Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat

Vesten ser stiltiende på, mens Syrien brænder

Kommende generationer vil kigge tilbage på det syriske regimes krigsforbrydelser og undre sig over, hvorfor vores generation blot så på.

Debat

Hasbunullahu wa nia´mal wakil«, sagde manden, der kom gående ud af sin lejlighed, der lige var blevet ramt af en bombe.

Sætningen betyder »Allah er tilstrækkelig for os, og han er den bedste administrator« og bliver brugt, når muslimer føler afmægtighed. Jeg hørte den næsten hver dag i december, da jeg besøgte det apokalyptiske østlige Aleppo, hvor døden konstant ånder indbyggerne i nakken.

Jeg var sammen med en gruppe redningsarbejdere ilet til en bygning, der var blevet mål for et af de vilkårlige regimeangreb. Få minutter efter kom et forældrepar og deres deres børn ud af bygningen. På mirakuløs vis var de alle sluppet uskadt fra angrebet.

Manden børstede støvet af sit ansigt og hoved og så til min store forbløffelse hverken bange eller chokeret ud. Hans ansigtsudtryk var blot trist og afmægtigt. Det var et ansigtsudtryk, som gik igen hos de andre indbyggere i Aleppo. De var alle klar over, at deres skæbne var overladt til Gud, for verden havde glemt dem.

Hver dag er der videoer af grådkvalte forældre foran deres små blodige og døde poder, barnelig, som er knust under murbrokker, småbørn i farverigt tøj, men uden hoved eller andre lemmer, der er sprængt væk. Alle disse billeder bliver filtreret væk fra den daglige nyhedsstrøm

Der er kun en håndfuld journalister fra Vesten, som har rapporteret fra de områder de seneste to år. Selvom der løbende kommer en strøm af billeder og dokumentation ud, foregår der en slags mørklægning af de omfattende krigsforbrydelser. Og på trods af, at den syriske borgerkrig er den mest medieeksponerede begivenhed i nyere tid, er ligegyldigheden fra det internationale samfund og afmagtsfølelsen hos os, der betragter konflikten udefra, slående.

POLITIKEN MENER

Billedet af den lille dreng, Omran, som sad i en ambulance og forvirret og uskyldigt undrede sig over, hvorfor hans ene blodige øje klæbede sammen, fik de sociale medier til at gå amok. De færreste ved, at Omrans bror, som kun var 10 år, døde under samme angreb. Og virkelig få iblandt os ved, at der dagligt er utallige af hans slags, hvis identitet og død aldrig vil optage omverdenen.

Hver dag er der videoer af grådkvalte forældre foran deres små blodige og døde poder, barnelig, som er knust under murbrokker, småbørn i farverigt tøj, men uden hoved eller andre lemmer, der er sprængt væk. Alle disse billeder bliver filtreret væk fra den daglige nyhedsstrøm.

I over seks måneder har russiske fly smidt hundredevis af bomber i Syrien. Rusland er allieret med Syriens præsident Bashar al-Assad, og mens russerne fastholder, at deres bomber kun er rettet mod Islamisk Stat og en anden jihadist gruppe, Jabat al-Nusra, ser virkeligheden helt anderledes ud.

Gennem tre afsnit giver den danske dokumentarist Nagieb Khaja et unikt indblik i dagligdagen i det nordlige Syrien, hvor den tilbageværende civilbefolkning, nu efter fem års rædsler, har fået endnu en fjende: det russiske militær.

Kilde: Politiken / Nagieb Khaja og Tom Greenwood

Hvor mange er klar over, at det længe har været et faktum, at det syriske regimes angreb på befolkningen i de oprørskontrollerede områder, er en brutal udrensningskampagne, hvor de prøver at affolke de urbane områder med udsultning, bomber og kemiske våben?

Fra omverdenen er der en stiltiende accept af, at regimet, nu også assisteret af Rusland, får lov til at smadre det oprørs-kontrollerede Syrien, fordi Islamisk Stat er hovedfjenden. En absurd logik, fordi Islamisk Stat ikke har nogen tilstedeværelse i Aleppo by, Idlib og Damaskusforstæderne Ghouta og Daraya, som er hårdest ramt af udrensningskampagnen.

F.eks. har belejringen i Daraya ført til, at indbyggerne i perioder har spist græs for at overleve. For kort tid siden blev Darayas tilbageværende befolkning evakueret efter fire års skånselsløs udsultning og tæppebombardementer. Regimesoldater fejrede deres succes med selfies fra den udbombede og mennesketomme by, mens nyheden kun blev omtalt i noteform i de fleste internationale medier.

USA og Europas fokus er terror. Derfor har man overladt de tilbageværende indbyggere i de oprørskontrollerede områders liv til det brutale regime og den russiske militærmaskines nåde.

I Ruslands og regimets optik findes der ikke civile i f.eks. det østlige Aleppo og Idlib. Kun terrorister

I Ruslands og regimets optik findes der ikke civile i f.eks. det østlige Aleppo og Idlib. Kun terrorister. De skolelærere, læger, sygeplejersker, forretningsdrivende og redningsarbejdere, jeg mødte, mens jeg opholdt mig i Aleppo og Idlib, er ifølge dem alle terrorister uden undtagelse.

I over seks måneder har russiske fly smidt hundredevis af bomber i Syrien. Rusland er allieret med Syriens præsident Bashar al-Assad, og mens russerne fastholder, at deres bomber kun er rettet mod Islamisk Stat og en anden jihadist gruppe, Jabat al-Nusra, ser virkeligheden helt anderledes ud.

Gennem tre afsnit giver den danske dokumentarist Nagieb Khaja et unikt indblik i dagligdagen i det nordlige Syrien, hvor den tilbageværende civilbefolkning, nu efter fem års rædsler, har fået endnu en fjende: det russiske militær.

Kilde: Politiken / Nagieb Khaja og Tom Greenwood

De er terrorister, blot i egenskab af at de opholder sig i den østlige del af byen og dermed giver oprørerne legitimitet. For logikken bag Ruslands og regimets ’brændte jords taktik’ er at straffe ’terroristerne’. Derfor bomber de alt infrastruktur i form af hospitaler, vandværk, veje, klinikker og markedspladser.

Indbyggerne i disse områder holder først op med at være ’terrorister’, når de tilslutter sig gruppen af internt fordrevne flygtninge, som holder til i f.eks. kummerlige teltlejre i Damaskus, hvor de bliver nødt til at tigge om vand og brød fra deres bødler. Ellers flygter de med livet som indsats over land og hav til lejrene i Europa, hvor de kan blive de nye tredjerangsborgere, som bliver opfattet som Vestens største problem i nyere tid.

ENHEDSLISTEN

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Europa lægger vi først mærke til disse ofre for udrensningskampagnen, når de står ved vores grænser. Ført da ser vi dem enten som ofre, der skal hjælpes eller overhængende trusler mod vores sammenhængskraft, økonomi og sikkerhed.

De vestlige politikere, også de danske, ved, at størstedelen af syrerne flygter fra regimet, men alligevel har man opgivet at adressere hovedproblemet, som er Assad-regimets nådeløse udrensning af indbyggere fra det oprørskontrollerede Syrien.

Det gør de ikke, fordi så længe USA og Rusland ikke viser tegn på at ændre deres Syrien-strategi, vil det blot udstille deres afmægtighed og understrege, at der intet andet kan gøres end at tage imod de desperate flygtninge. Alternativet er at lægge yderligere pres på Tyrkiet, så de strammer endnu mere op ved deres grænser og indespærrer de desperate syrere i det, som engang var deres hjemland, men som nu er et blodigt ragnarok.

De fleste af de mennesker, jeg mødte i Øst-Aleppo, var modige, stolte og standhaftige. De insisterede på at få deres samfund til at fungere på trods.

Da det østlige Aleppo blev belejret af regimet i begyndelsen af august, og befolkningen blev afskåret fra mad, medicin og strøm, var der atter tavshed fra verden. De eneste, som hørte beboernes desperate råb, var de militante. Det var Den Fries Syriske hær, de såkaldt moderate oprørere, og det var islamisterne fra grupper som Ahrar Al Sham, Ajnad Al Sham og til sidst og ikke mindst Jabhat Fateh Al Sham, det tidligere Jabhat Al-Nusra, der tidligere officielt var Al Qaedas lokale afdeling.

I over seks måneder har russiske fly smidt hundredevis af bomber i Syrien. Rusland er allieret med Syriens præsident Bashar al-Assad, og mens russerne fastholder, at deres bomber kun er rettet mod Islamisk Stat og en anden jihadist gruppe, Jabat al-Nusra, ser virkeligheden helt anderledes ud.

Gennem tre afsnit giver den danske dokumentarist Nagieb Khaja et unikt indblik i dagligdagen i det nordlige Syrien, hvor den tilbageværende civilbefolkning, nu efter fem års rædsler, har fået endnu en fjende: det russiske militær.

Kilde: Politiken / Nagieb Khaja og Tom Greenwood

Alle oprørsgrupper forenede sig og igangsatte en imponerende offensiv, som i løbet af få dage brød belejringen af Aleppo til de desperate indbyggeres store glæde. Verden havde atter glemt den lokale befolkning i det østlige Aleppo, som igen i stedet blev reddet af et sammenrend af militante grupperinger.

I Europa lægger vi først mærke til disse ofre for udrensningskampagnen, når de står ved vores grænser

På de bonede gulve diskuterede bekymrede vestlige politikere denne nye succesrige alliance af moderate oprørere og det tidligere syriske Al Qaeda, som havde vundet en kæmpe symbolsk sejr. Der var nærmest en skuffelse over ophævelsen af belejringen af Øst-Aleppo, og man skulle tro, at nogen hellere så indbyggerne i Aleppo fornægte deres redningsmænd og dø som ’moderate’ syrere frem for at blive reddet af islamister.

Efter jeg forlod Syrien, har regimet og Rusland ifølge massevis af øjenvidner brugt fosfor- og napalmbomber.

LÆGER UDEN GRÆNSER

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Reaktionen fra omverdenen er en øredøvende tavshed. Syrien er den civiliserede verdens moralske kollaps. Om mange år vil en ny generation kigge tilbage på de massive krigsforbrydelser, som det syriske regime begik mod sine egne befolkning og undre sig over, hvorfor vores generation stiltiende så på.

Denne weekend blev Aleppo atter omringet og belejret. Cirka 300.000 risikerer mere krig og udsultning. Der burde blive handlet, men det vil ikke ske. Jeg kommer til at tænke på en samtale, jeg havde med en af af de tilbageværende beboere, en modig ambulancefører, Abu Rahmo, i Aleppo, som sluttede med en sætning, der nu muligvis vil gå i opfyldelse for ham. »For mig er Aleppo verdens smukkeste by. Jeg forlader den aldrig. Jeg blev født her, og jeg kommer til at dø her«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Målinger og sæder

Annonce