten ville bryde sammen økonomisk og miste politisk opbakning, hvis den var fortsat med at vokse i alle retninger. Derfor har politikerne – med opbakning fra befolkningen – insisteret på, at de offentligt ansatte skulle indordne sig under en økonomisk ramme, som politikerne bestemmer«.

Kæmp ikke for status quo, spil ikke martyrer, bed ikke per automatik om flere ressourcer, tig ikke om politikernes tillid

Så dit budskab er, at de offentligt ansatte skal bukke og sige: ’Yes, sir’?

»Ja, men med måde. Vi lever i et demokrati, og her bestemmer de folkevalgte. Jeg mener, det er udtryk for forkælelse, når man ikke vil underlægge sig et demokratisk flertal og en økonomi med begrænsede ressourcer. Det forskrækker mig, at de offentlige ansatte ikke kan se, at det ikke er onde mennesker, der har insisteret på økonomistyring, og at der også er gode grunde til, at befolkningen ikke vil vise dem den tillid at styre den offentlige sektor ud fra deres faglige interesser. Den manglende respekt for politiske prioriteringer underminerer tilliden til de offentligt ansatte og især til deres organisationer«.

DIREKTØR

Lærerne har talt egen prestige ned?

»Ligesom andre offentligt ansatte. I hvert fald er det påfaldende, hvor lidt tid de offentlige ansatte bruger på at tale den offentlige sektor op og fremhæve dens fortjenester og afgørende betydning for alles fremtid. Og hvem har fordel af det? Ikke lærerne selv. Heller ikke folkeskolen eller universitetet. De ansattes manglende status i samfundet er nemlig med til at undergrave velfærdsstatens rolle i samfundet. Med de store konflikter i den offentlige sektor fra 1980’erne og frem til i dag, også den store konflikt i 2013, har offentligt ansatte og deres organisationer kastet sig ud i en kamp, som de kun kan tabe. Når de ikke vil underlægge sig et demokratisk folketingsflertal og en økonomi med stadig større vækstproblemer, så taber de. Og sådan skal det være i et demokrati«.

Det gælder vel ikke alle organisationer?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De sidste mange år er historien om, hvordan de faglige organisationer har tabt overenskomstkampe mod regeringen som arbejdsgiver. Sygeplejerskerne tabte i 2008, universiteterne allerede i 1990’erne, de privatpraktiserende læger er på vej til at gøre det samme. Sygeplejerskerne, politiet, lægerne og gymnasielærerne blev dog klogere af nederlaget. Et politisk flertal satte sit ønske igennem over for stadig flere faggrupper, der begyndte at acceptere professionaliserede ledere og økonomiske rammer. Gradvis har alle lært noget vigtigt«.

Hvilket?

»At det ikke var dumme eller onde politikere, der ville have dem ned med nakken, men at det var politikere, der sad med et befolkningsflertal bag sig og nogle økonomiske rammebetingelser, de måtte tage højde for, hvis de ville varetage velfærdsstatens fremtid. For eksempel har sygeplejerskerne nu formuleret en alternativ dagsorden og spiller en langt mere konstruktiv rolle i forhold til at udvikle sygehussektoren. Det kunne andre faggrupper lære af«.

Velfærdsmodellen kan smuldre

Ove Kaj Pedersen ærgrer sig over, at fagprofessionelle grupper i den offentlige sektor blander egeninteresser og fællesinteresser sammen og kæmper mod at blive ledet af professionelle ledere og at underkaste sig det politiske flertals økonomiske prioriteringer.

»Først og fremmest underminerer de fagprofessionelle deres egen status ved at kæmpe en kamp, de kun kan tabe. Men det værste er, at de også underminerer opbakningen til velfærdsmodellen. Og også, at de mister muligheden for aktivt at deltage i udviklingen af samme. Det fascinerende ved den danske velfærdsmodel er, at det gennem økonomisk disciplin og effektiviseringer er lykkedes at holde fast i en stor offentlig sektor, uden at der i dag er nogen nævneværdig modstand mod at betale en høj skat. Tænk lige: I 1970’erne var Mogens Glistrup ude på at underminere velfærdsstaten med nulskatteprocent, ligesom Fogh Rasmusen i 1990’erne ville indføre minimalstaten – i dag siger Kristian Thulesen Dahl ligesom partiet Venstre, at skatten gerne må være høj. Det er da dybt fascinerende. Og det handler om én eneste ting: disciplin ad helvede til! Det er manglen på indsigt i den offentlige sektors effektivisering – som har været en forudsætning for dens nuværende succes og robusthed – der gør mig forskrækket«.

Der er mange offentligt ansatte, som er så sårede, at de ikke kan se, hvad der sker, og hvorfor

Hvad frygter du?

»At velfærdsmodellen smuldrer. At de fagprofessionelle opfatter velfærdsmodellen som en naturgiven ting. Det er den ikke. Dens fremtid er ganske usikker. Det er da ikke utænkeligt, at en ny generation vil blive irriteret over, hvordan den store babyboomgeneration i dag som offentlig ansatte omtaler velfærdsstaten og ikke formår at blande deres egne interesser uden om fællesskabets og fremtidens. Se bare, hvor stærkt Liberal Alliances synspunkter står hos unge«.

FORMAND FOR FOA

Du fremstiller hele tiden de offentligt ansatte – lærere, socialrådgivere, forskerne etc. – som magtfulde, men overser du ikke djøf'erne? Er det ikke dem, der sidder på magten?

»Jo, men kun delvis og af gode grunde. De fagprofessionelle har haft muligheden for at kunne videreudvikle den offentlige sektor, men har også med andre været ansvarlige for, at pengene begyndte at ’fosse ud af statskassen’ og forøgede gæld og skat, så der opstod modstand i befolkningen. De har ikke formået at holde økonomisk selvdisciplin og udvikle måder at løse nye udfordringer på. Af samme grund har det politiske flertal i nu over 30 år fundet det nødvendigt at svække faggruppernes autonomi gennem økonomistyring, dokumentation, evalueringer og alt muligt fra djævlens skatkammer. Det hele har ikke været hensigtsmæssigt. Tværtimod, som jeres egne historier om mislykket resultatbaseret styring viste i sidste uge. Men øvelsen har været nødvendig, hvis ikke den offentlige sektor skulle underminere sig selv«.

Spil ikke martyrer

Men der er en vej ud af miseren, mener Ove Kaj Pedersen: »Kæmp ikke for status quo, spil ikke martyrer, bed ikke per automatik om flere ressourcer, tig ikke om politikernes tillid. Kæmp i stedet for en bedre og mere fremtidssikret offentlig sektor, så skal tilliden nok komme og dermed de offentligt ansattes status i samfundet. I stedet for at bruge energi på en kamp, man alligevel vil tabe, bør de offentlige ansatte gå ind i en faglig udvikling af skolen, sygehusvæsenet og her finde løsninger på, hvordan kvalitetsforbedringer kan ske samtidig med effektiviseringer, og hvordan faglige medarbejdere positivt kan arbejde sammen med professionelle ledere. Vi savner folkeskolelærerne, socialrådgiverne, pædagogerne etc. i udviklingen af den offentlige sektor. Vi savner deres lyst til at evaluere deres egen rolle og udøve konstant selvkritik. Problemet er, at de offentlige ansatte ikke er vant til at tænke deres fag ind i en ramme, hvor der er økonomiske og politiske begrænsninger – men nu er det nødvendigt, at de gør det«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så de skal ind i auditoriet på Institut for Statskundskab?

»Det er jo allerede i gang. Vi har sat et efteruddannelsessystem i gang for ledere og medarbejdere i den offentlige sektor, som handler om at give fagprofessionelle forståelse for økonomiske og politiske rammebetingelser. Jeg kan love jer for, at håret stritter, og at der er røde kinder, når det går op for dem, hvordan samfundet fungerer. For overraskende nok: Det vidste de ikke. Det er uhyre vigtigt, at offentligt ansatte får en større selvindsigt i, hvilken historie de udspringer af, og hvilke vilkår der af samme grund er for den offentlige sektor i dag«.

Sker der noget blandt de offentligt ansatte?

»Der er mange offentligt ansatte, som er så sårede, at de ikke kan se, hvad der sker, og hvorfor. Men heldigvis er der en stor gruppe af især yngre offentligt ansatte, der har behov for den velorienterede, fremadrettede og prioriterede debat. Dem håber jeg på. Vi har nemlig brug for, at de offentligt ansatte løfter blikket fra sig selv og begynder at videreudvikle deres faglighed under nutidens betingelser. Der er meget på spil – intet mindre end vores alles fremtid«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Live: Støjberg i samråd om ulovlig instruks

    Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg forklarer sig nu på det andet samråd i sagen om ulovlig tvangsadskillelse af alle mindreårige fra deres samlevere på danske asylcentre i februar 2016.

    Se om Inger Støjberg holder fast i, at der er blevet administreret korrekt eller om hun igen ændrer forklaring og kommer med nye indrømmelser i sagen, som du kan blive klogere på i denne guide.

    Hvad bliver årets sommerhit?

    Justin Bieber koncert  i Aarhus juni 2017
    Politikens Poptillæg:

    Hvilken sang kommer vi alle sammen til at få på hjernen denne sommer? Og hvilken sang kommer til at dominere højtaleranlæggene på Roskilde Festival og de trådløse højtalere på sommerhusterrassen? Politikens Poptillæg mindes de solbeskinnede klassikere og irriterende ørehængere og kommer med et bud på, hvordan denne sommer kommer til at lyde.

Annonce